skikkelsen i mørket (Mess) //privat//

s: Sombre
k: midnat
o: ingen ud over Hikaru , alle er taget hjem
v: køligt

En skikkelse sad på en bænk inde i parken. Han havde sort hår eller det lignede det i mørket, men det var nu mørkebrunt. Hans øjne havde en grå-blå tåged farve. Han lignede en normal dreng bortset fra en ting, hans marmor hvide hud var svagt gennemsigtig dog gemte han det meste af den gennemsigte hud med hansker , lange bukser og en lange sorte jakke. Drengens navn var Hikaru, han havde været i parket i noget tid nu. Han sad på en bænk og kiggede op på den stjernene fuldmånen var der også, men man kunne ikke se den for skyerne.

"Sig undskyld, hvalp!" Mess stod med fingrende klemt sammen om en drengs krave og stirrede intens på ham. De var stødt ind i hinanden dagen før, og det var ikke lige sådan noget Mess glemte lige med det samme. "U-undskyld! Så slip!" Drengen stod helt stille, for ikke at komme til at ramme Mess yderligere.
Han slap ham med et hårdt ryk og kastede ham tilbage, dog ikke så han faldt. Mess så på ham med et blik, som sagtens kunne slå ihjel og drengen løb. "Taber..." Fnøs Mess lavt og stak hænderne i lommen før han gik vidre og kom til parkens åbning. Han kunne vel lige så godt skyde genvej, han havde alligevel intet andet at lave. Han drejede ind af den lille åbning og gik langs stien. Det så ud til at han var alene... udover en enkel person, som var gemt bag en lang frakke... typisk. Han passerede den fremmede med et tomt udtryk og de store, smukke øjne rettet lige frem mod ingenting.

Frakken havde jo en hue som Hikaru havde over hovedet, dog kunne man stadig se hans ansigt. En lyd af fodtrin vækkede Hikaru fra hans drømme verden, han drejede hovede af en reaktion og fik så øjenkontakt med den anden person i et kort sekundt, det var en dreng han var nok højst to år ældre end Hikaru. alsår vis man tænkte på Hikaru's krops og dødsalder, som var 16 år. Hikaru fangede den fremmede drengs duft *et menneske? * tænkte han og var enlig ikke specielt overrasket. Der var mennesker overalt om dagen og nogle få om natten, men dette menneske vækkede Hikaru's interesse. "er det ikke lidt sent at være ude?" spurte han kort med et venligt smil på læben.

Mess stoppede op da drengen pludselig talte og han rettede sig op, uden at vise tegn på interesse, eller nogen anden form for liv overhovede!
Han vendte sig halvt om og så på drengen med sine store, nærmest slugende øjne, dog havde han sit normale, urokkelige, ligeglade ansigtsudstyk. "Jeg kunne sige det samme til dig." Sagde han lavt og betragtede lydløst drengen, som overhovede ikke så ud til at interessere ham det mindste. For ham var det bare endu en ligegyldig person i en lige så ligegyldig by, fyldt med underlige mennesker.
Han vendte hele fronten mod ham og så afventende på ham, forventede næsten at han svarede igen.

Det er vel ikke sent for en der er død. Det var det han enlig gerne ville ha sagt men han lod selvføllig være. "nej jeg kan lide at være ude om natten " sagde Hikaru og rettede huen så hans ansigt blev skygge belangt, det gjorder at man igen ikke kunne se hans gennemsigtige farve, men man kunne saktens se hans marmor blege ansigt. Mennesker var de samme i Hikaru's verden, der var 2 slags mennesker når Hikaru sagde han var et spøgelse.
1) den der er flest af de slår ud af en og løber deres vej
2) Dem der acceptere det og behandler ham som et normalt menneske.
Selvføllig havde Hikaru indtil videre i de 234 år han var været et spøgelse kun oplevede dem der løb deres vej og han er godt nok træt af det. "hvad laver de her ude? går en tur?" spurte han

"Måske kan jeg også det..." Mumlede han, næsten flabet. Han kunne da ikke spørge sådan og så selv give sådan et svar... var han dum, eller hvad? Han trådte hen til ham og tårnede sig op foran ham. "Hvor gammel er du?" Lød det så koldt fra ham. Det tomme, ligeglade ansigtsudtryk hang stadig på ham, men sådan var han vel bare, viste først sit rigtige "jeg" til folk der havde fortjent det, folk som han betragtede som venner... selvom der ikke var så mange, og han tvivlede på at der kom flere...

Han vidste godt det lød lidt dumt da det lød lidt flabet at sige sådan noget "undskyld, det var ikke sådan" sagde Hikaru og sank hovede i et nik. Han løftede først hovede da han hørte fodtrin fra drengen da han gik tættere på Hikaru *Hvor gammel jeg er? 250 år * tænke Hikaru sakastisk selvom det var rigtigt nok."16 år , hvad med dig?" spurte Hikaru og studerede drengen. Han havde allerede kodet drengens navneløse ansigt ind i hans hukomelse. Hikaru havde lagt mærke til det ligeglade ansigts udtryk, men det var nok normalt for nogle når man møder en ny person, ikke alle åbner jo ikke op med det samme og det var okay. Hikaru's havde heller ikke vist hans normalt 'jeg' frem. Hans normale 'jeg' var en der grinte meget, var optimistisk og fortalte dårlige jokes når han prøvede at opmundre folk =_=" men det var sådan han var om folk kunne lide det eller ej. "jeg hedder i øvrigt Hikaru, Hikaru Raven , hvad med dig ?" spurte han med en mere åben venlig stemme som tegn på at han ikke var en ond eller flabet person.


//nat nat jeg går i seng xD//

Mess studerede drengen med sine mørke øjne, kort før han gemte hænderne i lommerne og satte sig på bænken ved siden af ham. Hikaru... det lød japansk, men hvis drengen virkelig var fra Japan hvad lavede han så i en fransk by?
Mess så lige frem for sig, idet han lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn og spidsede kort læberne. "Jeg er atten... og mit navn er Mess." Lød det så, stift fra ham. Han var ikke den mest sociale person i verden, det havde Hikaru nok også allerede fundet ud af. Han holdte sig mest for sig selv... alene. Det var sådan han levede og han havde det også bedst sådan... det var nok også derfor hans tidligere kæreste havde slået op. Han havde ikke brug for hende.
Mess lod den ene hånd køre over sin nakke, i en noget tænkende mine. Han havde ikke brug for nogen overhoved, han kunne alligevel klare sig selv, han havde et sted at sove og havde de penge han skulle bruge til mad, så han kunne jo overleve...