Just Smile - Sebastian D. Garian

Det var ikke udsædvanligt, at man ikke kunne lukke et øje, når først solen var gået ned. Det var mere en sjældenhed, at stilheden lå over stedet. Men den sjældenhed eller tilfældighed, var ikke tilfældet i aften. Antionette sad alene på sit uhumske værelse, hvor hun flere gange drømte, hun skulle rådne op i al evighed. Hvis hun bare kunne drikke sin ulykkelighed væk, så ville det ikke være så slemt endda.
Lejeligheden hun havde lejet fra en yderst frastødende mand, var intet værd. Den lignede dem, der lå i resten af blokken, men alligevel følte hun, at hendes var lidt værre end de andre, lidt mindre, lidt grimmere, lidt mere forfærdelig.
Der han en ubehagelig stank derinde. Sådan én en million pakker sæbe ikke kunne få væk, og måske var det ikke bare lugten, måske var det forestillingerne om, hvad der skyldtes lugten. Antionette blev ved med at forestille sig grimme og ulækre ting, der kunne have været foregået i selv samme lejelighed. Hun blev nød tl at ignorere det, hvis hun skulle have en chance for at sove.
Men det var heller ikke det, der holdt hende vågen. Det var først og fremmest regnen, der hamrede ned på taget, tordenbragene, der kom mellem tre minutters mellemrum. Og så værst af alt, så var det naboen, der havde den sygeste fest i gang. Bassen pumpede hårdt fra noget dårligt kvalitets hip hop, skrig fra vilde piger, der væltede omkring med nogle seje shots i deres seje hænder og kroppe, der kun var dækket af en alt for lille kjole.
Der havde allerede været et vildfaret par inde i hendes lejelighed, der troede, at festen var herinde. Men Antionettes mugne mine, skræmte dem hurtigt væk. Hun kunne stadig lugte alkoholen, de havde slæbt med sig. Det havde været en meget pinlig situation for hende, da hun kun stod i en løs t-shirt og undertrusser. Hun ønskede mere end noget andet, at der havde været en nøgle, så hun kunne låse. Men den var selvfølgelig også væk fra stedet, ligesom tætheden i væggene og tv-forbindelsen.
Musikken skiftede til noget rædsomt pop-sprøjt, som hun foragtede mere end hiphop. Det ville blive en lang nat, hvis naboen skulle fortsætte sådan. Hun ville meget gerne stoppe dette, så hun kunne give sig selv lidt fredfyldt natsøvn. Derfor hoppede hun i et par gamle, slidte jeans og satte sig hår op i den mest sjuskede hestehale, verden længe havde set. Hun gik ikke derind for at feste, men for at stoppe festen.
Hun åbnede døren til midtergangen, men havde ikke forventet at se den overrendt med fulderikker og dumme blondiner. Ikke at hun syntes, blondiner var dumme, hun var jo selv en. Men der var alligevel noget dumt over de små prinsesser, der festede over deres nye kongerige, som så var den blogblok.

Deres frihed, var en lidelse, for minimum et individ, der havde bevæget sig ind i denne række af elendige lejligheder, der ikke var sat i stand siden dengang man havde lavet dem. Revner fra det mugne gulv, til loftet, der krakkelerede nervøst under bassens hårde stød. At det overdøvede udenfor vejrets tordenvejr, var ikke underligt, da den elendige gang wannabe-rap blev afløst af en pivende, kærlighedssyg teenager, med en alt for lys stemme i forhold til normale drenge på de 19-20 år. De tape-tildækkede eller knuste ruder, der lå ca. 3 meter fra hinanden langs den ene side af murværket, gav ikke et bedre indtryk af det giftgule tapet, eller dørene, der var lige til at hive af med de rustne hængsler. Dem skulle man foruden undgå, medmindre man rent faktisk ønskede at ens selvmord gik ud på blodforgiftning, fra den boblende rust, der blev ved med at opløse jernet. Han måtte flere gange vige, da fordrukne par og halvt afklædte duller gyngede imod retningen af flugtdøren. Der var kun den ene dør, der rent faktisk kunne bruges til at komme udenfor. Upraktisk, men der forventedes ikke andet, af den gustne ejer, der rigtigt hyggede sig med overpriserne på det elendige mærkværk, de fire vægge bestod af. Selv indmaden var noget værre skidt, og hvis man ønskede føde fra det fælles køleskab, kunne man forvente noget af en diarré, den resterende måned. Og måske også den næste igen. Selv de, der endnu kun havde nippet til deres første øl, stod kun iført enten bh, eller et par fikse læderbukser fra genbrugsbutikkens "smarte" lagersalg. Alle de tilstedeværende hvidhuder, festede løs, som om de stod under taget på en højt prisværdiget villa. Så da et anderledes individ gik igennem den faretruende vuggende gang, blev der sendt flere slags blikke.
Forvirrelse. Pludselig had. Latter, over den nyankomnes udseende, både biologisk og stilmæssigt. Kun iklædt et par slaskede jogging-bukser, kunne man tydeligt se den brune hudfarve, der reflekterede de enkelte, nær-døde lampers sidste lysstråler. De kneb øjnene sammen, bare for at bekræfte dette menneskes eksistens, i midten af stanken af alt for stærk alkohol, og en enkelt gang bræk, fra en svag tilskuer af festen. Kvalmende, var den beskrivelse Sebastian ville bruge, når han snusede ind eller lod blikket flakke omkring i en nysgerrig søgen efter gode indtryk. Overraskende nok, så fandt han noget, der så en smule anstændigt ud. En kridhvid kvinde, der havde en ret så sjusket frisure, men med huden til at udligne den, bemærkede ikke engang han den særlig meget. Hendes udtryk sagde alt - også hun fortrød at være her, omringet af idioter uden form for normen anstændighed. Selv gutterne i New York, havde da stadig en smule logik og sans for ordentlig beklædning, i fuld tilstand. Men hvis man er rapper i New York, er man altid immun overfor alkohols påvirkning.
Næsten altid.

Det var fantastisk, som de festende teenagere ikke bemærkede andet end dem selv og deres næste offer for en uendelig, flirtende kærlighedserklæring. Det var den ene type. Så var der også de voldelige, der kunne lægge en slåskamp an, hvor som helst. Det var personligt hendes.. Mindre fortrukne. Men hun brød sig heller ikke, om de elendige kærlgihedsludere, engang havde hun været en del af deres fællesskab, nu var hun the party crasher, og hun kunne ikke være mere tilfreds med det.
Hun betragtede lejeligheden, der var blevet omdannet til et festlokale kun bestående af et kæmpe anlæg og dansende og svedende mennesker. Åh gud, tænkte hun, de er så fulde.
Hun kæmpede sig vej hen mod anlægget, det var ikke nemt, slet ikke. Menneskerne stod så tæt, at man skulle tro, de havde en hvis træng til at dele deres krop med hinanden. Det havde de sikkert også. Hun havde fundet et par, der stod og havde sec i fuld offentlighed op ad væggen. Det var noget, der kunne få kvalmen frem i hende, trods hun ikke var sart. Sex skulle være noget specielt, for dem var det bare et hurtigt knald og videre til den næste.
Han passede en mand, til stor sorg, kun iført underbukser. Hun prøvede at gå i en stor bue uden om ham, men hvis hun skulle smadre det larmende monster, anlægget, måtte hun den vej. Det var forstyrrende, at folk hele tiden rev i hendes t-shirt, og hun mistede hurtigt koncentrationen, hun pandede en tilfældig fulderik med en knyttet næve lige på næsen. Det var ikke noget hårdt slag, men det lå så perfekt, at det skabte stor smerte hos ham. Blodet løb stille og fint ned mod hans mund, rubin rødt blod, der skabte forstyrrelse for hans ”kæreste,” der stod ved siden af. Antionette bemærkede de syle spidse tænder, der viste sig i hendes mund. Hun var ret sikker på, at den fulde mand ikke havde bemærket, at hun var en vampyr, da han gik i seng med ham.
Hun vendte hurtigt ryggen til og forsvandt ind i mængden. Bag sig kunne hun høre manden råbe: ”Kælling!”
Den eneste reaktion var, at hun vendte det hvide ud af øjnene. Distraheret af øgenavnene, der blev råbt efter hende, bemærkede hun ikke den mand, hun kom til at smække albuen ind i. Det var først ved kropskontakt, at hun så, han stod der, ædrug – hvad hun kunne se. Hendes albue ramte ham lige i mavesækken. ”Undskyld,” råbte hun bare, som hun fortsatte. Hun kunne ikke være mere uhøflig, men hun regnede ham ikke for mere end de andre til denne fest.
Hun gik mod anlægget og fandt strømkilden, en strømkilde, der også havde taget alt andet elektricitet i bygningen. Hun hev stikket ud, og den støjende musik stoppede brat. ”Undskyld venner,” råbte hun hørt, ”festen er slut.” Hun havde alligevel ikke svært ved at råbe menneskemængden op, heldigvis for hun havde ikke lyst til at gentage sig selv to gange.