Hvad finder man blandt bjergene? (Lotus)

En ung kvinde havde begivet sig hele vejen fra skoven og op af bjergene, gået barfodet på stierne der førte en ind mellem bjergene.
Hun havde en lang, gyldenfarvet kjole på. Med...guldbroderi? Langs kanterne. Det var ikke til at sige om det var guld...Men det lignede.
Hendes lange, røde hår sad løst ud over ryggen og skyldrene og hendes grå øjne gled friskt hen over omgivelserne.
De grå øjne var lidt specielle...Men hvis man så på ørerne kunne det jo sige sig selv. Elver.
De indeholdt livsglæde, styrke og en underlig form for...Ikke alt vidende, men stadig som om de vidste mere end man skulle tro.
Flot var hun i hvert fald.

Enya så ud over græsset og de få buske og træer der kæmpede for at leve her op af bjergskråningen. Hun havde gået det meste af dagen blandt bjergene, men burde nok snart komme hjem og få noget at spise. Hun havde spist det middagsmad hun havde slæbt med herop.
Alligevel ville hun lige en tur forbi et sidste bjerg, et bjerg hun havde gemt tilsidst og som hun kunne se fra hvor hun boede.
For hende betød bjerge altid noget særligt...Det var som om de var...fulde af mystik og...gammel viden måske, som man kunne tilegne sig hvis man kunne...læse det så at sige.
Men det krævede nok nogle vandringer heroppe endnu.
Og noget andet sjovt...Hun havde endnu ikke mødt et øje herop. jo, der var lige en ensom mand, men de havde ikke haft kontakt.
Hun så kort på en mus der løb tværs over stien...

Hvad hun lavede her, gik over Lotus’ forstand. Det var ikke fordi hun hadede bjergene, de var da meget pæne, når man så på dem. Der var ingen grund til at bruge det meste af ens dag her. Det var desværre ikke til diskussion. Hun ville gerne have fat i plantegiften, til det krævede planter, og i det her tilfælde at man selv lettede sit bagparti og plukkede dem. Hun sukkede højlydt. Det her var sidste, sidste! gang hun ville lave gifte… i hvert fald til den pris. Hun satte sig ned og kiggede på sin høst. Det måtte være nok.
Hun fik øje på en kvindelig elver. De væsner nød naturen i fulde drag og elskede at være i den. Lotus havde det på samme måde, bare i begrænsede mængder. Hun kiggede ned af sig selv. Hvor måtte hun ligne en bytøs. Jeans, print t-shirt med et abstrakt motiv. I det mindste var hendes skotøj fornuftigt. Elveren måtte være fri. Ikke bare fordi hun gik her midt ude i ingenting, men også på grund af påklædningen. Selv ved folk som ønsker at deres slaver skal se godt ud, ville man ikke lade så fint tøj blive ødelagt i bjergene. Hun havde faktisk ikke den store lyst til at starte en samtale med elveren. Men hun ville hellere ikke være afvisende. Startede elveren en samtale, skulle hun nok være høflig og svare.

Enya bukkede sig ned da hun så en urt der ikke voksede i skoven. Hun kunne lige så godt tage lidt med hjem, så behøvede hun ikke gå helt herop igen efter den. Men hun burde nok snart lave en urteindsamlings tur heroppe også.
Hun så op da hun mærkede nogen så på hende. Hun rejste sig og vente sig mod...ja, den vej fornemmelsen kom fra. En ung kvinde. Fra byen, ville hun gætte på. Og som heldigvis ikke så ud til at ville slås...Det gik først op for hende nu at hun ikke havde taget nogen våben med sig. Hun kiggede endnu en gang på kvinden...Det så ud som om hun selv havde samlet planter til et eller andet. Og virkede ikke...selskabs agtig. Enya valgte derfor at gå videre...

Lotus kunne ikke lade hver med at smile. Den lille elver havde vent om og var på vej væk fra hende. *Og jeg var blevet fortalt, at jeg ikke ville virke skræmmende på fremmede før det blev to torsdage i en uge. Ser ud til at vi skal ændre vores kalender.*
Lotus rejste sig op og greb sin kurv. ”Hey. Det var ikke meningen at jeg ville være i vejen. Jeg troede at her var nok plads til alle.” Det lignede virkelig at elveren havde taget flugten. Men der var ingen grund til at træde i det. Hvis hun ikke gad hendes selskab, var det med at liste sig pænt og langsomt ind. For NU havde hun lyst til at snakke med den fremmed.
(Undskyld jeg er så langsom. Folk bliver ved med at hive i mig…)

Enya mente selv hun var gået roligt videre, men det virkede som om...at kvinden troede hun nærmest flygtede. Hun stoppede op og så tilbage mod kvinden mens hun kort overvejede hvad det hun sagde kunne betyde. Og hvad hun skulle svare. Hun var endnu ikke blevet så god til deres sprog heromkring, men hun havde efterhånden lært nok til en lille samtale.
Hun smilte venligt og trak svagt på skuldrene.
"Her...Er plads...nok" sagde hun lidt langsomt, da hun koncentrerede sig for ikke at få sneget nogle ekstra bogstaver ind i ordene. Kvinden ville nok tro hun stammede eller noget andet, men det kunne hun ikke tage sig af.
hendes accent var også meget tydelig.
Hun slog ud med armen som for at understrege det.
Da kvinden kom nærmere fornemmede hun en blandet duft igen...Endnu en af disse blandingsracer ville hun gætte på...noget dæmon måske? Og lidt...Det sidste var svært at genkende, det lå hele tiden på tungen...men hun huskede det ikke lige nu.

Lotus betragtede hende kort. Kvinden havde svært ved sproget. Hun overvejede kort, om det var fordi hun stammede, men hun havde ikke haft nogen problemer med p’et. Det må være fordi hun ikke kendte det, men selv elvere lærte det… gjorde de ikke? Det måtte undersøges bedre senere.
Lotus prøvede at være imødekommende. ”Jamen, hvis jeg ikke står i vejen hvorfor så smutte?” Hun betragtede kort elveren. ”Det kom jeg ikke ret godt ud af hva? Havde jeg været en fyr, ville du nok tro at jeg havde beskidte hensigter, sådan at prøve at holde på en fremmed kvinde. Lad os gøre det her ordentligt.” Hun rakte hånden frem. ”Jeg er Lotus.” før elveren fik mulighed for at åbne munden, forsatte hun. ”Du må undskylde hvis jeg fremstår… underlig. Jeg har bare aldrig mødt en rigtig natur elver som dig før. Øh, du har ikke nogen problemer med at forstå vores sprog vel?” *Og her står jeg og plaprer løs. I det mindste kan jeg måske holde lidt på hende. Hun er det mest underholdende jeg har set siden i morgens…"

Hun målte hende kort med øjnene, ikke ondt ment, men for bedre at få et indtryk af hende.
"Hvorfor snakka? Du virkede ikke..." hun manglede ord for det og stod og overvejede det lidt. Men trak så på skuldrene af sig selv. Hun forstod det nok, hvis ikke...ville hun nok komme med forslag hun kunne nikke genkendende til.
"Jeg forstå...Men ikke rigtig...tale?" sagde hun prøvende og fornemmede snart noget nyt. At hun måtte virke morsom, en elver der ikke kunne deres sprog! Hun havde slet ikke overvejet at folk kunne se ned på hende. Eller gøre nar.
Hun gav hende dog hånden, et fast håndtryk så Lotus ikke skulle tro hun var helt svag.
"Enya" svarede hun. Hun havde ganske rigtigt mødt forskellige mænd i skoven...Men ingen af dem virkede til at have alt for beskidte tanker, i hvert fald var hun kommet helt skinnet igennem det.
"Du bor i byen...Sikkert derfor?" sagde hun til hendes kommentar med at se en rigtig naturelver som hun havde kaldt hende. Men hun mærkede også en vis stolthed over at være en elver, en tilsyneladende rigtig elver.

Lotus stod roligt og gav hende tid til at finde ordene. Der var et enkelt som aldrig dukkede op. Lotus kunne ikke lade hver med at trække på smilebåndet. ”Virker ikke som typen der bare snakker med folk? Tja, jeg kan vel ligeså godt indrømme at det er jeg heller ikke normal, men du virker interessant, så jeg vil gerne gøre en undtagelse. Hvis det er okay med dig?” Hun var kun glad for at modtage et fast håndtryk. *En kvinde med kraft.* Hendes eget håndtryk var ligesom Enya og af samme grund. Den eneste forskel var, at hun gjorde det af ren automatik. Ingen skulle tro at hun var svag.
”Ja, jeg er fra byen. Det tætteste jeg er kommet på at bo på landet, var at skulle overnatte på en gård.” svarede hun med et skævt smil. Livet på landet havde aldrig været noget for hende. Det var for… kedeligt. Der skete ikke nok. Hun havde brug for at kunne underholde sig med at manipulere og finde folks små grumme hemmeligheder.

Enya havde aldrig haft brug for at bevise hun var stærk...Hun kom fra en elver landsby et godt stykke derfra og havde ikek rigtig været ude fra den...før nu. Så man kunne vel sige det hele virkede lidt nyt.
Hun smilte.
"Selvfølgelig" svarede hun og tillod sig nu at se sig lidt omkring i stedet for kun på Lotus.
"Du vil nok syntes, at jeg er...merkelig..." sagde hun roligt, hendes stemme var enlig ret yndig når det endelig lykkedes hende at komme gennem...næsten igennem en sætning.
"...Men har aldrig værat i byen" sagde han og så på Lotus med en lettere nysgerrigt blik. Selvfølgelig var det i orden! Hun manglede nærmest selskab inde i skoven, hun havde endnu ikke mødt noget af sin egen slags eller andre der skulle bo i skoven og havde ellers kun set et par mænd på tur. Hun var altid glad for selskab.

Lotus smilte stort. ”Jeg har altid mente at mærkelig er bedre end normal. Normal er så kedelig, ved du hvad jeg mener?” Det tog Eyna noget tid at komme igennem sætningerne, men Lotus ventede tålmodig. Elveren havde selvfølgelig en køn stemme, som passede til hendes kønne ansigt og kønne figur, ja hun gik denda kønt klædt. Havde Lotus ikke selv været halv Aspare og derfor også havde nogle pæne fordele, kunne hun gå helt hen og blive misundelig.
”Enten holder man af byen, eller også gør man ikke. Der er mange som hellere ville være i dine sko, end skulle hjem til deres trængte lejelighed på 5. sal. Personligt fortrækker jeg byen. Der sker ikke nok på landet for mig…” Hun betragtede igen elveren med nysgerighed. Man kunne ligeså godt spørge løs, hun virkede glad nok for small-talk. ”Hvad er den største by du har været i?” *Sikkert ikke andet end en landsby, men man kan jo blive overrasket.*

Ja, det havde hun jo sagt. Og det skulle hun da bare have lov til. Hun kunne ikke forstille sig hvilket kaos det ville være, hvis alle stadig boede blandt naturen. For hende, fik det hende bare til at holde mere af naturen...Fordi der ville var så meget af den tilbage. I hvert fald ikke som der har været.
Enya skiftede vægten fra det ene ben til det andet og smilte svagt, mens hun kort aflæste himlen.
"Kun..." hun overvejede lidt hvilke ord der skulle bruges og en kort tanke om at det da måtte være irriterende for Lotus, begyndte hun så igen.
"min egen...Hjemme..." hun pegede mod et sted, i håb om at hun fornemmede at hun mente det lå langt væk.
"Elvar...Landsby...Lang væk" hun pegede ned på den by hvor Lotus kom fra.
"Aldrig...sådan by" hun trak svagt på skuldrene og så på hende, for at se reaktionen. Selvfølgelig reagerede folk ikke ens, men hun ville alligevel godt vide om det blev modtaget med afsky...uforståenhed....Eller om det blev accepteret.

Lotus kiggede i den retning elveren pegede, men ellers gjorde hun sit til at de kunne holde øjnekontant. Det var sådan hun fortrak sine samtaler. Hvis folk begyndte at bryde kontakten, så viste man, at man havde fat i noget af det rigtige. ”Hvis du er godt tilpas i en landsby, så er det slet ikke så underligt at du aldrig har været inde i byen. Den er stor og larmende, med alt for mange mennesker på alt for lidt plads.” Hun slog ud med armene. ”Dit område her, havde det været inde i byen, ville du ikke kunne se en eneste plante eller bevæge dig frit for mennesker, huse og biler (der er fly, så hvorfor ikke biler? ;)). Jeg tror at langt de aldrig har været rigtig ude i naturen. Men det er selvfølgelig bare et gæt.” Hun sendte kvinden et smil. ”Men du bor langt væk? Hvordan kan det være at du er så langt væk hjemme fra, hvis man da må spørge?” tilføjede hun hurtigt. Der ville ikke komme noget godt ud af, at gøre elveren utilpas. Det ville desværre nok ende med at hendes underholdning forsvandt. De kunne sludre lidt, indtil Lotus ville drage hjem ad med sit bundt. *Hvis jeg går i gang i aften, vil det være klaret i løbet af ingen tid.* Hun undertrykte et skummelt smil. Pige barnet virkede forholdsvis naiv. Det er selvfølge ikke til at bedømme ud fra så kort en samtale, men Lotus var ret sikker på, at hun ville blive forfærdet, hvis hun viste hvad planterne skulle bruges til. Måske gjorde hun det allerede og undlod bare at kommenter på det? Man skulle ikke undervurdere hende, blot fordi hun aldrig havde været inde i byen og fandt sproget svært. Der sad sikkert et klog hoved på de fine skuldre.

Hun var uden mærket klar over folks syn på hende. Og det passede hende helt fint. Så kunne hun altid overraske dem senere.
Hun så lidt på Lotus som om hun bedømte hende igen og lod først nu rigtig mærke til de forskellige planter. Hendes hjerne begyndte straks at analysere dem og hun kom frem til at de fleste kunne bruges medicinsk. Men vis man blandede dem alle sammen ville de blive til gift.
Hun sendte endnu en gang Lotus et gennemtrængende blik.
Skulle hun sige noget? Spørge? Eller bare lade byen...være? Lade dem slå hinanden ihjel som de alligevel havde for vane...? Hun valgte at lade det ligge, men bruge det som information vis hun skulle møde hende igen senere. Det var ikke hendes ansvar og hun burde heller ikke blande sig andres anliggender...
Hun så ned mod byen med et svagt suk.
"Jeg...Hørte ikke...til" sagde hun stille og så på Lotus igen og trak så på skuldrene.
Men det var rigtigt, grunden til hun aldrig havde nærmet sig byerne var begrund af naturen. Hun følte sig så...tæt på naturen at hun ville tage det...som et fængsel at komme ind i byen. Hun ville ikke kunne klare ikke at have naturen rundt om sig.
Hvis det endelig var, skulle det være et lille hus i udkanten...Og den ville sikkert ligne en mini jungle med alle de planter hun ville have omkring sig, for at have det godt.
"Men hvorfor..." hun nikkede svagt mod planterne
"...Samle dem? Til..." hun overvejede de ord hun kendte
"...heale? hjælpe...kroppen? eller som...Gift?" spurgte hun så alligevel, som om hun lige var blevet enig med sig selv om at lade være...