Det kan være svært at sige farvel - Asma

Asma løb nærmest op af trapperne til Biblioteket. Hun var spændt! Det var idag hun skulle sige farvel til Kitja, ikke så rart. Asma åbnede den mørke dør stille og skimmede hurtigt rummet. Hendes hjerte hoppede rundt og hun var i det hele taget spændt. Hun løb frem og tilbage mellem de store reoler. "Kitja!" råbte hun, i den ellers så forladte bibliotek. "Søde!" Asma var allerede forpustet, for hendes hjerte kørte allerede på den højste knal?
Asma var mange gange ved at snuble over nogle bøger, men klarede det da en til videre. "Kitkat!"

Asma kunne med ét se væsner med onde blikket. Asma lod sine hænder dale og svaje? Sådan som hun undskyldte. Hun var allerede over ved Kitja og lag derfor op til en kæmpe kramme. "Min vampyr pige" sagde hun og holdte pigen ind til sig. Asmas tåre væltede ud, og hun kunne seriøst mærke de der blikke. Nogen begyndte til om med at mumle. Asma viftede med hånden bag Kitjas ryg, for at få dem til at se væk. Det hjalp så..ikke. "Jeg..jeg ved ikke hvad jeg..sk..skal sige" stammede hun og tøvede et sekund. "Jeg elsker dig Kitja"

//Smutter, skal nemlig til...fødselsdag.. xD Men svare i morgen..og be til at jeg kommer hjem i live *snøft* eller i det mindste med en arm!//

//Okay, sødte! Jeg vil savne dig så meget! *Krydser fingre*//

Asma fulgte lydløs med Kitja. Hun kunne ikke engang sige noget tilbage! Så meget lammet var hun altså. Hun satte sig selvfølgelig overfor Kitja og lag sine hænder på bordet så Kitja kunne holde dem. Asma vil ikke høre på noget der vil sørgligt, og når KItja græd.. ja så..græd hun også. "Kitkat.. bare sig det som det er" hun bed sig på pegefingeren hurtigt så smerten i stedet var på fingeren og ikke..hjertet. Sådan set.

Asma åbnede munden for at protestere, men tav så. Hun kunne ikke forbyde hende i at rejse, Kitja valgte det selv, og det måtte jo være vigtig. Hun så på pigen, i tavshed. Lod denne tavshed vare lang tid, bare for at pine sig selv.
”Kitja.. jeg ved ikke.. hvad jeg skal sige” sagde hun og holdte sig på hovedet. Hun rystede derefter på hovedet igen og igen. ”Jeg er.. modløs” de sidste vidste hun ikke rigtig hvad skulle betyde, men hun var så ked af det.. at hun ikke kunne tale!

Hun stirrede på Kitja. Som om halvdelen af hendes verden var gået i stykker. Det var som om at der var fire søjler der holdte på verden, og en af dem var gået i stykker. Asma rystede på hovedet, som om alt det Kitja sagde ikke passede. Hvorfor så oprevet? Kitja skulle af sted.. det var vel i orden? Asma mærkede hendes kolde hænder, og en lille smil kom frem. ”Vampyren Kitja rejser fra mig. Hvem bliver den næste?” hun kyssede Kitjas ene hånd, mens hendes øjne så roligt på hendes. ”Jeg holder af dig Kitja. Du er en god ven. Så du vil ikke blive glemt. Tro mig, jeg venter på dig” hun bøjede sig over bordet, og krammede hende. ”Lad os nyde de sidste timer så, vampyren Kitja”