En blodig ankomst. //Ahngel//

Sted: inde i skovens dybde.
Tid: 23.15
Omgivelser: naturen.
Vejr: solens sidste stråle er lige forsvundet på himlen. Så mørket har lige overtaget.

Dybt inde i skoven, hvor stilheden var kommet først, lå der en skikkelse i mørket. Skikkelsen bar en rystning, som kun dækkede hofter, skinneben, skuldre, bryst, ryggen, hofter og armene. Og ved siden af lå de to tveæggede sværd. Man kunne se, at det var en sortelver, og man kunne se, at denne elver havde været i kamp, fordi skaderne var store og blodet var overalt. Den største skade var dog i siden, hvor der stadig løb blod ud. Ved andre mindre skader var blodet begyndt at størkne. Man kunne påstå, at skikkelsen var død, hvis brystet ikke havde bevæget sig, som tegn på åndedræt.
Monique havde store smerter og vidste ikke, hvor længe hun ville være i live endnu. Hun hostede og måtte spytte noget blod op ud. Hun lå på siden, så hun ikke kunne blive kvalt i sit eget blod. Hendes rejse var endt her, et fremmede sted, som hun ikke kendte.


//En mindre bøn... undgå at bide.//

Den stærke aroma ramte et vis rovdyrs sanser som en bølge idet Ahngel rejste sig fra sin plads under træet lidt syd fra duftens center. Sorteelverblod.. Ikke en specialitet som man ofte stødte på og specielt en såret udgave.. De var så pokkers besværlige at få til at side stille. Et højt knæk kom idet han krummede ryggen fra sin ubehagelige plads. Han havde sidet der i mindte en time.. ventende på solen til at forsvinde og nu var det den perfekte tid. Han strakte sig kort og lod sine røde øjne lægges imod træerne.. En kerne sås i det.. Et bankende hjertes vibrationer igennem luften for slet ikke at tale om duften som nærmest kunne senses på hans tungespids.
Han tog et par få skridt inden han som var han der aldrig forsvundet i den blå luft. Tydeligvis.. Dog var det blot hans hastighed der var noget af det uovertruffende..
han trådte atter ud af træerne og formåede at fjerne en kvist der sad i hans lange sorte hår. Han rettede sig op og så på den blødende elver med et koldt udtryk. "Sikke et spild." mumlede han idet han så på alle pletterne af blod som var gået til grunde. Han så derefter på den skadede elver med mistro.. Der var et eller andet galt her..?

Monique lå med lukkede øjne, hun havde næsten overgivet sig til døden, hun ville ikke dø. Hun havde stadig ikke fået hævnet sig over sin svorende fjende. Hun åbnede øjne let, da hun kunne høre noget, men hendes syn svigtede hende, så alt var sløret for hendes blik. Helt efter vane lagde hun langsomt sin hånd over sin navle, for at skjule hendes stammes mærke, og for at skjule, hvem hun var. Hun hostede igen let.
Moniques hoved begyndte at gøre ondt og snurre lidt, da nogle billeder dannede sig i hendes hoved. Inden hun helt fik lukket af, var angsten begyndt at tage fat i hende. Hun vidste nu, at der stod en vampyr med smag for elverblod i nærheden af hende.


//Detaljerne om mærket, som også står på profilen:

Rundt om hendes navle er der en rød aftagende måne.
Kun den kommende dronning får den.//

Ahngel trådte nærmere på denne elverinde med et tænkende blik. "Hvad gemmer der sig mon heri?" hvislede han undrende idet han satte sig på hug over hende og kiggede derpå. Han bukkede halsen ned imod såret hvorefter han strejfede sin let lange tunge imod det. Ganske rigtigt. Et uhyrligt stik imod hans højre håndled kunne mærkes og han rettede sig med det samme op igen. Han snærrede kort. Pokker stå i det. Når man endelig fandt noget delikat liggende på den måde, nærmest tiggende om døden ved hans læber, så skulle de for pokker have en fremtid? Pokkers til elvere havde altid noget at gøre før de døde.
Igen snærrede han utilfredst idet han trak op i sin sorte skjortes venstre ærme og viste sit bare håndled. Utroligt han skulle spilde sit royale blod på sådan en. Han lagde læberne imod sit håndleds tynde skind og bed sammen om det, efterlod en aflang blødende revne. Han satte sig igen ned og lagde såret imod hendes mund. Godt for hende at han ikke først havde drukket af hende.. så ville hun havde blivet forvandlet til en vampyr af dette... men i det her tilfælde ville hans stærke koncentrerede blod fremskynde hendes healing. Hun ville ikke kunne klare det alene, men det var en start.
"Drik elver!"

Monique prøvede at bevæge sig, da vampyren kom hende nærmere, men hun kunne hverken sige eller gøre noget. En gysen gik gennem hende, da hun kunne mærke, hvordan hans tunge strejfede hendes hud. Hun havde igen klemt øjne sammen i den tanke, at hun skulle lide under mere smerte, men den kom aldrig. Hun åbnede øjne og prøvede at se efter vampyren, men hendes blik var stadig sløret, så det eneste hun så var et omrids. Hun undrede sig over den snerren, hun kunne høre.
Monique klemte sine læber sammen, da hun kunne mærke hans håndled mod hendes læber. Hun var utryg ved tanken om, at skulle drikke blod. Hun spyttede jo selv sit eget ud. Men tanken om, at det ville kunne hjælpe hende, og så det at han kommanderede med hende. Hun lukkede øjne og skilte let sine læber ad. Hun brød sig ikke besynderligt om smagen.

Ahngel lod roligt blodet løbe imod hendes læber og efter et halvt minut på denne måde tog hans sit håndled til sig igen. Det burde være nok for nu. Han lagde sin mund imod sit håndled og lod stille det heale ved at lægge sine læber imod det.. Han tav kort og så på hende.. endnu svag, men det skulle nok blive klaret. Han fjernede håndledet fra sin mund, efterladende en lilel rød streg tvers over hans læber, som et stempel fra hans sår. Han blev siddende på hug ved siden af hende.
Han lod kort øjnene lægges på hende, hvorefter han bevægede sin højre hånd hen over hendes krop, mærkede hendes hud med fingerspidserne og mærkede pulsen slå igennem hende.. Han bevægede den ned til hendes sår og lod hans kolde hænder lægge der i en tid.. lod de døde rester smuldre som aske over hans favnta og kun lade det levende væv tilbage.

Monique slugte det sidste blod med en grimasse, da han fjernede sit håndled igen. Hun var glad for, at det endelig var ovre. Nu ventede hun bare. Ventede på hvad? Hun kunne langsomt mærke, hvordan smerterne forsvandt fra hendes krop og gjorde hende mere afslappet. Hun blinkede let med øjene, da hendes syn igen var ved at blive normalt, til sidst lukkede hun bare øjne og bed tænderne sammen.
Da Monique kunne mærke, hvordan hans kolde fingre kørte ned langs hende, og hvordan hans kolde hånd havde lagt sig over hendes sår, gyste det let i hende. Hun var ikke van til denne form for kølighed fra et andet væsen, hun havde ikke haft megen kontakt til vampyre.

Ahngel tog hånden væk igen og så på sin håndflade, hvor små stumer blod lå endnu. Dødt blod. Ikke noget han ville spilde sin tid på. Ikke langt tid efter forsvandt det.. Dryssede af ham som var det rødt sand i en kølig sommerbrise. Han så igen på elveren.. I princippet kunne han lade det gå hurtigere.. Lade hende opkvikke på stedet, men havde dog den smule stolthed, samt den tanke at det ville være hende ydmygende hvis han direkte skulle gøre hende helt kampklar igen.
Et kort dystert smil kom frem over hans læber imens han stille så på hende. Lod hende heale uden mere unødig berøring. Hun var vel udenfor sin kritiske zone nu.. Forhåbentlig.. han ønskede ikke direkte at skulle lægge sine læber imod hende og heale hende på den måde.

Monique drejede nu forsigtigt sit hovede og betragtede vampyren, der sad ved siden af hende. Han var køn, selvom hans hud var hvidt som marmor. Hun åbnede munden for at spørge om noget, men lukkede den igen. Hun havde ikke kunnet få en lyd ud. Hun ville have spurgt ham, om hvorfor han havde hjulpet hende, når han sikkert hellere ville have drukket hendes blod. Hun havde jo set, at han var glad for elverblod, hvilket havde gjort hende bange. Hun turde ikke kigge videre gennem hans minder, fordi lige nu ville det være for meget, og fordi hun ikke ville vide, hvem han var.
Monique lagde sig om på ryggen, men stadig med en hånd over navlen, hun var ikke længere bange for at blive kvalt i sit eget blod.

Ahngel så stille på hende uden at sige et ord. De dragende røde øjne var ikke længere irriterede, men havde indfundet sig med situationen, dog selvom han virkelig gerne ville sætte tænderne i denne lækre lille elvers mørke krop.
Han ahvde altid haft en forkærlighed for elverblod desværre.. men lige nu var der blot en enkelt elver som han var ude efter.. Først daefter kunne han røre disse pokkers skæbneladte personer.. æde fra dem igen.. Mange ansigtet glædede han sig til at se brændende i smerte fra hans bid.
Ahngels rolige ansigt lå stadig på hende med en lukket mine. Han havde vel ikke rigtig nogen interesse for at tale med hende? Det så sådan ud lige indtil..
"Så, frøken? Går det bedre?" sagde han så da han opdagede hun var kommet lidt mere til sig selv.

Monique betragtede vampyren, da han havde sagt noget til hende. Hun nikkede som svar til, at hun havde det bedre. "Monique Aurora den III." mumlede Monique lige pludselig frem for sig. Det var ikke helt så tydeligt, det hun havde sagt, men hun havde dog sagt noget. Hvilket havde glædet hende.
Med den anden hånd begyndte Monique at lege med det armbånd, hun havde på. I denne hang der en rød aftagende måne. Det var også et symbol på hendes stamme, ligesom hendes mærke ved navlen. Det var de eneste minder hun havde tilbage fra dem. Hadet begyndte igen at komme op i hende.

Ahngel nikkede til hende som hilsen. Så hun kunne altså tale nu? Måske havde han givet hende for meget af sit blod?
"Lucifer Mort De Sang den trettende.." sagde han stille og nikkede endnu engang. "Under omstændighederne så vær venlig at kalde mig Ahngel og intet andet." sagde han så og sendte ehnde et kort blik med alvor. Det betød en del at det ikke kom for vidt omkring, så derfor ønskede han hende bare at bruge det kaldenavn der intet havde med hans embede at gøre.
Han satte sig lidt bedre ned og hvilede albuen på sin håjre knå som han havde hævet fra jorden.
"Så?.. Hvad er der hendt Dem?" sagde han tænkende og lagde hovedet på skrå for en stund.

Monique nikkede som svar. Hun turde ikke gøre noget andet, fordi vampyren kunne jo bare sætte sine tænder i hende, fordi hun var forsvarsløs. Hun prøvede at se, om hun kunne komme op at sidde, men måtte bruge begge hænder ved dette. Men hendes arme knækkede sammen i forsøget, så hun igen måtte lægge sig ned. Hun stønnede kort i smerte, det havde måske været for meget på en gang. Hun lagde igen en hånd over navlen.
"Sloges med min svorrende fjende." sagde Monique og var måske lidt pinlig over, at hun havde tabt denne kamp. Men hun burde have vidst det.

Ahngel kiggede stille på hende. "Bliv hellere liggende indtil Deres knoglestruktur også er hel igen." sagde han blot og hævede et øjenbryn.. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragetde hende tænkende. "Utroligt som i elvere er krigslytne.." sagde han så.. "Man skulle tro at i ville være glade små skovelskende væsener.." sagde han så og rettede sig op.
Et kort men meget sadistisk smil kom frem og hans tænder vistes kort. Så der var altså håb for elvernes overlevelse alligevel? Det var da også på tide.. Men så igen.. De havde været ganske vel udviklende i de sidste hundrde år, så.. Hvorfor ikke.
Han så kort imod hende igen med et roligt blik. "Men så igen.. man skal jo også huske på sin egen overlevelse." sagde han med et let alvorligt udtryk.. At kaste sig ud i kamp på den måde..
Huh.

Monique himlede med øjne over beskeden, at hun skulle blive liggende, hun kunne jo alligevel ikke gøre andet,så hvorfor behøvede han at fortælle hende det. "Han havde ventet på mig, han vidste, at jeg ledte efter ham." sagde Monique. Hun fnøs over hans ord med skovelskende væsner, det var hun i hvertfald ikke. "Og ved du også om det? Det er min sag. Han har været min svorrende fjende siden...." hun bed sig selv i læben, som en afbrydelse. Hvorfor var hun nu begyndt at sige det? Han behøvede jo ikke vide, hvem hun var. Og dog, så havde alle sikkert glemt hendes stamme, da den jo ikke længere eksisterede. Så overlevelsen var ikke det vigtigste for hende, det var hævnen mere. "Hvorfor skulle man leve, når der intet er at kæmpe for?" mumlede Monique og så væk.

Ahngel betragtede hende tænkende uden at sige noget først. Han lagde kort sin hånd imod sin pande og strøg noget af hans ravnssorte hår væk derfra. Lod hans øjne være helt frie et kort øjeblik. Gjorde noget afklaret over ham.
"Sandt nok." sagde han til det sidste og lænte sig tilbage for at støtte hænderne i det blodplettede græs. "Så.. Mademoiselle Monique.. Hvem er Deres svorende fjende så?" sagde han. Ikke fordi han havde en ide om hvem det kunne være, dog havde han sine kontakter og kendte til en del af Terreområdets beboere.. Mon ikke vedkommende befandt sig i byen i øjeblikket så?
Han så igen på hende. Ildbetvinger.. Det kunne lugtes i hendes blod. Det fik ham kort til at rynke på næsen. Var der noget han ikke brød sig om, var det ild af værste skuffe.. Dog havde han sin lille finde, men man skulle dog være hurtig.

Monique blev lidt overrasket over den formelle tiltalelse han brugte, og dog så var det sikkert bare en vane han havde. Hun rystede stille på hovedet. "Jeg kender ikke hans navn. Dog ved jeg, at han er lyselver. Og hans stamme har længe været fjende af min stamme. Der har aldrig været en forklaring på det, sådan har det nemlig altid været." mumlede Monique frem for sig. Ja, det var måske lidt pinligt, at man ikke kendte navnet på sin største fjende, men han havde aldrig nævnt det for hende.
Monique sukkede og måtte nu udholde en indre smerte inde i hende selv, som stammede af minder og følelser. Men sammen med dette voksede hendes had sig større.

Ahngel hævede et øjenbryn over det faktum at hun ikke kendte vedkommenes navn. Et kort let onskabsfuldt smil kom igen frem, men han holdt det lukket og dæmpet.. Ikke fordi han ikke frydede sig over det lille faktum, men mere fordi et andet overstregede det meget merkant.
Hellere være uvis om fjendens navn end at kende det og vide at man selv bar det samme navn..
"Javel ja." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå. "Men ialfald.. Velkommen til Terre. Byen af korruption og kaos.. De fleste krigselskende personligheder vil kunne trvies her.." sagde han så og nikkede en enkelt gang til hende.

Monique lagde godt mærke til hans øjenbryn og smil, hun valgte at ignorere det. Det havde nu alligevel ikke nogen større betydning, om han gjorde grin med hende eller ej. Men han havde reddet hendes liv. Hun havde troet, hvilket hendes fjende sikkert også havde, at hun ville dø. Men nu kunne hun da overraske ham med den detalje.
"Korruptur og kaos, siger du. Hvad laver du så selv her?" spurgte Monique. Hun vil sikkert kunne finde sig til rette, hvis hun da gad at blive her. Men hun blev vel tvunget til at blive her, indtil hun var helt rask igen. Mere kunne hun ikke gøre ved det faktum, desværre. "Og jeg er ikke krigselskende, jeg siger bare aldrig nej til en god duel." mumlede hun med et lille smil.

Ahngel så lavmældt på hende. Der var noget over ham der fik ham til at virke stumhver eneste gang hans stemme ikke prikkede imod ens sanser og dragede en imod ham.. Et individ uden stemme.. som et dyr nærmest. Dog havde han det lille let ligeglade og sadistiske smil over læberne. Køn i sin egen dystre måde. Han så kort væk. "Jeg har et job at fuldføre her i Byen." sagde han så. "Ikke noget særligt." Han så igen på hende og lagde hovedet på skrå.
"En duel er blot en fysisk krig iblandt to personer.. Tallet er ligegyldigt.." sagde han så.. Han rettede hende ikke dog.. Det var bare hans egen tankestreg der var blevet gjort verbal på hans egen let fraværende måde. Han virkede meget tanketynget og var kun i virkeligheden imens der blev talt og svaret og set..

"Okay." sagde Monique bare og nikkede stille. Hun var lidt nysgerrig omkring, hvad det var for et job, men hun ville ikke spørge, når han sagde det på den måde. "Hvordan er situationen i byen? Nogen form for regler, som man skal følge?" spurgte hun, hun måtte være sikker. Fordi det nyttede jo ikke, at hun blev sparket ud af byen, inden hun var blevet helt rask igen.
"Og?" spurgte Monique, hvis nogen udfordrede hende, så takkede hun aldrig nej. Hun var jo en renracet og royal elver, hvilket gav hende fordelen mod andre elver. Og så var der jo ingen, som var så hurtige, som elver. Dog kunne der jo ske forandringer, men ikke store.

"Alors.." mumlede Ahngel kort og bed sig stille i fingeren. Tænderne pressede sig kort imod det hviode kød og sank ned og stødte på knoglen imens lidt blod lod sig lægge på hans tunge. En vane, som når mennesket bider negle eller knækker fingre til afsky for andre.. Ahngel derimod åd blot af sig selv.
"Byens 'hersker' er selvudvalgt. En elver som Dem.. tror han kan lave regler og folk tomhjernede følger dem.." en kort klukken kom fra ham. "Men der hersker desværre det reneste anarki her min kære.." sagde han så og bevægede pgefingeren over underlæben, så den kort misfarvedes af det mørkerøde blod. Han slikkede det derefter af med en langsom bevægelse.
"Hvis en elver er så naiv at tro at han kan holde alverdens mørke væsener stangen med et par ordensregler, så er det klart at byen ender i kaos med autonome og folk der tager loven i ejen hånd.. Ganske underholdende dog."

Monique kiggede uforstående på Ahngel, da havde mumlet noget. Hun vifste hverken, hvad han mente eller, hvad det skulle betyde, så hun lå bare der og var forvirret. Hun kiggede op mellem bladene i trætopperne og kunne skimte nattehimlen, som var mørk. Igen begyndte hun at lege med sit armbånd.
Monique måtte også slippe en latter, da han nævnte det med, at byens 'hersker' troede, at man kunne gøre sådan, men han skulle jo enlig gøre noget andet. Hun selv havde været en prinsesse og skulle have været dronning efter hendes mor, men nu var hendes stamme jo ligesom udryddet. Så hun behøvede ikke blive en hersker over nogen.
"Selvfølgelig er det underholdene at se, hvordan en hersker prøver at skabe kontrol, men i stedet skaber kaos, fordi han/hun alligevel ingen kontrol har. Jeg har enlig set det talvis af gange." sagde Monique, mens hun stadig betragtede nattehimlen. Lidt efter vendte hun sit blik mod Ahngel.

Ahngel nikkede sagte. Selv havde han set konger falde og klaner ødelagt. Det gjorde ham på sin vis stolt af sin egen indtil videre gode kontrol og sanitet. Efter regmiet af hans fader havde det gået let ned ad bakke. Nok fordi vampyrer ikke har tiltro til de yngre afstamninger. Ahngel var slet ikke så gammel af en alfahan at være. Normalt ville en vampyr af denne status tidligt starte ved de 70 vampyrår, hvorimod Ahngel allerede startede ved vampyrårenes syttende skifte. Han havde været deri i godtogvel.. jaa.. Imellem et halvt dusin og en halv snes vampyrår. Han huskede ikke engang hvilke år der galdt for vampyrene. Hvordan forskellene var for mennesker.. Han havde det fortrængt. En bivirkning måske? Han vidste dog at han var ung, men så igen.. Ingen havde turet at tale imod det og bruge det som argument. Ønskede han det ville de rive hjerterne ud af deres bryst med fri vilje..

Monique tog en dyb indånding og lukkede kort øjne, lige nu ville hun ønske, at hun var rask, fordi hun følte sig ynkelig og forsvarsløs. Hun havde aldrig været i denne situation før, hun havde altid været den, der vandt og aldrig den, som tabte. Det var ynkeligt og svagt. Hun måtte træne mere og blive stærkere, så hun kunne få den hævn, som hun søgte. Den hævn, som hun havde sine rettigheder til, at gennemføre. Hun havde været så tæt på, men hun var alligevel så langt fra den. Hadet begyndte igen at boble nede i hende. Men hun måtte gemme det til senere, til når hun var stærk nok.
Monique så nu på Ahngel, han lignede ikke, hvilken som helst vampyr. Der var noget over ham, som var anderledes. Selv hans navn var jo anderledes, end dem hun havde hørt. "Hvilken status har du inden for din race?" spurgte Monique, der var blevet en anelse nysgerrig.