En tur i den store skov.......//Eithan//

Tid: 22.22
Sted. Forêt skoven
Omgivelser. Hvad der nu er i en skov....
Dato. 4 Juni
Vejr. Mørkt, og vind

Twi sad under et træ og nynnede. Hun kedede sig også lidt. Hendes smukke lange hår hang ned langs skuldrene. Hun sad bare der og kedede sig.
Hun havde en smuk lilla kjole på. Lilla sko. Hendes hænder rystede lidt. Hun var en smuk vampyr pige.

Hendes øjne funklede i månelyset og hud skinnede lidt.


//Havde ikke lige så meget krea//

Knæk, Krsh. Knæk. Eithan kom stilfærdigt gående hen langs en lang, smal skovsti, hvorpå der lå et par småsten og kviste, som måtte lægge sig under for hans vægt og derfor knækkede, da han trådte på dem. Hans tempo var forholdsvis roligt, og han gik blot og betragtede de høje træer, der stod plantet i hele skoven. Det ene højere end det andet. Hvad helvede lavede han egentlig her? Han standsede, da denne tanke strejfede hans hjerne. Sidste gang han havde været her, var han faret fuldstændig vild. Pinligt. Men hans retningssans stank. Den var virkelig, virkelig dårlig. Et højlydt suk undslap hans læber, inden han lænede sig op af en af de mange træers stamme, hvorefter han slog blikket op mod den mørke aftenhimmel, der næsten var skjult på grund af de mange, store trætoppe.

Twi hørte sukket og så en dreng. Var ulv?....Dæmon?....nej Vampyr.
Hun slog blikket mod ham og smilte. et heftigt vindstød ramte hende og hun rykkede sig ikke en milimeter. Hun sad bare og så på den nyankomne. Mon han havde fået øje poå hende? Det havde han nok ikke! Men Twi havde i den grad fået øje på ham.

Eithan lod endnu et suk undslippe hans læber og gled derefter ned langs træstammen, indtil han ramte jorden og satte sig så til rette. Trak benene op under hagen, lagde hovedet på det ene knæ og slog derefter armene om sine ben. Han havde ikke fået øje på den kvindelige vampyr, der sad længere henne. Faktisk var han altid meget uopmærksom på sine omgivelser. Det var nok fordi, han ofte gik i sine egne tanker, der hele tiden løb rundt i hovedet på ham. Vampyrer plejede sikkert normalt at være meget vagtsomme. Eithan bed sig forsigtigt i underlæben. Men ikke ham. Det var en af de mange fejl ved ham. Eithan kneb øjnene hårdt i og rystede efterfølgende på hovedet i et lidt lamt forsøg på at ryste alle tankerne ud af hovedet. De ville simpelthen ikke lade ham være i fred. Der kom hele tiden flere nye og endnu dummere tanker, efterhånden som hans tankespind voksede.

Hun så på ham og smilte enddu mere. "Hejsa!" sagde hun og smilte meget, meget blidt. *gad vide hvorfor han ikke har set mig* tænte hun med et sødt blik til ham. Hendes øjne var grønne og de skinnede. Månelyset skinnede mog dem.

Eithan glippede kort med øjnene for ligesom at indstille sit blik, da det efterhånden var blevet lidt tåget af alle disse tanker. Der gik lidt tid, før han opfattede, at der var nogen, der havde sagt noget. Lidt dovent lod han sit blik glide rundt i omgivelserne, efter den person hilsnen var kommet fra. Efter noget tids søgen landede det på en lidt mørk skikkelse længere henne. Han løftede blot sit øjenbryn og rettede så derefter sit blik fremad. Eftersom han ikke var et særligt venligt eller imødekommende væsen, undlod han at svare hende. Kunne han ikke bare få lov til at være i fred? Han fnøs let ved denne tanke og lod øjenbrynet falde på plads igen.

Hun fandt den lidt mere onde side frem og lod den vise sig. Hun var nu helt anderledes i udeendet. Hun grinte ondt og smilte enddu ondere. Hendes øjne gled rundt i skoven.
Der var vist ingen, men alligevel var hun på vagt.
Hendes lange hår sad nu op i en slags knold og hun var barfe så sort om øjnene og så noget(billedet)

Eithan løftede igen et øjenbryn, da han hørte en lettere ond latter fra hende. Da han ville se, hvad det var, hun åbenbart syntes var så morsomt, drejede han hovedet og flyttede sit blik over på hende. Så hun ikke lidt anderledes ud? Var der ikke et eller andet, der var blevet ændret ved hende? Det kunne han ikke rigtig sætte en finger på. Men det var sikkert også bare ham. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og vendte blikket ned mod sine sko, hvor han opdagede at det ene snørrebånd var gået op. Hrrm. Det gad han ikke binde lige nu. Endnu et suk hørtes fra ham, hvorefter han så lænede sit hovede op af træet og så op i træets krone.