Tears of an Angel - Freddy

Hendes skridt var langsomme, hendes vejrtrækning fandt næsten ikke sted. Alt var ligegyldigt. Alt var en stor falliterklæring. Ingen ting virkede, ingen ting ville det som hun ville. Men hvem var denne kvinde? Hvem var det som havde gjort hende til den hun var idag. Dette spørgsmål stillede hun sig sikkert tit, det spørgsmål som mange stiller sig, og mange gange flere gange om dagen. Men hvorfor? Hvorfor er der så mange der ville være anderledes, så mange der ikke ville være den de var. Hvad var der nu så galt med at være den man var. "godt spørgsmål.." snerrede Faith af sig selv og sparkede til en sten. Der lød et plask da stenen ramte vandet overfalde, og brød det stille vand med en masse ringe. Ringe der blev større og til sidste forsvandt. Poetisk, tænkte hun stille for sig selv. Så mange ting man kunne vende til det modsatte, til det bedre. Problemstillingen var bare hvordan, og hvorfor man skulle gøre det. For at få det bedre? For at komme videre, eller bare at egoisme til at tror at man faktisk kunne være bedre end andre, og derfor ikke havde behov for at ændre sig. Det var da utroligt hvor mange der hang fast i fortiden, så mange som gjorde det fordi de havde svært ved at give slip. Andre fordi at de mente at det hele var okay som det nu engang var.
Disse tanker ledte hende altid ind på en person som hun prøvede at glemme, en hun ikke længere ville kendes ved, men problemet var bare. Hun elskede ham jo, selvom at han havde såret hende mere end nogen anden, mere end folk måske kunne forstille sig. At Faith, oprørerensleder kunne blive forelsket. Faktisk elske af hele sit hjerte. Ikke være kold og kynisk. Oh ja, den tid hvor hun havde haft et smil på sit læbe. Et håb om børn og familie. Alt sammen afsattet med et mareridt. En ond drøm, der ingen ende havde, dog hellere ingen begyndelse. Eller havde den? Hvis den havde en begyndelse startede den vel hos hende selv. Som den dag hun kom ud af sin mor. Den dag hun tog sit første åndedrag, disse åndedrag hun levede på. Dem som var så værdigfulde. Men hvor mange tænkte dog på det? Hvor mange ville overhoved forstille sig hvordan det ville være, at leve uden stemme, uden rysten til at kunne sige fra, og imod. Uden at kunne hører, føle eller se. Uden at leve. Hvor mange var det lige der faktisk glemte at sætte pris på dette? Hvor mange så det ikke bare som en selvfølge. Næsten alle, faktisk alle i visse tider. Underligt nok.
Den ranke kvinde stoppede op og kiggede ud over vandet som var oplyst af smukke lys som solen spredte med sig. Et virvar af smukke gyldne, røde og orange farver. Der farvede skyerne og selve det blå grønne hav, som lå åben for hende. Et smuk landskab. Hendes rødflammende hår blevet revet i den ene retning af vinden og blev kastet foran hendes ansigt. Dog uden at hun tog ydre notis af det. Faktisk virkede hun ret ligeglad. Men gjorde hun ikke altid det? Hænderne blev ført ned i den slidte læderjakkes lommer. Ellers var hun iført sin brune læder taske. En stram sort nederdel som gik hende til midt på låret og hendes sorte netstrømper. Og nogle flade allstars sko. Et lille suk gled igennem hendes læber mens sangen 'Tears of an Angel' løb igennem hendes tanker og langsomt begynde hendes stemme at hæve sig hen over vandets bølger der slog op mod bredden hvor hun stod. "Cover my eyes Cover my ears Tell me these words are a lie It cant be true That I'm losing you The sun cannot fall from the sky.."

ranke kvinde som stod, og kiggede ud over solnedgangen lod langsomt sin sang forstumme. Hendes ord blev udvisket med vinden. Ingen ord, ingen sang, ingen melodi, fandt mere sted. De var som udvisket med vinden, lige som den var kommet. Et lille støn gled igennem hendes bløde fyldige læber. Sådan et, hvad skal jeg tage mig til støn, hvis man kunne kalde det det? ”Hmm..” brummede hun stille mens tankerne fik frit løb. Langsomt vente hun hoved da hun hørte en miawen, dog kunne hun ikke se noget, og undrede sig lidt over det. Måske skulle hun også bare have kigget ned? Men det gjorde hun ikke, igen vente hun sit blik ud mod vandet, som om den var den eneste trøst hun havde. Havde i dette liv. Ej hellere nogen venner? Nej, Faith havde forladt, og var blevet forladt så mange gange før. Nu havde hun simpelthen givet op, måske? Altid en måske, man kunne jo altid håbe på at hun ville få sin stolt hed igen, at hun ville indse, at der faktisk var mennesker det ude som ville være der for hende. Men, ja. Hvorfor blive ved med at håbe, hvorfor blive ved med at tro. Nej, hun ville være realist og vide, at hendes liv nok ville ende alene. Og på en måde, så skræmte denne tanke ikke spor, nej, faktisk gav den hende en hvis tryghed. En tryghed omkring hvordan hun ville dø, selvom at hun på ingen måder var klar til at forsvinde fra dette liv. På ingen måder faktisk, bare tanken om at kunne forsvinde i dag, ja det var det som skræmte hende mere end noget andet. At vide at live kunne holde op på et spilt sekund, og der var så meget som hun ikke havde set. Så mange ting som hun ikke havde prøvet eller fået gjort. Den tanke kunne hun et eller andet sted ikke holde ud. Og tanken igen om, at folk der kun levede til de var 80 eller 90. Den var uudholdelig, tænk på alle de ting som de aldrig fik set, så mange ting de ikke fik gjort. Også skulle man jo også tænke på, hvilken tilstand man var i den alder. Man stoppede jo teknisk set med at leve når man var de 80, der var i hvert fald ikke mange der fik gjort så meget efter de var de der 70. De fandt dem selv for gamle. Hun stod stadig i sine egne tanker da hun pludselig mærkede noget nede ved sit ben, og endnu en miawen. Hun kiggede stille ned og smilede skævt over den lille killing. Dog, der var et eller andet over den, noget som hun ikke kunne sætte en finger på, og dog. ”hvor fin du er..” små lo hun og satte sig ned i sandet. Hun lod sine hænder glide op af jakken og greb stille og roligt omkring kattens mave og satte den på hendes sammen foldet ben og begyndte at ae den. ”Der er et eller andet over dig..” sagde hun så mens hun blev ved med at ae den. Noget magisk? Kunne det være. Hun spærrede øjnene op da det gik op for hende hvad dette lille væsen kunne være ”en animagus?” mumlede hun stille og bed sig i læben. Dette var en gave hun havde fået, mange gange kunne hun fornemme hvad folk var for nogle væsner, deres aura havde altid en speciel form for udstråling, og der ud over, forskellige lugte, og forskellige kende tegn. Dog, der var noget andet over denne killing, det var ikke kun nogen animagus, nej der var noget andet over denne lille skabning. Noget som hun faktisk ikke kunne sætte en finger på. Underligt nok. Et lille smil spillede dog på hendes læber og hun kyssede katten blidt på for hoved, lige mellem ørene, som nok ville have været en mand eller kvindes pande. Det var faktisk underligt, når det kom til dyr var hun altid mere nærgående end når det kom til mennesker. Men det var vel en typisk ting? Katte og hunde var jo også meget mere nærgående, end så mange andre dyr, så snart de altså var tæmmet. Hvor var den dog bare sød, den fik hende helt til at smelte inden i. Den hårde kerne som Faith så gerne tog på omkring sit hjerte, var som revet væk. Hun var ret sikker på at den ville finde sin vej igen, når denne killing var gået sin vej, og var træt af hendes mange kærtegn hen over pelsen. Uden rigtig at tænke over at dette kunne være en kvinde, eller en mand. Faktisk var hun ret ligeglad, katten var kommet til hende, og den måtte jo været kommet for et eller andet? Nu kunne den vel lige så godt få hendes kærtegn med. Smilet på læberne blev ved med at været der og hun lagde hoved ned mod dens og strøg den over hoved ”tak..” mumlede hun stille da hun mærkede tårerne glide ned af kinderne, egentlig uden at vide hvor de kom fra. Men disse tåre havde hun gemt væk, siden at Seth var taget af sted, og det var godt, et halv år siden. Hvis ikke mere, siden den dag havde hun ikke grædt, for nu altså. Og det var som om at hele hendes krop var blevet befriet, og hun gav sig selv lov til at, give slip? Give slip på den rigtige måde, og ikke bare fornægte at hun nogen sinde havde elsket denne mand. Ham som havde gjort hendes sjæl hel. Nej, hun havde elsket Seth, mere af hele sit hjerte. Og så en dag, var han bare forsvundet. Som dug fra solen var han skredet, uden et ord. Uden nogen som helst. Savnet gnavede i hende hver dag, og intet kunne sådan rigtig lindre denne smerte.

Hun grinede svagt af den lille kat da den lagde poten på hendes næse, og kunne mærke hvordan at tårerne blev ved med at glide ned af hendes kinder. Dog var der et smil på hendes læber, som om hun var glad for a endelig at kunne få frit løb til hendes følelser. Sjovt nok viste hun ikke hvor det alt sammen kom fra, men hun var bare begyndt at tø op igen, og hun havde også mærket mindre og mindre til Hope. Og håbede virkelig at det ville holde ved. Hun var ret sikker på at så snart hun havde fundet sig selv, så snart hun viste hvem hun i virkeligheden var. Så ville det alt sammen blive bedre. Men sjovt som hun sad og tænkte over det, viste hun at de mennesker der ville se hende som en glad, åben og meget venlig personlighed, ville finde ud af at det var bestemt ikke det hun var. Nej faktisk var hun meget værre end man kunne tro det værste kunne være. Og hun var dobbeltmoralsk som bare fanden. Men hvad? Hun kunne da i grunden bare være ligeglad med alting, hvordan hun påvirkede folk, og at hun kunne gøre den kede af det. Men det var hun jo ikke? Kunne godt være at der var nogen folk der troede hun var det. Men det var hun altså langt fra, faktisk så var hun slet ikke som hun gav sig ud for at være, for rigtig mange mennesker. Det var utroligt hvor mange som så hende som kynisk og kold. Når hun inden i var et grædende hjerte, et hjerte som var gået i så mange stykker at selv ikke lim ville kunne få det på plads igen. Så mange ting som var sket, så mange ting man ville tage tilbage. Men hvordan ville hendes liv så ikke havde set ud? Hvor kedeligt ville det ikke havde været hvis hun bare, ja bare kunne undgå alle de ting som hun så som fejltagelser. Også gå tilbage når hun mente at hun havde gjort noget forkert. Måske var disse fejltagelser som hun selv så dem for at være. Faktisk ting som gjorde hende stærkere, og gjorde den til den hun i virkeligheden var. Man kunne jo ikke blive ved med at være den samme, nej man ville altid ændre sig lidt. Altid havde noget man ikke forstod nogen man ikke rigtig mente hørte til i ens liv. Men lige det at det var der, måtte jo betyde at det hørte til der. Der var ikke noget som hed, nej det ser ikke godt ud. Men jo? Det var jo meningen det skulle se sådan ud, så var det jo bare den persons mening omkring hvad der så godt eller skidt ud. Sjovt egentlig, som alting kunne vendes og drejes. Bare at man valgte at se alting i et positivt lys, så kunne man jo også kun selv blive positiv, og tiltrække alt den positive energi. Men hvis det virkelig var så nemt, hvorfor blev hun så ved med at være negativ? Hvorfor blev hun ved med at falde ned i det hul, det hul hvor hun bare ikke ville være med mere. Hvor hun havde lyst til at give op, virkelig ikke havde lyst til at leve mere. Når det hele faktisk kun var så nemt som det så ud til. Det er hvad vi gør det til, det er ikke hvad andre gør det til. Det er dig som har kontrol over dit hoved, og din krop. Og dig som vælger hvad du bliver jaloux over, og hvad du bliver ked af. Hvis det ikke var det, hvem skulle det så ellers være? Ja, ja det gav faktisk alt sammen mening inde i hendes hoved nu!
Et lille grin gled igen, igennem hendes strube og hun rystede lidt på sit hoved af de mange tanker som blev ved med at komme, lidt lige som et vandfald der aldrig var nok mættet af vandet. Jo mere vand jo kraftigere, og jo mere power havde det. Sjovt nok var det jo det samme som tanker, jo flere der var, jo mere uregelgerrige var det. Hun sukkede stille og blev ved med at nusse den lille kat ”Hmm.. i den skikkelse kan jeg jo ikke rigtig få at vide hvad du hedder..” sagde hun stille til katten, og viste godt det var et menneske hun sad der og nussede med. Og efter noget tid satte hun da også katten ned i sandet igen. ”Så.. nusset nok.. nu vil jeg også have lov til at møde dig..” halv grinede hun og kiggede spændt på katten og ventede på at den ville forvandle sig. Eller hun håbede da hun havde ret? At det faktisk var en animagus og ikke bare en rigtig killing. For i så fald, så ville hun tage den med hjem, give den et hjem, mad o.s.v. Den skulle i hvert fald ikke have lov til at blive her ude i kulden og her på stranden. Men igen, ville den bryde sig om at få et nyt hjem? Hun sukkede stille, men kiggede stadig afventende på den lille killing.

Freddy lod sine dybe brune katte øjne hvile på hende, da hun satte ham ned på jorden. Han miavede lidt, inden at han vendte sit blik ned mod jorden, *Vidste hun at han var en animagus?..Er det godt at jeg forvandler mig tilbage?* tænkte han og lod sin tunge glide ud at slikke på sin snude.. også kaldt næse, inden at han lukkede sine øjne og der gik lidt tid før at han blev forvandlet til sit rigtige jeg igen. En spinkel dreng, men alligevel ikke for tynd, med en højde på omkring 1.69 cm, sad nu på røven foran hende, iført sorte stramme jeans, et nittebælte med to forskellige farver i nitterne, rød og sort, sorte converse hvor han udover det også havde en sort T-shirt på. Hans hår var lidt pjusket bag i og havde farven sort, ellers sad hans hår glat, og noget af hans pandehår gik ned i hans ene øje. Lidt alternativ argtig frisure. Et lille suk undslap fra hans mund imens at han træk vejret roligt, inden at han kiggede op på Faith. Og et charmerende smil dukkede frem på hans læber, "..Du har et sødt grin, dejligt.. at jeg kunne få dig i godt humør, i stedet for at se dig trist" sagde han og fugtede let sine læber, lagde dernæst sine ben over hinanden, så de krydsede sig over hinanden. "Jeg hedder forresten Frederik, men kald mig Freddy.. det er mit officielle kælenavn" smilede han skævt og rakte sin ene hånd imod venligt imod hende. "Du er god til at fornemme hvad folk er for en race?" spurgte han nysgerrigt, og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende, smilede stadig. Han ville dog også spørge ind til om hvorfor at hun havde været så trist, men alligevel holdte det spørgsmål ham også tilbage, fordi han kendte hende jo ikke særlig godt, og normalt var folk ikke glade for at andre ubekendte personer deltagede i deres privatliv. Af en halv animagus at være havde han ikke noget hjem, han kom jo hvor han fik lov og sådan ellers med hvordan det passede ham. Dog havde han det nogen gange svært med at tage imod tilbud, når nogen spurgte om han ville bo hos dem, det havde han været udsat for, hvor han sagde ja. Men at det alligevel ikke blev til noget. Han var lidt af en hjemløs dreng som gik rundt med noget magi i sig? Og derfor kunne han alligevel også klare sig.

Hun betragtede drengen som var kommet til syne, og sendte ham et opmuntrende smil og kunne mærke en lille rødmen stige op i sine kinder *hvad fanden går der af dig?!* hun rystede på hoved og lukkede øjnene mens hun prøvede at få styr på sig selv. Sådan opførte hun sig ikke! Under ingen omstændigheder rødmede Faith Jável. Det var sygt og forkert det her, og hun fattede virkelig ikke hvad der gik af hende. Men rødmede det gjorde hun nu alligevel. Ikke meget, men der kom noget farve i hendes kinder ”mange tak..” mumlede hun stille og åbnede langsomt sine øjne igen og kiggede på ham. ”.. men det kan du kun takke dig selv for at komme til at hører..” mumlede hun sagte og bed sig i læben, mens hun vendte blikket ud over vandet og lod hånden kører igennem hendes røde hår. Hun kunne allerede ud fra hvordan de sad, se at hun var en del højere end ham. Men nu var det jo ikke så tit at en pige var omkring de 1.89 høj. Hvor hun havde det fra, viste hun ikke rigtigt, da hun jo aldrig havde mødt sine rigtige forældre og var blevet adopteret, af manden som hun senere hen fandt ud af, havde dræbt hendes forældre. Til gengæld havde hun så også dræbt af ham, dog efter hun var blevet skudt af sin stedfar. Underligt koncept, men sådan var det i hendes liv. Alt var underligt, og alt var meget kompliceret. Men hun holdte af det på sin hvis. Det gjorde det en del mindre kedeligt, end så mange andres liv, hvor der i grunden bare ikke skete noget som helst.
Hun nikkede lidt til hans næste spørgsmål ”ja.. medfødt evne.. har altid været god til det med at finde ud af hvilke personer jeg var sammen med, var for nogle typer..” sagde hun igen med et lille grin og kiggede nu helt over på ham, og lod sine øjne opsluge ham. Dog ikke så det var ubehageligt, men mere med en hvis interesse der viste hun var nysgerrig efter at vide hvem det var hun sad sammen med. ”så.. tror bare at det er noget som har udviklet sig, men jeg kan dog ikke finde ud af hvilken anden race du er.. animagus og noget andet..” sagde hun eftertænksomt og prøvede igen at finde ud af hvad det kunne være for en race. Men igen måtte hun slog sig til tolds med ikke at kunne finde ud af det, dog var det meget irriterende for hende. Da hun ikke rigtig brød sig om at opgive, men her, der var bare et eller andet som spærrede for hendes udsyn til at kunne finde ud af hvilken anden aura han bar ud over animagusens. ”hmm.. men jeg gætter på at det har noget at gøre.. med ild?” sagde hun stille, virkelig i tvivl.

Han bemærkede det at hun rødmede og han syntes det klædte hende, men han sagde ikke noget til det. Freddy var en speciel dreng og var jomfru? Det.. han rystede kort på hovedet, for at komme til virkeligheden inden at han lod sine øjne hvile på hende igen og betragtede hende med et bredt smil der sad på hans læber, "Interessant" sagde han med et lille nik, hentydet til det hun forklarede at det var en medfødt evne. Lige så vel som hans halve side af en animagus. "Utroligt og fedt for dig" smilede han skævt og lod sin tunge glide ud at slikke ved det ene stykke metal som var i hans snakebite.. ja, han havde piercing i ansigtet, men ingen tatoveringer endnu? "Ja, det ser det ud til hvilket er imponerende" tilføjede han og lagde sin ene hånd om bag nakken, hvor han kløede sig lidt der og gabte en enkel gang, hvor han hurtigt lagde sin frie hånd på sin mund, "Det må du meget undskylde!" sagde han hurtigt, efter at han havde fjernet sin hånd, en svag rådmen dukkede dog frem, da han mærkede en varme i hans kinder. Han nikkede dernæst ja til det hun sagde med om han også var noget andet, end bare animagus, og endnu et nik, til at det havde noget med ild at gøre, "Rigtigt, er en halv- animagus og halv ild dæmon" svarede han stille, og fniste lidt uden at han vidste hvorfor, inden at han kiggede lidt på hende, "Jeg kan ikke finde ud af hvad for en race du er.." mumlede han så og var letter forvirret, imens at han var nysgerrig for efter at vide det. Han var utrolig dårlig til at gætte sig frem til hvad folk var, medmindre han selvfølgelig opdagede et kendetegn og kunne derudover altid genkende animaguser og ild dæmoner.
Freddy kiggede op mod himlen, da en regndråbe landede på hans kind og opdagede at det ville begynde at regne, han sukkede lidt, dog ikke fordi han hadet regnen, han elskede vejret, det gjorde en mere frisk i sindet, men alligevel var det træls når ens tøj blev vådt, "Hm, vil du med et sted hen.. hvor der er tag over vores hoveder?" spurgte han med et nuttet smil, imens at han fortsat kiggede på hende, Freddy vidste bare ikke hvor de skulle tage hen, fordi han kunne jo ikke tilbyde et hjem, hvor han boede? For han havde ikke sit eget hjem.. det irriterede ham en anelse. "Eller.. hvad har du lyst til?" spurgte han efter et stykke tid, han ville gerne høre hendes mening, det kunne også være hun ville blive siddende og desuden ville han også gerne tilfredsstille hende på den måde, da han gerne ville være hendes ven. Freddy håbede på at der måske var et stærkt venskab på vej imellem dem? Hvem vidste? Det ville tiden vise. Han lod sine hænder glide op i sit hår og uldede det lidt.

//Hm out. (://

//okay o: Ville ellers have svaret om lidt, men havde glemt det ^^'//

//Derfor meldte jeg mig ud.. fordi du har andre ting at lave(://

//neej vil da gerne skrive med dig >.<!//

//Sorry//

//Humpf >.>.. jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til dette ;o
men okay så! >.<.. hvis du ikke vil emne, vil du ikke emne >.>//

//..Vi kan godt fortsætte >__>//

//Jaja >___>.. nuuu beder du om godt vejr var? x3//

//Maybe >___> D://

//hohoho x3.. skal vi tage et nyt emne i stedet så? (://

//Jo, det er nok bedst oo' .. du bestemmer om hvem der skal oprette, men jeg skal lige om lidt ind til byen (: .. Dog vil jeg hurtigt også være hjemme igen. Så ved jeg ikke om hvad du vil (://

//altså skal selv rydde op, så du måtte egentlig meget gerne oprette et oo' men det behøver ikke være så kreativt ^^//

// Okay(: //