Goodbye Beautiful ((Ahngel//privat))

Goodbye Beautiful!

- Ahngel.

_
Dato: 2 november.
Tidspunkt: 23:44 pm.
Omgivelser: Abbadon.
__

En skratten, og dernæst en lavmælt knurren kunne høres som to imps rullede for Ma'lakels fødder. De to bæster var gået i krig over et lille stykke kylling som Ma'lakel havde ladet falde til jorden. Ma'lakel selv sad med et stålfast blik på hans tilbageværende gæst. Døren gik i bag dem, og det nu øde mødelokale var kun henlagt i den svage skratten fra de to skællede væsener der rullede rundt under bordet. På det store bord stod der et fad med mad for de af gæsterne der kunne indtage den slags næring, den bestod for det meste af kød, men dog også en mindre skål med alskens frugt. Vinduer dominerede dog, da disse var det eneste Ma'lakel kunne døje at indtage, skulle han i sjældne tilfælde finde behov for noget 'sundt'. Han sad sågar med skålen henne ved sig, plukkede en af de saft fyldte druer, og smed den i munden imens at han så nysgerrigt hen på den udøde. Han legede vel uvidende om hvad denne higede efter at diskutere, hvis der da var noget at diskutere. Gættede på hvad der ville komme oven vands. Deres ene omgang havde vel ikke sat hypnotiserede spor i den udøde? Skabt samme illusioner som mange af Ma'lakel andre engangs elskere havde lidt under? Utvivlsomt, men ikke udelukket, han var nu engang det mest interessante væsen i denne sølle lille by.

Som vampyrkvinden var blevet bedt forlade lokalet, virkede det som om at denne bare ikke kunne gøre sin udgang højrystet nok. Hendes modbydeligt spidse hæle klappede imod gulvet og hendes mund stod ej heller stille. Hun mumlede dog kun for sig selv med enkelte små hvinende toner. Inden hun forlod rummet og lukkede døren bag sig sendte hun sin herre et afskedende blik mens noget internt blev sendt igennem luften. Det blev sendt over bordet og fanget af vampyren, som endnu sad hvor han havde gjort under hele mødet. Hans røde øjne lå på hende med et meget ligegyldigt og påtaget høfligt udtryk, dog kunne man opfange at han ikke ligefrem sugede maven ind for at være venlig overfor hende. Han svarede hende med et nik, som resulterede i at Traquille lukkede døren efter sig… hårdt.. og sendte halvdæmonen et snobbet udtryk inden hendes ansigt forsvandt derbag.
Vampyrens galante hvide hænder foldede sig over hinanden på bordets overflade foran ham og hans blik blev ligeså stille sigende og mindre tilfredst. Han virkede træt. Øjnene var matte af en kaliber og havde en langsom bevægelighed, som var han ikke ude af søvnrusen. Han sendte kort Ma’lakel et lettere opgivende udtryk, som havde han tænkt sig at udtale med en meget sarkastisk tone: Du KUNNE bare ikke ha valgt et andet tidspunkt på døgnet, kunne du?! .. Han holdt dog sin mund og lod øjnene tale for sin fysiske udmattelse. Først da Traquilles hæle kunne høres og forsvinde igen bag døren, rettede vampyren sig op i stolen og hvilede underarmene på bordet. ”Som sagt har jeg tænkt mig at annullere mine kommende tjenester som senator da jeg rejser tilbage til frankrig natten efter i morgen.” Kort og kontant! Perfekt opstillet. En travl rejsende! Brilliant!
”..Om ikke andet indstille dem til at jeg finder en mulighed for at genoptage dem og rejse tilbage til Di Morga.” Han løftede kort hånden og gned fingrene imod det højre øje. Så vigtigt var det vel heller ikke? Bare giv ham det forbaskede kort! Ahngels hånd fjernede sig fra øjet og søgte ned til siden, hvor hans jakke var blevet omsmidt. Han søgte lommen og fiskede stille den lille metaltingest op, som han holdt imellem pege og langefinger. Kort lod han det undersøges med øjnene imens han hvilede albuen imod bordet. Blikket skød til Ma’lakel og med en svift bevægelse flikkede han håndleddet og skød det hen til ham… stærkt regnende med at dæmonen sagtens kunne modtage ”projektilet” uden at komme galt af sted. Hvad han sendte af sted til dæmonen var en plade af et sølvlignende materiale. Dens overflade var dog mere ru end normalt børstet metal og på ene side var der indgraveret et 20-ciffret nummer. Selve pladen var på størrelse med et normalt visit kort, dog var formen mere oval en firkantet.

Ma'lakel værdigede ikke Tranquille et gram af sin dyrebare opmærksomhed, fra da hun lige var kommet og så til nu, så han ingen grund til at spilde sin tid på tøjten. Hun var pynt, som en ekstra udsmykning til vampyrens overflade af elegance.
De grønne øjne mødte kort vampyrens, og lod da et lille smil pryde det ellers neutrale ansigt da man kunne sporer en svag antydning af utilfredshed hos den udøde herre. Som altid morede Ma'lakel sig over sin modparts ubehag, og man kunne næsten fristes til at tro at han med vilje havde holdt dette møde på et tidspunkt der ville være yderst tidligt for natte væsener. Måske var det intentionelt, måske var det ikke? Man kunne aldrig helt finde ud af hvad den kaotiske dæmon havde i sine dybt korrupterede tanker. Øjnene dansede ned over Ahngels krop, da dennes kropssprog virkede til at falde en smule mere ned, efter de rastterene fodtrin fra dennes ledsager kunne høres langt væk. Sulten afklædte Ma'lakel den udøde med sit dyriske blik, der virkede nysgerrigt og sultent. Hans tanker blev forvandlet til mentale billeder der hurtigt fik konfigureret alle de muligheder for samleje der ville være i rummet. Bordet, kaminen, stolene, op af væggen, op af vinduet. Der var uendelige muligheder for at besudle den udøde herre til trods for at Ma'lakel undlod at føre hans mentale illusioner ud i livet.
Da talte Ahngel endelig, om samme annullering som denne havde gjort Ma'lakel opmærksom på tidligere, men som Ma'lakel havde fået viftet væk, i det spinkle håb om at den udøde ville glemme sit lille fejltrin, og hvis det da ville have været tilfældet, ville Ma'lakel have tilgivet.
Et nysgerrigt glimt, og så... han greb det lille metalliske kort med den hånd der før han kastet en vindue i flaben på dæmonen. Stilfærdigt lavede han en hurtig bevægede med sine fingre der fik kortet til at vippe ind imellem fingrene, fra lille fingeren og indtil den lå trygt imellem pege og lange fingeren. Hans blik var fæstnet på den udøde, med et intenst blik der kun havde til formål at gøre det ubehageligt for Ahngel. Langsomt lod Ma'lakel sine øjne glide over det metalliske lille visit kort han var blevet givet. Sekunder gik, han studerede det med en passiv mine, imens at impsne der før havde slåsset, kravlede op på siden af den stol han sad på, og placerede sig på hver sin side af Ma'lakel. Nussede deres skællede hoveder op af ham, som var de kælende katte, og ikke små djævle.
,, Du håner mig?".
Han løftede et øjenbryn.
,, Eller også er dine forventninger om mig skyhøje, siden du tror at en senator post kan tage så meget af din dyrebare tid?".
De grønne øjne gled ned på vampyren igen.
,, Jeg forventer ikke at have jer rendende her... i tide og utide. Du kan vende hjem, som du vil. Det kommer din senator post ikke i klemme for.".
Han rakte den frie hånd op imod en af impsne, og lod sine stærke negle klø denne på undersiden af hovedet, så det gav en klikkende lyd fra dyret, der lukkede øjne i nydelse.

Han greb det heldigvis uden at forsage en mindre ulykke. Godt for ham. Ahngel vendte blikket imod sin front i en tid og gned dernæst det andet øje med et udtryk, som var han et barn der ikke ville i skole. Det dominerede dog kun i de sekunder, som dæmonen brugte på at studere kortet. Da blev ansigtet neutralt og professionelt igen. Han vendte afventende blikket til Ma’lakel med den intention om at forklare halvdæmonen hvordan kortet virkede. Det var vel ikke en normal ting at bruge den slags på disse kanter? Han havde i hvert fald ikke stødt på en eneste der gjorde brug af den form for kontakt? Men så igen.. Hvor mange var der også i Di Morga som behøvede et beskyttende fort som bopæl? Hans øjne lagde på de små væsener, som kælede sig op ad Ma’lakel. Hans ene øjenbryn skød kort i vejret. Han kendte nogenlunde til den slags småkræ, men måtte ærligt indrømme at det ikke var de væsener, som han vidste mest om. Hans hoved tippede lidt på skrå. Nu han tænkte efter… virkede de ikke lige som noget han hverken ønskede at studere eller på nogen anden måde have kontakt med. Det mindede lidt om større insekter, gjorde de ikke? Ahngel klemte de brændende røde øjne sammen, som var billedet uskarpt. Dog ikke. Han så fortrinligt til trods for at det var en lys aften. Da talte Ma’lakel og øjnene skød til ham igen… fæstede sig og lod et åbent udtryk suge ordene til sig? Ved første bemærkning kunne man akkurat anse et lille løft i smilebåndet, men det var ganske midlertidigt og var ligeså hurtigt væk som da det var kommet frem. Han rystede kort på hovedet og vendte blikket imod bordet. Essensen af det lille smil hang stadig i øjnene og fjernede for et øjeblik den trætte, matte farve. Han så op igen mens Ma’lakel gjorde sig færdig. Hvad kunne man gøre? Han var ny som hersker. Langsomt og med et mere vågent udtryk rankede han ryggen og trykkede den imod stolens høje ryg.
”I så fald går det vel alligevel?..” Retorisk. Han havde ikke behøvet et svar fra dæmonen. ”Dog hvis det endelig bliver nødvendigt med min ekspertise har du et af disse..” Hans hånd lavede en vejende bevægelse som for sig selv præsenterede det lille sølvkort. Hans øjne blev smalle og advarende. ”Kortet giver adgang til kontaktoplysninger til min residens. De tyve cifre der er nedskrevne skal telefoneres. Da vil et kodeord blive påkrævet. 6 bogstaver der udgør en helhed. Først da har man adgang til koordinater og diverse andre kontaktoplysninger.” Han dragede et kort suk, som havde det lettet på hjertet at få det sagt. Hans øjne gav dog en anspændt gnist fra sig. ”Jeg vil råde dig til at holde det hos dig og hvis du ikke ønsker det.. destruer det. Jeg har ikke brug for at det skal findes i en rendesten af en tilfældig. Jeg værner meget om mit privatliv og håber at jeg ikke stoler på dig forgæves.” Det sidste trak ud. Det var så pokkers sjældent at han lagde disse ord i sin mund. Det var vel pænt sagt for at det var slut med at tiltro Ma’lakel noget som helst hvis han fuckede op i at holde Ahngels oplysninger hemmelige. Hans blik blev da atter roligt igen. Indtagende og dragende som det så tit ønskede at blive. Rynkeløst. En smule tragisk måske at være forstenet i en krop der osede af naiv ungdom og startende tidsaldre. Normalt havde en ung mand der lignede Ahngel vel ikke være ligeså højt respekteret. Han sendte Ma’lakel et mørkt smil, som rent faktisk kom lidt ad sig selv for en gangs skyld. Det var ikke hånligt trods den sorte humor, der lå bag det. Det var tavs… Tyst.

Ma'lakels øjne lå tungt på vampyren. Endnu engang var hans stirren dyrisk og ubehagelig, som ville han bore sig ind under huden på vampyren frem for at betragte den årvågent. Der gik ikke længe før at vampyren ligeså separerede sine læber og gav Ma'lakel det ønskede svar. Selvfølgelig gik det, hvad havde vampyren ventet, at Ma'lakel ville lænke denne til en celle nede i kælderen som en anden fange? Selve tanken syntes umådelig levende pludselig, som om Ma'lakel kunne se den hvide skønhed i blandt alt skidtet. Et internt smil kom kort fra ham imens at hans øjne stadig lå over den udøde, med en døende tålmodighed. Hans øjne gled da ned på det metalliske lille visit kort da vampyren nævnte dens funktion. Interesseret så Ma'lakel igen på kortet, næsten som om at han kunne trække alle de informationer ud af den som Ahngel sagde, blot ved det bare syn.
Da Ahngels emne gled over på beskyttelse af dennes privat liv, lod Ma'lakels opmærksomhed til at ligge sig ved vampyren, igen. Dennes lille note omkring netop dette gjorde det fristende at give kortet til en fuldstændig fremmed og bede denne besøge adressen. Men så igen, det var ikke legetøj.
Som svar gav Ma'lakel ikke meget mere end et langsomt nik fra sig som tegn på at han havde fattet vigtigheden. Han vendte da sin opmærksomhed til imp'en som han fortsatte med at 'nusse'. Den anden imp der var beklædt i en giftig mørkelilla farve, lod jaloux gabet åbnes og hvæsede lydløst af den anden der nød at blive værnet op. Det lille kræ, sank sammen i en utilfreds mine, der hurtigt kunne minde om en irriteret Ma'lakel. Dens røde øjne stirrede frem for sig og fokuserede meget hurtigt på den udøde ved bordet. De sorte katte pupiller trak sig sammen, og den kom med en nysgerrig klikken med kæben inden den hurtigt fik kravlet op på bordet og gik prøvende imod Ahngel. Dens store, brede øre, der syntes alt for store i forhold til dens skællede flagermuse lignende hoved, lagde sig ned i underdanighed, og hvis ikke Ahngel ville gøre yderligere for at afskrække kræet, ville den bevæge sig helt hen til denne, så den sad foran ham, klikkede med kæben i hvad der kunne minde om en rytmisk tone, alt imens den krummede sig sammen for ham. Blinkede kort med øjnene hvilket resulterede i to hvide hinder som gik ind fra siderne fra dens mørkerøde øjnkroge.
Ma'lakel så hen på den lille lilla imp, og holdt undersøgende øje med Ahngels reaktion på denne.

Ahngels blik blev hurtigt fanget af det lille dyr. Hans blik snørrede sig sammen som dennes med et allerede advarende udtryk. De røde øjne gav en ulmende glød fra sig. Det lille dyr havde squ ikke fanget ham i hans bedste humør, havde det vel? Han sagde dog intet til dens fremtræden, dog tog han hænderne en smule til sig som den kom tættere på. Hans fingre foldede sig sammen og lod neglene let trykke imod bordpladen og meget vel efterlade få mærker derfra når han engang forlod bordet. Hans blik faldt fra det lille dyr og hen på Ma’lakel. En sten faldt fra hjertet. Det kunne man roligt sige og forhåbentligt forseglede det en morgen, hvor han kunne sove ubekymret hen? Det ville være rart til en forandring, ville det ikke? Hans fødder lod sig stille trykkes imod gulvet og stolen blev således skubbet tilbage så han kunne komme på benene. Hans højde fik bordet til at se en smule for småt ud. Hans øjne hvilede roligt på Ma’lakel og han nikkede da galant igen til ham imens han blev ved med at sende forsikringer igennem hovedet. Han fjernede hænderne fra bordet og rettede sig helt op, kort skævende til det lille dyr.. egentlig velønskende for at komme væk fra den slimede lille skabning. Han rømmede sig og så da imod Ma’lakel igen.
”I så fald går jeg ud fra at alting er som det skal være og lever op til dine forventninger?” Hans øjne spejdede stille hen over rummet. Meget rigtigt havde det et præg af Ma’lakels person. Det stikkede i smilebåndet, men denne lille stikken fik ikke lov til at blive dyrket. Hans ansigt endnu lukket og endnu tavst. ”Gå ikke hen og dø under mit fravær.” Hans øjne sendte et strejf af sort humor hen til dæmonen. Hans stemme var umiddelbart ligegyldig til trods for denne ene gnist af noget useriøst, men havde det egentlig en mening eller ej? Han havde vel i sidste ende ment det. Vær venlig ikke at dø under mit fravær? … Nærmere var det vel et ’pas godt på dig selv’, men sådanne ord havde han ikke tænkt sig at lægge i munden. Bekymring for dæmonen? Hah! Verden er at lave. Vampyren så væk fra Ma’lakel igen og skævede til impen en sidste gang. Hans næse rynkedes gentilt. Fra stolens ryg rev han den lange frakke af og lod skjorteærmerne smyge sig igennem. Kort måtte han lægge en hånd på nakken og vippe den bagud for at det sorte hår ikke sad fast under jakkens høje krave, som let dannede en ny vinkel ved hans hage. Den ene sele over brystet blev sat på sin modhager i form af et lille sølvlignende spænde. De lange marmorfingre beskæftigede sig da med at rette på ærmerne.