Have you ever seen such a beautiful night? - Ahngel, Dehvil //Privat//

Dehvils krop skælvede, mens et dyb brummen hørtes fra hans bryst. Han snerrede imod dem begge. Kunne man kalde det Dehvil? Nej, det her var ikke Dehvil. Hans trøje flænsede med et op, mens hans røde øjne så på Ahngel. Han skulle over til Asma, hende der havde såret ham. Men selvfølgelig skulle han forbi Ahngel. Dehvils tænder kom til syne over Ahngels første bemærkning. Han var ikke direkte forvandlet til noget. Hans hår var bare en anelse mere, og hans overkrop var nøgen. Han havde jo ret. Han havde ret fra den mindste detalje. Man skulle tro at Dehvil var færdig, men nej. Hans negle voksede endnu mere, man kunne faktisk kalde dem klør. Løve klør. Hans røde øjne så på Asma. Blodtørst og derefter på Ahngel. Hævn?

”Ha!” råbte han, og hans stemme lød endda dybere ind før. Da Ahngel trådte ind foran Asma, hvæssede Dehvil af ham. Han stak tungen frem igen, som om han var en slange, som brugte tungen til at dufte sig frem. Hans brystkasse hævede sig op og ned, som om han anstrengende sig for at trække vejret. Han var et dyr nu. Et monster, som Ahngel havde sagt. Hans hjørnetænder sås endnu engang. Hvem kendte egentlig Dehvil?

”Det tror jeg ikke Ahngel..” han gjord sig klar til at løbe imod dem. Nu ville hun helt sikkert hade mig. ”Jeg ved det!” han brølede, mens stod helt åben, som om han lige havde mistet livet. Nu kunne man også se en lang rift på han ryg. Det gik faktisk hele vejen ned af rygraden. ”Asma er min! Jeg ejer hende!”

De røde øjne lå stadig fattet og roligt på Dehvil, også selvom en masse kogende tanker foregik i Ahngels hoved lige nu. Noget mere rodet end det var før faktisk, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Et eller andet i ham fandt det komisk. Åh så komisk, at en af hans egen højrespekterede art kunne synke så dybt på noget tidspunkt. Ufatteligt latterligt efter Ahngel hoved.. eller rettere efter Lucifers hoved. Ganske vidst havde han ikke sit våben med denne nat. Han havde vel ikke forudset en trussel der skulle være våbenet værdigt, men.. det ville tiden jo vise, ville det ikke? Dehvils sidste bemærkning lod et smil vrænge Ahngels ellers kolde og kønne ansigt til noget ganske besynderligt. Et bredt narresmil med det makabre tandsæt i fuld oplysning. Alene synet pirrede imod hans kinder og gjorde smilet nærmest ustoppeligt. Ha! Skulle det virkelig være hvad vampyren foran ham havde at byde på huh? Alene den enkelte lange rift satte et sadistisk praj på hans smil, som nød han ligefrem at ha tanken om at denne havde ladet sig skamfere på den måde. Det havde vel slået mere eller mindre klik hvis man kunne sige det sådan. Heldigvis havde Ange De fer ikke noget imod det åbentbart.. Dehvil var i følge dem ikke en af de der ikke kunne ødelægges fra Ahngels hånd.

"Og jeg som troede du havde mere ære i behold.." sagde han og lagde hovedet legende på skrå. "At lade dig selv gå sådan til over en fanatisk følelse til en du ikke kender..." hvislede han stille og rettede sig op igen. Men hva. Ville Dehvil slås, så ville Ahngel hellere end gerne deltage. Hvis Dehvil troede at Ahngel ville lade ham røre Asma på noget tidspunkt.. så tog han godt og grundigt fejl.

//Hurra :D Har glædet mig til det her x3 ..//

Asma stirrede på Dehvil. Det var egentlig lidt svært da Ahngel stod foran hende, men så igen. Det her havde udviklet sig til noget som hun slet ikke havde håbet på. Hendes vinger strittede nærmest op i vejret, mens hendes hår fik en glød effekt. Som om hun ikke havde regnet med at Dehvil ikke vil gå amok. Hvad var der egentlig speciel ved hende? Hun så på Ahngels ryg. Hvad med ham. Hvorfor beskyttede han hende? Han kunne måske miste livet, selvom det var svært at tro. Og for at tale om noget andet, hvad med Dehvil? Han ville have hende, og hvis han så ikke fik hende, ja, så vil han tage hende med magt. Det her havde udviklet sig til noget virkeligt underligt. Hun måtte indrømme, at den første dag hun havde mødt Dehvil, der vidste hun at han var speciel, på den sære måde. Det her var ikke en omgang: I get Ya!
Mens hendes øjne var rettet imod Ahngels ryg, kunne hun høre Dehvil. Eller retter sagt ´den´. Han kunne grine, gøre hvad han ville. Men så igen. Hun kunne jo ikke engang beskytte sig selv. Når jo, irritere en vampyr og Ahngel kommer flyverne over til dig og reder dagen.. endnu engang. Faktisk havde hun ondt af sig selv. Hun brugte Ahngel. Nej, det kunne ikke passe. Det var da ham der havde tilbudt hende sin hjælp.. og dog, hun havde svaret ja med det samme. Uden omsvøb. Var de måske Dehvil der fik ham til at byde hende den kontrakt?

Asma gav et lille spjæt fra sig. Han omtalte hende jo som en hund. Ingen ejede ingen. Sådan havde hun altid tænkt sig, og nu kommer den der vampyr, som hun kun har kendt i tre nætter og tror at hun er hans brud? Hendes øjne lyste svagt, som om Dehvil havde sagt noget der kunne slå hende ihjel. Men så hørte hun så Ahngels bemærkning om det. Asma lukkede kort øjnene og lag en hånd på Ahngels ryg. ”Ahngel” sagde hun og trådte ved siden af ham, mens hendes hånd stadig lå på hans ryg og den anden på hans skulder. Hun så på Dehvil, som havde, bar overkrop, og for ikke at tale om hans ryg. ”Dehvil. Jeg elsker dig. Du skal ikke tro, at jeg bare er lige glad. Første gang jeg så dig, tænkte jeg at det her vil ende galt. Men helt ærlig, mange gange har jeg fortalt dig, at hvis du elsker mig. Så vent for det, måske ender det hele i en ny historie. Måske sker der det lille mirakel, at jeg lige pludselig elsker dig mere” Asma bøjede sig ned, så hun sad på hug. Hendes blik søgte Dehvil. ”Men du må aldrig betragte dig selv som Ahngel. Du skal ikke tro, at mig og ham er kæreste eller noget i den retning” hun sukkede stille, mens hendes hjerte slog højt. ”Jo jeg elsker skam Ahngel. Men mit kærlighed til ham er helt andeles. Dehvil, vil du ikke nok lade være med det? Tro mig, vi skal nok finde ind anden vej” Asma rejste sig op, mens hun lag en hånd på sit vildt bankende hjerte. Derefter lag hun en hånd bag Ahngels ryg, mens hun så kort på ham. Hun kastede igen et blik imod Dehvil.

”Ikke engang han ejer mig" hun så lidt på Ahngel igen, mens hun sukkede. Hun rettede stille blikket hen imod Dehvil. Meget stile endda"Hvis nogen skulle eje mig Dehvil, så vil det være Ahngel”

//>___> Lad os nu se//

Dehvil snerren lød meget dybere nu. Hans øjne sitrede, mens hans krop rystede. Hvem ville vide hvad han tænkte på nu? Dehvil var en monster ja, og han ville dræbe den eneste person han var forelsket i. Asma. Hans negle borede sig dybere ind i jorden, mens hans øjne var rettet imod Ahngel. Asma var bag ham? Selvfølgelig ville han beskytte hende, helt ærlig. Hvad fik ham overhoved til at tro, at han ville kunne få fat i Asma uden kamp? Han brølede højt over Ahngels sidste bemærkning. Ret underligt var det her endt til en kamp for.. kærlighed? Eller noget i den retning da. Dehvils satte af i en spring, men standsede dog op. Asma kom frem midt i det hele. Han kunne lige skimte hendes røde hår. Han lag stille hovedet på skrå, mens hans snerre aftog sig lidt. Lod hende snakke, for det hjalp da.. sådan set.
Men hvis hun skulle tro, at han bare gav op.. så tog hun alvorligt fejl. Dehvils næsebor kogte af en art. Asmas ord gjord ham på en måde ikke bedre tilpas mere, det fik ham til at indse hvor svag han egentlig var i forhold til Ahngel. Så hun mente altså, at han ikke skulle betragte sig som Ahngel. Betød det så.. at Ahngel var stærkere ind ham eller hvad? Hvis herre Rangle ikke var her, så var denne her historie endt helt anderledes. Asma kunne have blevet lykkelig, men nu skulle hun ende med sådan en… en Ahngel?
Dehvil snerrede af hende, mens han åbnede munden på hvidt gab. Han tøvede i første omgang. Nej han tøvede faktisk bare. Hendes sidste bemærkning fik hans tænder til at dirre med hans krop. Hvis hun ikke vidste det bedre.. så hvorfor komme med den bemærkning?

Dehvils brøl, gav træerne et ordentligt vindstød. Hans øjne så på Asma, mens hans mund var fortrukket i et kæmpe smil. Den her gang, satte han rigtig af. Mens han havde rettet sit mål imod Ahngel og Asma. Hans øjne lå på stilke, og bevægede sig ikke et eneste gang ud af takten, som han løb i. Nu galt det. Levende eller dødende. ”Du er min!” råbte han, mens hans fart, på en måde ikke var særlig hurtigt..

//Hehe.. samme her//

Hele Dehvils væl af unormale sitrende tanker, fik Ahngels blik til at nedkøles ret så meget. Man skulle tro at han var mere i stand til at holde på sine følelser end som han formåede på den måde. Psykosen var for Ahngel noget mere vanskellig at nå ind til.. og dog.. den var blevet vækket før og ville muligvis blive vækket igen før eller siden. Måske var den tid tættere på end hvad Ahngel havde troet som sådan. Han regnede ikke Dehvil for at have den personlige styrke til at lade sine opkogte hadefulde følelser blive til noget overhovedet. Det gav faktisk den smule mindre respekt for Dehvil, som efter sine ret så sande taleord om Asma og hans rene følelser, der dog så påtrængende havde brændt i hans krop ved deres første møde. En ret så frastødende aure mærkede Ahngel imellem dem imens han selv forholdt sit hoved klart og vagtsomt, men hvor Dehvil lod alle ord og alle indtryk komme igennem hans hud og pirre til hans nerver og hans psyke. Formidabelt..
Dehvils sidste bemærkning afgjorde sagen vel, gjorde den ikke? Den vampyr der stod overfor Ahngel var sunket ned i en blanding af den igennemflåede lyst til at eje og beholde, og besættelsen med Asma og hendes person. Et ret så farlig kompo, ikke?
Et narresmil bredte sig over Ahngels læber.. lod hans hjørnetænder skimtes ud fra hans overmund et kort øjeblik, inden han lod armene hvile ned ad siden og knejse nakken en smule. For deres øjne ville det gå hurtigt. Alt for hurtigt, men alle de næste bevægelser var alt sammen klare for Ahngel, som var tiden om ham fuldkommen anderledes end den havde været før. Langsommere hvor han ville være den eneste med den normale fart. Et langt og rallende åndedrag kunne høres, som en hvisken sagt bagfra. Ord der ikke kunne tydes imens han trak ilten omkring sig til sig og lod det fylde de lunger han normalt ikke ville bruge. Producere det man kaldte død luft. Luft der havde mistet sit liv efter at ha fået frataget sig sin sjæl, ilten. Ahngels hoved bevægede sig mod den ene side og imod den anden derefter, stadig med blikket imod himlen. Først da han mærkede den døde luft fylde kroppen, rettede han øjnene imod Dehvil. Noget så forandret ud et kort øjeblik. Noget med hans røde blik, men det kunne ikke lige påpeges. En rullende bevægelse trykkede Ahngels torso frem imens han nærmest bukkede sig og strakte halsen, så hans ansigt var lige imod Dehvil der anså til angreb. Han åbnede munden og lod det undslippe hans krop. Igennem hans porer.. igennem hans hud og fingerspidser slog det imod Dehvil i takt med det metalliske skrig der kom fra Ahngels kolde læber. Et skrig der mindede om en dårlig bas eller et ekko fra en bjergside, hvor der var indflettet en kommando. Et nøgleord der ville aktivere hans evne indenfor den fordømte nekromani.
'Mourir...' lød det. Og mourir ville Dehvil føle når den døde luft ville samle sig om ham som en trykbølge af alene død og ødelæggelse og tvinge ham tilbage og ud af den rækkevide der ville være til Dehvils fordel. Først når Dehvil ville blive slået tilbage, ville Ahngel skyde frem, vride Dehvils håndled og presse hans hænder samlet imod det nærmeste træ for derefter at stille sig så tæt op af ham at han meget vel ville være låst i den stilling. Måske for nært for Dehvil, men det ville blot fremskyde et satanisk smil over Ahngels læber idet han ville udtale:
"Lad os nu tale som voksne mennesker. Du har vel mere ære i behold end det her?"

Asma var kommet op og stå igen, så på Dehvil, vel viden om han var lige glad med hende ord. Eller tog det sådan set, virkelig med sig. Hendes hjerne var på fulgt tryk, da masser af tanker fløj forbi. Langsom rettede hendes øjne sig imod Ahngel. Han forholdte sig roligt, selvom der ikke rigtig var noget at flippe over. Dehvil var måske bare.. bange i det hele taget? Skræmt eller noget i den stil. Han manglede noget i sit liv. Kæmpede for et eller andet. Som Ahngel havde sagt, måtte Dehvil være en fredelskende vampyr, men som så blev til den djævel han nu var om aften. Asma så imod Dehvil, mens hendes tanker var langt væk. Hun regnede seriøst ikke med at Dehvil ville angribe.
Hendes hjerte hoppede uvist. Hun var ikke bange. Det havde hun aldrig været. Bange stod hende ikke til rådighed. Det passede bare ikke ind.
Inden Asma vidste af det hørte hun en lyd, efterfulgt af et andet, og derefter Ahngel stemme. Asma rystede på hovedet, og opdagede hvordan Ahngel stod med Dehvil. Hun havde slet ikke lagt mærke til det. For det første var hun bare ikke til stede i det øjeblik, og for det andet.. så gik det så stærkt. Asmas lunger arbejdede for fuldt tryk. Var han færdig? Nej han kunne ikke bare dø.. altså Dehvil. Hun ville råbe til Ahngel at han skulle lade være, men hendes stemme var underligt nok væk. Det var det Ahngel talte om? Var det ikke? Det med, at hun var den eneste han rigtig opførte sig.. ´normal´ ved? Det her var Lucifer?
Asma så på dem, med opspildte øjne. Det her burde bare ikke sket. Slet ikke! Det var umuligt! Det kunne det bare ikke..

Mens Dehvil nu løb nu løb af sted, fløj tankerne rundt i hans hoved. Asma havde ødelagt hele hans jeg, hun havde vækket den farlige kærlighed uden selv at ane det. Og ham her Ahngel, frem kaldt kun vreden i ham. Dehvil vidste udmærket godt at Asma og Ahngel ikke de følelser som han havde i hovedet, men så igen. De følelser var faktisk lige gyldigt nu, for de var på en måde stærkere ind kærlighed. De havde et stærkt bånd, som Dehvil underligt nok ville ødelægge, fordi han åbenbart ikke fik sin vilje. Asma var den anden pige i hans liv, og denne her gang skulle han sgu ikke miste hende. Udmærket, hun kunne ikke lide kærlighed, eller noget i den retning, men hun skulle ikke være sammen med en der troede han kunne beskytte hende hele vejen.
Med et mærkede Dehvil Ahngel, hans tanker var lang væk og i det korte sekund fortrød han hvad han gjord, da han mærkede denne smerte igennem kroppen. Hans tænder var sammenbidte mens hans så på Ahngel. Hans vrede var ikke til at tage fejl af, overhovedet ikke.
For det første havde Dehvil aldrig sådan rigtig været stærk, da han aldrig fik brug for det. Hvad skulle han også med det?
Han spyttede imod Ahngels venstre skulder, mens han begyndte at grine. Hans grin var lang fra venligt, men mere et skrig. Et skrig der fortalte at han led, eller i det mindste sur. Han gjord ikke engang modstand, lod Ahngel gøre hvad han ville. Metallisere det..
Han smilte smerte lignede da Ahngel sagde noget.

”Mennesker?” fremkaldte han, mens han lod som om at intet var sket. Han kneb øjnene sammen, mens han råbte højt og så imod Asma. Lod hans røde øjne møde hendes, og derefter Ahngel. ”Det har vi da gjort. Jeg elsker hende, og hun skal ikke være sammen med dig. Basta!” Dehvil lo, mens han spyttede ned, denne her gang lidt blod. ”Ahngel. Jeg ejer denne engel. Hun er min. Hun er min røde engel” han hentydede selvfølge til Asma og hendes røde hår. Han lo, mens han åbnede munden. ”Hun er min brud. Hun er min kone. Hun er min måne.. hun er min, og jeg forbyder hende i at se dig. Du skal ikke være sammen med min engel. Du skal slet ikke være sammen med hende!”

Dehvils belastende og fanatiske ord gippede imod Ahngels ellers tålmodige psyke og kølige overblik. Det snørrede sig sammen i ham da den patetiske vampyr til Dehvil begyndte at tale om hvordan han ejede hende, dog pirrede det i de forkerte steder. Skadefro blev han.. sadismen slog klart i hans øjne da den pointe kom for ham som var det en brændende solstråle.. denne lille ting der højst sandsyneligt ville prikke endnu mere til Dehvils vanvid. Ahngels forudsigelse havde været rigtig om ham og han havde gjort hvad han skulle gøre for at kunne beskytte Asma, også selvom hun ikke selv var klar over hvad den kontrakt hun havde slået an med ham indebar. Et monstruciøst smil bredte sig og lod synet gøres frit for nærmest hele tandrækken der bøjede sig efter hans kæbes form. En gang eller to kunne man høre hans kindtænder kører slibende hen over hinanden med en lyd som var det sten der blev slået imod hinanden og i sidste ende ville flække midt over. Det hele var.. herligt. Denne gemte triumf føltes så let og den skreg efter at komme ud og sætte sig i Dehvils hals for at lade den stramme sig sammen. Hvad Dehvil end havde tænkt sig med Asma, så kunne det ikke udførers på den måde han havde tænkt sig.. ikke nu hvor Ahngels instinkter havde værwet fuldkomne rigtige og at han havde tilladt sig selv at være de tre skridt foran Dehvil. Han havde haft det i hovedet siden deres sidste møde, men dog undgået at fortælle Asma hvorfor han ønskede denne ting udført.

Den mørke hvislende klukken hævede sig igen fra hans mellemgulv og igennem hans torso for meget lavt at lade sig høre af den ydre verden hvor Dehvil og Asma befandt sig. Morskab. Lutter ondksabsfuld skadefro og sadisme i de tanker han gjorde sig. Han lod sine øjne fastlægges på Dehvils egne øjne igen. Tilstedeværelsen var anderledes end den plejede. Når Ahngel normaltvis var koncentreret så havde de denne klare farve for rød, men denne farve var så lys en sølvrød at det kunne minde om overophedet jern. Nærmest hvide med denne brændende undertone af rød.
Kødet om hans tænder trak sig tilbage og lod tænderne fremskydes yderligere en halv centimeter idet hans lange tunge kom frem over tænderne og bevægede sig over den hvide yderside. Hans klukken holdt op igen, men smilet stod der stadig med en fast tone.
"Kære Dehvil.. Jeg har allerede taget hende som blod-Brud." Hvislede han så. "Hvilket betyder.." Han skævede kort tilbage til Asma. "..Denne lille røde engel tilhører mig, også selvom hendes frihed er intakt."

Mens de to drenge nu stod der, og deres læber bevægede sig, var Asma væk. Hun kunne egentlig ikke hører hvad de snakkede om, ikke mere i været fald. De sårede hende dybt at Dehvil kunne finde på sådan noget, men på den anden side. Vil alle ikke reagere på den måde hvis de holdte af en? Var Dehvil reaktion ikke normal, eller var det overdrevet? Asmas hænder var sammenfoldet, mens hendes knoer på en måde gjort ondt, men smerten første dog ingen vegne. Hvad var det her for noget? Dehvil forstod bare ikke et nej, og hun kunne ikke fordrage at sårer folk på den måde. Hvad vis hun tog imod Dehvil kærlighed? Hvad vis Dehvil fik hende, eller ejede hende som han nu havde sagt? Asma folede sine hænder ud, og lod dem ramme stille sit hoved. Nej, det ville stadig være ondt, for hun elskede ham da ikke på den måde. Hun ville jo kun lyve for sig selv.
Hun var da sikker på en ting, hun ville aldrig kunne få sig selv til at blive forelsket. Egentlig havde hun troet på sådan noget siden hun var et barn, men med tiden forsvandt det. Kærlighed var bare et ord, som alle andre. Der var ikke noget specielt over det. For den ene dag er man gift, og den anden dag er man ensom. Og alt det skulle en lille ring starte det hele. En ring, som åbenbart fortalte kærligheden til den anden person. Hold kæft det var lige til at brække sig over.
Asma sænkede sin hænder, og så hurtigt at Ahngel havde kastet et blik imod hende.
Hun sagde intet, men lod til at lave en synkebevægelse.
Hvad han havde sagt, anede hun ikke, men det lignede da noget han havde overvejet eller hvad?
Asma tørrede stille en svedperle af sin pande, mens hun så ned på jorden. Hun så ikke på Dehvil eller Ahngel, det kunne hun ikke engang for sig selv til.