I'v have lost everything - Eithan

Slæbende og tunge skridt kunne lige knap høres hen over den ellers hårde jord, der nu mest af alt bare mindede om en svinesti. Fuldstænding tilmudret og smattet at gå på, hvilket gav en svuppende lyd, hver gang man løftede sin fod fra det for derefter at gå videre. Disse skridt afslørede tydeligt at en eller anden var på vej. Noget eller nogle listede rundt i nattens dystre mørke, som vedkommende faktisk smeltede helt sammen med. Gik i et med de sorte skygger, der havde slået sig sammen og havde lagt sig som ét stort tæppe over stedets omgivelser. Den aura der kransede om dette væsen var ikke svær at tage fejl af. Det var fuldstændig sikkert, at det var en blodsuger. En vampyr. En af nattens børn, som man vist også kaldte dem. Hans silhuets form fortalte, at han var af hankøn. Der var ikke nogle synlige former at se som sådan. Det var egentlig et ret ynkeligt look, han bar. Det ravnsorte, indfiltrede hår der lignede noget, som hans hovedpude havde parret sig med, fik ham til at se enormt sjusket ud. De tjavsede hårtotter sad som malet på ham takket været den regnen, der lod til at vare evigt, eftersom den snart havde stået på i lang tid nu. Men han så ikke ud til at være specielt påvirket af det, skønt alt hans tøj var gennemblødt og klæbede sig ind til hans tynde, hærgede krop. Hans sædvanlige, sorte t-shirt med det blå og sorte logo lignede noget, der var limet på ham, da det sad enormt tæt indtil hans mave og bryst. Med dovne skridt bevægede hans sig frem ad, ubevidst i retning mod byens galeanstalt. Det kunne forhelvede også være ligemeget, hvor han valgte at begive sig hen. Bare det var et mennesketomt sted, for lige nu orkerede han virkelig ikke nogen som helst form for nærvær, eller at skulle forsvare sig selv med spydige kommentare, når folk sendte ham de der dumme blikke. Blikkene der fortalte ham, at han var en mærkelig starut og ikke hørte til her i byen. Han drog et tungt suk og placerede sin ene hånd på den anden arm lige oven over albueledet. Hans blik var fuldkommen dødt og tydede ikke på nogen som helst form for aktivitet bag dem. Men det var langt fra sandt. Der fløj en masse tanker igennem hans hovede. Det gjorde der altid. Altid var det ét stort rod. Forbandet være hans dårlige evne til at holde styr på de fandens tanker, der efterhånden havde spundet sig til et ret så stort tankespind, og fik næsten hans hovede til at dunke. Dunke af en form for psykisk overanstrengelse. Han udstødte et halvkvalt støn, idet han brat standsede og lod sit blik blive rettet fremad, efter at havde glippet et par gange med øjnene for at få indstillet sit syn tilbage til 'normalt', fordi det altid blev så fjernt og sløret, når han sådan gik i sin egen lille verden, som han alt for tit lod sig falde ind i og blive omsluttet af sine tanker, der konstant og hele tiden kom flere af og fyldte hans hovede med latterlige spørgsmål og spekulationer. Efter noget tids studeren kunne han genkende stedet. Maison de Fous. Det forladte galeanstalt. Yearh, kæft hvor havde han hørte mange 'uhyggelige' historier om det her sted. Om han troede på dem? Det vidste han egentlig ikke rigtigt. Det var i hvert fald ikke noget, der skulle skræmme ham væk. Eithan, som denne vampyr hed, trådte ind i den skumle, forfaldne bygning og var faktisk ret lettet over endelig at have undsluppet den våde regn. Han besluttede sig for at blive her lidt, indtil regnen var stoppet. Eller bare var stilnet en lille smule af i så fald. Den havde vist ikke tænkt sig at stoppe sådan lige med det samme. Sådan en stædig omgang skydamp/vand.

Hun satte sig grublende ned i sofaen som gav en støvsky af sig op i luften. Utroligt den egentlig overhoved kunne holde til hendes vægt. Et lille nik blev vist på hendes hoved, som en anderkendelse af det som manden havde sagt til hende. Egentlig ikke fordi det havde været så vigtigt igen, men hvad, hun skulle have et eller andet at lave når det kom til stykket, så hvorfor ikke bare også tage dette med? "Det er fint Inal.. smut du hjem nu.." Manden protesterede, men hun løftede hånden, og han tav med det samme. "Spar mig.. skrid så hjem.." hun vente ham ryggen og kunne høre en sur mumlen, det var egentlig utroligt med disse mænd. Mange af dem forventede at hun ville give sig op for dem. Bare fordi hun var stripper i sin fritid, betød det ikke at hun var nogen luder, der bare tog hvem som helst.
Hun slog en latter op over denne tanker, måske var hun også det? Men hvad, folk kunne da i grunden bare være ligeglad, kunne de ikke? Hun kiggede sig over skulderen og så at han var forsvundet. Dejligt, endelig noget fred. Hun spankulerede langsomt over stengulvet for at kigge sig lidt rundt. De var lang tid siden at hun havde været her. Var det ikke for at besøge hendes mor? jo, lidt over 60 år siden måtte det være efterhånden, hvis ikke mere. Et blik blev lagt over på en sygeplejeske, eller hvad der var tilbage af hende bag disken. Gad vide hvad der egentlig var sket her. Hvorfor at det hele var gået så vidt frem for sig. Faith kunne ikke huske så meget af det, faktisk var hun ret sikker på at hun slet ikke have været i byen da det hele var sket. Underligt nok. Men hvorfor at hun havde været ude, det viste hun faktisk ikke.
Et halvkvalt suk gled igennem de fyldige rosen røde læber. Da hun rejste sig op igen og begav sig ind til cellerene. Hun havde ikke opdaget at hun havde fået selskab, så at sige. I hvert fald havde hun ikke lagt mærke til at en vampyr havde betrådt området. Igen, ligeglad. Hendes skikkelse bevægede sig langsomt hen over gulvet, de langt tynde ben var placeret med stor ynde, som mange så i henholdt til en elver. Eller en vampyr. Nu var hun jo halv vampyr, og halv engel, takket vejret Cash. Et lille smil gled hen over hendes læber over dette navn, og denne mand som bar navnet. Men smilet var hurtigt kastet væk og en dyb fyge plantede sig i hendes pande. "Stop med at tænke på ham.." his no god.
At hun overhoved havde fået denne følelse frem i sig igen, forbandede hun langt væk, hun var så sur over at hun ikke have mere kontrol over sine følelser. Havde hun virkelig ikke lært fra sidste gang?! Nej, muligvis ikke, måske skulle Cash også bare lige minde hende om hvorfor hun var dømt til at være alene. Frem for alt, så var der jo mange der mente hun selv havde været skyld i at Seth havde forladt hende. Hvilken løgn.
Igen blev tankerne skubbet væk fra hendes hoved, og hænderne placeret i den slidte læderjakke. Hun bevægede sine skuldre lidt op ad, for at få noget varme ind i kroppen. Det var efterhånden blevet lidt køligt, især eftersom at regnen havde gjort hende plaskvåd.
Regnen blev ved med at tromme på taget, som hun forsatte ned igennem cellerne, nogle folk lå stadig inde i dem, eller deres skelletter gjorde. Det påvirkede, hende egentlig ikke så meget, og hastigt blev hendes ben flyttet over gulvet, for at komme videre.