Vandfaldet i bjergene - Keela privat

____________________________________________________________________________________________________

Vandfaldet... Det var et dejligt sted synes Cricker. Han sad og var lige vågnet efter natten. Han startede tit dagen ved at sidde og kigge sig lidt omkring inden han gik på jagt. Han boede faktisk ikke oppe i bjergene, men han sov her tit da han rigtig godt kunne lide udsigten om morgene og han kunne holde øje med det meste af skoven. Han lagde sig ned og kiggede på himlen. "Hmm, der er dejligt stille" Han havde det med at snakke til sig selv. Det gjorde han tit når han var alene.. Eller.. Når han regnede med at han var alene. Han kunne ikke mærke at der var nogen i nærheden så han tog det meget roligt. Måske skulle han prøve det der meditation igen. Det hjalp ham da engang da han var stresset, men han havde fået af vide at det var en god ide at gøre det en gang om dagen eller i hvert fald en gang om ugen. Han overvejede det meget.

Keela så en dreng og blev lidt bekymret over at se ham ligge der, hun blev dog rolig da hun hørte at han snakkede. Han smilede og grinede lavt. Hun gik hen og hendes lange sorte hår sajede lidt i den lette brise der var. Hun kiggede på ham og havde hovedet over hans, "Øhm... Hvem taler du til?" smilede hun glad og kiggede på ham. Hun kiggede på vandfaldet og smilede glad, "Wau! Hvor flot!" smilede hun glad og gik lidt hen til det. Hun kiggede på det og smilede overrasket. Hun havde ikk set sådan et i lang tid. Hun kiggede på himlen og bagefter på ham igen. "Jeg hedder Keela." sagde hun til ham og smilede let.

Han var blevet lidt forbavset over at der var kommet en, men han kunne nu godt lide at møde nye mennesker. Han kiggede på hende imens hun gik hen til vandfaldet. Han svarede ikke på det første spørgsmål om hvem han snakkede til, men da hun fortalte hvad hun hed svarede han dog. "Mit navn er Cricker, jeg er jord dæmon, men jeg er en god en af slagsen så der er ingen grund til at være bange" Være bange? Hah han lød som om at man skulle frygte ham... Eller bare jord dæmoner i det hele taget, men ham skulle man i hvert fald ikke være bange for. Han kunne ikke finde på at gøre nogen noget.

HUn grinede let og kiggede på ham, "Jeg er vild med Dæmoner, bare så du ved det..." smilede hun let og en smule drillende. Hun gik hen til ham og smilede glad. "Den gode eller den onde er lige meget, jeg er vild med dem!" smilede han glad og prikkede ham på næsetippen. Hun grinede lidt og klappede ham blidt på kinden, "Så tag det roligt, jeg er ikk bange for dig. Ved ikk hvad jeg er bange for sådan set." sagde hun roligt og en smule overlegen. Men der måtte være noget, hun vidste bare ikk hvad endnu.

Han kiggede på hende og rystede smilende på hovedet "Du er da meget modig er du ikke?" Han kunne ikke lade være med at smile da hun klappede ham på kinden. "Hvad laver du egentlig heroppe? Det er da langt fra alting er det ikke?" Han kunne ikke rigtig forstå det, der plejede ikke at komme særlig mange, medmindre de skulle finde de varme kilder selvfølgelig, men der var ikke rigtig nogen der kendte til dem. Men måske gjorde hun?

Hun kiggede på ham og smilede let, "Kender du ikk det ordsprog?" spurgte hun let og smilede med glade øjne. Hun elskede den sætning, "man kan være modig på mange måder..." Den gjorde hende modig, glad og får hende til at holde håbet oppe hvis det skulle gå galt. Hun strakte sig lidt og kiggede på ham igen. Hun kiggede ham i øjnene, hendes safir-blå øjne gav en svag glitren fordi hun var meget glad. Det skete nogle gange. "men jeg er her fordi jeg er her, det er det samme som at spørge dig hvad du laver heroppe? Jeg er her fordi jeg udforsker stedet." sagde hun roligt og smilede til ham. "Jeg er lige kommet til."

Han så noget kun tænkende ud. Han kunne godt forstå ordsproget, men det var mere den sætning der kom bagefter. Nå det var også ligemeget, hvad han lavede heroppe? "Jamen jeg bor nærmest heroppe, jeg bor i hele skoven og heroppe hvis jeg får lyst. Jeg er en jord dæmon så jeg hører hjemme her" Han smilede til hende og så hendes øjne, de var meget flotte men han havde nu en anden i tankerne, så han kiggede hurtigt en anden vej og smilede. "Så du er ny her var? Jamen skulle du så ikke tage ind til byen?" Spurgte han for at få skiftet emne.

Hun nikkede lidt og smilede, Det er da sejt nok." hun grinede lidt da han kiggede væk. Hun fik ham til at kigge på ham, "Bare rolig Crick... Jeg vil ikk have du skal falde for mig eller noget, bare vær dig selv. Jeg har ingen på tankerne og vil heller ikk have det. Nok elsker jeg dæmoner, men det er altså mest fordi de er så interressante!" smilede hun glad. "Så du behøver ikk tro jeg flirter eller noget." Hun gav slip på hans kind igen og kiggede rundt. "Men jeg har knap set stedet! Jeg vil da kigge omkring, nok vil jeg ikk komme her så tit. men det er altid godt at vide hvis man gerne vil væk fra noget." smilede hun roligt.

Han kiggede på hende og smilede. Det var faktisk godt at hun sagde det, fordi det fik ham til at være lidt mere rolig, nu havde han endelig fundet en. Han kiggede på hende. "Kom lige med her, så er der noget du lige skal se" de gik i 2 minutter eller deromkring, og de kom til en klippe afsats, det gik lige lodret ned og man derfra kunne man se hele byen og hele skoven. Det var meget smukt og der fløj fugle omkring og man kunne høre dyrene nede fra skoven og man kunne se mennesker i den travle by. "Det er her jeg kommer op for at slappe af hvis jeg har brug for det" Sagde han smilende til hende.

Hun forstod ikk helt hvor de skulle hen, men hun gik med. Hun kunne stole på ham, så hun var vildt nysgerrig efter at se hvor han ville få dem hen. Hun kiggede med et bredt og spædnt smil på det hele, "Wau! Hvor flot!" Hun havde lyst til at læne sig frem af, men det ville nok ikk være det smarteste. Hun kiggede på det hele og ogs ned. Hun smilede og gav ham et kæmpe kram. "Tak fordi du viste mig det!" sagde hun glad, "Jeg ville garanteret aldrig selv have fundet det!" smilede hun glad og gav slip.

Han smilede da hun krammede ham, og krammede da selvfølgelig igen. "Det var så lidt, jeg hjælper de nye der kommer hertil hvis de farer vild herude" Han var ikke sikker på om hun var faret vild, men han synes nu alligevel at hun skulle se det. Nu blev han jo så nysgerrig "Men hvad fik dig til at komme hertil?" Der kunne jo være så mange grunde, derfor var det altid et spørgsmål der var interessant for ham. Han havde hørt mange historier igennem tiden. Så han synes da også lige at han ville spørge hende. Keela, det var egentlig et pænt navn synes Cricker.

Hun tænkte sig om og smilede glad til ham, hun grinede lidt. "Jeg er ikk faret vild." hun pegede på byen. "Den er jo lige der, så jeg ved hvor jeg er." sagde hun roligt og smilede let. Hun kiggede roligt på ham, "jeg kom hertil fordi noget lokkede mig hertil.." smilede hun let. "Jeg har hørt om byen, den lød spændene og farlig. Det tiltrukkede mig og her er jeg så." smilede hun let.

Han holdte armene over kors imens han smilede af hendes kommentar, men det var jo rigtig nok. "Hmm javel ja. Personligt så holder jeg mig fra byen, det er ikke lige mig, da jeg bedre kan lide at være herude. Det er altid herude du kan finde mig hvis det er du har brug for hjælp" Han smilede til hende, man han håbede da ikke på at hun gik allerede. "Du har da vel ikke tænkt dig at gå allerede har du? Jeg kan vise dig noget mere af bjergene hvis du har lyst?" Han var lidt ensom i dag, så han håbede på at hun sagde ja.

Hun smilede til ham og rystede på hovedet, "Nej da... Har ikk tænkte mig at gå endnu, der er stadig meget at se." sagde hun roligt og tænkte sig om. "Har ogs hørt et rygte om at der var nogle varme kilder heroppe. Er lidt nysgerrig når det kommer til spændene steder." smilede hun glad og blinkede med det ene øje. Hun gik om bag ham og hoppede op på hans ryg. "Jeps! Lad os komme af sted!" grinede hun lidt og kiggede på ham. Hun var lidt fjollet, men var også let som en fjer på hans ryg.

Han grinede, nu var det lidt tid siden han havde fløjet med nogen, men han kunne sagtens styre det. Han satte i gang og de fløj lidt op så udsigten blev bedre. "Så smutter vi da over til de varme kilder." Han fløj lidt rundt om bjerget og lidt højere op, det var som om at han havde glemt hvor de var, men det havde han ikke. Det der var, er at de er meget skjulte inde i bjerget så folk ikke så nemt kan finde dem." Så er vi her" Han landede med dem. "Der er nogle varme kilder her, så du kan bare tage et bad hvis du har lyst. Jeg skal nok kigge den anden vej" Han sagde det med lidt drilleri i stemmen.

Hun holdte roligt fast i ham, ikk stramt og heller ikk blidt. Hun var ikk den mindste smule bange for at flyve. Hun smilede glad og hoppede ned fra hans ryg. Hun kiggede rundt og grinede lidt af hans kommentar, "Bare rolig, jeg gør det en dag du ikk er med..." smilede hun let og kiggede. "Jeg ville bare se dem, ikk andet." sagde hun roligt og strakte sig lidt. "Jeg har altid haft en kærlighed til smukke eller spændene steder, så derfor vil jeg gerne vide hvor ting er." sagde hun drømmende og kiggede bagefter rundt.

Han kiggede forstående på hende. "Det er så i orden. Jamen der er mange steder i skoven og bjergene der er smukke. Jeg kan vise dig det hele, men det kommer nok til at tage det meste af dagen, ved jo ikke hvor lang tid du har?" Han kiggede på hende og smilede, han kiggede derefter ned på kilderne. Han ville godt bade deri, men varme var en svaghed han havde, ligesom der kan gå ild i skoven så kan han ikke tåle al for meget varme på en gang desværre. Men han så ikke ud til at være ked af det.

Hun kiggede på ham og satte hovedet på skrå, "Du ligner en der gerne vil bade i det?" sagde hun roligt og smilede let. Hun kiggede opmuntrende, "Hvis du gør det nu skal jeg ogs nok gøre det, er ligeglad." sagde hun roligt og smilede. "Jeg skal ikk noget for tiden, så jeg har masser. Skal ikk begynde på mit arbejde endnu, så har masser af tid."

Han kiggede på vandet og derefter på hende, med et lidt trist blik. "Jeg ville meget gerne men.. Jeg kan altså ikke, ser du... Varme er min svaghed, og hvis jeg er dernede i for længe så... Dør jeg" Han så mere trist ud nu, han ville meget gerne derned i, men det gik bare ikke. Han prøvede at se glad ud men det gik egentlig ikke så godt igen. "Men det er der ikke rigtig noget at gære ved, jeg må jo bare leve med det.... Eller i hvert fald indtil jeg får trænet noget mere." Han smilede igen, han var kommet til at tænke på noget sjovt, det var noget der altid fik ham i godt humør.

Hun kiggede på ham med et medfølene blik, "jeg kan fjerne noget af varmen?" smilede hun let. "Altså ved ikk hvor meget der skal fjernes, men jeg kan godt hvis det skulle være?" smilede hun og aede hans kinder. Hun krammede ham som en lille trøst, hun kendte følelsen af at ville prøvet noge, men ikk at måtte eller kunne gøre det. Hun gav slip og smilede til ham. "VIl du det?" spurgte hun roligt igen.

Han smilede til hende. "Tak, men det behøves ikke, jeg kan være dernede lidt men det er ikke længe, det kommer med tiden." Det var faktisk meget sødt at hun sådan havde tilbudt at gøre vandet lidt koldere, men det var ikke rigtig noget ved så, det var jo varme kilder. En eller anden dag.. Så skulle han nok komme derned i, han skulle bare træne lidt først vidste han. "Hvis du ikke vil bade deri nu, hvad vil du så se som det næste? Hvis du da kender til noget" Han smilede til hende efter at have kigget lidt på vandet.

Hun kiggede på ham og tænkte sig om. Hun smilede glad og lagde armene bag ryggen, "Hvad vil du vise mig?" smilede hun glad og satte hovedet en smule på skrå. Hun var lidt skuffet over at han ikk ville prøve det, bare hun gjorde det koldere. Men hun kunne ikk bebrejde ham, han skulle jo nødig risikere at dø bare fordi hun ville gøre det koldere... ;P

Han kiggede på hende, han kunne se at der var noget der plagede hende. "Er der noget galt?" Det kunne måske være det at han ikke ville prøve. Han var ikke meget for det, men det kunne vel egentlig ikke skade? Han tænkte lidt over det så han hørte faktisk ikke hvad det var hun sagde til ham, så han svarede ikke på det, men man kunne se at han var ved at tænke på et eller andet. "Hmm, jo du kan vel egentlig nok prøve, det kan der ikke ske noget ved" Han kiggede smilende på hende.

Hun rystede på hovedet, "nej det er ok Crick! Jeg vil ikk risikere at du dør, jeg ved ikk hvor meget varme du kan tåle heller!" hun prøvede at snakke ham fra det, ikk fordi hun var bange. Men hun ville bare ikk havde han skulle dø på grund af hende.

Han grinede lidt "Bare rolig, jeg dør skam ikke af det, jeg kan være i den der varme et par minutter, men sænker du det.. Hmm.. 2 grader kan jeg være deri i meget mere tid, det er de få grader der gør forskellen" Han smilede til hende, nu var hen næsten helt opsat på at prøve, men selvfølgelig hvis hun ikke rigtig kunne lide det, så var der jo heller ikke nogen grund til at de gjorde det synes han.