Do I Escape? [Malakel the Vanquished]

Tid~22.13
Sted~Allées - Gyderne
Omgivelser~Gyder.. Ellers ingen?
Vejr~Regn, mørkt og kølig og let kraftig vind

Regnen piskede ned og slog hårdt med de allerede nydannede vandputter der havde placeret sig i små fordybinger i den ujævne vej. Hvis man virkelig var så dum at gå ud i det uden en paraply eller sådan noget ville man blive plaskhamrende våd på blot få minutter. Det var dog heldigt at det ikk var havl. Ellers ville man jo få voldsomme mærker efter det. Eller også var det bare noget man bildte sig selv ind. Lyden af de hårde dråbe mod en paraply kunne se høres i det fjerne. Dens røde farve kunne ses på lang afstand i det ellers grå og mørke vejr. Den tilhørte en pige på kun omrking de 17 år der havde valgt at vove sig uden for. Hun holdt den tæt ind til sig og sørgede desperat at holde mest muligt vand væk fra sig med hjælp af paraplyen. Hun havde et stram og godt tag i skaftet så den ikk skulle blæse væk i den let kraftige og kølige vind der nu hærgede dette område af Di Morga. Eller måske faktisk bare hele den lille stat. Hendes mørkeblå jeans var dog en smule våde nede i kanten på grund af af de vandputter hun af og til trådte i. Ellers havde hun en sort tæt siddende t-shirt på og med en dejlig varm lyseblå lynlås trøje over for at kunne holde varmen. Selvom at denne pige tilfældigvis var koldblodig havde hun alligevel en nem tendens til at komme til at fryse. Og det var kun den enen halv del da hun også havde en dæmonisk halvdel. Dog så hun sig selv om et menneske. Et svagt væsen. Ud over at hun ikk liegfrem var svag og hun havde jo nogle små evner i ærmet. Men hun undlod at bruge dem. Hun havde ikk altid kontrol over dem.
En ret stor mørkerød blodforsamling havde fået sin plads på hende ene side af hendes ansigt. Lige mellem hendes øje og kind dog helt ude ved starten af hendes kønne rødlige hår som var som sædvanligt sat op i en hurtigt og sjusket knol i baghovedet. Hendes smukke og klare grå øjne var rettet ligefrem og hendes skridt var hastige. Hun ville vel bare så langt væk fra det sted hun var kommet fra som hun nu kunne. Selvom at hun godt vidste at hun var langt nok væk nu. Men alligevel havde hun den følelse af at ikk rigtigt kunne holde nu. Så hun gik bare videre og tog sig ikk af den lidt skræmmende stemning der nu fandes i gyderne. Denne dejlige blanding af vampyr og dæmon havde fået navnet Natalie. Men det var før hun blev sendt til sin nuværende plejefamilie. Det var det eneste hun havde tilbage fra sine oprindelige forældre.