ved bjergene (Kajika)

S: bjergene
T: aften
V: lunt, en lille frisk vind
O: bjerge?

Taisho stod og så ud over udsigten, han var lige kommet op på bjerget og det var selv om han kom for sent til en solned gang, det eneste der var tilbage var de orange skyer.
Han så ud over skoven, ret flot her fra, der var en genial udsigt.
Han havde sit sædvanlige hvide sæt tøj på og hans lange, hvide hår bølgede let i den svage, men friske vind.

Solen var nær gået ned da kajika kom løbende i sine hvide shorts og sin hvide top der stoppede under brysterne... hun havde et smukt halssmykke på i sølv ægte.. og det var en slags rødt doggi tag ved enden dog bare formet i en dråbe... hun så rundt i det hun lod de smukke hvide joggin sko berør jorden og løb videre indtil ...


Hun mærkede hvordan jorden under hende skred.. med et sus røg hun ned mod jorden og hendes opsatte hvide hår flagrede efter hende i det hun ramte jorden.. Blod kom stille frem over hendes pande og under... hendes håndled på højre arm var brækket.. Hun lå der på en klippeside... nær Taisho

Han hørte nogen udbryde at forskrækket skrig og så sig omkring.
Lidt derfra var der en støvsky henne ved at af klippesiderne.
Han gik der hen og kiggede ned, men kunne først rigtig se noget, da den værste støvsky var væk.
Der lå nogen dernede...og hun var kommet ret meget til skade.
Han skyndte sig sikkert ned af klippeskrænten og hen til hende.
"Hei?" sagde han, da han var hos hende
"Hei? kan du høre mig?" han så lidt på blodet og så på hende

røgskyen forsvandt stille med den lune luft i det kajika åbnede de hav blå øjne og så på ham med de lettere blanek skindende øjne, og strøg det hvide hår af sit eget til siden med den gode hånd og sagde"Hvem.... hvem er du??" hun lukkede øjnene og bed sig i underlæben med hovedet let på skrå i det hun stille gav sig en lettere klagen fra sig"aarhhh..." mens hun prøvede at bevæge sin skadet hånd men den var blot slap... hun mærkede hvordan hun fik det skidt... svimmelhed... og hun var tæt på at besvime...

Han kunne se det kun var håndleddet der var slemt til skade og rettede derfor lidt på hende så hun lå bedre...eller, i hvert fald synes han det så sådan ud.
"Jeg er Taisho, jeg så, eller rettere hørte, dig falde ned" sagde han roligt

Kajika så på ham i det hun syntes han slingrede sagde hun stille"Kan du bære mig op til et mere sikkert sted?" hun betragtede ham og smilede let i det hun mærkede hvordan hendes hoved dunkede og sagde"Du skulle vel aldrig kunne heale ellers skal jeg ha fat i bandage fordi den arm jeg healer med... eller hånd er brækket og så mister jeg evnen til at heale" hun sukkede og sagde"bare rolig jeg vejer meget lidt hihi"

Han så lidt på hende
"Nej, jeg kan ikke healing" sagde han, han tog hende op i favnen, hun vejede faktisk lidt, og begyndte den lidt svære tur opad igen.
Nogle gange gled han lidt, men han fandt altid balancen.
Snart var de oppe igen, han gik lidt væk fra kanten og lagde hende på noget græs.

kajika smilede og tog sig til hånden og bed sig let i toppen og lukkede øjnene i det hun trak håndledet på plads og tænkte*fuck jeg har ingen forbinding* hun så mod Taisho og sagde"har du noget forbinding jeg kan bruge eller" hun bed sig let i underlæben og sagde"forresten tak for hjælpen"

Han rev noget stof af sit bukseben
"Brug det, har intet andet, bruger det selv nå jeg kommer til skade..." han tav pludselig, så godt var det jo heller ikke, det havde ikke kunnet stoppe hans blødning sidst...men det måtte være godt nok til et brækket håndled.

Hun tog i mod det og betragtede taisho og sagde"tak hvad er dit navn min helt" hun grinte kært og bandt det om sit håndled perfekt som en sygeplejerske fordi hun var jo uddannet til at hjælpe folk... fordi hun altid var blevet fortalt hun aldrig var til hjælp og at hun var uduelig til alt og hun blot var en skønhed men skrøbelig..." mit navn er kajika" hun bed sig let i underlæben og tog sig til baghovedet og sagde"Skal vi lede efter en forladt hytte måske er der noget forbinding? der eller andre resurcer det burde der være eftersom vi er oppe i bjergene"

Hun rejste sig op lettere vaklende og ikke så god i balancen siden hun havde slået hovedet rigtig hårdt..

Han rejste sig også op og overvejede at støtte hende, da hun vaklede, men tænkte at hun nok skulle sige til.
"Taisho" sagde han
"..er mit navn" tilføjede han, han så sig kort omkring, da han altid var lidt på vagt, men så så på kajika

Kajika smilede kært og sagde"Sødt navn må jeg godt kalde dig tai" hun roede lidt i sit hår og begyndte at gå lægere op af og sagde"jeg hedder kajika det er mig en ære at møde dig og tak fordi du fandt mig jeg tror aldrig jeg selv var kommet op der fra" hun bed sig let i underlæben og så en hytte lidt oppe på en bjerg side og sagde"hva med den der tror du der bor nogen der" hun gik stille hurtigere indtil hun gik ned i knæ og sagde"Wow... haha min balance er vist ikke den bedste"

Han så lidt på hende, hun var godt nok et sludrechatol.
Han gik efter hende.
"Ja, kald mig bare Tai" han så op mod hytten, den så ikke særlig forfaldent ud så der var en chance for der boede nogen, men det kunne også være det næsten lige var forladt.
"Ja, kan vi godt" sagde han

kajika bed sig let i underlæben og strøg håret til siden i det hun følte Tai ikke var særlig snaksagelig... så for nu holdte hun blot ordene inde i sig selv.. hun så stille mod hytten og stoppede op og sagde"jeg... undskyld du burde ikke gå med.. altså? tak fordi du reddet mig men jeg vil ikke være en byrde" hun så på ham og vendte ham så ryggen og gik op til Hytten dog vidste hun ikke om han ville følge med eller ej?.. hun gik med små skridt op til hytten og åbnede døren... i det hun åbnede døren betragtede hun det blodige hjem...*Det... det kan kun være elvere med deres svær sådan slår Zane ihjel...* hun rejste sig op efter at være faldet sammen på knæ uden at opdage det... hun så på folkene og tog sig for munden og opdagede et medicin skab og gik forbi de døde folk og tog hurtigt medicinskabet ud og gik ud fra hytten

Han fulgte efter hende
"Ville gerne være sikker på du klare dig" sagde han
"Jeg er ikke så snaksaglig, men det har andre lov at være" han smilte lidt og kiggede rundt i hytten uden at vise den mindste smule ubehag, han var åbentbart van til at se sådan noget.
Han gik også ud igen, da hun gik ud.

kajika tog sig til hovedet og sad blot der og lignede en der var gået i koma.... de fleste var stukket ved brystet og skåret op ved maven... det samme der skete for hende på hendes 16 års dag.. hun mærkede ubehagen og hvordan de gamle minder kom tilbage... hun lukkede øjnene og bed tænderne sammen og tænkte*nej det løgn jeg vil ikke huske det* en tåre faldt til jorden....

Lugten havde ikke været så god, så han trak vejret dybt da de var kommet ud fra hytten igen og så sig lidt omkring.
Han så lidt på hende, da han bemærkede tåren.
"Hei?" sagde han og gik hen og satte sig på hug ved siden af hende, ville have lagt en hånd på hendes skulder, men lod være.

Kajika så op mod ham med tåren blidt randende og smilede kært dog trist og sagde"jeg halv engel på grund af Zane, og det er den måde de er blevet skåret op på der dræbte mig... dog fik jeg os et spyd igennem hovedet men stadig" hun sukkede og sad blot der som en lille pige og så mod Tai med et bedrøvet uskyldigt blik og sagde"Så...." hun tænkte på hvordan han havde det med at se det selv om hun huskede sin død ville hun ikke ha hendes måske nye bekendte(en slags ven) skulle lide?.."Så hvordan havde du det med at se det....."

Han var lidt overrasket over hendes historie.
"Hvordan jeg har det med det?" han trak på skuldrene med et lettere ligeglad udtryk.
"Tja, jeg er van til at se sådanne noget, det røre mig ikke det fjerneste, er normalt også tit selv skylden i de er døde" sagde han og håbede ikke hun følte sig afskrækket.

Hun smilede stille og nikkede forstående"Aha... ja du er jo os dæmon i spiser jo ja mennesker og vel os væsner for det meste så vel som alt slags kød eller hva??" hun bed sig let i underlæben temmelig frustræret og kiggede stille rundt i det hun rejste sig op og begyndte at gå frem af med hænderne i lommerne på shortene og sagde"Så hvor er du egenlig fra??"

"Jeg spiser ikke mennesker!" sagde han, uforståen over hvor hun kunne have fået den ide fra.
"Jeg spiser kød fra dyr!" han så lidt på hende og følte sig enlig lidt fornærmet.
"Jeg er fra Japan, vis det interessere dig"

Hun så på ham og sagde"undskyld det var ikke ment som en fornærmelse, jeg har kun mødt dæmoner der spiste kød og de fleste menneskekød men undskyld og er du os fra japan???" hun så undrende på ham og bed sig let i underlæben i det hun fik sig rejst op og gik stille hen mod stien så godt hun nu kunne efter som hun var lidt svimmel??... hun så sig over skuldren mod tai der gik med hende,

"Frastødende" sagde han
"Mennesker er svage, men ikke værd at spise" sagde han
"Jeg har lige sagt jeg er fra japan" hun virkede forvirret, han så lidt på hende mens de gik hen af stien.

kajika rødmede utrolig meget og bed sig let i underlæben*Omg.... hvor er jeg dog... dum? nu tænker han sikkert at jeg virkelig mærkelig fordi jeg spurgte ham igen* hun så stille over skuldren og sagde"Nåårh ja dumme dumme mig hva" hun vendte sig så om igen og så frem sfor sig mens de gik denne lille vandre tur og sagde"Så... ? Tai... boede du ved din familie i japan??"

Han smilte lidt og rystede blidt på hoved mens han gik ved siden af hende.
Hans smil forsvandt helt da hun spurgte ham.
Han havde ikke lyst til at svare, ikke lyst til at snakke om et.
"Det er lige meget" sagde han
"Ikke interessant"