Blodig afhængighed

Tid: 21:30.
Sted: Blodbanken på hospitalet.
Vejr: Kraftig vind, og næsten fuldmåne.
Omgivelser: En masse hospitalsfolk, og enkelte der skal give blod.



Mørket havde lagt sig over hospitalet, og den fugtige luft var fyldt med en unaturlig stilhed. En enkelt skikkelse bevægede sig over parkeringspladsen, imod blodbanken. Pitch var en af de få, der var ude på dette tidspunkt. Han var foroverbøjet, haltede, og så i det hele taget ynkelig ud. Alligevel var der en særlig målrettethed over hans ansigt. Ved synet af det blinkende neonskilt med "Blodbank", satte han farten en smule op. En kvinde i fyrrerne stod udenfor og røg. Da han gik forbi, greb han fat i hendes hals, og tømte hende for blod på få sekunder. Han strakte sin ryg, og med fornyet energi fortsatte han imod den egentlige opgave.

En læge kom op til ham, og spurgte med en træt og monoton stemme:
"Ønsker de at give blod, eller få information om blodbanken, Hr.?"
Med et enkelt kraftigt spark fra Pitch, lå hun snart bevidstløs i den anden ende af lokalet. Alt elektronik i rummet, inklusiv overvågningskameraer, blev pludselig omhyllet af en mørk spænding, og holdt op med at virke. Han standsede midt i rummet, og så sig omkring. Næste vigtige skilt var i syne.
"Lager".
Han strakte sine håndflader mod den låste dør, og sorte lyn sprængte hængslerne i småstykker. I det samme da han kom ind, tømte han et par blodposer i munden, og begyndte så at lede efter noget at tage resten med i.

luciel var stadigt ikke helt kommet sig over septiels 'behandling'. hun havde ar på halsen og var endnu svagere end normalt.
hun havde spist inden for de sidste par timer i en mørk gyde. den unge kvinde havde ikke en chance mod den sultne vampyr.
hendes øjne var stadigt røde, hvilket tydeligt viste at hun stadig var sulten og hendes hår lå ned af hendes skuldre, mens hun vagtsomt bevægede sig efter sin yngling.
hun var stadig urolig over hans voldsomme behov for blod, men hun kunne ikke gøre så meget ved det, for han var meget stærkere end hende.. selv da han ikke var fuldt forvandlet.
hendes sorte militærtøj var praktisk, men gik ikke helt i et med mørket, men det var nu alligevel hendes fortukne påklædning.
da pitch var nået indenfor i blodbanken, gik luciel også ind. ignorerede liget af kvinden udenfor, og så heller ikke nærmere efter kvinden på gulvet indenfor. alle hendes sanser, og al hendes konsentration var hæftet på hendes yngling.. og ven, pitch.

Pitch gik målløst rundt i de sterile lokaler, i jagten på en måde at få alt blodet med på. Han havde overvejet at teleportere det, men det ville kræve så meget magi, at han alligevel ville drikke alt blodet med det samme. Han havde haft kig på et arkivskab med hjul, men det var alt for småt. En rygsæk ville være alt for tung i hans udhungrede tilstand. Til sidst begyndte han at bevæge sig imod en ny del af hospitalet... Parkeringskælderen.

Efter en længere gåtur under jorden, stod Pitch foran en pansret transportvogn, beregnet til at bringe morfin og andre smertestillere til hospitalet. Men ikke i aften. Med enorm kraft flåede han døren af, og med en gnist af magi fik han startet motoren. Han kørte bilen ud af kælderen, og ud foran hospitalet. Endnu engang satte han kursen mod blodbanken, denne gang med lidt større kraft. Bilen hamrede ind i vægen, og mursten og ledninger fløj til alle sider. Med fornyet entusiasame begyndte han at læsse bilen med det dyrbare blod.

da luciel hørte det store brag det gav, fór hun uden for igen, og havde ingen besvær med at få øje på den panserede bil, der jo praktisk talt næsten holdt lige foran hendes næse.
hun svor, og løb over mod hullet, og kantede sig ind i blodbanken i et lille mellemrum der var lige mellem bilen og væggen.
hun fik øje på pitch der var ved at læsse den og stillede sig ind foran ham. hun så bekymret på ham, men hendes røde øjne var sultne da hun kiggede på blodet. med en kraftanstrengelse så hun op på ham igen.
- hvad er det du laver!? pitch!
hun så næsten frustreret ud.

Julius havde forfuldt rygter om vampyrer og havde enu engang vendt tilbage til blodbanken da han regnede med at finde nogle der, de skulle udrydes fra verdenen og det kunne ikke gå hurtigt nok da han pludselig hørte et højt brag skyndte han sig fra parkerings pladsen over til blodbanken til fods med sin M4 da han regnede med endten var det vampyrer eller flere folk der ville sælge blodet til vampyrer ingen andre havde grund til at gøre noget ved en blodbank.

da han hørte folk snakke gik han hen til døren ind til blodbanken hvor han så en pansret lastvogn inde i muren da han fik syn på de to råbte han mod dem "hey!" får han skød første sku af de mystiske UV spredhagl mod dem

Blodet sprøjtede til alle sider, da haglene ramte blodposerne. Pitch stod og forbandede manden, der havde ødelagt hans mad. Han lagde ikke mærke til de hagl der havde ramt ham selv, de fleste af hans nerver var efterhånden kortsluttede grundet hans sult.
"Forbandede jægere..."
Han vendte sin opmærksomhed imod Julius, og lignede mest af alt en far, der skældte ud på sin søn. Med store armbevægelser og melodramatisk udtale, rasede han ud på jægeren.¨
"Hvad ligner det at forstyrre en fredelig vampyr i hans forsøg på at spise uden at dræbe uskyldige? Hvis du smadrer flere af poserne, så æder jeg dig i stedet!"
Han gik surt tilbage til poserne, og lagde de få poser, der ikke var sprængt, ind i bilen.

luciel hørte, og lugtede, englen før den skød og kastede sig ind i den pansrede vogn.
hun sad med ryggen presset mod vognens side, med et nervøst udtryk i ansigtet. hendes øjne var spærret op, og hun kunne mærke hvordan hele hendes krop foreberedte sig på kamp. hun havde ikke tænkt sig at det skulle gå ligeså let for englen som det gik for septiel! forbandede aspara! gid alle dæmoner forbande den dag han blev født!
en raseri voksede i hende og hun fandt en af de mange knive frem. de var gemt overalt i hendes tøj, og hun gik aldrig nogen steder uden dem!
hun var parat.. så kunne englen bare komme an!

han hev i presset og genladede hans våben og patron hylstret fløj i en fin bue før den lande på jorden han vidste dette ville bliver hørt så han skulle til at blive færdig hurtigt, han have ikke set hvor den anden vampyr havde gået hend og gemt sig men før han tænkte for længe over det skød han endu engang denne gang mere præcist da vampyren havde givet ham tid til at sigte han undrede sig over det men nogle gange var de ikke helt intiligente.

Uv haglet fløj endu engang igennem luften denne gant præcist mod vampyren eller rettere så præcist man kan skyde spredhagl.

(OOC: Julius skyder med hagl alla Underworld patroner, dvs. flydende inhold som du ligsom sol (bare så du ved det))

Denne gang mærkede han haglene kraftigere, og et skrig undslap hans ellers sammenbidte læber. Han tog sig til ryggen, hvor en brændende smerte bredte sig fra de rygende sår. Han var blevet træt af denne jæger, men han havde ikke kræfter til at gøre noget ved ham på nuværende tid. I stedet fortsatte han som før, og løb op til føresædet. Han startede bilen, som langsomt kørte ud i natten.

(Jeg havde en idé om, hvad de var, men da min karakter er halv vampyr/halv engel, er hans svagheder en blanding af de to racer. Han kan tåle sol, men på det punkt, hvor et menneske ville blive solbrændt, ville han selv få sår. Jeg går ud fra, at dine hagl derfor er av-av ;))

en stor tung kasse fyldt med blod rutchede tilbage, hen mod det sted hvor dørende engang havde siddet.. og der hvor luciel nu sad på hug. den ramte hence med så stor kraft, at hun væltede ud og faldt med hovedet først ned i asfalten. godt nok havde hun et stærkt hovede, men dette her måtte selv hun besvime af.
hun lå på maven, med den ene kind ned i asfalten og kæmpede imod bevidstløsheden. hun kunne godt sige sig selv hvad der ville ske nu, og hun prøvede af al magt at komme op igen, men igen af hendes lemmer ville adlyde og hun lukkede øjnene.
tog sig selv i at spekulere på om asfalt blev det sidste hun så. sikke et muntert farvel! ikke en gang en ordenlig slåskamp! hendes indre stemme brokkede sig videre med luciel gled over i bevidsløsheden og hun hørte og så ikke noget.

han genladede hans våben igen mens han undrede sig over at vampyren ikke kæmpede imod det ville tage lang tid for ham at regenerarer og det burde han vide... medmindre han ikke var van til at blive jaget! han skød en sidste gang mod bilen ud virkning da den kørte væk løb han hurtigt over til hans bil, startede den og kørte efter.

kort tid efter bil jagten var started så han en ligge på vejen han stoppede bilen og lod sin riffel ligge men tog sit håndvåben med mens han gik over mod hende han så ned på hende og lagde mærke til at det var en af dem han jagtede han slæbte hende hen til sin bil og lagde hende på bagsæddet med bundede hænder, og ben hvorefter han satte sig tilbage ind i bilen og kørte væk hurtigt får politiet kom.

Pitch så ud af sidespejlet, hvad der skete. Han gjorde et ihærdigt forsøg på at ignorere det, men noget inde i ham tog til sidst over, og han huggede bremserne i. For sent, den forbandede engel slæbte hende ind i sin bil! Han fløj efter dem et par hundrede meter, men en bil kunne han ikke indhente. Han vendte tilbage til parkeringspladsen, hvor kassen med blod stadig lå på jorden. Han stak hovedet ned, og tømte grådigt de fleste poser for blod. Energien strømmede ud i hans årer, og han smilede imens han følte sine kræfter vende tilbage. Så gik han langsomt ind i blodbanken igen, imens han aflagde en ed for sig selv.
"Lucy... Hvis du er død, så sværger jeg, at det ikke bliver forgæves. Den jæger skal dø! Nej, først skal han forvandles selv... Og SÅ skal han dø!"
Han brød ud i en sindssyg latter, og gav sig så til at tømme hospitalets lager af blod.

mørket der havde sænket sig over den yúnge vampyrkvinde, var så småt ved at aftage og følelsen af at ligge på noget blødt trængte igennem mørket. lugten af bil var gennemtrængende og hun åbnede øjnene med et smil i det hun troede at hun lå i vognen sammen med pitch. så, så hun rigtigt rundt og kunne se at der var noget helt galt.
hendes hovede værkede, det føltes som om nogen stod og hamrede på det og hendes hænder var bundne.
luciel prøvede at løfte hovedet og se hvor hun var og hvem der kørte men forgæves.. hendes hovede nægtede at løfte sig og i stedet prøvede hun at sige noget.
- hvem er du!? og hvorfor er jeg her!? hvad vil du mig??
tankerne hvirvlede rundt i hendes hovede.. der var alt for mange til at hun kunne styre dem og til sidst opgav hun og ventede bare på svar.

han kikkede i bak spejley og så hun ikke havde forventet hendes spørgsmål fik ham til at sukke da han drejede skarbt ned af en gade før han svarede "jeg stiller sprøgsmålene her! hvem er du og hvem er din ven!" sagde han med høj tone mens han tænkte for sig selv *hvad pokker har jeg gang i* hans unge udsende var dor det meste en forbandelse da det gjorde mange ikke tog ham seriøst.

- jeg er luciel.. hvorfor??
hendes stemme rummede ikke den mistænksomhed hendes øjne viste.. godt nok var han ung, men hun vurderede ham til ca et år yngre end hende selv.. fysisk! og da han var engel.. så tog hun ingen chancer.. sidste gang hun så en engel var hun nær blevet brændt levende, af selv samme engel.
hun prøvede at få lidt liv i hendes lemmer, på en lidt diskret måde.. han behøvede jo ikke vide at hun kunne bevæge sig!
hendes øjne var kun blevet mere røde af faldet. alle de små skrammer hun fik skulle hendes krop selv helbrede og hun behøvede blod! snart!
hun kunne mærke det på sin krop, og hendes hugtænder blev tydeligere.. stod mere frem, ligesom hendes øjnes røde farve er også var blodrød. næsten som to rubiner.

han sukkede da hun stillede enu et spørgsmål "jeg stiller spørgsmålene sagde jeg!" han drejede til venstre og katedralen ville være synlig i for ruden han havde kørt hutigere end regnet med han spurgte "hvor holder dig og dinne venner til?" han tog en flaske med vievand ud fra hanske rummet og sagde højt "svar mig!"

- hvad mener du?? jeg bor alene i min lejlighed!
hendes røde øjne var opspærrede både af en frygt der sneg sig ind på hende og af tørst. hun måtte have noget blod! hun måtte have noget!
luciel prøvede at sætte sig op, og med lidt held lykkedes det, selvom hendes øjne var lidt fraværende, et øjeblik. så fik hun øje på katedralen og flasken med vievand, frygten blev mere tydelig og uden at tøve rakte hun ned i din ene støvle og fandt en af sine knive frem.
hun fik med lidt besvær vendt kniven sådan at hun kunne begynde at file rebet over, og af lutter utålmodighed smuttede kniven og hun skar sig.
der kom en lille smule blod ud af såret, men ikke meget.. normalt ville hun bløde ligesom normale mennesker, men ikke nu. hun var snart løbet helt tør for blod og hun var ved at blive desperat.
hun bandede. dette her var slemt! rigtigt slemt!

han svarede mens han observerede hende i bakspejlet "du ved hvad jeg mener din kære ven og resten af den kult du er medlem af" han reagerede ikke meget på hun satte sig op han lage mærke til at hun havde skåret et af reben over så han bremsede brat i håbet om hun slog hovedet ind i sædet så ville han fjerne hans sikerheds sele og vende sig om og tage fadt om halsen på hende "vis du gør noget dumt for du hele den her flaskes inhold ned i halsen!"

- jeg er ikke medlem af nogen kul... hvad satan!
hun røg fremad da han bremsede og hendes stadig omtumlede hjerne så ikke hans hånd komme før det var for sent.
hun stirrede hadefuldt på ham men sagde ikke noget, hun kunne mærke hals puls igennem hånden der holdt om hendes hals og hun spændte alle musker i sin lille slanke krop. alle instinkter fortalte hende at hun skulle overfalde ham, for snart ville hun være for svag til at gøre noget, men hun vidste at hun allerede nu var for svag til at gøre ham noget.. og det ærgrede hende!

han var glad for at hun var svag gjorde hans job lettere "hvor finder jeg så din lille ven" han lod vær med at se så truene ud ved ikke at vifte med flasken med vievand "svar mig og det bliver ikke så slemt for dig" svarede han mens han tænkte for sig selv *skal færdig gører det her hurtigt*

- jeg ved det ikke!!
et kort øjeblik blev luciel afslappet inden hun tog fat i drengens arm, hendes røde øjne lyste og hendes skulderlange sorte hår lå ind over det ene øje.
den venstre hånd der lå på hans arm blev lige pludselig kold.. meget kold. hun havde været kold som en død før.. nu nærmede det sig minusgrader og isen spredte sig op over hans arm og helt op til hans skulder. uden problemer kunne kun nu flyttesig væk og nu flåede hun rebet om sine hænder af.
hun havde besluttet at følge sine instinkter. med en kats smidighed kravlede hun op forrest i bilen og nu var det hendes tur til at holde ham fast i et hjerngreb, men nu kunne hun også mærke sine kræfter forsvinde som sandkorn i et timeglas.
hun førte sine tænder ned imod hans hals og håbede at hun kunne nå at få noget blod.. hun bed til..

da hun pludseligt tog fat vidste han at han ikke skull have slappet så meget af,*pokkers magi!* tænkte han mens hans arm frøs han så til mens hun elegeant kravlede over sædet og satte sig ved siden af ham hun havde hårdt fat og bed han ville ikke blive bidt ikke nu! han tog hurtigt og jo hans hoved ind i hendes mens tan tog fadt i korset om hans hals samtidig med han sagde en mystisk rite, vis riten virkede ville hun føle stor smerte som nogen prøvede at trække hendes krop indenfra ud.

luciel skreg og faldt sammen på sædet ved siden af ham. hun krummede sig sammen og endnu et skrig forlod hendes læber. det føltes som om nogen var ved at vende vrangen ud på hende! hun havde haft ondt før men dette her var næsten det værste. smerten rev og flåede i hendes forstand.. eller den sidste rest af hendes forstand, og da det endeligt aftog lå hun bare på sædet. hun havde knap nok kræfter til at løfte hånden.
- tillykke, hvem-du-så-end-er.. nu kan du gøre som du vil med mig.. som den første i over hundrede år.. jeg har knap nok kræfter til at tale.. så hvis vi skal tale mere så giv mig blod.. jeg er ligeglad hvor meget.. bare det er blod!
hun så ikke på ham og hendes før røde øjne var ved at blive sorte.. ikke et godt tegn, når det var hende.. det var tydeligtvis sandt hvad hun sagde. hun havde sat alt ind på det angreb, og havde tabt..
mere var det ikke at sige om det.

På toppen af Katedralen, stod Pitch. Han var lænet op af det enorme trækors, som han flere gange havde forsøgt at dræbe Luciel med, og som nu var blevet sat på plads igen. Efter at have indtaget adskillige liter blod, havde han, uden større problemer, teleporteret til Katedralen. Han havde også aflagt sit "Bibliotek" et kort besøg, og stod nu klar til kamp med et hjemmelavet gevær, som vist engang havde været en jagtriffel. Med munter stemme, begyndte han at synge.

"The world is closing in
Did you ever think
That we could be so close, like brothers
The future's in the air
I can feel it everywhere
Blowing with the wind of change."

Så hævede han riflen, og skød efter bilens forhjul.

han hvar endelig ved at få følelsen i armen igen han skuede ondt på hende "giv mig en god grund til ik-...!" han stoppede med at snakke da bilen blev ramt "hva fanden?!" udbrød han og lagde mærke til manden længere væk ovre ved katedralen han sagde en rite og aktiverede hekse cirklen i bilen og slukkede den ved kode appartet hvor han havde startet bilen han sagde "du bliver her!" og åbnede døren og gik ud han råbte i retningen af pitch "for fan' dag! det min bil!" han smækkede døren i og brokkede sig han stilte sig ned på gaden og forventede at pitch ville angribe ham