Langt at gå ik..? Ren..? [Privat]

Ren så chokeret op. "Manden med Leen er din far?" Spurgte han vantro. Kunne det virkelig være rigtigt? Da hun bortforklarede at hun var ond, så han op på hende og smilede. "Ja okay... Selvom du var ond ville jeg ikke hade dig. Men du gør dem en tjeneste? Der må da være nogle der ikke ønsker at dø, ikke?" Spurgte han undrene og tog en slurk af sin the. "Men, ehm... Hvorfor afskyr han dig?"

Hun smilede og havde hoved på skrå "Jeg er ikke ond. Ikke ligesom dem. Jeg hjælper sjæle over Dødens flod, så de kan komme til paradiset. Men, det gøre ondt, når nogle af sjælene dumpet ned i vandet og ryger ned til helved. Hvis altså sjælen har noget godt i sig" forklarede hun og tog en slurk. Hun betragte nogle folk som så på dem og hviskede og tiskede *Hmm de taler sikker hvordan Ren ser ud. Ja, deres tøj er bare amatør* tænkte hun drilsk og så på ham. Det spørgelsmål ville hun endelig ikke besvare, men hun gjorede det "For det første, blev jeg født som pige. For det andet, er jeg ikke grusom ond som ham. Jeg er på en måde en slags engle, som han havde fortalt mig" hviskede hun trist og så ned "Jeg er bare en alt for venligt demon" mumlede hun og så ned på sin the

"Det er jo netop det jeg siger; Du er ikke ond, men hvis du var ville jeg ikke hade dig." Han blinkede. "Så helvedet findes? Hvad sker der så med de 'gode' sjæle?" Han var ikke sikker på om han skulle tro det eller ej, men spurgte alligevel. "Hvad med teorien om at man dør og det er det? Eller det med et næste liv?" Ren drak det sidste af sin the. "Er manden med leen ond? Jeg troede det var en skrøne, og at han hverken var ond eller god, sådan som du siger; bare tog folks sjæle når deres liv sluttede." Ren var ikke sikker på at han forstod noget af dette, men der skete vel ikke noget ved at spørge, vel?

Hun kunne ikke lade være med at fnise "Helved, ja, det findes. Jeg bliver altid brand, fordi jeg ikke er velkommen. Når ja, de sjæle som har noget godt i sig, og er kommet over Dødens flod, kommer til mit sted. En hvid mark fuld med røde sjælsblomster. Når en sjæl bliver til en rød blomst. Har den fundet til paradiset.. Smukt ike" sagde hun og så drømmende ud og så på tjeneren som tog talerken, hvor isen havde været. Hun så lidt på Ren "Døden er og bliver en mysterium. Som ikke en gang jeg ved. Jeg ved bare, at man enten er i helved eller i paradiset" hviskede hun og syntes selv det var noget underlig noget. "Skal vi bare sige, Døden er bare som han er. Han er ikke den eneste som tage folk sjæle. Der er fx Drengen med leen og Damen med leen" sagde hun og havde hoved på skrå.

Han lyttede til hendes fortælling om livet efter døden, men kunne alligevel ikke finde hovede og hale i historien. "Jeg må vel vente til jeg selv dør... Og så se om jeg kommer i helvedet eller noget" Han grinede svagt, men blev hurtigt alvorlig igen. "Men hvorfor bliver nogen så spøgelser? Der er endda nogen som bliver engle..." Engle måtte være de ekstra gode, tænkte han og vidste at han aldrig ville blive en engel. "Hvis der både findes drengen, pigen og damen med leen, hvorfor hører man så kun om manden med leen?" Spurgte han igen og så op på Ting-Chan

Hun lukkede øjnene. "Som jeg har hørt. Er det en søgeligt historie om spørgelse. Det er sjæle som bare har vandret uden at komme til hjælp. Derfor bliver sjæler til spørgelser. Engler, er hvis en sjæl blivet fundet af en engel. Ja, så genopblive engelen sjælen så det bliver en engel. Som jeg har hørt. Men det er en sladre" sukkede hun og rystede på hoved "Demoner og djælver er jo det modsatte af Engler og dødsengler" sagde hun og så på ham "Du kommer sikker til paradiset" sagde hun med et smil. Hun drak det sidste af the'en og så på Ren og smilede "Ser du. Min far. Som er den ægte mangen med leen blive jo kaldt Døden. Men han var jo helt alene med alle de sjæler. Så pludselig fik han en bror. Der er nemlig to manden med leen. Men min far kaldes jo døden. Så kom vi andre og demoner med en le til verden og hjalp ham" forklarede hun og så ned.

//Må smutte, svarer senere :D //

//Jaa ^^ sees//

Han smilede da hun sagde at han ville komme til paradiset, men han var nu ikke sikker. "Trist." Sagde han og hentydede til historien om spøgelserne. "Men de er ikke farlige... Selvfølgelig, nogen er, men det er langt fra alle. Så hvorfor skræmmer mennesker hinanden med spøgelses-historier?" Han holdt en kort pause, men tilføjede så: "Det er ikke noget du behøver at svare på." Han så ned på sin isdessert som var smeltet, og skubbede den væk fra sig. "Men jeg troede at engle var gode og dæmoner onde. Du er en dæmon, men du er god... Er det ikke meget imod din natur?"

Hun smilede til ham og lo lidt "Jo, en helt del. Kan du nu forstå min far askyr mig. Han kaldte mig en 'Engle Barn' Men jeg behøves da ikke at være en demon som dem. De må bare lære at opblive noget nyt, nogle gange" lo hun og så ned "Som sagt, bliver jeg tit smidt ud i helved. Men himlen tage imod mig med åbne arme. Engler er så kære" sagde hun og så på ham. "Hmm Nu tror jeg du ved en del ting om mig. Hvad med din familie. Jeg må indrømme, at din familie virker til at være rimelig kongelige ik..?" spurgte hun og blinkede til ham.

Ren smilede. "Så engle tager imod dig, selvom du er en..." Han nåede lige at stoppe inden tjeneren kom hen til dem og fjernede deres mad. Da tjeneren igen var gået fortsatte han. "...dæmon?" Han så op på Ting-Chan. "Det kan man vel godt sige... Min familie er adelig, og vi er meget rige." Han holdt en kort pause. "Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal fortælle dig om min familie..."

Hun nikkede og rødmede lidt. Hun smilede til Ren "Ja.. Det er nok fordi jeg er anderledes" sagde hun og så på ham og under bordet vred hun sig lidt i fingrene før hun forsatte "Uhm hvordan din familie er, og hvor mange uhm penge i har" mumlede hun og fik endnu mere røde kinder *Hvorfor lige spørge om penge nu..!! Hmm bare han ikke misforstår det* tænkte hun og skammede sig lidt over det.

Han hævede et øjenbryn, men smilede stadig - dog svagt. "Penge... Lad mig se, vi er meget rige... Det vil altså sige vi har mange penge." Han blinkede med øjnene, stadig smilene. "Men jeg bor ikke i mine forældres... slot..." Han så på hende, og afventede ligesom en reaktion. "Jeg har stadig penge, selvfølgelig..." Han ventede et kort sekund, inden han skiftede emne: "Du er da alt for sød til at være dæmon?"

Hun var tæt på at tabe skeen, da hun skulle til at tage en stykke af hendes is. Hun prøvede at styre, rigtig meget. Hun var da selv rig, noglelunde da. Hun spiste lidt af isen "Hvor er du dog heldigt. Men jeg håber da at dine forælder er søde og venlige, ligesom dig," sagde hun og smilede sødt til ham, imens hun rakte hendes hånd mod Ren's hånd. Hun strejfede hans hånd, og gemte tog hendes hånd til sig igen. Hvad havde hun endelig gang i..? Hun sukkede lidt. Gid hun havde en far, som gad hende. Hun tog en tår. Mange folk betragte dem. En fint tjener gik hen til dem "Undskyld jeg forstyrre jer, men vil i betale nu, eller senere...?" spurgte han høfligt, imens han betragte Ren. Man kunne forstille sig om noget, men stoppede igen og så ventende på svar. "Ved det.. Derfor er jeg en udueligt pige.. Jeg er ikke som de andre," sagde hun og så lidt trist ud. Tjeneren så lidt forbavset på hende og forsat så på Ren.