Dødens melodi - Mika

S: De jeux - Legepladsen.
O: Ingen lige nu.. mørket måske?
V: Koldt og ikke så.. rart
T: Midnat
D..
__________________________________________________________

Asma lod sin hånd glide op og ned af rutsjebanen. Hendes øjne så ud til at være tomme, og for ikke at tale om hendes slappe krop, som på en måde lod den kolde vind bærer sig over alt. Man kunne vel godt se at hun ikke var i.. englehumør? Asma satte sig, ned på den nedslidte og eneste gynge der var her. Alt så dødt ud om aften. Som om, natten slugte alt glædet fra en, og aldrig kom tilbage med det! Asma lo hånt eller retter sagt, fnøs. Hun lod sine ben slå kraftig imod jorden, uden et ord. Hendes vinger var ikke fremme. De var aldrig fremme når hun var sur. Når engle var sur, kunne man ikke se det på dem. Men lige nu.. kunne man altså se det på hende. Asma anede seriøst ikke hvorfor hun var sur.. hun var vel.. bare træt? Hvorfor overhoved lyver over for sig selv? ”Argh!” råbte hun surt og gik væk fra gyngen. Hun snublede uheldigvis over en sten, og lo nu med hovedet begravet i asfalten. Hun rejste sig ikke op, men lod sig ligge der og hørte på, de små melodier der var på legepladsen. Dødens melodi..

Mika kom gående, mens hun blidt spilte violinen, en melodi som kun natten kunne bære, når sollyset var fremme blev den aldrig hørt, kun når mørket sænkede sig, og det havde hun det fint med. Den mørkerøde rose i hendes hår gav hendes marmorhvide skikkelse en form for liv, gennem hendes isnende kulde.
"Stilll
My heart tears
And drifts
Stuck in the patched crevices
Are memories", hendes drivende og blide stemme kunne høres fra hver en krog i legepladsen, mens hun spilte den triste melodi, stemmen og musikken der havde lokket så mange. Hendes tågede glassagtige grå'violette øjne faldt på skikkelsen der lå ned, hun kunne ikke lade vær med at smile. *Nå nå*

Asma som stadig lå med hovedet på asfalten, rejste sig stille op. Hun satte sig op i skrædderstilling mens hun børstede støvet af sig. Nej, det var en underlig melodi som legepladsen ikke lavede eller træerne. Asma kom nu helt på benene og så sig omkring. Hun var meget høj, så hun kunne se over de fleste ting, og dog. Hendes syn var ikke det bedste der fandtes om aften. Hun så en pige, en pige som så ud til at spille. Hun havde retningen imod Asma med en violin af en art i hånden. Asma kunne lide det, det lød så.. fri. Ikke dødens melodi.. engang havde hun hørt dødens melodi før.. så hvorfor skulle denne her være anderledes?

Hendes melodi tog til jo tættere hun kom på pigen, og på grund af hendes magi, kunne det høres fra hver en krog, noget af hendes sølvhvide hår dækkede for hendes venstre øje men hun fjernede det ikke, det var kun hendes højre der lyste i mørket, som en mørkviolette safir, hun lignte ikke noget menneske, men langt fra, og hun gjorde det ikke bedre af at selv mene hun var en tomskal. Hun sukkede og satte hovedet på skrå, da hun opdagede pigen længere fremme, det tog hende et snus og hun viste hvad hun havde at gøre med.

Som svar, var det rigtig. Melodien blev højre og den trængte endda igennem Asmas lille forsvar. Hun sukkede og holdte sig på hovedet. Ikke på grund af pigen, men melodien som nærmest skar i hende.. som e kniv. Asma rettede sig op, da hun mærkede at hun var ved at syne hen. Hun nikkede derefter stille. Engel. Dødsengel ikke sandt? Asma hævede et af hendes øjenbryn. Hun kunne ikke rigtig være sikker, men da pigen kom frem i lyset var hun ikke tvivl. Lignede nærmest porcelæn i hendes øjne.. men det var hendes lille detalje. ”Godaften” hilste Asma sig høfligt, mens hendes øjne var rettet imod pigen.

"Godaften", Mika bukkede, men stoppede ikke musikken helt, hun lod den stile dø hen som om natten kvælte den, men selv efter hun ikke spillede, var det som om det gav et ekko gennem hele legepladsen, mika smilte. Hun så på pigen, med sine nu grå'violette øjne der dog blev mørkere, da hendes mørkelilla pupiler blev større, som for at zoome ind på pigen og suge hver detalje til sig, hun satte hovedet på skrå og betragtede hende stile, "Dejlig aften ikke sandt?", hun så imod himmlen, hendes stemme var blid, som båret af vinden.

Asma lukkede stille øjnene over pigens stemme. Den lød gennemtrukne, eller var det nu bare hendes violin? Asma åbnede igen øjnene da hun sagde noget og kastede så blikket ned på jorden, som om hun fascinerede noget der. ”Jo. Natten er ung” sagde hun og gjord sine ord korte, men godt nok. Hun talte ikke så hurtig og hendes stemme lød ikke højre ind pigen. Asma så på hende og nikkede. ”Mit navn er Asmamix” sagde hun og præsenterede sig føre pigen gjord. Det var da noget man kaldte.. høflighed måske?

"Mika Sama Amané", hun lod sit blik hvile på hende, før det vandrede op og ned af hende og så imod himmlen, "Kald mig bare Sama", hun smilte og en lille spidshjørnetand kom tilsyne, af hendes egen vilje, hun så på sin violin, himmlen og lod så sit blik lande på pigen, Mika så på pigen som om hun så lige igennem hende, sådan var det med alting, der var næsten ikke det hun ikke kunne gennemskue, selvfølgelig var der nogle få specielle typer som hun havde svært ved at se igennem, hun regnede ikke pigen for en af de få, hun smilte let. "Nå?"

Asma så på denne Sama som kiggede op og ned på hende. Et eller andet sagde til hende ´gå´, men hun reagerede tydeligvis ikke på det. ”Kald De mig bare Asma” sagde hun stille og gav et lille nik far sig. Hvad var der med hende? Sådan set ville hun hoppe på den nye veninde hun havde fået sig, men mellem hende og Sama føltes det som et lang kløft imellem dem. Asma havde intet imod hende, men dog. ”Nå.. hvad?” spurgte hun og så den modsatte side for Sama.

Hun bed sig i underlæben med et smil, "Normalt ville jeg sige, Nå underhold mig~", hun grinte og trak på skuldrende, "Men da vi ikke bor i middelalderen og du ikke er en slave, men en person med fri vilje", hun smilte skævt, og satte sig på en gynge vedsiden af asma, "Ville det være for nærgående af mig at spørge dig hvad du laver?", hun satte hovedet på skrå og så på hende med et undrende smil. Mika havde det med at være for ærlig, men det var noget man vendte sig til.

Asma hævede et af sine øjenbryn og fnøs godt. Nej, ikke det fnøs som var uhøflig, men mere som.. et grin. Hun nikkede stille over ordet ´slave´. ”Ærlig.. du er en særling” sagde hun bare og så ned. Hun var stadig ikke uhøflig.. bare… ”Jeg laver mange ting. Så som at dræbe mig selv, ved at snuble over sten” sagde hun og pegede på det sted hun havde ligget, inden Sama kom.

//Sorry tiden^^//

//P,s..jeg er lyst til at slå dig ihjel -.-//

Hun lod sine to sidetænder bide sig fast i hendes underlæbe, for at tilbage holde et grin, men grinte højt, en mild latter der kunne høres gennem legepladsen. Hun så op på Asma med et skævt smil, "Særlig er mildt sagt", hun rode op i det allerede pjuskede sølvhvide hår, "En smule speciel har man da lov til at være", hun lod sit blik falde vurderende på Asma, før hun igen smilte så en af hendes smilhuler kunne tydes, det var et tvetydigt smil, "Sig til hvis du har brug for hjælp", hun vippede frem og tilbage på gyngen, og smilte drillende, dog en smule koldt.

//ps. baaack at yaa^^//

Hun kastede et blik på Sama og rullede kort med øjnene. Hun satte sig op og gabte stille. Det var ikke fordi at hun var træt, men mere irriteret på Sama. "Det husker jeg til næste gang" smilte Asma koldt og lod sine øjne falde i, i et kort sekund. Hun så lidt på Sama igen og smilte stille. "Mig hjælp? Spiser du søm?" Asma så på himlen og grinte. Denne her gang lød det højt, men alligevel underligt. "Pas bare heller på dig selv"

Hun så mod himmlen med et suk, "Søm eller sjæle", hun smilte og rettede sit blik imod Asma, "Der er en rimelig stor forskel, synes du ikk?", det var ikke et direkte spørgsmål, men mere retorisk ment, så hun skulle ikke svare. Da hun begyndte at le, bredte et funderende smil sig, på det marmorhvide ansigt, som om hun skulle til at sige noget fornærmende om den, men valgte at lade vær, hun rystede på hovedet, og lod sine grå'violette øjne betragte hende, før de blev mørkere og de mørkeviolette pupiler blev som streger gennem den mørke iris. "Er det en invitation eller en advarsel?", hun satte hovedet på skrå, med et drillende smil.

Som rigtig svarede Asma ikke på hendes første bemærkning, men snerrede derimod stille. Irirteret.. ikke andet. Hendes hoved hang stadig ned, og hun rørte jorden med sin fingerspids. Men da hun begyndte at tale igen, så Asma irriteret op. Hun hævede det ene øjenbryn, og smilte skævt. Dog koldt. "Begge dele" sagde hun og blinkede kort med det ene øje.

Mika gabte og strakte sig kort på gyngen, før hun igen begyndte at vippe frem og tilbage med sine ben, "Jeg vil overveje dit lille tilbud", hun fik det til at lyde som søndags-indkøb, som var det ikke noget særligt. Mika's blik kunne aldrig tydes helt, med mindre hun gjorde det tydeligt, hun så bare på Asma, med et næsten koldt dagdrømmende udtryk i dem, vinden tog let i hendes pandehår og blotelagde hendes venstre øje med den mørkeviolette stjerne i hendes sorte pupil. Hun gjorde intet for at skjule det, et mindre smil kom på hendes rosalæber.

Asma sukkede og rejste sig op. Hun lod sine hænder mødes bag ryggen, mens hendes hoved så på himlen. ”Sama” sagde hun stille, uden at se på pigen. ”Jeg ved ikke hvad du vil, men pas på som sagt. En dødsengel kunne let komme til skade” hun så på hende, med et advarende blik. Den lille brise blev nu til en stor vind. Asma gik væk fra Sama og satte sig ned på den hårde jord. Hun lag sit hoved let på skrå, mens hendes blik hvilede på Sama.

"I har virkelig ingen anelse", hun hviskede med et grinte og tog sig til hovedet, hendes hånd gik op til den hvide krystalhalskæde, som var formet som en tåre, hun satte hovedet på skrå, "Jeg har intet at skulle frygte Asma, men dine ord undre mig, da du jo selv er noget lignende en engel?", hun grinte og hendes ansigtsudtryk var lettere sarkastisk, hun så op imod himmlen, denne her verden og de andre, intet i dem skramte hende.

Asma grinte stille med. Hun lod sine hænder støtte sig bag ved. "Javel ja" sagde hun så uden yderligere forklaring. Hun så på himlen, mens hun smilte skævt. "Jeg er engel, men jeg behøver ikke at opføre mig som en" sagde hun stille og rettede sin blik imod Sama. "Det vil du nok ikke forstå"