Rain, again! - Vari

Vinden tog fat i træernes kroner, der var rundt omkring og ruskede i dem. Nogle visne blade faldt af og vinden fik dem til at stryge hen over den kolde og våde jord. Regnen havde gennemblødt alt indenfor miles omkreds. Ikke et eneste sted (Næsten), var der tørt.
En pige ad på hug i det våde græs. Mellem hænderne havde hun en rød rose. Hendes våde, mørkebrune hår, hang lidt ned over hendes ansigt og hendes smukke skinden grønne øjne var lukket helt i. Hun var iført, en grå strikcardigan. Den avr ikke tyk, men heller ikke tynd. En stram sort top indenunder den, et par meget stramme mørkeblå bukser, og et par hvide converse.
Regnen slog hårdt mod hendes hud. Følelsen af de kolde dråber i håret og på det stykke af hendes arme, hvor cadiganens arme ikke nåede, var dejligt. Det var meget koldt men alligevel.
Pigens navn var Jaqiuline.
Hun havdefortænderne på underlæben. Hun lod dem stille gøre det hårdere, emns hun lod grebet om den røde rose sblive stramere og fastere.
Hun vidste ikke hvorfor hun holdte den rose, men hun holde den og lidt efter løb en dråbe ned af hendes kind, som var det en tåre, men det var bare en regn dråbe.
Det dryppede far Jaqiuline's næse, og hendes hår.
Hun var helt gennemblødt, men tog sig ikke af det. Hun var ikke ked af det eller noget, eller måske lidt... Hun tænkte lidt på den familie hun egentlig aldrig rigtig havde været sammen med... Hun havde aldrig rigtig kendt dme som en almendelig pige ville gøre med sin familie.
Hun lod øjenlågende glide op så hendes grønne øjne kom til syne. Hun kiggede koldt ned på sine ben.

Den kutte klædte skikkelse trådte stille og roligt rundt omkring mellem alle Træerne... Det var svært at se ham mellem alle de mange skygger som træerne skabte for ham... Kutten var en slags mørke grå som fik ham til at gå i et med skyggerne... Så det nærmest så ud som om han trådte ud af hver skygge.
Vari var fint skjult inde under sin normale kutte... Man kunne hverken se hans ansigt eller hans tøj... Den sædvanlige læder Rustning og to sværd... Han havde endelig ladet sin taske blive i et hjem han endelig havde fundet...
Han havde fået duften af en eller anden... Pige, men det var ikke rigtig til at sige til om at det var en Dæmon eller noget andet... Vari ville finde ud af det når han var tæt nok på til at se personen... Nu var det bare om at finde pigen... Hendes duft blev skjult lidt for meget af regnen, hvilket gjorde det meget sværere end normale at finde hende, men han ville finde hende.
"Hallo!?" råbte han spørgende godt 5 meter bag Jaqiuline, Da han endnu ikke havde opdaget hendes tilstedeværelse. Der var to træer imellem dem... Vari havde ryggen til dem begge selvfølgelig.

Det gav et sæt i hende og hu løftede hovedet med det samme. Hun lod det dreje sig hurtigt fra side til side for at se hvad det var der havde kaldt. Hun lod den ene hånd give slip, fra den smukke dyb røde rose. Hun satte den hånd på hælen og drejede lige så ryggen. Det våde hår, blev svinget og derfor dryppede det fra det.
Jaqiuline's grønne øjne så både forskrækkede ud, men der var også et lille glimt af noget... Noget skræk af en art. Lige nu var hun ret bange...
Hun så fortsat frem for sig og det dryppede stadig fra både hendes næse og hage. Hun holdt nu rigtig godt fat i stilken på rosen. Pikkende, stikkede i hendes hånd, men lige nu var det eneste hun forkuserede på, at finde ud af hvem der havde kaldt. Hun turde ikke rigtig sige noget lige nu, men ville alligevel sige bare et eller andet. HUn vidste bare ikke, hvad i al verden det skulle være.
Var det mon en vampyr... Eller noget andet... Var det mon en dreng eller pige? Stemmen lød, som om at den kom fra en drengs mund, men sikker, det var hun bestemt ikke!
Et suk, der nok skulle sige noget i retning med 'jeg finder nok aldrig ud af det', undslap hendes kolde læber, emns hun fortsat fokuserede på alle bevægelser der var der.

Vari havde lukket øjne for at lytte bedre. Den konstante regn gjorde det ikke nemmere på nogen måde, heller ikke vinden i træerne der gav en svag hyletone fra sig.
*Finder jeg mon nogensinde den person?* sprgte han sig selv og skulle lige til at åbne øjne og opgive med at lytt og i stedet lede med øjne.
Men så kom lyden... Et suk eller noget...
Han drejede hovedet i den retning han havde hørt sukket og åbnede langsomt øjne så han kunne se efter. Han gik langsomt uden om træet og kiggede i den retning...
"Hallo?!" råbte han igen spørgende og tog fat på sit ene sværds skaft og trak blank sådan så han hurtigt kunne skære hvad der kom imellem ham og personen i små stykker.
Han kantede sig uden om træet og kiggede bare efter nogen form for person.
Et par skridt mere og så ville han kunne se personen. En gammel kvist gav et knæk fra sig og Vari kiggede ned med et kraftigt nik. Han havde fokuserede så meget på personen der "Muligvis" kunne være omme bag træet, så han havde slet ikke set på kvisten.
*Fuck!* tænkte han irriteret.

Hun drejede ryggen den anden retning da hun hørte et 'Hallo?!' mere. Hun fugtede læberne og gjorde klar til at sige et eller anden som svar, men uden at vide hvad pokker det skulle være. Lidt efter, fik hun åbnet munden og sagt: "Er der nogen!?" Hendes stemme var ikke ligefrem virkelig høj, men heller ikke virkelig lav. Hun sagde det bare ret stille.
Jaqiuline bed sig hårdt i underlæben, hun var dog ikke bange, men lidt... Forskrækket? Kunne man da godt kalde det.
Hun holdt stadig om rosen, nu med et meget fastere greb, end før.
Ikke fordi rosen virkelig betød noget for hende, men den var... på en måde god til at fjerne alle de dårlige minder.
For hun sad jo lige og tænkte på sin familie, der næsten bare var et dårligt minde, alt i alt.
*Hvem, hvad eller hvor kan vedkommende være?* spurgte hun sig sel mens hun igen ventede på at der ville komme et par ord mere fra vedkommendes mund, eller i det mindste en reaktion...