You again ? - Sebastian Henrikson .. Privat xD

Tid: Den er ved at være otte, men mørket e allerede faldet på.
Dag+dato: 27. Januar, torsdag, 2011.
Vejr: Kølig, skyfri himmel og halvmåne, der oplyser de små gader, hvor lygtepælene ikke er blevet tændt endnu.
Omgivelser: En stor, bred gade, med små fortov på siderne. Der går få mennesker, og der kører næsten ingen biler. Rundt om fortovene ligger der små, røde bygninger, der består af en masse lejligheder, alle sammen kun i en enkelt etage.
Påklædning: En stram sort top og en skotskternet nederdel. Hun har et par lange sorte netstrømper på, og udover dem, har hun en pink og en blå knæstrømpe, med sorte striber. Hun har en stram, sort jakke på med et bælte i, der fremhæver hendes former. Hun har sine sorte militærstøvler på, som hun har pyntet med gule snørebånd. Hendes hår sidder løst, og lettere uglet, da vinden har haft fat i det.
____________________________________________________________
Aftenen var så småt begyndt at falde på. Med det fulgte det at den summende eftermiddagstrafik langsomt forsvandt. Cafeer og restauranter syntes underligt døde denne torsdag, selvom de normalt var overbefolkede i skumringstiden. Meget få mennesker var ude at gå denne kolde januardag. Det var mest gamle mennesker der gik arm i arm, eller småbørn, de var på vej hjem fra deres legekammerater, Men en pige skilte sig særligt ud. Som om hun ikke passede ind i Terres snedækkede landskab, på samme måde som alle andre gjorde. Måske havde det noget at gøre med hendes vinrøde hår? Eller det punkede tøj? Måske var det hendes blå øjne, der syntes krystalklare i mørket? Eller var det det faktum at hun havde en mærkelig udstråling af noget overnatuligt? Hendes skridt var lange og tøvende … Som om hun kom i tanke om noget hun skulle huske, hver gang hun løftede en af de tunge militærstøvler. Hun kiggede over sin skulder.
Sygeplejersken smilede tomt. Ligeså tomt som de døde, hvide øjne den havde i hovedet. Huden havde en muggengul farve, som var den påbegyndt en forådningsproces. Kjolen sad tæt ind til den skelettynde, deforme krop. Den var itureven, hvilket gjorde den ekstremt kort. Og muggen at se på? Man kunne se noget af dens balle, som havde samme forrådnede udseende som armene, benene og ansigtet.
*Tænk at den kan holde varmen,* tænkte Mia, for at lukke andre ting … ubehagelige ting … ude af det kønne lille hoved, hun var i besiddelse af. Men dette var et nemt spørgsmål at besvare … For det var kun Mia der kunne se sygeplejersken. Sågar høre og mærke den!
Mia stoppede op foran den lille røde bygning, der kun var i en etage. ”Du må godt gå hjem nu,” Hviskede Mia i et tonefald, hvor man tydeligt kunne høre at hun prøvede at ligge en dæmper på hendes frygt. Hun lod tasken glide ned fra skulderen og hun fandt sin lejlighedsnøgle frem … Den sorte med hjerterne på.
Alle hendes nøgler havde motiver, så hun vidste hvilke, der hørte til hvor. Den til den gamle, halvgotiske bogbutik var grøn med fodbolde, den til cyklen var pink og den til knallerten var orange med hundehvalpehoveder. Hun låste sig ind i gangen og gik ned til sin lejlighed, hvor hun hurtigt låste sig ind.
Da hun havde lukket og låst efter sig, vendte hun sig om … Og der mødte hun et storsmilende, meget velkendt ansigt …
Frygten ved synet af ham, fik hende til at tabe tasken. Hun trådte et skridt tilbage og trykkede sig op af døren. Hun åbnede munden og spærrede øjnene helt op. De lyseblå øjne gnistrede af en dyb, inderlig frygt og et enormt had …

Sebastian sad i stolen over for indgangen og havde blot ventet tålmodigt på at hun skulle komme hjem. "Noget galt?" Kold. Kold stemme som altid. Han kiggede længe på hende og rejste sig så. "Du burde passe bedre på dit hjem, alt for nemt at bryde ind i..." Han kiggede mod det åbne vindue kort og kiggede så tilbage på Mia. Han gik et par skridt nærmere og stillede sig lige foran hende og kiggede ned på hende. "Slap af, havde bare brug for et sted at gemme mig for solen. Jeg skal nok smutte nu hvis det er det du vil have. Men... Det vil du jo ikke..." Bukkede sig mod hendes hals og slikkede den kort. "Du vil have dit daglige rusmiddel. Tager jeg fejl?" Hans røde øjne glimtede i mørket og ventede blot på en reaktion fra hende. Men den kom ikke. Overrasket gik han tilbage mod stolen, satte sig i den og drejede sig væk. "Hvad vil du så have idag? Jeg har Kokain, Amfetamin, Ecstasy, har en smule Heroin også..." Han hørte hende kun trække vejret. Som om hun var blevet lammet, alt for overrasket over at se hende her... "Som du vil..." Han smed noget Ecstasy på bordet og gik ud mod vinduet for at springe. "Sidste chance hvis du vil have noget andet, Mia." Han stillede sig på kanten af vinduet med ansigtet vendt mod Mia og ventede på hendes reaktion. Hvis den ikke snart kom kunne han ligeså godt hoppe. Intet. Han lænte sig baglæns og begyndte at falde. Lige som han skulle til at falde hele vejen hørte han hende og greb hurtigt og adræt fast i kanten af vinduet og hev sig op så han lige kunne se på hende. "Ja?"

Mia stod helt stille og lyttede til hans stemme. Den gav hende lange kuldegysninger, der smøg sig ned af ryggen som tusindvis af slanger, der var sultne efter noget. Hun knyttede hånden og stirrede på vampyren. Sebastian … Hans navn fik det til at vride sig indeni hende. Hun lukkede munden. Den smokey makeup fik hendes frygtfyldte øjne til at virke større. Men det var ikke kun ham, der tvang kvalmen frem i hende … Det var også sygeplejersken der stod bag ham. Hun studerede hans bevægelser, da han kom helt tæt på hende. Hun blev nærmest skeløjet af at stirre på ham, men da han slikkede hendes hals, slog hun en af sin knyttede næver ind i døren, for at markere over for ham. Hans stemme fik det igen til at vride sig i hende og hun stod bare og stirrede på posen med det hvide stof i, da han havde kastet den henover den glatte bordflade. Hun greb hurtigt udefter den og lagde den i sin bh. Hun kiggede stadigvæk på ham, han stod og ventede på hendes reaktion i vinduet. Og så faldt han. Hun stivnede fuldstændig. Så lukkede hun en halvkvalt lyd ud. Hans ansigt dukkede op ved vindueskarmen. ”Du glemmer at tænke på det er et enetageshus. Der er max 60 cm til jorden.” Hun afslørede ingen følelser. Hun så bare lille og bange ud. Hendes hænder søgte op igennem det vinrøde hår og hun rystede det forsigtigt, så det så større og mere luftigt ud.
”Hvorfor skal du altid dramatisere alting?” spurgte hun og prøvede at finde sin facade frem. Den der lidt henkastede, ligegyldige pige, der lod som ingenting. Hun løftede tasken og stillede den på bordet, hvor der netop lige havde lagt Ecstasy. Hun åbnede jakken og lagde den under bordet. Og så gik hun over og lagde sig i sengen. Hun stirrede på sygeplejersken, der stod og smilede beroligende. Så kiggede den på sit armbåndsur og så nikkede den bekræftende, som om den ville fortælle Mia noget. Men hun fattede selvfølgelig ikke hentydningen … Hun blev bare liggende i sengen og ventede på lidt frihed, så hun kunne få hældt rusmidlet i sig.

"Ja, jeg har det med at glemme at du bor i en stuelejlighed... Er vant til at springe ud fra min egen. Sikke et rus... Langt bedre end nogle af de stoffer jeg sælger... Du burde prøve det. Selvom du sikkert ikke ville overleve det." Et glimt af en hentydning til hendes skrøblige krop. Han vidste at hun ikke ville kunne klare et frit fald fra hans penthouse lejlighed... Han tog sin lange sorte frakke af og rystede hurtigt sit hår. Utroligt som han altid skulle gøre noget ud af at sætte håret, men sådan var han nu engang. "Er der ellers andet du ønsker dig? Og hvem er det du kigger på...?" Kigger mod sygeplejersken men ser intet. "Er der noget jeg ikke kan se som du kan?" Han satte sig i enden af sengen. Ligeglad var han stadig, men der var noget andet i hans stemme nu. Nysgerrighed. Han var nysgerrig efter hvad han ikke kunne se. Men det kunne vente. Lige nu havde han noget andet han ville. Han lænede sig over Mia og kyssede hendes hals. "Hvad er det jeg ikke kan se? Er du den eneste som kan se det? Er jeg bare blind? Er det mine vampyriske øjne som er for skarpe til at kunne se noget som mennesker kan se? Hvad er det?!" Hans stemme steg. Han var ved at gå til at af nysgerrighed. Han lagde en hånd på Mia's hals og begyndte at klemme i håb om at få et svar ud. "Svar mig kvinde eller du er færdig med at få stoffer! Du er færdig med at få alt..." Han løftede hende fra sengen og holdt hende hævet over jorden. "Får jeg et svar?"

Mia rynkede let på næsen, da han fortalte hende om ruset ved at falde. Hun ville ikke finde sig i det, men han blev nødt til det … Hun rystede på hovedet. Der var ikke andet. Hun ville bare væk. Væk i den der koma-lignende verden, som lukkede asylet ude. Hun stirrede stadigvæk på Sebastian. Hans vrede var noget hun havde lært at leve med … Noget hun skulle leve med, hvis hun stadig ville have sine rusmidler. Han begyndte at spørge ind til Asylet … Asylet var hendes verden … En verden hun kun kunne lukke ude, når hun var skæv. Hun mærkede hånden om halsen og hun mærkede panikken pumpe rundt i kroppen. Et nyt rusmiddel … Et hun altid mærkede når han var der … Hun lod sig løfte fra sengen, men da hun blev hævet over jorden, begyndte hun at spjætte. Et let skrig forlod hendes læbe, og hun greb fat om hans arm. Den stærke arm, der så mange gange havde holdt hende fast, når hun havde kæmpet imod.
Sygeplejersken begyndte at vakle over imod dem. Endnu et spjæt gik igennem hendes krop og hun mærkede atter frygten boble op i hendes krop. Hun stirrede direkte ind i Sebastians øjne. ”Et asyl!” skreg hun desperat, i håb om at blive sat ned, men det virkede ikke. Hun sparkede med benene og satte neglene i hans arm. ”Det er et asyl!” Hun kunne ikke forstå at ingen andre kunne se det… De andre måtte da også kunne se det?! For hun var ikke sindssyg, det sagde lægen selv … Hun spjættede gentagne gange, imens hun plaprede ud om at det var et asyl, det var et asyl! Hendes øjne var kæmpestore i frygt …

Kold gav Sebastian langsomt slip på hendes hals. "Et asyl siger du... Og hvad mener du helt nøjagtigt med det?" Han kastede hende tilbage i sengen. "Hvem er det du taler med? Jeg tvivler på at du snakker med et asyl. Et asyl... Tror du jeg er blind, kvindemenneske? Et asyl kan man godt se. Et asyl er en bygning folk kan komme og gemme sig i... Ikke en person. Jeg spurgte dig..." Knytter næverne. "Hvem... Taler... Du... Med?" Han lod hende blive liggende. Han ville ikke risikere at han mistede kontrol og kom til at dræbe hende. Lige nu havde hun information han var nysgerrig efter. "Ved du hvad... Bare glem det. Jeg kommer igen en anden gang og så kan du fortælle mig det. Lige nu ser du ud som om du er ved at bryde sammen så jeg ved ikke om du taler sandt eller bare opdigter noget. Vi ses." Han begyndte langsomt at gå mod døren. Han gad ikke tage vinduet. Der er intet sjovt i et fald på 60 cm. Havde det været meter havde det været langt sjovere. Han gik i sine egne tanker. *Et asyl... Er lejligheden her et asyl? Hvem har hun på besøg herinde?* Han besluttede sig for at udspionere hende. "Du har fået dit rusmiddel nu." Han gik ud gennem døren og løb så hurtigt om på den anden side for at kigge ind gennem vinduet hvor hun ikke kunne se ham. *Nu må vi se.*

Mia blev siddende i sengen, imens han snakkede. Hun ville ikke afbryde ham … Hun ville ikke have at han slog hende igen. Det gjorde ondt … Og så forsvandt han. Hun lod som ingenting. Lod sig bare synke længere ned i madrassen.
Det hun kunne mærke var måske …
At billerne kravlede henover hendes blottede hud. Slangerne krøb om hendes ben og arme. Det værste var at sygeplejersken sad henover hende, med den røde sprøjte i hånden. Mere af det forfærdelige, tykke stads der skulle ind i hendes blodårer. Hun rystede over hele kroppen og prøvede at komme væk, men der var noget der holdte hende fast. Hun stirrede på sine håndled. De sorte remme var strammet meget … Ualmindeligt meget! Hun prøvede at komme væk, men de andre sygeplejersker der stod omkring hende holdt hendes arme og ben fast. Hun var fuldstændig hjælpeløs! Hun rystede over hele kroppen af anstrengelse, og så skreg hun. Et højt, tyndt skrig i smerte, som fik dem til at løsne grebet lidt. Sygeplejersken der sad henover hende, holdte i hendes arm, og sprøjtede det røde ind i hende. Og så besvimede hun.
… en lille smule respekt for Sebastian? Nej, det kunne ikke være. Hun hev rusmidlet frem og lagde det på sengen. Hun kravlede ud af den store seng og hentede et glas og en flaske cola. Hun kiggede ned på sine fødder, som stadig var gemt i de tunge militærstøvler. Hun hældte lidt op og tog en lille slurk. Så tog hun en af pillerne, imens hun undrede sig … Han havde ikke fortalt hende hvor stærkt det var, eller hvor meget hun skulle tage? Han havde heller ikke voldtaget hende … Eller tæsket hende. Der var virkelig noget galt med ham. Hun lagde pillen bagerst på tungen og tog en kæmpestor slurk cola. Så satte hun sig på sengen, imens sygeplejersken satte sig ved hendes side. ”Forestillede du dig noget?” spurgte den i sit døde tonefald. Mia nikkede langsomt. Sygeplejersken rejste sig op. ”Og så drukner du dig selv i piller. Kan du ikke se hvor slesk han er?” Mia kiggede op på sygeplejersken og så begyndte hun langsomt at snakke: ”Jo, det kan jeg jo egentlig godt …” Hun tøvede lidt før hun fortsatte. ”Men han giver mig stoffer.” Mia sagde det i et indlysende tonefald, som om det var altafgørende. Så drejede hun ansigtet og kiggede ud i mørket.

Sebastian stod i mørket. Forvirret, men ikke synlig. Hun var stivnet. Hun havde skreget uden lyd. Hun havde det ikke okay. Han var tæt på at springe frem men gjorde det ikke. Han var nød til at finde ud af hvad der foregik. Hvorfor var han så optaget af at se det hun så? Han stillede sig selv spørgsmålet. *Hvad er det som påvirker mig sådan... Afholder mig fra at slå hende, afholder mig fra at voldtage hende... Afholder mig fra alt det som er normalt for os.* Han rystede stille på hovedet og stirrede på Mia. Han vidste hun ikke kunne se ham men alligevel blev han nervøs for at hun kunne. Han havde set hende nikke uden grund. Han havde hørt hende snakke med sig selv. Eller var det med sig selv? Kunne hun se noget han ikke kunne? Den tanke gik ham virkelig på. Han kunne ikke lide tanken om at der var usynelige væsner i rummet som måske kunne røre ham. Han rystede ved tanken om at væsnet måske kunne være ved siden af ham. Han drejede langsomt hovedet men blev ikke overrasket over ikke at kunne se noget. Kunne hun se noget her? *Ligemeget. De kan ikke røre mig.* Han gik stille mod hende og så at hun var helt væk i stoffet. "Jeg burde måske have advaret hende om at det var ekstremt stærke sager..." Trækker på skuldrene og sætter sig i hjørnet for at vente på at hun kommer til sig selv, men er stadig urolig over for de væsner der måske gemmer sig her. Han rejser sig igen og kigger ned på Mia. Helt blank. Hun ville nok ikke ligge mærke til at hun blev misbrugt. Han trak hurtigt hendes trusser af og hev sit lem frem. Kyssede hende og stak lemmet op i hende. Slet ikke våd, men han overlevede. Tiden gik og han blev ved og ved indtil han havde fået nydelse nok og mærkede at Mia var ved at vågne. Han hev hurtigt hendes trusser op igen og forsvandt over i mørket igen.

Stoffet pumpede i hendes pandehuler og øjnene. Det føltes fantastisk! Hun forsvandt bare. Ind i Orgasm-Land, som Sebastian havde kaldt det, da han introducerede hende for ecstasy. Hun lå bare og var blank. Helt væk i verdenen af nydelse. Der var intet asyl. Ingen sygeplejersker der stak en med sprøjter ... Det hun ikke vidste, var at mens hun var i den verden der, kom flere og flere sygeplejersker til. Både mandlige og kvindelige. Nogle med bandager om hoveder og arme. Hun så på alle de fantastiske fyrværkerier, der sprøjtede og hvæsede, i alle verdens farver … Guld og blå og grøn og rød … Alle farverne sprang ud i hendes ansigt. Og så begyndte hun at synke. Synke ned i den rigtige verden. Hun kunne høre og mærke … Men hun var der ikke, sådan rigtigt. Alt var sort og hovedet dunkede hårdt. Hun kunne mærke Sebastian over sig … Eller var det bare hendes psykotiske fantasi der spillede hende et puds? Hun mærkede hvordan hans puls trængte ind under hendes hud, igen og igen og igen og igen. Men hun kæmpede ikke imod. Hun blev bare liggende som en slap kludedukke, indtil hun havde samlet sig igen. Hun glippede med øjnene mod lyset … Sebastian var væk, men de mange sygeplejersker stod bare og kiggede på hende, med deres tomme, døde, hvide øjne, der ingen pupiller havde. De så ikke bekymrede ud eller noget, men man kunne ligesom mærke at der var et eller andet i vejen …
Hvor var Sebastian? Mia satte sig op og kiggede rundt i lejligheden. I stolene sad sygeplejersker, ved hendes side var der sygeplejersker … Der var alt for mange af dem … Hun kravlede ud af sengen og gik ud i køkkenet … Her var der heldigvis ikke nogen. Hun hev et glas ud af skabet og tændte vandhanen. Et iskoldt glas vand skulle nok hjælpe hende, ikke sandt? Hun bed sig i underlæben og stillede glasset med vand ved siden af sig. Hun kiggede ned i bordet. Hovedpinen gjorde det uklart og tåget at tænke. Hun tog glasset og drak en lille smule af det. Hun lod sin hånd glide igennem håret. Endnu engang blev hun bare efterladt til sig selv, imens hendes bizarre fantasier dunkede i hendes baghoved, imens de kæmpede om hvem af dem der skulle længst frem. Hvem der skulle få lov til at dominere denne her gang. Endnu engang skulle hun gå i seng, fordi hun havde det af helvede til. Hun kneb øjnene sammen … Hadet til Sebastian boblede i hendes bryst. Hvorfor kom han her med sine stoffer og voldtog hende, gang på gang?

Sebastian kom stille og roligt ind i køkkenet og lænede sig ligegyldigt op ad dørkammen. "Jeg kom til at give dig de hårde stoffer." Han holdt posen i hånden. Han stak den ned i lommen og tog en anden pose frem. "Det her burde være en dosis som du burde kunne klare lidt bedre." Han kastede den nye pose frem på bordet og gik ind i køkkenet. "På en måde var det godt du var så langt væk. Jeg havde tid nok til at jage lidt. Så du slap med livet i behold lidt endnu..." Han var helt tæt på nu. Han lagde sine tænder på hendes hals. Sådan en uimodstålig duft... Men han havde lige jaget så han kunne styre sig. Han lod være med at bide. "Nød du stoffet?" Han var nysgerrig. Igen. Han var lidt overrasket over at hun vågnede igen. Den styrke havde slået større mænd end hende ihjel, men at hun overlevede... Hvor stærk var hun lige? "Du skal ikke regne med at få det stof igen. Alt for stærke sager til sådan en lille blød tøs." Han stod og kiggede på hende bagfra. Hans øjne glimtede rødt og faretruende. *Rolig nu, bare hold vejret, så godt dufter hun heller ikke... Jo, det gør hun. Men hun er ikke det værd.* Han forlod rummet og lagde sig i sengen for at tænke. Tænke over hvordan hun havde overlevet. Den dosis burde have været nok til at slå en normal person ihjel... Så slog det ham... Normal. Måske var hun slet ikke normal. Han rejste sig og gik ud i køkkenet hvor hun stadig var og stillede så lige bag hende. "Du er ikke normal, er du vel? Det er den eneste måde du kunne overleve det stof på. Ved ikke at være normal. Er din krop sat sammen på en mærkelig måde? Er det et problem i dit hoved? Ligemeget, vi finder nok ud af det." Han tog fat i hendes arm og smed hende i sengen. "Lig dig og sov. Hvis du ikke snart sover bliver det for meget."

Hun stivnede i kroppen, da hun hørte hans stemme igen. Slangerne smøg sig ned af hendes ryg under huden, men hun fandt sig i det, selvom alle musklerne i hendes krop spændtes. Hun tog hurtigt posen og lagde den i bh’en. Det var hendes stof, og der var ingen, INGEN, der skulle tage det fra hende. ”Der gik intet galt.” svarede hun, selvom hun havde været væk i flere timer, udover det sædvanlige. Hun te stille lidt, men svarede ham igen, i det kølige tonefald. ”Du tør ikke slå mig ihjel.” sagde hun, uden nogen spor af sarkasme at spore i stemmen. Han var helt tæt på hende nu, og hun brød sig bestemt ikke om det. Hun stod helt stille, lænet op af køkkenbordet, imens hun stadig holdt om glasset. ”Det gjorde jeg vel …” Hun havde ikke nydt det som sådan. Det havde bare taget hende langt væk. Ud på en magisk rejse. Hun mærkede en trækning af musklerne i nakken da han bed hende. Et eller andet løb igennem hendes krop, som et elektrisk stød, der ikke ville gå væk. Hun blev stående og fandt sig i alt han gjorde ved hende. Hun turde ikke sige fra. Hvad hvis han gjorde sandhed af sin trussel og fratog hende, hendes stoffer? Hun var faktisk ret ligeglad med om hun fik det eller ej. Rusmidler var rusmidler og hun kunne altid få dem fra ham af. ”Jeg e ikke spor blød!” Hun vendte sig om og stirrede på ham med et trodsigt blik.
Hans spørgsmål om hendes normalitet fik det til at vende sig i hendes mave og hun blev stående og lyttede til resten af hans talestrøm. Hun lukkede en blanding af et klynk og en demonstrerende lyd ud, men hun lod sig dumpe ned på sengen. ”Jeg er ikke normal, nej. Ydermere, er jeg heller ikke træt. Jeg har bare lidt hovedpine.” sagde hun i sit stille, lidt tøvende tonefald. Hun lod sine fingre glide op af kroppen og op til tindingerne. Hun masserede dem langsomt og grundigt, som om det kunne vende alt det onde til noget godt. Hun slappede af. Hun havde på fornemmelsen at de ville få en snakkesagelig nat. Ligesom de sommetider havde, hvor hun sad og fortalte om sine ting og han bare lyttede. Men sådan en nat ville hun ikke have. Hun ville bare slappe af, så hun var frisk til i morgen hvor hun havde et job hun skulle passe. Hun lagde sig på siden og kiggede over på vampyren.
Hans mørkerøde øjne skinnede som blod, der løb fra småbørns årer. Eller en teenagers menstruation. Hun kunne ikke lade være med at lade sig fange af dem, selvom hun vidste det ikke var spor klogt.

"Jeg vidste godt du ikke er spor normal. Men hvor unormal du var vidste jeg intet om. Det viste sig at være langt mere end jeg havde troet." Han kiggede vurderende på hende og satte sig på sengen med hende. "Noget du vil fortælle mig?" Han lagde hovedet til siden og kiggede stadig med sine røde øjne på hende og lagde sig ned i sengen. Han kunne mærke hendes angst. "Bare rolig, jeg gør dig ikke noget lige nu. Min nysgerrighed er alt for stor til det. Og du siger jeg ikke tør slå dig ihjel? Jeg har ikke lyst til det, okay?" Han himlede opgivende med øjnene. "Jeg kan godt lide det som det er nu." Han hoppede op fra sengen og satte sig i stolen. "Men hvad er det som du ikke gider at fortælle mig? Jeg ved udemærket godt at du hader mig, det er vist meget klart." Han drejede stolen mod sengen. "Men hvad ellers? Hvorfor er du så optaget af stofferne?" Et strejf af virkelig nysgerrighed. Han var virkelig nysgerrig. Hun var pludselig blevet endnu mere interessant for ham. Der var noget ved det han havde set lige nu som fangede hans interesse. Normalt ville han have været ligeglad. Så hvorfor fangede det nu hans opmærksomhed? *Der er noget nyt her. Noget jeg ikke har oplevet hos nogen anden person.*
Han begyndte at blive utålmodig. Han ville vide hvad der foregik men ville hun fortælle ham det? "Hør, hvis du fortæller mig det... Så får du de stærke stoffer også. Er det en aftale?" Han holdt den anden pose i hånden og skulle til at kaste den over til hende. "Er du et monster? Har du en fejl i hjernen som gør at du ser ting som ikke findes? Eller findes de men kun du kan se dem?" Han begyndte at blive irritabel. Han vidste at hun havde svaret, men han vidste ikke hvad han skulle gøre for at få det. For en gangs skyld var det hende som havde kontrollen. Han kunne ikke lide den måde det pludselig skiftede på. Han kunne ikke lide at føle sig sårbar. Han vidste at han blev nød til at få sandheden ellers ville han gå amok. Han havde allerede masser af teorier men ingen af dem passede. Eller gjorde de? Var det ting som kun fandtes i hendes sind, var det noget som fandtes? Var det en anden verden hun kunne se ind i? Var det derfor han ikke blev rørt af dem? Var det derfor de ikke gjorde ham noget, men tydeligvis gjorde hende noget? Hvor langt fra sandheden var han mon? "Sig mig nu hvad der er i vejen med dig! Du driver min nysgerrighed til vanvid!" Han satte hårdt fingrene i stolens armlæn.

Mias øjne begyndte at flakke, for hvert ord han lukkede ud. For hvert ord han sagde, ko han ligesom ... tættere på den bizarre virkelighed? Sygeplejerskerne havde trukket sig ud til væggene og stod og kiggede på optrinnet. De kunne alle sammen mærke hvad der skulle ske ... Igen skulle det ske. Tankerne fløj igennem hendes hoved. Hvorfor var han her overhovedet? Hvorfor kom han tilbage til hende, efter at have dræbt den eneste der virkelig betød noget for hende? Og vidste hvem hun var? Da han spurgte om hun var et monster, stivnede hun. Som om det var en realitet af en art? Måske var hun i virkeligheden et monster? Hun lagde mærke til alle hans bevægelser ... Hvordan hans knoer blev vide, da han tvang sine fingre ned i sofaen.
"Hvorfor jeg er så optaget af de stoffer?" Hendes stemme dirrede i vrede. "Hvorfor?!" Hun var tæt på at hidse sig op og give sig til at skrige i forargelse over det latterlige spørgsmål. Hendes hænder rystede og hun var tæt på bare at kaste sig over ham. En sygeplejerske trådte let frem imod hende, men hun blev siddende og stirrede vredt på Sebastian. "Så jeg kan komme væk fra mit levende helvede ... Det helvede du påbegyndte!" Hun greb udefter det nærmeste, som var en lilla pude og så kastede hun den. Kastede den imod ham, som var det løsningen på alle hendes problemer. Hun trak vejret enormt hurtigt imens hendes hoved dunkede hårdere og hårdere. "Hvorfor slog du ham ihjel, Sebastian?" Hendes stemme dirrede stadig, men den var nu mere fyldt med en form for ... En form for tristhed? Hendes hjerte slog hårdt i hendes bryst, imens hun trak vejret hurtigt. Hun havde lyst til bare at kaste sig ud i det evige mørke helvede der kaldte på hende hver nat.
"Jeg vil ikke have de stærke stoffer. Jeg vil bare have dem der tager mig væk i en time eller to." mumlede hun og trak dynen op over sig. Hun trak dynen tæt op om ørerne og gemte ansigt i puderne. Hun mærkede en iskold hånd på hendes tynde skulder, men hun kunne ikke afgøre om det var Sebastians eller en af sygeplejerskernes ...

//Undskyld, det blev lidt kort ... >____