Somebody... answer? (Eithan)

Tid: Aften
Sted: Parken
Vejr: Køligt, men stadig en smule varmt
Omgivelser: Træer, buske... park-ting??

____________________________

Et højt klang fór gennem parken, efterfulgt af en svag jamren og bandeord. Starlet stod ved porten ind til parken og havde, uden at tænke over det, dunket hovedet ind i en af de tynde jernstænger der udgjorde porten.
Så var han der snart... hjemme, hos den familie han ikke havde! Hans far sad vel oppe på kontoret og arbejdede, mens hans mor var 'ude'. Han havde mest af alt lyst til at vende om og søge tilflugt i den lille lejlighed han havde sin lille 'butik' i. Det ville ha' været meget lettere, men selvfølgeig ville hans forældre blive bekymret når han ikke kom hjem... selvom de nok var ligeglade!
Endu et suk undslap hans smalle læber og porten skreg protesterende op, da Starlet skubbede den op og langsomt begav sig afsted, selvom han ikke havde lyst. Jo langsommere, jo bedre! De ord var netop grunden til at han åbnede den orange messenger bag, der hang ved hans side og fremdrog en lille mp3'er... en gammel én, som han havde haft i hundrede år!
Han satte høretelefonerne i ørene og skruede helt op for den musik han plegede at lytte til, hvis dagen havde været dum og idiotisk!
Forældrene var der ikke, når han skulle bruge dem, og han holdte en lille fridag fra arbejdet... der var heller ikke noglen som havde bestilt tid!
Starlet's tågede, grålige øjne gled rundt på de velkende omgivelser og han lod sig med en klagende lyd glide ned på den første bænk han kom til. Han svang benene op så han lå i fosterstilling og så ellers bare ud i luften, mens han ønskede at tiden bare ville gå hurtigt!

Aftens stilhed blev atter for anden gang brudt, idet et højtlydt hvæs fra en pissed kat hørtes lidt derfra, - tydeligvis fordi den var blevet trådt på halen af en eller anden uforsigtigt og uopmærksom idiot ... ved navn Eithan. Selvfølgelig. Så typisk ham. Hvorfor helvede skulle den forbandede kat også lige ligge dér? Åndssvage dyr. Som svar til kattens beklagende spythvæs trak han sin overlæbe op og blottede sine spidse hjørnetænder i en lavmælt snerren. Nøjagtig lige som katten selv havde gjort. Dernæst, da katten var luntet væk med halen mellem benene og dens skulende blik vendt mod ham, rystede han svagt på hovedet og fortsatte. Traskede over mod den port, der førte ind til byens park. En park der normalt om dagen var fyldt med smilende og leende familier, der både spillede frisbee, fodbold og andre fjollede lege ... og sikkert meget mere. Ynkeligt. Ynkeligt og latterligt. Han rystede endnu en gang på hovedet. Denne gang over de tåbelige mennesker, der gad spilde deres tid på sådan noget ... pis. Han nærmede sig langsomt porten og stoppede så op, da han var nået hen til den. Derefter tog han fat i lågen, der kom med en knirkende lyd fra de rustne hængsler, der holdt den sammen med resten af porten. Den skingre lyd skar ham i øret og var skyld i en kortvarig tinitus, der brød stilheden i hans hovede og efterlod en høj tonelyd. Eller ... nej, der var aldrig stille i hans hovede. Det var altid ét stort rod af tanker, der farede rundt inde i knolden på ham. Gjorde ham forvirret og irriteret på samme tid. Irriteret fordi han ikke kunne slippe af med dem. Lige meget hvad. Og der kom hele tiden flere til, så hans tankespind voksede hele tiden. Blev større og større. Han drog et lettere irritabelt suk, netop som han trådte ind på parkens areal. Lod sine blågrønne øjne skimme området for levende væsner, hvor det hurtigt landede på en dreng, eftersom han var den eneste, ud over ham selv, her i parken, Sombre. Hvad lavede han dog her? På dette tidspunkt af aftnen? Han så ikke specielt gammel ud. En femten seksten år, kunne det passe? Måske sytten. Bah, han var så dårlig til sådan noget. At bedømme andre folk ud fra deres udseende. Hrmm, burde han gå derover og ... sige 'hej'? Eller lade være? Han stod lidt og overvejede situationen. Vejede de to muligheder. Skulle han, skulle han ikke? Det virkede nu ikke just som om, drengen havde brug for selskab. Han lignede faktisk bare en, der ville være alene. I fred for alle andre. Eithan var heller ikke selv særlig glad for at samtale med andre. Da slet ikke fremmede. Sååh ... ?

Sangen i hans mp3'er stoppede og efterlod den så bekendte rrrhhh-lyd der kom hvis man ikke trykkede vidre på knapperne så den næste sang satte igang. Men selvom sangen var slut var hans tanker det ikke. Alle omkring ham lod til at være så glade, hvor irriterende og dumt! Han fnøs, kort og fornærmet, idet han langsomt lod hånden glide ned af hans røde, tynde jakke. Først nu opdagede han drengen...nej, den unge mand som var trådt ind af porten.
Mon ikke også han havde opdaget den åbenlyse dreng, som lå i fosterstilling på en offenlig bænk i en gudsforladt park!
Starlet skubbede sig op, ved hjælp af sin ene hånd, hvorefter han lod benene falde til jorden. Han var ikke den type der sagde så meget, så... hvad skulle han gøre? Han kunne mærke den alt for velkendte varme stige op i kinderne, og han vendte hurtigt ansigtet væk så hans lyserøde kinder var uden for mandes synsvinkel.
Helt ærlig! Han stod overfor sværere udfordringer hver dag, og så kunne han ikke engang lade vær' med at rødme når en, eller anden havde valgt at gå igennem parken!
Starlet's normale, ligeglade ansigtsudtryk kom frem og tvang det lyserøde væk, hvorefter han vendte ansigtet mod den unge mand.
Han var da ret...køn? Star så nærmere opslugende på ham før han lod blikket glide ned i den pludselig meget interessante sti. "Hhm." Lød det lavmældt fra ham, som en hilsen.

Eithan pustede en af sine kulsorte og indfiltrede hårtotter væk, så den ikke længere hang ned foran hans øjne og generede hans syn. Dog faldt den hurtigt ned igen, hvilket igen var resulterende i at hans syn blev blokeret lidt. Ikke længere var hundrede procent. Han kunne hele tiden se den sorte lok, der hang og nu og da blev blæst kort op i luften på grund af den lette sommervind, der en gang i mellem valgte at suse forbi. Hans halvlange pandehår lagde også en slags sløret skygge, der mørkelagde det meste af hans sygeligt hvide ansigt. Gav ham et mere dystert udseende, der matchede godt til hans skumle aura, der fik luften omkring ham til at falde et par grader. Fyldte den inden for et hvis omfang med en tyngende og næsten kvælende atmosfære, der pressede på for at komme ned i ens lunger, hvor den ville ligge sig som en stor, tung sten. Hans døde og ulæselige blik hvilede stadigvæk på den ukendte dreng henne på bænken, der i mellem tiden havde fået sat sig op. Han vippede sit hovede på skrå til den ene side og begyndte så lige så stille at bevæge sig hen mod ham med nærmest mekaniske skridt. Lange og målrette. Han standsede først, da det ikke var mere end en halv meter, der skilte de to ad; Eithan selv og drengen, som han endnu ikke havde fået sat et navn på. "Hej," svarede han til drengens noget asociale hilsen. Hvad havde han egentlig gang i? Hvorfor var han ikke bare gået forbi ham og ladet som ingen ting? Nåh ... måske ville dette blive spændende ... for dem begge to endda. Han kunne ikke rigtig fornemme noget overnaturligt ved denne skabning. Var han blot et simpelt menneske?.

Starlet skulle, hurtigt til at trække sig tilbage da den unge mand kom tættere på ham, men lod til istedet læne tilbage mod bænkens ryglæn, han ville jo ikke virke...uhøflig, hvis det da ikke allerede var sket.
Hans tågede , grålige, blå blik var stadig rettet fast mod jorden, øjenkontakt havde han aldrg været glad for, én af de ting der kunne komme til at gå hans kunder på. Nu han tænkte over det havde han aldrig set ham i byen før, enten fordi han selv var ved at blive mindre observant, eller også var denne person én af dem der ikke ville vise sig i offenligheden.
Starlet lod sin hånd glide op og trække høretelefonerne ud af sine øre før han lod blikket glide hen på mandes ankler...

//Igh! Sorry for det virkelig korte svar x_x Skal logge,, men jeg svare imorgen xD//

Eithan udstødte noget, der mest af alt mindede om et halvkvalt støn, idet han løftede sin ene hånd, som han lidt efter placerede et sted omme bag omkring nakken. Derefter kørte han den længere op, indtil den nåede hans filtrede hår. "Duu ... skulle vel ikke mangle selskab?" spurgte han i et lavmælt toneleje og spidsede lidt nerøvst sine læber. Så tænksomt og afventende på ham. Det her gik sgu da allerede af H til. Han kastede let med hovedet for i et forsøg på at få sit irriterende pandehår væk. "Jeg meneer ... må jeg sætte mig?" spurgte han, denne gang endnu lavere. Han stod nu nærmest som forstenet og ventede på hans svar. Som enten kunne være et ja eller nej. Eller noget helt tredje. Måske bare et nik. Eller rysten på hovedet. Han sukkede opgivende over sig selv. Det kunne da være fuldstændig lige meget, hvordan drengen valgte at response på det. Han følte sig utrolig dum ... og akavet. Ønskede at han aldrig var gået herhen. Men gjort var gjort. Han kunne ikke bare skride igen ... teknisk set jo, men han ville ikke være anses som uhøflig. Selvom han nok efterhånden var blevet stemplet som det. Sammen med alt det andet. Ynkelig, tåbelig, kryster, svag, dum ... og så videre. Alle mulige synonymer for dé ord. Latterlig ... blablablaarh. Han rømmede sig kort, inden han diskret lod sit blik glide rundt på drengen. Havde faktisk en hel masse spørgsmål til ham, men gad ikke allerede nu begynde at bombardere ham med sådan nogle halvdumme spørgsmål. Hvad han hed. Hvor gammel han var. Hvad han lavede her. Hvor han kom fra. Men det ville aldrig blive til noget. Han var ikke den snakkesalige type. Forholdt sig mest i dyb tavshed. Alene. Eller ja .. nu var han så ikke længere alene.

// Det er bare i orden xDD Du må sove godt. (:

"Klart." Mumlede han, med sin utrolig, lave stemme, efterfuldt af et svagt nik. Akavet. Så, utrolig akavet!
Starlet lagde sn ene hånd på bænken og trak sig en smule væk så manden kunne sidde ned. Han trak benene op til sig og slog armene om dem, mens han stadig så ned. Det var næsten pinligt at se ham i øjnene, og han ville ikke risikere at rødme igen selvom han alligevel var lige på nippet!
"S-Starlet Knight." Præsenterede han sig tøvende, og med sin lave stemme som næsten lød som en mumlen. Han havde det egentlig ikke godt ved at give sit navn ud til fremmede...personer. Tænk hvis de fulgte efter én og slog dem ihjel! Og ingen ville opdage det, for hans forældre var jo ligeglade!
Starlet løftede tænkende hovedet så han nu så ligeud, lidt længere og han fik næsten øjenkontakt!
Naah... helt ligeglade kunne de vel ikke være... han var jo stadig deres søn... Han så nu på manden, ud af øjenkrogen. Stadig ingen øjenkontakt, og man kunne næsten ikke engang se at han så på ham!

Eithan dumpede ned på bænken ved drengens side, efter han havde rykket sig lidt, så der blev bedre plads på den til ham. Hans blågrønne øjne flakkede hurtigt hen på ham, hvorefter han gav sig til at se ham an. Lod endnu en gang så diskret som muligt sit blik vandre rundt på den fremmede dreng ... som han ikke så længe efter fandt ud af hed Starlet. Han nikkede langsomt og smagte lidt på navnet. Starlet. Starlet Knight. "Jeg ... hedder Eithan," præsenterede han sig selv med sine hæse stemme og satte ligeså sin hånd på bænken. Slog derefter sit blik ned mod jorden, hvor han gav sig til at sparke til den med snuderne på hans sorte, skaterlignende sko. Jo, ham der var et menneske. Ingen tvivl om det. Så han måtte for guds skyld ikke komme til at smile, fordi han så ville komme til at afsløre sine to sylespidse hjørnetænder. Men det regnede han heller ikke med ville blive et problem. Han var ikke ligefrem den mest ... smilende person. Han rettede atter blikket mod Starlet og faldt lidt mere sammen i sin allerede ranglede holdning, hvorpå han lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn. Havde ikke rigtig noget at sige, så han holdt bare mund. Det var nok bedst.

"Efternavn?" Sagde han, med sin lave stemme og sit ligeglade ansigtsudtryk. Han fandt det ret så irriterende vis han ikke fik efternavnet med, sjovt nok!
Han vendte nu ansigtet halvt mod Eithan, næsten for at være sikker på at han ville kunne høre svaret, hvis han da fik et! Men han holdte blikket væk, som om han var bange for at se på ham.
Eithan var vist ikke én som talte så meget, ligesom Starlet selv...alligevel var det ham som sagde mest lige nu!
Starlet førte langsomt en af sine grå/blå hårtotter om bag øret, fandt det ret komisk... det plegede at være ham som ikke sagde så meget, alligevel lod han være med at grine og lod end ikke et af sine sjældne smil komme frem på sine smalle læber.
"Hvad... er dit efternavn?" Spurgte han så, hvis nu Eithan ikke helt kunne forstå hvad hans spurgte om, det var tit at folk misforstod hvad han sagde, selvom det for ham selv lød okay forklaret!

Eithan drog et lydløst suk. Kunne det ikke være ligemeget, hvad hans efternavn var? Det var vel ikke sådan, at drengen, Starlet, skulle til at slå ham om i den gule bog for at finde hans telefonnummer, så han således kunne ringe til ham? Han krydsede sine arme og rettede sit blik frem ad. Ud mod parken, der endelig åndede ro og fred. Alle de idioter, der normalt plejede at befinde sig her, var omsider forsvundet. Lå sikkert hjemme i deres senge og sov. Han sukkede endnu en gang, kun få sekunder efter Starlet havde stillet ham det samme spørgsmål igen. Hvad hans efternavn var. Eithan drejede hovedet og fæstnede sit isnende blik mod hans ansigt. "Székely. Dét er mit efter. Eithan Horthy Székely, faktisk. Tilfreds?" svarede han i et lettere irritabelt tonefald, inden han atter slog blikket væk fra ham og denne gang vendte det op mod himlen. Hvis han skulle til at spørge om alder, så kunne han fandme godt droppe det. Selvom Eithan normalt var ret nysgerrig, hvad angik andre væsner, så fortalte han aldrig noget om sig selv. Men ... det ville jo heller ikke være så smart at afsløre sin rigtige alder til ham. Sig mig hvor gammel er du, Eithan? - Årh ... jeg fylder snart 385 år ... Nej vel?

Starlet, som mest af alt havde lyst til at svare nej, vendte ansigtet væk igen, med et lille nik. Og det var ham selv, som var bange for at komme til at virke uhølig? Han fnøs i sig selv, så kunne det sgu da være ligemeget!
"Du behøver ikke at snerre!" Sagde han med sin lave, ligeglade stemme, idet han nu vendte blikket helt hen på Eithan, betragtede ham med sit tågede blik og havde næsten lyst til at slå ham!
Han gjorde det dog ikke... Eithan var jo han-køn, og Starlet havde helst ikke lyst til at slå på en mulig, fremtidig kunde... selvom han tvivlede på at det ville komme til at ske! Men man kunne jo aldrig vide.
Der lød et stille suk fra ham, idet han hurtigt vendte ansigtet væk igen, hvilket resulterede at hans grå/blå hår slog mod hans blege ansigt.

Eithan skævede til ham, da han påpegede, at han altså ikke behøvede at snerre. Nej, det gjorde han vel ikke, men ... årrh. Han måtte bide sig selv i tungen for ikke at slynge en eller anden fjendtlig bemærkelse ud i luften. Lad det nu bare ligge. Han tog en dyb indånding, hvorefter han løsnede de korslagte arme og satte håndfladerne mod bænken, som de sad på, helt ude på ved kanten. En på hver side af hans ben. Han bed tænderne sammen og strammede sit greb om bænkens kant. Hans svageligt mørkelilla, smokey eyes blev atter vendt mod ham. Han lod årvågent sit blik studere Starlet ned til hver detalje. Endnu ikke havde han fået spurgt om, hvad han dog lavede her. Hrff .. det måtte han vel i grunden også selv om. Han løftede et af sine sorte, kantede øjenbryn og kørte sit blik ned mod jorden, hvor han naglede det fast. Hans kulsorte, halvlange pandehår hang konstant nede foran hans øjne og mørklagde det meste af hans ansigt med et underligt skyggelignende slør. Eithan var bestemt ikke en ... hyggelig fyr at se på. Den sygeligt blege hud der nærmest var helt marmorhvid, det dystre og isnende blik hans øjne bar og så den uhygge, hans spredte omrking sig, hvor end han gik.

Hmm... tavsheds trippet var vel et af Eithans kendetegn, fint. Hvis Eithan ikke sagde noget gjorde Starlet det heller ikke! Han puttede, med et langsom bevægelse høretelefonerne ind i ørene igen. Han tændte dog ikke for musikken, men lyttede kun stille til den lave rrhh-lyd den lavede.
Han satte fint, benene over kors og ligeledes med armene, uden en lyd. Så kunne de se hvor lang tid det gik før det var nogen der sagde noget.
Starlet lukkede øjnene i, og lod hovedet falde bagud så hans halvlange hår hang ned af bagsiden på bænken.

//Krea mangel x_x//

Eithan tøede sit ellers tilfrosne blik op, som sad som sømmet til jorden. Hans blik bevægede sig dernæst hen på Starlet. Gled rundt på hans unge krop. En pludselig hungrende og dyrisk tørst opstod inde i ham, men han fik den hurtigt til at gå væk ved at ryste svagt på hovedet. Blikket sværmerede i noget tid omkring hans hals, der var blevet en smule mere synlig, eftersom hans hår nu hang på den anden side af bænkens ryglæn. Åh ... hvis han så bare ... nej! Han bed tænderne sammen og slog sit blik væk. Godt han havde sådan en god beherskelsesevne, hvad angik ... hans mad. Det var efterhånden et par dage siden, han sidste havde fået blod ... 'ordentligt' blod. Han så på Starlet ud af øjenkrogen nu og da, men hans blik blev hele tiden ført enten op mod himlen eller ned mod jorden igen.

// Også jeg O______o"

Starlet's lukkede øjne åbnede igen, da han rettede sig op og i stedet så ned i jorden. Gad vide hvad klokken var lige nu... han var faktisk ret ligeglad, der var vel ingen der bekymrede sig om hvo han var, og hvad han lavede.
Engang imellem kunne han mærke at Eithans blik hvilede på sig og derefter blev vendt væk, hvilket han fandt ret irriterende!
Starlet lavede en kort, irriteret grimasse, hvorefter han vendte ansigtet væk, som om han ikke havde bemærket at Eithan så på ham.

//OMG! Jeg smitter! Sorry... >_>//

Eithan lod sine læber skilles i et lavmælt suk, hvorefter han låste sit blik fast på den mørke himmel. Ventede i lidt tid, før han så åbnede sin mund. "Så sig dog noget, knægt," vrissede han og løsrev sit blik fra himlen som dernæst blev rettet mod ham. Det kunne satme snart være nok socialhalløj for i dag. Når han endelig tog initivativ til sådan noget, endte han bare med at sidde sammen med en eller anden, der åbenbart havde fået klippet tungen af, som man vist sagde. Eller ikke. Han var ikke så god til det der med metafore og alt sådan noget tågesnak. Men ... der var jo intet, der forhindrede ham i at gå igen? Så hvorfor blev han siddende? Han fundrede kort over dette. Der var bare et eller andet ved denne Starlet. Noget der lige som fik ham til at blive. Hvad det var, havde han ingen begreber om. Nåh, det kunne også være det samme. Hvis ikke han gad snakke, så kunne han da bare blive fri. Som sagt var Eithan selv jo heller ikke ligefrem vildt begejstret for sådan socialicere med andre.

// Det gør ikke noget .___." xD

"Siger du?" Sagde han lavt og så hen på Eithan med sine tågede, blå øjne. Hvorfor skulle han snakke når Eithan ikke gjorde? Nu gjorde han det jo også bare for at se hvordan han ville reagere. Han kunne åbenbart ikke holde stilheden ud længere?
Starlet fik næsten lyst til at smile, men det sjældne smil kom ikke frem, han holdte det skjult. Han lod stadig ikke sine øjne møde hans, så han så istedet på Eithans næse, det var lettere, og samtidig lignede det at han faktisk så ham ind i øjnene.
"Hvis du vil ha' mig til at tale, må du jo også selv gøre det." Lød et fra ham, som en lille tilføjelse.

Eithan rynkede øjenbrynene og fjernede mut sit blik fra ham. Det var forhelvede også det, han prøvede på. Sådan da. Han var bare ikke særlig god til det. Vidste ikke hvordan man skulle snakke til andre og gemte sig oftest bare bag sin lidt barske facade. Sikke en køn vampyr han var. Kunne ikke en gang henvende sig til et simpelt menneske, uden han gik fuldstændig i baglås. Han mumlede et eller andet utydeligt om, at det bare kunne være ligemeget så. Skuffet over sig selv. Irriteret på sig selv. Kunne han ikke bare ... årh! Han sparkede vredt til jorden med den ene skosnude og lænede sig en smule forover. Derefter satte han sine albuer mod knæene og lagde sit hovede i håndfladerne. Hvor frustrerende. Men han var faktisk selv skyld i denne ret så akavede situation. Han var selv skyld i det, ja. Idiot. Hans blik gled roligt rundt i området og betragtede de rundtomstående ting, såsom træer, forladte redskaber (bolde, frisbees etc) og alt det, der nu befandt sig her i parken.

Starlet sukkede og vendte sit tågede blik væk. "Ikke engang det kunne jeg få et ordenligt svar på?" Okay, han kunne godt indrømme at den sætning var en smule provokerende, men Eithan var jo selv skyld i det... på en måde.
Det ville ikke undre ham nu hvis han fik en knytnæve i hovedet, eller blev sparket i maven på et tidspunkt. Eithan lod til at have en ret kort lunte, for at være ærlig!
Han så på Eithan igen, på hans ansigt, øjenkontakt gik stadig ikke. Hans blik var spørgende og han lagde afventende hovedet på skrå, for li'som at sige at nu vil han have et ordenligt svar.

Eithan løftede hovedet, så det ikke længere lå og hvilede i hans håndflader, hvorefter han også rettede ryggen op. Derefter, uden så meget som at skæve til Starlet, kneb han sine øjne lidt sammen og tog fat rundt om bænkens kant. "Hold nu bare kæft," hvislede han så ud igennem sine sammenbidt tænder. Hans brystkasse hævede sig lidt mere end sædvanligt, da han tog en dyb indånding og dernæst pustede al luften ud igen. Forsøgte at holde sin trang til at slå ham nede. Prøvede virkelig at sætte rammer rundt om sit dårlige temperament, eftersom han helst ikke ville gøre noget dumt, som han så ofte gjorde. Han måtte bare ... forholde sig rolig. Helt rolig. Lade være meget at gøre noget alt for spontant og tænke over sine handlinger, før han førte dem ud i livet.

"Du snerre igen... du får intet ud af at snerre af mig." Sagde han provokerende mens han betragtede ham stille. "Og var det ikke lige dig som bad mig om at tale?" Sagde han uskyldigt. Hans ansigtsudtryk ændrede sig, så han næsten så såret ud, selvom det jo kun var skuespil.
Han bad selv om det! Han ville ha' at Starlet skulle tale, så skulle han da også få hvad han ville ha'!
Han trak sine høretelefoner ud af ørene igen, så den irriterende lyd forsvandt, hvorefter han puttede dem ned i sin messengerbag som lå ved hans side.

Eithan mumlede et eller andet, der mindede meget om et, 'jeg snerre af dig, hvis jeg vil'. Forbandede lavmælt de højere magter for, at de havde ført dem sammen. Og ja ... han var godt klar over, at det var ham selv, der var havde startet det her. Han havde gået herover. Frivilligt. Det andet Starlet sagde, havde han ikke rigtig noget svar til. For jo ... det var det. Dét måtte han også indrømme. Alt dette var han selv skyld i. Havde han så bare holdt sig væk og gået forbi ham. Som Starlet måske allerede havde haft på fornemmelse, så var Eithans lunte virkelig ikke særlig lang - og det havde så sandelig lykkedes ham at tænde godt op for den, så den var nu godt på vej til at springe den bombe, der ville udløse hans vrede. Årh for pokker da også! Han løftede sin ene hånd fra bænken, hvorefter han irriteret slog, den nu knyttede næve, ned på et af bænkens brædder, så der kom en mindre flænge i den. Han havde endnu ikke helt lært at styre sin overnaturlige styrke, som de fleste vampyre besad.

Starlet lod nu det så sjældne smil komme frem på sine smalle, blege læber. Han førte endu en af de grå/blå hårtotter om bag øret mens han betragtede Eithan, med det næsten venlige smil, og rolige ansigtudtryk.
"Du kan bare gå, hvis du ikke kan lide at være sammen med mig, jeg tvinger dig jo ikke og parken er ikke låst." Han trak på skuldrene og vendte ansigtet væk igen, stadig smilende. Lidt selvskab døde han jo ikke selv af, det var faktisk ret... underholdene at sidde og snakke med en rolig person som Eithan en gang i mellem. Han havde ihvertfald fået Starlets respekt ved at få ham til at smile, hvilket var et beroligende syn for noglen... det var lang tid siden han sidst havde smilet sådan.

Eithan drejede nærmest mekanisk sit hovede, da ordene lød fra Starlets læber. Du kan bare gå. Selvfølgelig kunne han det - og hvorfor han endnu ikke havde gjort det var stadigvæk uopklaret for ham. Idet et smil bredte sig på Starlets blege læber, lagde han lidt uforstående hovedet på skrå. Undrede sig over, hvad der havde fået ham til at smile. Han åbnede munden for at spørge om, hvad helvede han smilede af, men fik den hurtigt lukket igen. Nej ... nej, der var ingen grund til at hidse sig selv mere op. Han førte en hånd op til sit hovede, efter han atter havde vendt sit blik fremad, og satte håndfladen mod panden, hvorefter han kørte den ned langs den ene ide af ansigtet. Denne dreng måtte han indrømme var svær at blive klog på. Men ... det vækkede faktisk også en hvis interesse i ham. Der var ikke noget ved kedelige og letgennemskuelige personligheder. Han lukkede øjnene i et langt blink, hvornæst han så endnu en gang rettede sine blågrønne, mystiske øjne mod Starlet. "Jeg ... undskyld," mumlede han lidt utydeligt og følte sig pludselig så .. så lille. Han hadede at undskylde. Men han mente, at han fortjente det. Eithan var sgu ikke altid så let at være sammen med; og de fleste skred bare, når de først var blevet udsat for den attitude, han ofte bar - og som han også lige havde givet Starlet. Den lavmæle snerren og de olme blikke.

Starlet smilte stadig da han vendte blikket mod Eithan igen. "Det er okay." Sagde han lavt og lagde hovedet en smule på skrå.
"Så... har du lyst til at fortælle om dig selv, eller ville du hellere have at jeg skal spørge?" Han satte albuen mod sit lår og lod sin hage hvile så sin varme håndflade mens han betragtede ham med et næsten drillende blik.
Han regnede ikke med at Eithan ville have at han skulle spørge ham om noget som helst lige nu! Men han var da sikker på at Eithan var lidt mere rolig efter hans lille 'udbrud'.
"Du må godt lade vær' hvis du ikke vil..." Starlet trak igen let på skuldrene. Han ville helst ikke ha' at Eithan gik amok, nu hvor han havde set hvor stærk han faktisk var! Og han ville heller ikke ha' at han skulle gå.