A little Rain (Sebastian)

Sted: Udenfor Di Morga - Forêt - Skoven
Tid: IRL
Dato: IRL
Vejr: Lidt skyet, med mørke skyer der kommer nærmere...
Omgivelser: Skov?

Ai sad under et træ midt inde i skoven... Hun havde sin Hue på og tæt sidende jeans, samt en hvid t-shirt og en sort trøje. Ai så op på de mørke skyer der kom nærmere... og smilte stille for sig selv. Hun vidste ikke helt hvorfor hun smilte, men hun blev jo så glad indeni når det regnede

Lette, svagt hørlige skridt brød skovens stilhed, idet Sebastian kom spadserende lige så stille hen langs en lille, smal skovssti. Hans blik var rettet frem ad, men han lod et par gange sine øjne flakke lidt rundt imellem de mange, høje træer, så han bedre ville kunne orientere sig, når han skulle til at gå tilbage igen. Selvom alt faktisk lignede hinanden her. Skoven bestod jo bare af ... træer. Træer og et par buske her og der, der var plantet på/i jorden. Med en fjerlet og vant håndbevægelse kørte han noget af sit hår, der hang ned foran hans øjne, til side og fandt et af sine mystiske, gådefulde smil frem. Dernæst, ikke så lang tid efter, stoppede han brat op, da han fik færten af et eller andet. Et ... Han indsnusede lugten, der kom strømmende et eller andet sted fra og kunne straks konstatere, at dette var et menneske. Om det var en kvinde eller mand, kunne han ikke helt finde frem til. Men hvor befandt denne person sig? Han drejede hovedet en smule og så søgende rundt i området.

Ai så så ned i jorden og sukkede dybt, men det varede ikke længe før smilet kom frem igen. Denne gang var det dog anderledes...som om hun lige havde vundet noget. Hun så på sin violin, der pænt var i sin taske-ting. Hun var glad for den, og elskede den mere en sin familie... end sit liv. Hun fik den af sit mor før hun døde. Dog husker hun ikke så meget om det, men minder er minder... og det kan altid gøre en glad igen.

Sebastian slentrede lidt videre, imens han vagtsomt lod blikket køre fra den ene side til den anden side, indtil han endelig fik øje på den, han ledte efter. Inden han satte kursen mod hende, fandt han et svagt smil frem, der straks forplantede sig på hans blege læber og traskede hen til det menneske, som han nu kunne bekræfte var af hunkøn. Han stoppede op, da det omtrent kun var en halv meter, der skilte dem ad og sendte hende et af sine lidt mystiske smil, idet han foldede sine handskebeklædte hænder et sted omme bag på ryggen. "Godaften," hilste han med sin rolige men også ret dominerende stemme, hvorefter han tippede sit hovede en lille smule på skrå til den ene side og fæstnede sit blik på hendes ansigt.

Ai kunne langsomt opfatte lyde fra en der kom nærmere, og før det gik op for hende at det var tæt på stod drengen allerede foran hende. Det mystiske smil fik hende til at tænke men kun kort... men nok mest fordi hun fik et lille chok. Hun så op på drengen og fik straks øjnekontakt... Hun havde smukke grønne øjne //du kan se om lidt på min profil// "Godaften Hr."

Sebastian smilede sagte til hende, hvornæst han lod sit hår falde lidt ned og ligge en skygge for det meste af hans ansigt, så hans gulbrunlige øjne med det røde skær blev mørkelagt. "Hvad laver De dog herude i skoven helt alene på et tidspunkt som dette? Jeg vil ikke mene, at det er et passende sted for en yndig, ung dame som Dem selv," spurgte/sagde han med et gådefuldt smil, hvorpå han vippede hovedet på skrå til den anden side og slog den ene hånd ud mod et eller andet sted i den mørke skov.

Ai fik stille og roligt en lille rødmen frem på sine kinder... for generthed er en svaghed hos hende.
Drengen der stod der foran hende...havde lige fortalt hende noget hun næsten aldrig hørte, måske fordi hun ikke ville lytte til det.
På få sekunder vendte hendes blik mod jorden "Jeg bor ikke langt herfra, og kunne ikke sove, så gik en tur..." sagde hun stille, men med en pinlig stemme der rystede

Sebastian rettede lidt på sin krave, imens han tavst og opmærksomt lyttede til hendes ord. Selvom hendes generthed skinnede meget tydeligt igennem, valgte han bare at ignorerer det og sendte hende et venligsindet smil, hvorefter han kørte sit blik ned på jorden ved siden af hende. "Ville De have noget imod, hvis jeg gjorde Dem med selskab?" spurgte han med endnu et smil på sine læber og nikkede kort ned mod 'pladsen' ved hendes ene side.

Ai smilte venligt til ham, do uden at kigge på ham "De må meget gerne sidde her..." hun så op med skyerne "Det regner snart" hun smilte til ham, men stort og virkede helt glad nu...som om hendes generthed bare var forsvundet

Sebastian fulgte hendes blik op mod skyerne og nikkede bekræftende. "Ja, det ser godt nok sådan ud," mumlede han med et sagte smil, inden han atter rettede sit ulæselige og lidt døde blik mod hende og slog sig ned ved hendes side under træet på jorden. "Mit navn er Sebastian forresten," præsenterede han sig selv lidt efter og drejede sin overkrop en kvart omgang, før han rakte sin ene hånd frem mod hende med hovedet lagt på skrå. "Og De hedder?"

Ai smilte stille for sig selv pga de mørke skyer..men da drengen satte sig røg alt opmærksomheden over på ham, for han opførte sig lidt mærkeligt...efter hendes mening... men han var høflig nok.
"Sebastian..." hun tog imod hans hånd, og der kunne man mærke hun frøs lidt for hendes hund rystede og var koldere end normal menneske temperatur. "Mit navn er...ehm... Ai"

"Ai ... hyggeligt at træffe Dem, Ai-sama," svarede han med et svagt, kordialt smil og gav hendes hånd et blidt klem, før han lod sin egen hånd glide ud af hendes og lagde den i skødet sammen med den anden. Eftersom han havde sine hvide handsker på, havde han ikke rigtig kunnet mærke hendes huds temperatur. Det var nok også meget godt, at han bar de handsker. Selv var han utrolig kold, - men det lå til en vampyrs natur. Vampyrer var koldblodede. De var aldrig varme, men frøs heller aldrig på grund af deres egen kropstemperatur, der langt fra var normal. Ikke iforhold til normale væsners i hvert fald.

Ai trak også stille sin hånd til sig samtidig med at hun tænkte over at han stadig sagde de og dem. "Undskyld mig...men hvorfor siger de.. de og dem?" hun så på ham og prøvede at få øjnekontakt selvom hun vidste det nok ikke ville lykkedes

Sebastian vendte sit blik mod hendes ansigt og glippede kort med øjnene, før han lukkede munden op og besvarede hendes spørgsmål. "Hvorfor? Jo, fordi det er en høflig måde at omtale andre på," svarede han med et lidt eftertænksomt blik men nikkede så lidt af sine egne ord. "Bryder De Dem ikke om det?" spurgte han efter en kort talepause med et løftet øjenbryn og smilede sagte til hende.

Ai grinte sødt og så så på ham "du minder mig bare om min far... hvis han ikke sagde de, dem eller frøken, sagde han princess... og det er lidt...ehm... mærkeligt" Ai lænede sig nu tilbage op af træet

Sebastian rynkede svagt på næsen og grinede dæmpet, da han blev smittet af hendes latter. "Jamen, så skal jeg nok droppe mine formelle ord og ..." Han stoppede op, eftersom han ikke helt havde fået gennemtænkt sin sætning og sendte hende så bare et kordialt smil. Han ville sikkert alligevel komme til at sige det i ny og næ, men det var ikke rigtig noget, han kunne gøre for. Sådan var han bare. Han var blot én stor klump høflighed.

Ai kiggede lidt ned da hun følte hun gjorde noget forkert ved at bede ham om at stoppe "undskyld.." sagde hun stille og meget lavt... for hun håbede han ikke ville høre det. Hun holdte om sig selv og varmede sin krop ved at lade sine hænder kører hurtigt op og ned ad sine arme

Sebastian smilede svagt til hende, eftersom han sagtens kunne høre hendes undskyld. Ikke bare havde han en fremragene lugtesans, men alle hans andre sanser var også bedre end et normalt menneskes. Herunder bl.a. hørelsen. "Det gør ikke noget. De ... jeg mener, du har lov til at sige, hvad du vil," sagde han med et lille smil og rømmede sig kort efter, inden han rettede sin ryg helt op, selvom den ellers allerede havde en utrolig rank holdning. "Fryser D... du, Ai-sama?" spurgte han med hovedet lagt på sned og lod sine øjne følge hendes hænder, da hun kørte dem op og ned af hendes arme, sikkert for at få varmen.

Ai smilte ganske svagt "sig mig... hvor god er din hørelse lige" hun havde ikke regnet ud at han var vampyr endnu...faktsik så tænkte hun slet ikke på det...
I det han spurgte om hun frøs stoppede hun "ja lidt... men gider ikke hente en jakke..." hun så på ham og smilte kært. "hmm.. bare sig de... eller dem.. for du har også lov at sige hvad du vil" hun kiggede op på skyerne og i det samme ramte en regndråbe hendes næse tip

Sebastian undgik med vilje at svare på hendes spørgsmål og sendte hende blot et lidt gådefuldt smil, hvornæst han stilfærdigt begyndte at knappe sin sorte, habitjakke op. "Tag venligst imod min jakke. De skulle nødig blive forkølet," sagde han med et venligsindet smil og rakte den hen til hende, hvor han lidt efter bare lagde den hen over hendes ben. Han fulgte hendes blik op imod skyerne, der stadigvæk herskede på himlen og ligeledes, kunne han også mærke en lille dråbe lande på hans ansigt. Men regn gjorde ham ikke noget, så han var lidt ligeglad med, om han blev våd. Det tog han nok ikke skade af.

Ai rødmede svagt og tog i mod hans jakke "T...tak" hun tog den på smilte så venligt til ham "Tak... Hr." hun så ind i hans øjne elelr prøvede... for han havde virkelig smukke øjne.
"mmh... jeg ved godt du ikek er et menneske... så hvis du har en super hørelse... gætter jeg på... ehm..." Ai begyndte at tænke på hvilket væsen han kunne være...

"Det var så lidt," svarede han med et blidt smil og skævede kort til hende. Han lyttede stille til det næste, hun havde at sige og vendte så en smule overrasket sin fulde opmærksomhed mod hende. "Så De kender til den magiske verden?" spurgte han med et hævet øjenbryn og hovedet lagt en lille smule på skrå. Han flettede sine fingre ind i hinanden og så afventende på hende.

Ai så på ham "ja..jeg er altså ikke helt dum..." hun grinte sødt og tænkte samtidig over at han virkelig må have sys hun var dum, altså på det logiske område. "Jeg har altså været her nok til at regne ud af nogle af de folk man ser gå rundt ikke er helt normale mennesker... "

Sebastian skyndte sig at ryste på hovedet og glippede derefter kort med øjnene. "Det var skam ikke ment på dén måde," forsikrede han hende og rynkede svagt sine øjenbryn. Hans blik kørte atter op mod himlen, hvor han stoppede det og lod sine gulbrune øjne hvile dér. Et par regndråber landede let forskellige steder på hans ansigt og gled efterfølgene ned, ned over hans hage og forsvandt i kraven på hans hvide skjorte.

Ai smilte venligt til ham "det ved jeg" hun så mod himlen og lukekde så øjnene. For hende virkede regnen som musik..hver tone var dråberne der ramte. hun lyttede stille og nynnede ganske stille med. Hvis man ikke forstod hendes lidenskab til musik, ville man bare tænke på hende som en tosse lige nu