Mørke tanker vækker minder //Natalie//

Itari sad på en gravsten, hans hår hang om ham som om det var vådt. Det så unaturligt ud... Det plejede at være pjusket og stritte til alle sider, men ikke i dag. Fuldmånen strålede over ham, og sendte sit hemmelighedsfulde lys ind over alle, planter og grav, såvel som ham selv og alt andet der var ude lige netop denne nat.
I det fjerne lød en varulvs hyl, og svarene klingede i luften lidt efter. Itaris ansigt var roligt, dog på en knusende, og kold måde, som var den rolige atitude og holdning, blot en facade, hvilket det jo tydeligvis også var. Hans tænder, som kun var anderledes fra et menneskes, på grund af de lettere spidse kindtænder, blottedes et øjeblik i et svagt ironisk smil. Hans isblå øjne var kolde, og så ud til at være grunden til at luften omkring kirkegården bed sådan i huden, og fik øjnene til at løbe i vand.
Hans pande var bar, hvilket var tegn på hvilken af hans personligheder der var på fære i øjeblikket. Mulianere. Prinsen af Mindrell der nær havde dræbt sin egen bror.
Han kneb svagt øjenene sammen ved denne tanke, denne indskydelse der havde spredt sig i hans sind.
Hans bror. Hvorfor angrede han i det hele taget? Denne snotunge der altid skulle spille så selvhøjtidelig... Der altid troede at han var vigtigere end alle andre... Bare fordi han altid spillede munter... Men næhh nej. Han havde regnet hamud, han havde set hvad hans lillebror var i stand til at forårsage... Han fik ham til næsten at opgive sin egen sjæl for ham... Men ikke længere, han ville ikke falde for hans tricks mere... aldrig.
Han rejste sig fra sin kolde siddeplads, og lukkede kort de isblå, isnende øjne, for at skjule det indre had, han egentlig nærede til sin lillebror.
Han begyndte at gå, hans hænder beliggende i hans lommer, og med de mystiske, men dog skræmmende isblå øjne, rettede mod gruset under hans fødder. Hans læber formede ord, simple ord der stammede fra hans egen verden, den sætning han aldrig ville glemme, den sætning han havde fortalt sin lillebror, i det øjeblik han vågnede op.
"Mentere gokei Hentailei.... Myrai..." det sidste ord blev hængende i hans mund, som var det klistret fast til hans gane, han lukkede øjnene og stoppede op, drejede hovedet mod en busk hvor han havde hørt noget... Følt en aura bevæge sig, men kunne ikke helt konkludere om det havde været en dæmon, eller blot et spøgelse....
Han sukkede, med øjnene stadig rettet mod busken, men uden at sige noget overhovedet, blot ventende på at der måske kom noget ud, men nej.
Auraen forsvandt, og han gik videre, fordybet i mørke tanker. Det havde nok blot været et egern.... Et lille ubetydeligt væsen....

En bil kunne høres oppe fra den ujævne grussti et godt stykke fra selve kirkegårdens skumle område. Det lød til at den bremsede hårdt op som om at den lige havde kommet i tanke om noget lige netop dette sted. Der lod en utydelig diskution ind fra bilen hvor efter at en af dørene blev åbnet og så smækket i igen. En anden dør blev åbnet og skridt kunne høres. Derefter blev den første dør åbnet igen. Og det kunne nogenlunde høres at en person så blev trykket ud af bilen. "Hey! Hvorfor fanden skal jeg gøre det!!?" lød en irriteret råben. En pige stemme. Den var blid og en smule mere lys en hvis det havde været en dreng. "Hør her! Gør det nu bare.. Nu er de jo også blevet din familie så kan du altså godt sige hej til dem.." lød en anden hvislende stemme. En mere mandlig og dyb stemme. "Men hvorfor skal jeg så gå derhen alene!!" råbte pigen igen. Så lidt efter kunne en syngende lussing høre men intet skrig. "Gør det nu bare..!" Så blev der ikk sagt mere. Den første bildør blev smækket i og lidt efter den anden også.
Skridt kunne høres igen. Hen mod kirkegårdens gravplads. Den store af dem. Den mest skumle og dystre af dem alle. Den hvor at træerne krogede sig ned over folk og sten. Men det skræmte ikk ligefrem Natalie som denne halvdæmon hed. Eller halv vampyr. Det kunne vel være lige meget. Hun var jo halvt af hver. Måske så bare blandingen. Hun holdt en stor buket sorte roser i sin favn og den anden frie hånd havde hun lagt på sin kind for at den fik til køligt omslag. Det var da forbandet sådan at hun blev kostet rundt med af den plejefamilie.
Så kunne der igen høres en bil der dog startede meget hårdt op og bare drønede hen af vejen igen. Og efterlod hende på kirkegården. Natalie stopepde roligt op og så den køre forbi bag hegnet. Hun spærrede sine smukke og klare grå øjne op og stod stivnet et kort øjeblik. "FUCKHOVEDER!!! IDIOTER!! BØRNEMISHANDLERE!!" skreg hun efter bilen og man kunne høre hvor tæt på at hendes stemme var ved at knække over. Hun stod lidt og trak vejret som om at hun var forpustet. Men hun græd ikk. Hun havde haft en fornemmelse over at dette ville ske. Men hun havde dog håbet at det ikk ville. Hun så lidt ned på buketten. Ja som om at der overhoved var en bedstemor og onkel som hun skulle hilse på. Det hele havde været fup. Og hun skulle have vist det. Hun smed buketten langt væk fra sig og meget hårdt ned i jorden med et vredes udbrød. Hun gik så videre hen mod den igen og sparkede til den. "De kan bare ikk acceptere at jeg er lidt anderledes.." mumlede hun svagt for sig selv efter at have faldet lidt mere ned. Hun satte sig på hug foran den nu smadrede buket og lod sin hånd strøg over den for at finde en ikk helt ødelagt blomst. Hun fandt end. Den mindede hende om hende sig. Såret men alligevel holdt den sig stærk og op rejst. Et lille smil kom frem på hendes læber men det forsvandt igen.
Der hvor at lussingen havde ramt hende hvade hun allerede fået en voldsom blodforsamling der sveg. Den var sådan helt inde der hvor at hende shår begyndte og i mellem hendes venstre øje og kind. Kunne nu da ikk snart forstå jeg man også skulle behandle hende som de behandlede de andre plejebørn de havde. Nok var de mennesker men det gav da for helvedet ikk deres ret til at slå hende. Hun dumpede ned at sidde og trak med det samme sine ben tæt ind til sig og så lagde hun sine arme om dem. Den overlevden storte rose havde hun stadig i hånden men hun græd stadig ikk. Hun ville ikk spilde sine tåre på dem.

//Håber det var langt nok xD//

//wow! Tror det var for langt xD Er ikke sikker på at jeg kan svare ligeså langt x´3//

Itarians øjne rettedes mod lyden han havde hørt. Alle hans tanker, alle hans problemer, var forsvundet som dug for solen, da han hørte den krakteristiske lyd af en hånd mod en kind. En lussing. Til hvilket formål ville man slå en anden? Hans hovede lagdes på skrå, selvom han hverken havde sagt spørgsmålet højt, eller haft en der kunne se det.
Han lod øjnene køre over den pige der nu kom gående ind på kirkegården. En blanding? Spændende.... Eller var han bare glad for lidt adspredelse for de sædvanlige fuldkommen rene skabninger han normalt mængede sig med? Eller rettere, som hans bror mængede sig med, da han jo ikke selv kunne gøre noget for at han ikke kom til at kende dem.
Hun havde tydeligvis ikke opdaget ham endnu, til hans held, hvilket gav ham tid til at gå om bag et træ. Den knasende lyd af gruset under hans fødder blevt dæmpet af pigens skrigeri.
Havde de mon efterladt hende? Var hun et uønsket barn? Eller måske et plejebarn, de ikke længere ville tage sig af.... fordi de måske havde fundet ud af hvad hun var? Hans tanker var mange, og ubesvarede, og hans skadede øje smertede svagt.
Smerten. Den byggede sig op indeni ham, og lod ham smage den bitre smag af svag frygt for at det endnu en gang skulle begynde at bløde... Da denne skabning var halvt vampyr. Hendes aura var tydelig, og dunsten af vampyr, var ikke til at overse, dog var den ikke ligeså stærk som den kunne have været, netop fordi hun var en blanding.
Hans øjne fæstnede sig på de sorte roser, som hun så tydeligt lod sine frustrationer gå ud over, sorte roser.... Hhhmm.... De var en udpræget sybolik som mange jo benyttede sig af... Nogen fordi de ville prale, andre.. fordi det var sandt.
Selv brugte han den dog ikke, han foretrak diskretion omkring hele sin eksistens, og ønskede ikke at nogen skulle benytte sig af en ting til at fortælle om ham.
Han sukkede svagt, og lod hånden glide igennem det sorte hår, skulle han hilse på? Eller ville det være risikabelt, da han jo var halv engel? Det blev tit sagt at vampyrer godt kunne lide engleblod... Men mon en vampyrs trang til en halv engels blod, ville være så stærk at hun ville angribe ham med det samme? Eller ville hendes dæmon side holde hende tilbage?
Han smilte kort, et næsten usynligt smil, næhh... Han troede nu ikke en dæmon ville holde nogen tilbage fra et begå vold... Men selvfølgelig... Han kunne jo tage fejl.

//Åhr Srry >_< Men du sagde altså MEGET lange indlæg...//

Natalie sad lidt og bandede groft over denne situation hun var i nu. Nu var de gået fo vidt. Det havde været til at holde ud det med de opdragede hende på en anden måde og af og til gav hende en lille lussing når hun nægtede at lave lektier eller sådan noget. Men nu var de gået for vidt! Hvor kunne de? Nok var hun anderledes men det var jo ikk som om at hun ville springe på den bare hvis de begyndte at bløde det mindste. Hun holdt sig helst væk fra blod. Den metaliske smag var ikk hende. Eller jo men kun hvis hun fik lov til at sætte tænderne i en af de patienter der af og til flygtede fra 'Den lukkede afdeling' på hospitalet. Sikke nogle paphoveder. De vidste bare ikk hvad der lurede om det næste gade hjørne. MEn ellers holdt hun sig fra blod. Hun kunne måske godt få lidt engleblod men hun ville helst ikk. Og hun havde en fantastisk evne til at holde sin trang tilbage. Hvilket ikk var særlig svært.
Hun stoppede så med at bande. Med overhoved at sige noget nu. Hvad skulle hun sige. At hendes liv var fuldkommen fuck-up? Nej det vidste hun allerede i forvejen så hvorfor bruge tid på at overbevise sig mere om det. Hun drig et opgivende suk der lige så let kom over hendes læber. Hun fugtede dem langsomt med tungespidsen da de var begyndt at blive tørre. Ikk fordi at hun var sulten. Hun havde da fået et ordenligt måltid mad der hjemme. Og hun havde haft bagt cupcakes. Og hun havde dem stadig gemt fra de andre i hende så kaldte familie. Det morede hende. Den lille tanke. Selv den mindste lille fidus kunne få et rigtigt smil frem. Blot et sekund. Så sukkede hun igen og lænede sig så lidt tilbage så hende grå øjne blev rettet mod himlen. "Tralalalaj..Kadabom. Fillihankat" begyndte hun så pludsleig meget svagt at mumle for sig selv om at hun selv var en eller anden sindyg tøs eller en pige på 3 år. Men det fik hende tilæ at falde ned.
Hun løsnede sit greb om sine ben og løftede så hånden med rosen op foran sig. Hun studerede den. Scanede den for hver en detajle. Hun betragede den skinnende sorte blade og den mørkegrønne stik som havde fået belagt de spidse tornekløer. Ja. Hun så sig virkelig selv om denne sorte rose.
Hendes krop begyndte så at ryste lidt. Kulden ahvde fundet dens vej ind under hendes tynde lyseblå trøje og videre gennem den råhvide top der kunne findes under trøjen. Hun kunne mærke hvordan at hendes små hår i nakken og på benene under de mørkblå jeans rejste sig men hun jo ikk rigtigt nået ved det. Hun havde jo ikk klædt sig til dette. Hun ville sikkert blive syg og det ville være den forbandede plejefamilies skyld

//Ved jeg godt! UNDSKYLD! Men det er bare det... At nu faldt min krea igen.... -______-" Men jeg skal nok PRØVE at skrive ordentlige indlæg! xD//

Han så på pigen, hun så ud til at leve i et rent helvede, hvilket på en måde... fik ham til at have ... medlidenhed med hende. Nej. Ingen følelser, han nægtede dem vej til sit sind, og fik styr på sit ansigt igen, der for et øjeblik var blevet fordrejet i et smørret smil. Han sukkede, og fik lyst til at træde frem, lyst til at vise hende at han var her. Men hvorfor egentlig det? Han kunne da ikke bare afsløre sig selv, det ville jo være direkte tåbeligt....
Han tog sig ikke desto mindre sammen og gik ud på stien igen. Den knasende lyd under hans fødder, den svage vind der legede med hans hår, det fik ham til svagt at smile bittert. Hvorfor? Han rystede på hovedet for sig selv og gik hen foran denne blandingsskabning, han aldrig før havde mødt.
Han så lidt på hende, opmærkesomt, oprigtigt interreseret, og med et strejf af irriteation i blikket. Hans smil blev en anelse bredere, han havde lyst til at være ond, men kunne han tillade sig det?
"Godnat... frk....?" han lagde hovedet på skrå, hans ansigt lå i perfekte udtryksløse folder, og hans mundviger begyndte endnu en gang at dale ned, til at blive den lille tavse streg, i den nederste del af hans ansigt.
Han betragtede denne pige, halv Dæmon, halv Vampyr hvad? Interresant, to racer der hver var vidt forskellige, og dog mindede de om hinanden. Han fik en lyst til at se hvordan hendes forældre opførte sig... Hvordan de mon berørte hinanden? Hvordan de viste deres lidenskab? Nej, hvorfor kom disse tanker til ham nu? Hvorfor tænke han sådanne ting.... Han sukkede svagt, og fæstnede endnu en gang de før en smule oprørte blik på hende, og gjorde de mere varmt, og dog, hang en kulde i luften omkring ham, og hans isblå pupiller gjorde sit for at få denne nat til at føles endnu koldere.

//Altså altså!! Jeg havde helt svedt ud at jeg skal på cykelferie med min fammilie i morgen, og skal tidligt op! Shit! xO Så jeg bliver altså nødt til at logge ^^'
Ses, og håber vi kan går videre med emnet når vi begge er på igen?^^//

//Det går nok ^^" Men jeg må logge og imorgen skal jeg desværre på en lejr så komme først på igen fredag..måske lørdig >_> srry//

Natalie kunne sagtende gøre skridtende. Det var jo så tydeligt at der var nogen anden her. Som havde hørt og måske set det hele. Et vidne! Men selvfølgelig ville denne person, Dreng som pige og kvinde som mand, ikk stå i retten og forklare det. Det havde hun forlængst opgivet. Hun ville bare være alene. Hun kunne også bare ventet et år. Et enkelt lille år og så kunne hun får fred. Så kunne hun flytte væk. Væk fra helvedet som så ud som himlen. Men skindet bedragede jo ufatteligt tit. Det havde hun fundet ud af. Dem som så kolde ud skulle jo bare have noget hjælp til at blive blødt op igen. Og af og til skjulte der sig en frygt eller en sorgmodig atitude under et så muntert og glad smil. Men øjnene sagde alt. Nok kunne hun ikk læse tanker men hun kunne nogenlunde..se folk tanker eller fornemme sig vej hen hvad det kunne være ved at se på deres kropssprog og se i deres øjne. Af og til en god evne men og det modsatte nogle gange.
Men så blev hendes opmærksomhed igen rettet mod den knasende lyd fra et par sko..måske stølver der gik over gruset i en blanding af sand og sten. En blanding. Lige som hende. To ting som ikk kunne forklares helt. Det havde da været et mirakel at hun blev født som hun er nu. Hun valgte så at rette sine klare grå øjne mod denne skikkelse. Denne dreng. Denne unge mand der nu stod foran hende og talte til hende. Great! Hun kunne da bare ikk så bare lidt fred. Ikk engang på en kirkegård. I det mindste holdt spørgelserne sig væk fra hende. MEn åbentbart ikk ham her. Hun indsnusede diskret hans duft. Engel. Det var da også...Grr. Men det var jo ikk noget hun selv valgte. Hvem hun skulle måde og ikk skulle måde. Men det var heller ikk skæbnen. Hun sagde ikk noget i lang tid. Hans smil havde undret hende. Hun havde haft et skimt af det men så var det igen forsvandet.
Så skilte hun sine læber for at sige noget. "Ja selvfølgelig er jeg en frk.. Tror du måske jeg er gift? Fri mig.." Hun himlede med øjnene. Hun kunne ikk gøre for det. Det var vel bare en lyst og så også at hendes følelser nu skulle gå ud over denne fremmede. Hun ville alligevel ikk se ham igen. Eller det mente hun ikk. Hun forstod faktisk godt hvad han rigtigt havde ment men hendes navn ragede ikk ham.. Ikk endnu i hvert faldt. Hun fugtede igen sine læber og bed sig blidt og forsigtigt i sin underlæbe og hendes hjørnetænder kom til syne. Hun havde ikk evnen til at kunne trakke sine tænder ind men de kunne da vokse lidt hvsi hun var sulten efter blod.

Hans hoved lagdes på skrå, og hans øjne glimte en anelse af tilbagetrængt vrede. De isblå pupiller trak sig en anelse sammen, da han så på hende, og hans mundvige blev trukket ned, og lavede en en anelse følelsesløs mund, der ikke udviste hvad han følte.
Han rettede sig op, og sendte hende et irriteret blik, "Du er klar over at det ikke er et ordentligt svar på dette spørgsmål, frk." sagde han, med en så kold og klar stemme, at en af de tabte roser, visnede på stedet. Han vidste ikke helt hvorfor, men lige nu, følte han sig ikke i humør til flabethed fra andre, han følte sig kold, og hul på en underlig måde.
Dog føltedes det ikke det mindste som ren og skært had. Nej, mere bare vrede, over denne måde hun talte til ham på. Han var jo så vant til noget andet... Mere respektfuldt. Men det kunne da også være ligemeget, han kunne ikke gøre noget andet end at vende ryggen til hende, for ikke at skulle gå løs på hende, ikke fordi han ønskede at gøre det, han følte bare ikke at han ville gøre skade på denne pige.
Blandingsracer... Det var noget værre noget... Selvom han selv var en, tænkte han alligevel sådan om dem. Bastarder. Men måske var dette blot en tanke i vrede, mente han det overhovedet? Det kunne alligevel være ligemeget, dette ville kun være et engangs møde, de ville aldrig se hinanden igen, eller lige nu håbede han ihvertfald ikke på det.
Hans ene hånd knyttede sig, mens det andet lagde sig på det ene sværd. Mon dette ville ende blodigt? Han kunne godt forestille sig det... Blod over det hele. Gyldent fra ham selv, og vel sikkert rødt fra hende? Endnu en blanding... Han gøs svagt indevendigt, og hans pupiller lod sig endnu en gang udvide.


//Blev som sagt ikke så langt ^^' //

"Og du tror måske ikk at jeg er ligeglad med det? Nok var det forkert efter din mening men alligevel var det rigtigt for mig.. Sådan går mine tanker rundt. Sådan er mit liv. Og så ser jeg ikk 'Godnat' som et spørgsmål. Og hvordan vil du kunne forklare dig frem til et spørgsmål ved blot at stille mig et ord. Og hvem siger jeg vil afslørre mit navn til en fremmed.. Det må folk jo til at forstå og respektere" lød det så fra Natalie efter noget tid. Hun havde ventet med at svare til han havde vendt ryggen til hende. Et tegn på at han åbenbart var alt for vant til at blive behandlet godt. Så skulle han da bare prøve at bytte liv med hende. Hun havde ænset ham et ordenligt blik mod hans ryg men så så igen væk og lukkede sine øjne i et langt blink. Hendes læber skilte sig og et lavmælt og opgivende suk kom frem. Hun kunne se hans hænder der knugede sig sammen. Kunne mærke kulden blive koldere og fornemme hans pludselige blodtørst. Hvordan hans lyst til at slå hende steg. Hvorfor så alle hende som en boksepude? Fordi at hun ikk tog sig så meget af det som så mange andre? Eller bare fordi hun var som hun var? Hun ville nok aldrig finde svaret. Der var så mange ubevarelige spørgsmål hun ville have svar på.
Hun løstnede først sit greb om sine ben men strammede det så uderligere. Den følelse han gav hende fik en boblen til at slikke sig om munden. Smage sit eget blod. Men hun ville ikk starte nogen slogskamp. Men hvis han ville prøve at dræbe hende var han da også så meget velkommen. Han ville jo bare gøre det på eget ansvar. Nok så hun ikk særlig stærk ud men små fikse evner lå gemt under denne hårde fasade. Hun betragede den sorte roser der nu lå på jorden med rystenfarvede blade og rynken stilk. Hun begyndte meget svagt at hive efter vejret. Hun vidste ikk hvad hun skulle gøre nu. Hun ville vel bare lade ham gå. Han betød intet for hende. Det var der ingen der havde gjort længe. Hendes bror..måske. Men ham kendte hun ikk. Han lå kun som et minde. Så hun nægtede denne følelse. Hun sad bare og så mod den døde rose. Scanede den og håbede på liv. Studerede den. Betragtede den. Stirrede mod den med et mildt blik.

//Det er okay ^^ Jeg skrev heller ikk særlig meget .__."//

Han vendte sig om igen, denne gang med et mere fattet og roligt blik, der så ud til at være en anelse undskyldende, selvom hans mund stadig blot var en tynd streg.
"Hvis du havde fortalt dit navn til mig, ville det ikke have betydet noget, jeg kender ikke mange her omkring, og ville desuden ikke gøre dig noget lige meget hvem du var" hans sidste sætning brændte på en måde i hans mund, som havde han lige tygget på et chilikorn, dog følte han det ikke som noget dårligt, nærmere noget godt. Noget der holdt ham ved bevidstehed, og forhindrede ham i at gøre noget han senere ville fortryde.
"Hør, jeg ville foretrække at kende dig, selvom det selvfølgelig ikke er nødvendigt, jeg ønsker at kende så mange som jeg kan, af de ikke-menneskelige væsener heromkring. Jeg ønsker at lære, og har virkelig ikke lyst til at slå dig, men at du taler på den måde, ville næsten ingen finde sig i" tilføjede han til sidst, og fulgte så hendes blik mod den døde rose.
Hvad var der mon sket med den? Havde hans følelser nu igen vundet over hans evne til at kontrolere sig? Han skulle have trænet noget mere, han skulle have været mere opmærksom på havd der var begyndt at ske omkring ham.
Han sukkede svagt, og vendte kinden til hende, parat til at gå, og dog tøvede han en smule. På en eller anden måde følte han at han ikke skulle gå endnu, at det ville... være at gøre noget galt.

//Skal lige have et eller anden at spie mne kommer hurtigt igen og svare ^^ //

// k! ^^ xD

Natalie forblev stille igen. Hun var ikk meget for at fortælle hendes navn. Ikk fordi at hun ikk kunne lide det for hun elskede nærmest men det var bare den følelse af at ville kende hende bedre. Så han ville gerne kende folk. Og ikk alle men kun ikk-menneskerne? Men sådan var det vist nogen der var. Men hun sagde stadig ikk en lyd. Hun forholdt sig også rolig. Ignorede hans spørgsmål der havde ligget bag hans tale. Han havde måske ret i at der ikk var mange der ville finde sig i hendes brug af ord men hun var vel ligeglad. Hun havde prøvet at smile i lang tid. Men denne epiode havde gjorde det næsten umligt igen. Før i tiden kunne man få hende til at smile bare ved at prikke til hende i siden men nu skulle der mere til. En medfølelse. En varm sjæl der kunne varme hende op. Tø hende op. Få hende til at tro at der stadig var noget ved livet. Men det var svært at finde sådan en perosn. Hun ville aldrig kunne åbne sig for nogen med mindre det ville ske. Det vidste hun. Hun sank men klump i hendes hals blev ikk særlig meget mindre. Den forblev der og gav hende vejrtræknings problmer igen. Hun havde ikk astma. Eller det mete hun ikk. Hendes blik blev rettet lidt væk fra ham. Hvorfor kunne han ikk bare gå og lade hende være? Lade hende sidde i dette sorte hul?
Hun bed sig så ret hårdt i sin underlæbe og var emget tt på at bide hul på grund af hendes skarpe og sylespidse hjørnetænder. Og til sidste skete det. Men hun gjorde intet ved det. Hun slikkede det ikk engang væk. Hun lod det bare løbe ned over hendes hage og dryppe ned på hendes bluse. "Nata......Natalie....O'Kirns" lød det så meget svagt fra hende og hun så stadig væk fra ham. "Natalie O'Kirns" sagde hun så til sidst mere sikkert men stadig utrolig svagt som en hvisken. Hun sank igen og hun kunne mærke hvordan at klumpenforsvandt.

Han så lettere overrasket på hende, bare det at hun havde svaret ham, havde jo været nok overraskelse i sig selv. Han havde lyst til at smile, men kunne ikke rigtigt få mundvigene til at gå opad.
"Natalie? O'kirns?" Han smagte lidt på ordene, og nikkede til sidst, og fik mundvigene sat op i et let, og dog svagt skævt smil, der fik enhver kulde i hans ansigt til at gå væk.
"Det var ikke min mening at være hård, du ophidsede mig blot en smule" sagde han, med en lettere tonløs stemme, der ikke det mindste virkede negativ.
Det var jo egentlig underligt at han stadig havde humørsvingninger, han kunne gå fra at være den sureste gnom i verden, til at være den perfekte gentleman på 0,5 sekunder.
Luften omkring ham, var også blevet en anelse varmere, og var nu næsten oppe på samme temperatur som resten af luften omkring dem. Selv rosen foran hende, begyndte igen at få farve.
Han så på hende, ind i hendes efter hans mening yndefulde øjne. Selvom hun ikke så tilbage, følte han at det var tilfredsstillende. Han så lidt på hende, og log hovedet glide let på skrå, som havde han stillet et spørgsmål hun ikke havde hørt. Men ikke en lyd var kommet over hans læber, hans øjne glitrede nærmest som stjerner, og dog virkede de på en måde anderledes, som om de var vand, og ikke fordi han var begyndt at græde, for det var han jo ikke, hans øjne mindede bare på en måde om vand, frossent vand.

Natalie forholdt sit blik væk fra ham selvom at hun kunne mærke hvordan han studerede hende grå øjne. Som stadig havde deres klarhed. De var ikk tåget det mindste. Det var en fordel for ehnde at ehndes øjne ikk blev anderledes når hun var tørstig efter blod. Men hun var dog heller ikk tørstig nu. Men alligeve havde hun haft lyst til at bare sætte tænderne i ham. Ikk i nakken eller i håndledet men mere i..maven måske. Hun havde det også med at være en del ligesom hendes dæmoniske sidde. Hun tømte jo ikk bare kroppen for blod men af og til fik hun jo lyst til en lille extra snack og tog et stykke af kødet. Sikke babarisk mente hun selv men hun kunne bare ikk holde sig fra det. Det var vel hendes instingt.
"Hmpf.. Ja selvfølgelig gjorde jeg dig ophidset. Jeg gør jo sådan set alle ophidsede bare fordi at man mener at alle som er søde og rare er det rigtige og som der ikk er er de forkerte eller hvad.. Og jeg kan jo ikk gøre for det..." sagde hun mere tydeligt og hun bevægede endelig sit hoved så hendes blik først var rettet mod jorden og listede sig så stille og roligt op mod hans ansigt. MEn hun så ham ikk i øjnene det første stykke tid. Der gik nogle øjeblikke før hun sådan rigtigt turde gøre det. Hun forblev helt rolig. Hun rødmede ikk og blev helle rikk genert. Hu forstod ikk dem som blev helt paf af at se nogen i øjnene. Hun så det ikk rigtigt som noget specielt. Ohr dog. Hun så ikk særlig tit nogen i øjnene så det måtte vel være et eller andet. Hun så hans smil. Men hun følte ikk følelsen af varm og lysten til at smile stige. Hun slappede dog mere af i armene og hendes ben blev strakt mere ud.

Han så lidt på hende, og hans smil blev visket en anelse ud da han hørte sine ord.
"Klogt, man bør ikke stole på personer man lige har mødt" sagde han med en mere eller mindre toneløs stemme.
Hans øjne tømtes for varme, og man kunne endnu en gang mærke en anelse kulde komme snigende.
Havde hun slappet af? På grund af det lille skuespil? Han så væk fra hendes øjne, inden hun nåede at få sit blik derop, og så istedet op i himlen. Han kunne nærmest mærke hendes trang til at bide ham hænge i luften mellem dem... Men alligvel følte han den ikke ligeså stærkt som hvis hun havde været virkelig tørstig. Så han gættede på at det var hun ikke, betragtede hun ham blot som en snack? Han var ikke sikker på om han overhovedet havde noget imod at blive bidt, eller for den sags skyld bare skadet.
For smerten. Den ville være dejlig, fyldestgørende, og den ville fortælle ham at han virkelig stadig levede, på trods af at han ikke følte det sådan.
Han følte sig tom indvendigt, også selvom han delte sin egen krop med med to andre personer, en pige og hans lillebror, hvorfor han gjorde det var han ikke engang selv klar over, han vidste ikke om han skulle smide dem ud, eller om han på den måde ville gøre sig dårlig venner med sin bror.
Han sukkede svagt for sig selv, for hvorfor overhovedet tænke over sådan noget? Hvorfor nu? Og ikke mindst,hvorfor lige her, på en kirkegård?
Det var vel en anelse komisk at tænke på liv og død, godt og ondt, på en kirkegård?

//Min krea har lige svigtet mig lidt ved det her emne xD Srry men svare imorgen! Lover jeg ^^//

//Det er helt ok^^ Glæder mig til imorgen så ;3 //

Natalie spærrede sine øjne lidt op. Havde det bare været skuespil? Det var svært at sige. Men det var sådan hun følte sig. Vreden steg igen op i hende. Gennem hendes blodstrøm. Hun så hurtigt væk igen med et irriteret ansigts udtryk. Hun trak sine ben tættere ind til sig. Strammede grebet og kæmpede imod den vrede der lige så pludselig voksede. Hun ville ikk. Hun ville jo ikk fryse hele kirkegården ned. Eller det havde dog været meningen hvis bare at denne drang ikk havde været her. Hun kendte egentligt ikk hans navn. Men hun var usikker på om han ville fortælle hende det efter at han var blevet frosset ned. Eller måske blev han det ikk? Det vidste hun faktisk ikk heller ikk om det ville ske. Men det var vist et godt øjeblik at afprøve det da hun ikk kunne holde sin vrede nede.
Hun startede med at stramme grebet og gemte sit ansigt ned i knæene. Hun rystede en smule som om at en gryde begyndte at koge. Så kom det. "AARGH!!" Et højt og skigert vredes udbrød eller skrig kom så fra hende da hun lænede sit hoved bagover. Hendes øjne var hårdt klemt sammen. Et skarpt isblåt lys skød ud fra hende og et stort islandskab begyndte at brede sig på kirkegården med en høj fart. Det havde lagt sig som en kupél om den men den var ikk lukket.
Hun begyndte så at slappe mere af igen. En lettelse strøg gennem hende et meget kort øjeblik. Hendes blik blev rettet mod den nu tilfrosne jord og havde stadig sine arme om sine ben. Hun havede denne evne hun ikk kunne styre. Og det fik også hendes store blodforsamling til at få en større smerte. Eller i det hele taget alle hendes så skader hun havde fået.

//srry tiden og det korte svar ....//

Hans ansigt forblev udtryksløst da han så hendes reaktion. Han var helt klart ikke god til det med mennesker, men han kunne ikke bare lade Itarian tage over nu, nej, han måtte selv rede det ud, om han så bare gjorde det endnu værre, og fik hende til at hade ham.
Han lod en hånd strejfe hendes hoved, ganske blidt, og uden den mindste lyd, kun en meget svag berøring af et enkelt hår, som knapt nok kunne mærkes.
"Jge undskylder hvis jeg har såret Deres følelser frk." sagde han, i en følelsesløs tone, der dog havde en meget svag, undskyldende unndertone.
Hans ansigt forblev uden følelser i lang tid, selv efter alt omkring dem var forvandlet til et islandskab.
Is. Sne. Alt omkring dem var hvidt, og midt i alt det hvide, var de to så. En brændende flamme, og et så vredt væsen, at det havde udløst alt dette.
Is og sne var i mange menneskers øjne, smukt, og herligt at have omkring sig. Men de tog godt og grundigt fejl. For mange skabninger, og planter, var sneen et helvede, det var en dræber, og ligeså var isen.
Hvis en svane sad ville sove, flydende på vandet i en dam, ville den næste morgen være frosset fast, hvorefter den ville dø.
En ganske grusom skæbne, men alligevel syntes mange altid godt om sneen - han selv var ikke en af dem....
Sneen omkring ham gjorde ham på en måde urolig indvendig, som om et uvejr truede hans sind. Men dog forblev hans ydre uden den mindste følelse, og dog så hans øjne en anelse varme ud. Dette var en klar kontrast til hans omgivelser, og han selv vidste ikke præcist hvorfor denne varme pludselig besluttede sig for at vise sig. For denne gang var det ikke skuespil, og det så heller ikke sådan ud.

//UUUUUUUUUUUUUUUUUUUNDSKYYYYYYYYYLD!!! Jeg havde virkelig glemt emnet, sorry! Nu har jeg svaret, og bare husk mig på det igen hvis jeg endnu en gang glemmer det!!! *Slår sig selv i hovedet igen og igen xD* //

Natalie blev ret overrasket. Normalt ville folk blive helt skræmte og løbe væk igen. De ville selvfølgelig ikk blive lavet om til iskunst. Men ikk ham her. Hun lod sin ene arm give slip på hendes ben og den faldt roligt og med en blød bevægelse ned på den tilfrosne jord igen. Rosen hun havde i hånden var dog frossen. Et tykt lag is havde lagt sig om den. Hun så lidt på den men gjorde ikk noget ved det. Hun kunne stadig mærke hans hånd der havde strøget hende. Hvad fanden var det for en følelse det havde givet hende? Det havde været en umodlig mærkelig følelse som hun ikk huskede hun havde følt igennem hende sølle 17år lange liv. Dog var hun udødlig sådan da men hun lignede dog stadig sin alder. Hun vidste ikk hvornår det ville ændre sig. Hun lod så sine øjne se op på ham igen så deres smukke og klare grå farve kom til syne igen. Men hun ville ikk se ham i øjnene. Hun stolte ikk rigtigt på ham. Han havde spillet skuespil over for hende. Men alligevel virkede det denne gang anderledes. Hun fugtede sine læber og bed sig derefter blidt og forsigtigt i dem for ikk at bide hul. Men hendes unormale spidsetænder kom dog til syne.
"Kan du ikk bare...lade mig væk lige nu?" lød det så fra hende. Mere ..varmt og man kunne faktisk godt høre meget svagt at hun ikk rigtigt mente det men hun ville ikk have ham til at se hende græde hvis det skete. Hun ville ikk og hun havde holdt dem tilbage i flere år nu. Så hvorfor græde nu? Hun vidste det ikk. Han skulle bare ikk komme til at se det. Og hun håbede selvfølgelig at det ikk ville ske. Hun så igen væk. Den hårde fasade havde lagt sig en lille bitte smule men det var svært at finde ud af. Hun tog en dyb indånding og derefter en dyb udånding og støttede så opgivende sin pande mod sine knæ. Hendes krop rystede af kulde og selvom at hun var halvvampyr og dæmon kunne hun dog alligevel godt få kulde og blive syg. Hun hadede det! Hun slap den frosne rose og lagde sin arm om sine ben igen. Hun ville ikk tilbage til sin familie. Hun vidste at hun bare ville flå hovedet af dem lige med det samme hun så dem ligemeget som hun havde feber eller ej.

//Haha xD Det er okay jeg kan bare godt lide at skrive med dig og så er jeg en lidt utålmodig tøs :3//

Hans hånd trak sig endnu en gang tilbage, mens han blev ved med at se på hende, betragtede hende, med det lille glitm at undskyldning i de venstre øje. Det højre så ud til på en eller anden måde at være domineret af medfølelse, og ikke trangen til at sig undskyld. Han så ud til at være splittet. Splittet på en sådan måde, at han ikke var sikker på hvad han ville gøre.
Han traf en beslutning, og lod øjnene glide væk fra hendes ansigt, og ned mod rosen, der nu lå, forfrossen og med et tykt lag is omkring sig, nede på jorden.
Hans egen krop var varm, meget varm, på trods det at hans omgivelser var nede på en temperatur omkring de -5 grader.
Han lod sig komme tættere på, satte sig ved hende, og lagde en arm omkring hende. Ikke for at trøste hende, nej, for det anede han ikke hvordan man gjorde, han lagde den om hende, fordi han kunne se at hun frøs. For hvorfor ikke dele sin egen kropsvarme, når han nu ikke selv behøvede den alligevel?
Hans berøring var blid, fudlstændig ligesom før, men denne gang, mere selvsikker, ikke ligeså urolig, og modstrittende som den anden berøring havde været. Det var tydeligt, både på den måde han lod armen holde omkring hendes nakke på, og den måde hans varme krop faldt ind mod hende, at han ikke ville give slip, før hun havde fået varmen.
Gennem hele bevægelsen, havde hans ansigt været en anelse stift, og dog, ikke ligeså udtryksløst som før. Hans krop lå som et tæppe af varme omkring hendes forfrosne lemmer, og han prøvede at varme hende, så godt han kunne, velvidende at hun nok ville skubbe ham væk. Måske troede hun at han ville voldtage hende om et øjeblik? Måske troede hun, at han bare ville udnytte hende?
I så fald tænkte hun forkert. Han havde ingen intentioner om at bruge hende, egentlig, havde han haft en meget stor lyst til bare at følge hendes ord, og gå sin vej, uden at se sig tilbage. Og dog, der var noget omkring dette møde han ikke helt kunne definere, en svag beskyttertrang, der var blusset op i ham, det var sikkert Itarians skyld, den blødsødne...
Nej. Han havd ingen ret til at kalde nogen blødsøden, når han selv var i gang med at varme en total fremmed, som han kun først lige havde mødt, og som havd reageret så vredt på hele hans eksistens. Men sådan reagerede de fleste jo...
Et svagt suk undslap hans læber, dog uden af han bevægede kroppen det mindste.
Måske burde han i grunden bare gøre hvad hun sagde?

//YAY! Der er en der kan lide at emne med mig!! ;3 //

Det gav et sét i Natalie da hun først kunne mærke hans arm om hende og derefter hans varm krop blive presset ind mod hende med en speciel blidhied og ynde. Hun så overrasket op og bare ligefrem for sig hen over hans skulder. Hendes øjne var spærret lidt op og hun sad bare helt stille og måske lidt stiv. Hun rystede selvfølgelig stadig at kulde som lidt efter lidt blev mindre. Meget langsomt. Tankerne fløj forvirrende gennem hendes hoved så hun ikk kunne finde hverken hoved eller hale i det. Hvad skete der? Hvorfor gjorde han dette? Det var anderledes. Ikk normalt for hende. Hun kunne også mærke hvor meget hun havde savnet lige præcist dette. Et kram. En om favning. En varme.
Hun begyndte så endelig at slappe mere af. Hun lukkede sine øjne i et langt blink og så stadig bare ligefrem for sig dog med et mere roligt blik. Hun førte sine hænder op mod hans brystkasse og skulle lige til at få han skubbet lidt væk fra sig da det sagde klik for ehnde og hun med det samme puttede sig ind til ham. Gemte sit ansigt i hans trøj og hendes hænder forblev liggende på hans brystkasse. Hvad skete der nu med hende? Hvorfor opførte hun sig som et eller anden 10 årig barn der lige havde snublet over sine egne ben og bare trængte til nærhed? Hun kendte ikk svaret men hun opførte sig dog ikk helt sådan. Mere som en 17 årig pige der havde savnet dette længe men aldrig tænkt mere over det. Hun nød hans varme der steg gennem hendes krop men alligevel ville hun have den sædvanlige kølige tempratur som altid. Netop på grund af hendes racer.
Hun forblev stille siddende sådan her. Hun ville egentligt ikk have at han skulle give slip. Hun kendet ikk engang hans navn men han kunne få hende til dette. Det var..underligt. En følelse hun ikk rigtigt ville erkende. En følelse hun ikk engang kendte til. Hun puttede sig stadig en smule mere ind til ham og hendes løse knol i nakken gik op da elastiken var alt for sløv. Så nu bølgede hendes lange rød-brune hår ned langs hendes ryg og ned over hendes skuldre. Hun tog sig ikk af det lige nu. Normalt ville hun med det samme sætte den op igen.

//Weee xD//

Hans øjne lukkedes langsomt, og et svagt skævt smil indfandt sig i hans ansigt. At hun puttede sig ind til ham... Var ganske vist en overraskelse, men han ønskede ikke at gøre noget ved det. Han ønskede blot at hun skulle tilgive ham for at have reageret på den måde, når han nu allerede vidste at hun ville havde svaret ham på den mod ligemeget hvad.
Han lod nu ogs den anden hånd lægge sig omkring hendes krop, som om han beskyttede hende mod alt ondt, som en skytsengel.
Et svagt stik at afsky meldte sig dog i hans øjne. Han var opdraget til hade sådan noget som krammere, og kontakt med andre, og dog... Han ønskede ikke at give slip. Ville bare gerne holde om nogen... Bare lidt, bare et øjeblik, inden han skulle være den oprindelige irriterede, evigt vrede Mulianere.... Itarians storebror.
Hans blik formørkedes og han holdt hende lidt tættere ind mod sig, som om hun var en søster han ønskede at beskytte, hans egen søster var død i krig, og han havde heller ikke været i stand til at beskytte sin lillebror. HAn ønskede blot tilgivelse for alt hvad han havde gjort.
Et øjeblik vidste han ikke hvad det var. Denne våde følelse på kinden, som om en regndråbe gled ned af hans ansigt. Han... græd?

//Sorry det blev lidt kort, men skal i biffen med min nabo... så ses^^ xD//

Natalie kunne mærke hvordan at han holdt ehdne tættere ind til sig og hun kunne mærke hvordan at hun blev overrasket men også mere rolig. Hun knugede forsigtigt og blidt sine hænder om hans trøje og puttede sig endnu en gang ind til ham. Hun drejde sit hoved så det nu var den ene side af hendes hoved der lå ind mod ham og hun kunne se til den ene sidde. Men hun lukkede bare sine øjne i en masse lange blink. Hun følte sig mere rolig og afslappet. Hun følte sig træt. Hun følte sig både kold og varm på samme måde. Den pludselige ændring i kulde og varme havde gjort det nemmere for feberen at brede sig i hende. Hun trak vejret lidt mere tungt men hun ville ikk sove eller besvimme for den sagt skyld. Hun ville holde sig vågen. Bare lidt endnu. Hun ville ikk have at feberen skulle vinde over hende igen. Hun var virkelig irriteret over dette. Og hun ville ikk rigtigt have at denne dreng skulle få at vide at hun var ved at få fener igen. Hun ville ikk hjem. Men alligevel ville man jo nemt finde ud af det på grund af hendes bevægelser, vejrtrækninger og hendes kropstempratur der pludsleig havde ændret sig.
"Hvad...er dit...navn?" lød det så svagt fra hende med en blidt grund stemme. Hun havde lidt besvær med at få det sagt. Ikk fordi at han havde et for stramt greb men udelukket på grund af hendes feber der havde steget lidt igen. Hun knugede sine hænder lidt mere sammen men slappede så af i dem igen. Knugede dem så igen hvor efter at hun slappede en smule af i dem. På en måde for at sige at han ikk måtte slippe hende. Hun havde en følelse af at hun ville falde i et sort hul hvis han gjorde.

//Det er okay ^^ Og hyg dig i biffen :3 hvilketn film er det så??//