Tom aften - Freddy

Tid: Aften omkring kl 18
Sted: Teatret paa scenen
Vejr: Vi er indenfor, men det regner..xD
Omgivelser: Der er sjovt nok kun Angelie

Man kunne svagt hoere regnen, som trommede mod de hoeje, blankpolerede vinduer, som gav en smugle sollys, der ramte scenen i smaa kaskader. Angelie stod.. Eller rettere sad paa scenekanten med benene udover scenekanten, og med et fjernt udtryk i de blaa oejne.
Af ren vane, satte hun forsigtigt taenderne i sin underlaebe, mens hun sukkede teatralsk. For foerste gang i flere uger, var der intet teaterstykke den aften, hvilket gjorde at Angelie kedede sig. Hun brugte tiden paa at skraemme folk fra vis og sans under akterne, men idag.. Der var intet at foretage sig. Hendes roedbrune haar var bundet op i en sjusket hestehale, mens hun havde ifoert sig en miniskirt i farven sort, samt en simpel tanktop.
Solen var stadig paa himlen, hvilket var grunden til at Angelie stadig var i menneskeskikkelse. Hun foretrak det saadan, og kunne ikke vente til den dag, hvor hendes herre havde lovet at genoplive hende. Hun skulle bare udfoere et bestemt arbejde, for at han ville goere det, hvilket ikke var videre svaert for hende i forvejen.

Angelie sukkede endnu engang, inden hun langsomt trak benene ind under sig, fandt balancen paa begge foedder, og rejste sig op i sin fulde hoejde, som ikke var anden end 170 cm. Ikke meget for en paa hendes alder, men til sin glaede havde hun erfaret at der fandtes nogle faa, maaske lidt flere, som rent faktisk var lavere end hende i denne verden.
Roligt og elegant, satte hun den ene fod foran den anden, mens hendes skridt gav genlyd i den tomme sal. Lyden virkede paa en eller anden maade hoejere, paa grund af salens form, som gjorde at alt gav et svagt ekko. "Interessant.. Man skulle maaske ov.." Angelie naaede ikke at mumle sin saetning faerdig, foer et nyt ekko ga genlyd. Denne gang kom det ikke fra hende, eller hendes foedder. Nej..
En svag knirken naaede hendes oeregang, og Angelie stivnede et kort sekund. Langsomt vendte hun blikket mod Doeren, hvor han spinkel person gled ind gennem doeren. Drengen saa ud til at vaere for optaget, og Angelie kunne ikke lade vaere med at overveje, at det garanteret var en person, der havde haabet paa, at der ville vaere et teaterstykke den aften.
Istedet for at sige noget, gled hun hurtigt om bag taeppet, som denne dag var trukket ud til hver sin side af scenekanten, og Angelie gemte sig i skyggerne bag det, som hang til venstre. Hendes haab var at denne dreng ville forsvinde i loebet af kort tid, saa hun kunne nyde teatret for sig selv. Det sidste sted hun havde vaeret, og var blevet myrdet. Tanken bragte et underligt deprimeret smil frem paa Angelies laeber. Det havde vaeret saa ironisk den aften. Stykket havde heddet 'et mord paa scenen', og der havde i sandhed ogsaa fundet et mord sted. Nu laa Angelies Krop begravet paa Kirkegaarden lige uden for Di Morga, mens hendes sjael vandrede hvileloest rundt paa jorden, for at faa sin haevn.
Ja.. Haevn over Faith, som havde myrdet hende. En svag kuldegysning gled ned over Angelies ryg. Som sma myrer, der kravler langs rygraden for at finde kviste til at bygge deres bo.
Hun lod dog tanker vaere tanker i nogle ganske faa sekunder, hvorefter hun igen vendte blikket mod Drengen. Han var nu i faerd med at tage sine sko af? Havde han taenkt sig at overnatte her eller saadan noget? Nu maerkede hun den normale irritation over at blive forstyrret glide ind under huden, mens hun langsomt traadte frem fra taeppeforhaenget.
Hendes oejne havde vaennet sig til det halvmoerke lokale allerede, men for at vaere sikker paa at drengen kunne se hende, gled hun henover gulvet mod den anden ende af scenen, hvor fingrene let fandt frem til stikkontakten. Et svagt klik kunne hoeres, og som alt andet gav det genlyd, mens salen blev oplyst af den store Lysekrone, som hang i midten af lokalet, og en del meter over jorden, saa den ikke forstyrrede synet.
Nu vendte Angelie sig om mod drengen, mens hun beskyttende foldede armene over kors, og lod hovedet falde en anelse paa skraa.
"Du har vel ikke taenkt dig at flytte ind?" Hendes klare stemme kunne tydeligt hoeres, og et svagt pust af kilde gled igennem ordene, som hun havde sagt mod drengen, der sad i den anden ende af rummet.

Angelie kunne ikke lade vaere med at foele en vis form for tilfredshed, da nervoesiteten kunne hoeres i drengens stemme. Eller.. Hun ville nok ikke kalde ham dreng laengere.. Han saa ud til at vaere omkring hendes egen alder, men af erfaring havde hun laert, at mange vaesner i Di Morga var langt aeldre end de saa ud til. Angelie ville nok vaere en af de yngste naar det kom til stykket, da hun kun havde eksisteret i de nitten aar, som hun nu engang ogsaa var.
Hun ventede lidt med at svare, og lod i stedet blikket hvile mod Drengens dryppende toej. Regnvejret havde vist fanget ham paa vejen.
"Jeg hverken ejer eller bestemmer over Teatret, saa jeg kan heller ikke bestemme om du maa sove her eller ej" svarede hun kortfattet, og himlede kort med oejnene. Han ville helt sikkert blive syg, hvis han blev staaende i det kluns der.
Angelie bevaegede sig hen mod kanten, og satte sig paa hug, inden hun ved hjaelp af en stoettende haand mod scenen, svang benene ned paa jorden i en bevaegelse. Med normale skridt, der igen gav genlyd i rummet, da ingen af dem talte, begyndte hun at vandre ned mod drengen, mens hendes blik tog ham ioejesyn.
"Det er altsaa ikke hoefligt at sporge andre om deres navn, uden man har naevnt sit eget" tilfoejede hun, efter Angelie langt om laenge var naaet ned i den anden ende af lokalet, og stoppede op omkring en meter fra ham. Hun kunne med lethed se hans ansigtstraek, og vaade toej nu hvor hun var saa taet paa.. "Mit navn er Angelie Walentina" Hun nikkede let, og rakte med vilje ikke haanden frem. Kontakt med fremmede havde altid gjort hende nervoes. Som om et overfald ville ske naar man mindst ventede det.
"Du er noedt til at komme i noget andet toej.. Foelg med" Hun drejede om paa haelen og begyndte at lunte tilbage mod scenen, mens hun regnede med at denne person ville foelge med af sig selv.