En blodig ankomst. //Ahngel//

Ahngel så på hende efter hendes spørgsmål og nærmest automatisk lod der sig et let uhyrligt smil smøres over det kønne ansigt. Emnet havde været undgåeligt for mange men hun var nu ikke så dum igen.
Han lagde hovedet lidt på skrå og så stille på hende.. nærmest gennemborende som ganske vidst ville skyde et koldt gys fra nakken og ned over ens nakkevirvel og igennem rygraden. Han var nu stille i en tid imens han blot så på den forsvarsløse lille elver. Han kiggede endnelig ud i skoven igen og lod nakken knejses imod himlen i et kort øjeblik. "Jeg er den trettende alfahan af vampyrbestandene i Frankrig og de franske koloniseringer i Afrika, belgien og Canada." sagde han så meget ligetil.. Egentlig havde han ingen tillid til denne elver. Hun ville kunne rbuge det hvis hun ville imod ham, men ligenu var Ahngel mildt sagt ligeglad.
"Hvad med Dem selv." sagde han så og lod sine brændende øjne lægges på hende igen.

Monique brød sig ikke om det gennemborende blik, som hun fik tildelt, det gav hende en kølig fornemmelse i maven, eller det føltes mere, som om hun fik is i maven. Og dog så rørte det ikke hende særlig meget.
Monique hævede et øjenbryn, da han fortalte. Så han var altså gammel og meget viden. Så ham skulle man ikke komme på tværs af. Han havde jo stor magt, som han kunne bruge på mange tænkelige måder. Hun havde også set mange, som havde udnyttet den magt, som de kunne bruge.
"Prinsesse af stammen I'-Narwa Ithil." fortalte Monique og sukkede, "Eller nærmer.. jeg var." Det sidste var mere en mumlen, hun var ikke så glad for sandheden, men det var også årsagen til hendes hævnlyst og hendes dybe had, som har eksisteret i 410 år.

Ahngel betragtede hende stille. En prinsesse fra en udød stamme. Den sidste af sin slags velogsagt.. måske ikke den sidste elver, men det var vel en start? Urbaniseringen var hård imod elvernes levekår og snart ville de ikke være mangfoldige længere. Der levede knapt omkring 15 fuldblodede elvere i byområdet og så heller ikke flere, hvorimod menneskene og dæmonerne var den race der var mest betydelig.
Duften fra hende var stær. Undertrygt had og hævntørst.. det osede fra hende som var det en meget krydret og ekstravergant duft.. egentlig meget tiltrækkende på sin egen måde. En stærk personlighed og med en tragisk baghistorie.. alle her var tragiske individer.. alle med en baggrund der gjorde dem nærme sindsygen.

"Monique lyder ellers ikke som et elvernavn." sagde han så og lagde hovedet på skrå. Egentlig havde det ingen betydning overhovedet, men han fandt det som en brik der ikke passede.

Monique kiggede væk fra Ahngel. Der var mange, som havde hakket ned på hende på grund af hendes navn, men hun kunne intet gøre ved det, sådan havde det altid været. "Jeg kan ikke selv forklare, hvorfor det er sådan. fordi jeg fik aldrig historien fortalt af min mor. Det har nemlig altid været en hemmelighed." fortalte hun. Ja, det havde altid været en hemmelighed, som først blev fortalt, inden dronningen fornemmede, at hendes liv var ved sin ende, så fik prinsessen historien fortalt, men den mulighed fik Moniques mor aldrig, fordi angrebet kom så pludseligt.
Monique vidste ikke, om hun skulle hade eller elske sit navn, men hun havde ikke noget i mod det. Hun dog ikke bruge sin stammesnavn til noget, fordi der var ikke nogen, som kunne huske det, fordi de havde jo ikke eksisteret i 410 år, så hvem ville huske dem?

Ahngel lod sine øjne dvæle ved elveren lidt endnu inden han begyndte at gå i dybden af sit sind og hente tankerne frem og konvertere dem til sine ord. Han nikked e og kiggede ud imod skoven i en kort tid. "Monique er et fransk ord der betyder enlig, ensom eller enkeltstående. Noget individuelt og noget specielt. Fremtrædende og den eneste af sin slags." sagde han og kiggede kort på hende.
"Som en prinsesse.. den sidste tilogmed skulle det da passe udmærket, synes De ikke?" sagde han og lagde hovedet på skrå igen inden et vindstrøg tog i hans lange sorte hår og lod det pjuske en smule yderligere. Han var køn, men ikke på den feminime måde. Han var umådelig maskulin, men på en overnaturlig skøn måde. Han virkede da ikke forfængelig.. dog var hans hud smuk og ren som sten, men hans hår var uglet og hv is det ikke var glat i forvejen, ville det ligne en høstak.

Monique hævede øjenbrynene og kiggede overrasket på Ahngel. hun hav de selv aldrig tænkt over betydningen af hendes navn, men det havde jo heller ikke interesseret hende. Men han havde jo ret med sine ord, hun var jo alene og den sidste fra hendes stamme. Så måske var der noget rigtigt i det, som Ahngel lige havde sagt. "Måske." sagde Monique og rettede sit blik op mod himlen.
Det var først nu, at det enlig gik op for hende, at hun var alene. En sær følelse, en form for ensomhed, gik ind over hende. Hun havde enlig ikke følt sig ensom før, fordi hun havde været betaget af sit had og jagten på sin fjende. Men nu, hvor hun lå stille og intet kunne gøre, tog tankerne over. Det var også længe siden, at hun havde haft sådan en stille og rolig, hvis man kunne kalde det det, samtale. Det var fremmede, men alligevel så kunne hun enlig godt lide det.

Ahngel var stille derefter imens han kort lagde sin hånd ind under sin jakke og ind under skjorten derunder. Ind til sin brystkasse, hvor hånden så hvilede i en tid, som om han mærkede på sit hjerteslag eller følte over sin hud, men nej. Ingen af delene. Han kunne lugte hendes udskillen.. Hendes følelse af ensomhed der nagede på en meget stilfærdig måde. Hvilende i sig selv. Alene.. Alene?
Han lod øjnene vendes imod hende igen derefter og fjernede igen sin hånd inden han nikkede stille. Navnebetydninger havde ofte noget at gøre med det de fleste kaldte for skæbner. Hans eget navns betydning ligeså.. dem alle sammen.. Hans eget var dog anderledes. Det havde to sider, som han selv. Lux Ferre.. Lysets bringer, men samtidig de gamle skrifter om morgenstjernen og Lucifer dne faldne engel. Satan?
Det slog kort Ahngel idet han lænte nakken tilbage og så imod himlen. Var Lucifer alene?

Monique kunne lige skimte Ahngels bevægelse, hun blev en smule nysgerrig, og dog så ville hun ikke spørge. Hun havde heller ikke særlig meget en lyst til at skulle åbne op for sin evne. hun var for svag til, at hun kunne klare de mange minder, som muligvis skulle ramme hende. Og det var jo ikke alt, som hun ville se, men det var bare ikke, at hun altid selv kunne bestemme. Så hun lod vær og lod som intet.
Monique vendte igen sit blik mod vampyren, hun kom igen til at tænke på, at han var en sortelver elsker. "Hvorfor var det, at du hjalp mig?" spurgte hun. Spørgsmålet havde længe siddet og luret i hendes baghovede, men hun havde først ikke turde og spørge og for det andet, så havde hun ikke helt haft en mulighed for at spørge. Fordi da hun ville det, havde hendes stemme ikke fungeret.

Ahngel skævede til hende i et meget kort nys af en form for irritation, men den virkede ikke til at have hende som sit center overhovedet, nej.. Det var mere det faktum at han kunne ha mæsket sig i hendes blod i stedet for at sidde der og vente på at hun ville kunne klare sig selv igen. For pokker da?! ..
"Heh.. Du ønskede det måske anderledes?" sagde han så og lagde hovedet på skrå og var stille et øjeblik igen. "Min årsag til din overlevelse er min og min alene." sagde han så og kiggede igen på hende. Et dystert smil kom igen frem idet han nikkede galant til hende. "Lad os sige at skæbnen er på din side, prinsesse. Pris dig heldig over at din eksistens skal bruges til noget og at du ikke blot er et simpelt skadedyr som så mange andre." sagde han og lagde hovedet på skrå. Han tav.. Han var træt af kun at æde dem der var nutidens ubrugelige parasitter. Han ville skabe lidt ubalance.. bare en smule ved at æde en der skal bevares.

Monique kunne godt fornemme, at hun måske skulle have gemt spørgsmålet til senere eller bare have glemt det. Men det kunne hun jo ikke, så havde hun sikkert bare spurgt ham en anden gang, hun havde desværre ikke så let ved at glemme ting, desværre. Men det var nu de mest underlig/hævngerrige ting, som skete hende, som hun huskede.
"Måske var det meningen, at jeg skulle dø, og så måske alligevel ikke. Der er så mange ting, der kan gøres, men ikke nå's. Hvad skulle min skæbne være? Er mit liv virkelig det værd?" mumlede Monique, mens hun var lidt langt væk i hendes tanker. Tanken om, at hun stadig havde noget, som hun skulle have gjort, var lidt skræmmende, men dog alligevel spændende og mystisk. Men hvad skulle hun gøre? Hvad var hendes skæbne? Det havde hun virkelig ingen idé om.

Ahngel lyttede stille med et ret så tomt blik, hvor det røde farvespil havde taget en mere stille bevægelse i sig, som var de strømme af blod der før havde hersket i farverne, nu var reduceret til en tyg magma der indelukket lod sig opgløde. Et skævt smil kom frem idet hun sagde det sidste. "I mit hoved er der så sjældent nogen liv der er noget værd." sagde han så og nikkede stille. "Men så er det vel også godt at jeg ikke er den der skal afgøre det, er det ikke?" sagde han med en let legende, dog dyster tone der lod sig uddybe af hans mørke smil der lod sig brede, dog uden at lade tænderne komme for meget til syne.
"De har vel noget du skal nå at gøre inden du dør." sagde han så, hvorefter han ligegyldigt lagde sig ned på ryggen i det rødplettede græs med blikket imod himmelen. Et svagt gab kom fra ham inden han vendte blikket til den modsatte side end hvor elveren befandt sig.

Monique gibbede let, da hun havde forstået, hvad han mente. Han ville have taget det sidste liv, som hun havde haft tilbage på daværende tidspunkt. Hun kløede sig let på kinden med venstre hånd, hvorefter hun lagde hånden under armen. Benet modsat, altså højre, satte hun op, så det ikke længere lå ned. Hun spekulerede, men i sidste ende var hun dog blevet enig med sig selv om, at hun ikke ville svare, fordi det turde hun ganske simpel ikke. Hun var glad for, at det ikke havde været ham, som skulle bestemme over hendes skæbne, fordi så ville hun jo være død. Hun nikkede eftertænksomt, da han mente, at hun vel havde noget, som hun skulle gøre.
Monique drejede ansigtet mod ham, da hun lagde mærke til, at han havde lagt sig ned. Hun rakte den frie hånd mod hans kind og strejfede den kort. Hun kunne enlig godt lide, den måde han var kold på. Hun trak kun hånden halvt til sig og lod den ligge på jorden. "Hvad ønsker du som tak?" spurgte Monique, der måtte være noget, som hun kunne gre for ham.

Et stille, dog skummelt smil kom ind over hans ansigt efter hendes bemærkning om tak. Som om hun ville kunne give ham noget på nogen måde, som han ikke allerede var i stand til at besidde... eller hvad? Ahngel tænkte sig lidt om men betragtede hende stille.
"Min premie kommer ikke fra dig eller de andre der er blevet sparet under de premisser." sagde han stille og lagde hovedet på skrå. "Det bliver bedre end noget nogen af jer kan give mig, så jeg takker nej.. Brug dine reccourser på at komme på højkant igen." sagde han køligt og kiggede ud imod skoven i en god tid. Han ønskede intet af hende. Han ønskede blot filtret ville ødelægges så han igen kunne lade være med at spekulere om folk var det værd eller ej. Så ville han igen være mere eller mindre fri for den pokkers gæld.

//beklager.. det blev kort//

Monique lagde begge sine hænder over hende bryst og lige der, hvor halsen startede. Hun havde vendt ansigtet op mod trækronerne, som stille svejede i vinden. Hun viste ikke, hvad hun tænkte eller følte. Hun var skuffet over svaret, hun havde altid gjort noget til gengæld, når nogen havde gjort noget for hende, fordi så følte hun ikke, hvordan hun skyldte noget væk, men nu ville hun få denne følelse, fordi hun ikke kunne gøre noget for ham. Det endte nok med at, når hun mødte ham igen, så ville hun igen spørge, om der ikke var noget, som hun kunne gøre. Hun behøvede jo ikke at give ham, men hun kunne jo også gøre ham en tjeneste, når muligheden bød sig.
"Jeg snakkede ikke om at gengælde den nu." mumlede Monique, men han havde ret, fordi hun var jo intet værd, så længe hun intet kunne gøre. Hun måtte lægge et genoptræningsprogram.

Ahngel skævede til hende igen og hævede et øjenbryn. Et koldt smil bredte sig, men så ikke så bestialskt ud som det havde gjort tidligere. "Meget vel. Hvis du ønsker at være i gæld til mig, så er det din sag, men indtil videre, har jeg ikke noget at bruge den til." sagde han tænkende. Hvis hun kunne, åh hvis hun kunne, men nej.. han skulle af med den fordømte tingest på egen hånd hvis han ville undgå at stå i mere gæld til de pokkers engle og deres organisation. Han havde ikke brug for mere tid som deres lejesoldat overhovedet.
"Hvem ved.. en dag får jeg vel lyst til elverblod, så til den tid, kan du vel gøre dig gældende, mademoiselle.." sagde han derefter lidt hvislende med en undertone af morksab over selve kommentaren til hende. Elvere kunne ikke lide, efter Ahngels vinkler, at give blod væk uden kamp, så det kunne være ganske interessant en dag at overvære hvordan en hvilepuls hos en elver egentligt ville krydre blodet.

Monique nikkede stille og stumt, da han alligevel gav efter og lod hende stå i gæld til ham. Så havde hun en gæld, som skulle betales, men hun ville ikke glemme den. Det føltes ikke engang, som en byrde hun fik, det glædede hende lidt. Hun havde ikke været til meget nytte de sidste 410 år. Men hvem kunne også være til nytte, når der ikke var nogen, som havde brug for en. Hun ville endda ikke engang få let ved at følge sit ønske. Hun ønskede jo at vinde over sin svorrende fjende, som havde dræbt hendes mor foran hendes øjne. Hvad hun derefter ønskede sig, vidste hun ikke. Mon hun skulle genopbygge sin klan? Eller skulle hun lade den uddø sammen med hende selv?
Monique fik et lettere chok, som ikke helt kunne holde tilbage, da han hentydede til, at han en dag måske ville drikke af hendes blod, fordi han fik lyst til det. Hun havde altid haft en frygt for vampyre, fordi hun ikke havde lyst til at blive en af dem, men hun vidste ikke, hvad hun frygtede ved dem. Men på den anden side, så havde hun en gæld til ham, som hun ikke kunne afvise.

Et meget merkant spidst smil kom frem over Ahngels læber idet han mærkede hendes lille chok omkring hans ord. Han nikkede kort inden han rejste sig op med en elegant, dog lettere grotesk bevægelse, som havde hans krop ingen fast form i det sekund det tog ham at komme op at stå. Om det var sagen eller blot hans overmenneskelige hurtighed, kunne man ikke rigtig bevise. Han lagde hovedet på skrå og så på hende igen. "I så fald mademoiselle Monique... så vil jeg byde Dem farvel." han drejede kort om og vendte sig imod en af skovens stier.
"Og.. hvis jeg var dem ville jeg tage hen til et sted der er mindre.. hmm.. blodigt. Der er mange blodelskere i byen, og det er kun mig der lader mig holde tilbage fordi nogen mener at du skal overleve."

Monique så på ham, da han rejste sig op. hun kunne ikke blive enig med sig selv om, om hun så ham i normalt tempo, eller om han var en anelse hurtigere, end hendes blik. Dog var hans bevægelse noget overraskende, hun vidste ikke, hvordan hun skulle sætte ord på det, men hun ville ikke lade det bekymre hende videre.
"Jeg vil tage i mod deres forslag og flytte på mig selv." sagde monique og nikkede, som bekræftelse. Hun støttede let på albuerne og kom forsigtigt op at sidde. Hun støttede sit hoved i sine hænder og kiggede efter ham. "Farvel." mumlede hun stille, hun vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle sige eller tænke, han gav hende noget at tænke på. Men han havde ret, hun måtte hellere flytte på sig, inden nogen af de andre blodsugere ville komme og tage sig "kærligt" af hende.

Et tilfredst smil kom fra Ahngels underskønne ansigt i den mørke profil den lagdes i i forhold til den kønne elverinde. Han nikkede kort og vendte sig fuldkommen og begyndte at gå. Vinden lod sig kort ta i hans sorte hår og lod det kruse i en kort periode inden noget kom frem fra buskene og hoppe imod ham. En sort kat på størrelse af en los, men med propertioner som en ganske normal skkpovkat. Den placerede sig på hans skulder og slangede halen om hans hvide hals med en kærlig spinden, som Ahngel blot gengaldt med et køligt blik dertil og en kort strygen med den hvide hånd. Natten var ung og elverinden skulle ikke længere friste ham.

//out//