Den vemodie melodi.....

S: Cathédrale Domkirke, hvor ellers..?
T: Kl. 23:50 næsten midnat.
O: Mig og mørket. Self er min sorte le her.
V: Udenfor er det skyfrit himlen, månen er næsten halv og stjerne blinker matte.
D: D. 12/5.....

Ting chan gik langs ned til Domkirken, Cathédrale. Hun var begyndt at elske den domkirke, hun kom der næsten hver aften nu... Efter hun kom til dette sted. Hun gik ad porten og lukkede den. Hun gik hen til den sorte klaver.. Hun så op i balkonen, hvor den stor ogle var... Hun så på klokken, næsten midnat. Hun ventede i to min og begynde at spille, en kærlighed melodi, men den lod lidt vemodigt. Winter Sonata hed sangen, den mindede om hendes rejse da hun kun kendte til ensomheden. Hun lukkede øjnene og spillede imens brisen ramte hende røde hår, mærkeligt nok. Det var jo indedørs...?

// Sangen... [url=https://www.youtube.com/watch?v=xWhySOn4ggo&feature=related]https://www.youtube.com/watch?v=xWhySOn4ggo&feature=related[/url] //

En skikkelse åbnede døren til domkirken. En mørkhåret kvinde. Så smuk og mørk som selve natten med isblå glasklare stjerner som øjne. Øjnene var dog bedrøvede og tvivlsomme. Hun gled roligt hen over løberen imod alteret, hvor hun satte sig på knæ. "Fader..belys mig.." hviskede hun og lod ikke til at høre den vidunderlige musik.
Hun rettede sig op og så imod hvælvingen på loftet. hun sukkede roligt og lod et vindpust tage i hendes lange sorte hår. Der måttevære gennemtræk et eller andet sted derinde..

En brise ramte hende og hun åbnede øjnene og så sig om, imens hun spillede. Ting chan kunne mærke en person her inde, det fortalte vinden, men hvem var personene. Hun smilede, skulle hun mon tale til den der var her inde...? Hun hostede lidt og sagde i en venligt blid tone "Nihao, hvem det nu end er... Uhm" hun kunne ikke sige mere, nok pinligt. Men god start på at lære andre at kende. Hun rødmede lidt, men spillede vidre og prøvede at finde ud af hvem personen var...?

Anthon rejste sig op igen og vendte sig rundt for at se på personen herinde. Endelig hørte hun musikken og knejsede nakken for at se op på ogelet. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede pigen der sad der. "Øh.. hej." sagd ehun blot og tænkte lidt over den lettere akavede situation.
Nihao? Var hun japansk?

Hun så på en måde i gennem pigen, hun smilede lidt "Nihao, betyder goddag på kinesisk, men det er jo tros alt ikke dag. Så godaften..." sagde hun og smilede for sig selv. Hun var bliver bedre til at hilse på andre, men hvad min pigen vil sige til det. *Hmm jeg kan ikke lade være, men hun er da køn. Kønnere end mig* tænkte hun og mærkede en dybt respekt for pigen.

Anthon betragtede i en tid den fremmede pige med et lettere neutralt udtryk. Alligevel syntes en skygge at glide hen over hende.. Noget som afskærmede glansen i det klare blå øjne og sende hende ind i et mørke. Det blev straks drevet på flugt igen da et smil bredte sig på hendes kønne mund. Skræmte uhyggen væk, som et lys der tændes i mørket.
Hun nikkede forstående til den fremmede pige. "Godaften så.."

Hun så med respekt for pigen og bukkede "du er en engel kan jeg se... Hyggeligt at møde dig" sagde hun venligt og så op igen... Alt ved denne pige eller var hun en pige..? En dame måske... Men alt ved denne person, vidste noget som hun ikke kunne beskrive. "Mit navn er Ting chan" sagde hun mildt *Hey jeg kan da godt tale med andre nu..Bare jeg ikke gøre noget forkert* tænkte hun

Anthons ansigt blegnedes da Ting gættede på hendes race, som om det overraskede hende voldsomt. Hun stod dog stille og nøjedes med at stirre på hende, som om hun med et var faldet i en brat trance. Hun tav kort og kiggede derefter på hende igen.
"Mit navn er.. er.." hun stoppede kort. Det virkede efterhånden forkert at fortælle sit navn.. hun vidste jo ikke om det var hendes i virkeligheden. "Kald mig Anthon." sagde hun så og undlod at påpege den forlængede formelle version af navnet.

Hun smilede og så på klaveret og sprang ned. Hun lande blødt, ligesom et fjer.. Hun så på hende *Hun virker usikker, har jeg mon sagt noget forkert* tænkte hun og gik stille hen itl hende "hvad laver du her..? Uhm ikke for at uhm være sådan efter dig" sagde hun og havde lyst til at slå sig, var var det hun lige sagde. Total dumt. Virkelig.

//Der er både en ogel og en klaver.... Faktisk var klaver nede ved uhm der hvor præsten her... I hvert fald i min kirke ^^//

Anthon smilede kort og nikkede. Hun var iklædt i sort.. hun virkede som om hun var et lyst lille væsen fanget i nattens uendelige mørke.. Det sorte hår og den lange frakke smygede sig om hendes former, som ville de aldrig give slip. Ikke just en type man regner med at besøge en kirke. "Jeg gør det samme som alle andre gør i en kirke." sagde hun stille.

Hun nikkede, dumt spørgelsmål som hun altid gøre... Men hun så lidt på hende og sagde "er du ikke en engel...? Du er bare så.." hun kunne ikke sige det, selvførgelig, sådan siger man ikke til fremmede. Men hvorfor, sådan et skøndhed i klædt.... Sort! Hvis hun var en engel burde hun være i hvidt tøj... *Hmm men sort, er faktisk pænt til hende* tænkte hun

Anthon lagde armen usikkert om bag nakken med et roligt skævt smil. Hendes øjne udløste en form for tomhed i det øjeblik. Ingen erfaring af en eller anden grund. "Jeg ved det faktisk ikke." sagde hun så og smilede en smule sørgmodigt.
Hun stod sådan i en tid og pillede en smule ved en af de lange silkebløde hårtotter. Hun fandt det lidt akavet så og sige..

Hun så ned "undskyld, hvis jeg spurgte noget dumt" sagde hun og så lidt på hende... Hun kunne ikke se hvad hun Anthon var. En klik slog hende i *Anthon. Det er jo en drengenavn ik..?* tænkte hun og så lidt usikker ud... Hun opdaget et tomt blik i Anthon og så ned...

"Det var ikke et dumt spørgsmål." sagde hun med et lille smil. "Det var vel nærmere en konklusion." sagde hun så, dog noget overrasket over det var engel hun havde gættet på. Så og sige vidste hun jo ikke hvad hun var eller hvad der var hent hende, men.. en engel? Næppe..
Hun fandt sig ikke som en engel. Havde ikke en engels prioriteter.

Hun holde noget, noget usynligt... "Hmm, du er i hvert fald smuk.." sagde hun og rødmede, hun misundede lidt Anthon's skønhed. Hun var jo bare en grim pige med en le, som bare tog de døde eller de levende sjæle ned til døden.

Anthon lagde hovedet på skrå og syntes egentlig det var et underligt argument at komme med. "Jamen. det er du da også." sagde hun så med et lille smil. "Men hvorfor bringe det på banen?" sagde hun undrende. Dog var hun skøn af naturens egen side, men så igen. Hun kunne jo ikke se sig selv, ergo så hun ikke sin egen skønhed. Det havde givet hende den evne at se igennem folk og se hvad der er smukt inden i dem, selvom hun også fandt pigen foran sig smuk rent fysisk.

Hun så forskrækket på hende, kunne hun læse hendes tanker... "Uhm, ja. Det er lidt svært at se skønheden når man er tager sjæle ned til døden" sagde hun stille "men jeg ved ikke hvorfor jeg tænkte på det... Sådan noget plejer jeg at tænke. Jeg ville ikke bringe det ud, faktisk ville jeg havde holdt det inde i mig, hvis du forstår" mumlede hun. Hun syntes hun tænke for mange ting. Faktisk burde hun arbejde lige nu, i stedet for at være her.

Anthon kløede sig kort på halsen.
"Ligemeget hvad man gør kan man vel være smuk." sagde hun så og smilede lidt til hende. "Det kommer vel an på øjet der ser og ørene der hører." sagde hun så og kiggede lidt opmuntrende på hende.

Hun smilede og nikkede "du har ret. Tak" sagde hun *måske er jeg en lille ælling, som snart bliver til en svane* tænkte hun og så på
Anthon, hun tænkte på om hun kunne spille "Uhm, jeg ved det lyder dumt, men... Kan du spille, du ved på en instrument" sagde hun lidt nervøs, hun elskede musik fra andre. Kun hvis de kan spille.

Anthon nikkede kort for sig selv. "Øhm.. ja, men jeg regner ikke med at kirken har det i beholdning." sagde hun lidt tøvende. "Elguitar og sang er vel mit bedste bud." sagde hun så. Elguitar? Som i metal og i wildrock? Der lod åbentbart til at være mere i hende end hendes lyskønne ansigt direkte viste..

"Domkirken har ikke nogle elguitar eller bare en guitar" sagde hun, hun vidste det. Hun sov har jo.. Eller kun i midlertidig. Hun sov har kun om natten, det er også der hvor hun spiller på ogel. "Men du kan synge. Du kan bare gå op i balkonen, så kan man høre din stemme meget bedre" sagd ehun med et smil. Det var rigtigt, når man sang der oppe kunne man høre det meget bedre og vidunderligt.

Anthon rødmede kort. Hendes musik passede nok ikke direkte til en kirke, men...
Hun kiggede kort derop og begyndte så en smule modvilligt at gå op ad trapperne.
Hun stilte sig stille deroppe uden egentlig at vide hvad hun ville synge.

Hun satte sig på sin sin side plads. Men det var faktisk hendes soveplads. Hun lukkede øjnene og ventede på hvilket sang hun ville synge. HUn elskede det her.... *Gad vide om hun synger godt. Lad os se* tænkte hun og krammede sin sorte le, som pludselig var der.

//Bare find en sang fra youtube eller hvad det er ^^//

Anthon tav kort og kiggede på alteret. Det ville blive svært uden sin musik, men.. måske ville det gå. Hun åbnede munden og lod det første vers tage fat.
"You only see what your eyes want to see
How can life be what you want it to be
Youre frozen
When your hearts not open"

Hendes isblåøjne syntes at få et metallisk skær over sig og inden der var gået lang tid begyndte orgelet at spille af sig selv i takt. Løbsksluppende krafter.

"Youre so consumed with how much you get
You waste your time with hate and regret
Youre broken
When your hearts not open"
Det var smukt, men samtidig dystert og sørgmodigt, som var det et spøgelse som sang igennem kirkens marmorvægge.

"Mmmmmm, if I could melt your heart
Mmmmmm, wed never be apart
Mmmmmm, give yourself to me
Mmmmmm, you hold the key"

//Frozen - https://www.youtube.com/watch?v=vDaN3paU05Q&feature=related

Hun lyttede og svajede i takt, det lyd faktisk godt. Hun smilede
Sikke dog en stemme. Hun havde lyst til at i takt, men tudet ikke. Sad bare stille og lyttede til hednes sang. Så smuk.