en dejlig dag-Luke-privat

Han smilte glad, "Godmorgen, sovetryne" sagde han så og grinte lidt.
"Du var helt væk før" sagde han og smilte glad, "Men dejligt at se dig vågen" sagde han med et smil og kiggede roligt op og ned af hende og så i hendes øjne.

hun tog sig lidt til hovedet, hun var stadigvæk lidt svimmel, hun prøvede at rejse sig op, men hun mistede balancen og faldet forover mod ham, nogle få skov dyr var kommet frem fra deres skjul, men de ville ikke komme tæt på, hun havde lukket øjne i faldet, hun var bange for at ramme jorden igen

.

Luke havde nået at rejse sig op og nåede at gribe hende. "Tror du skal hvile dig lidt" sagde han med et blidt smil og tog hende i favnen.

"nej jeg har det fint"sagde hun, men det havde hun ikke helt, hun var stadigvæk lidt svimmel, hun rystede lidt på hovedet for at få det til at forsvinde, men det kunne hun heller ikke, hun kiggede lidt rundt imens hun var i hans favn, hun kunne ikke lide det, men hun kunne heller ikke stå op uden at falde

"Er du sikker? Hvis du flader igen bære jeg dig enten på ryggen eller i favnen hen mod hvor du bor" sagde han og kiggede på hende med et lille bekymret udtryk.

"jeg bor i en åkande så det tro jeg ikke er muligt, der er derfor jeg nogle gange sover under et træ om dagen"sagde hun, hun ville gerne sættes ned, hun ville gerne sidde op af et træ"kan vi ikke bare blive her under et træ?"spurgte hun, det ville hun helst

Han nikkede så og satte hende lænende op af et træ. "Hvad vil du snakke om?" spurgte han med et lille smil og grinte glad, men lavt.

//Kreaen forsvinder.//

"hmmmm det ved jeg ikke, hvad vil du gerne snakke om"sagde hun, hun ville ikke være den som blev samtale emnet, det ville hun helst være fri for, hun tog af det der slik frem igen, hun spise lidt af det, hun kiggede Lucy"må jeg godt give din hund en, den får en smuk pels af det her"sagde hun, hun ville gerne forkæle hunden, men hun viste ikke om hun måtte

"Det må du gerne" sagde han med et blidt smil, "Lucy?" sagde han til hende og hun gik med rolige og trofaste skidt hen til ham. han lod armen strækkes hen mod Vanilin og knipsede med fingrende, Lucy kiggede hen på Vanilin og luntede over til hende og satte sig ned ved hende.
"Jeg har ingen ide, og du er sikker på du ikke selv har en ide til hvad vi kan snakke om?"

hun gav Lucy et stykke"her"sagde hun med et smil til Lucy, hvis pels med det samme blev meget smukkere"sådan nu er du fin"sagde hun, hun var allerede helt vild med Lucy, hun elskede land dyr, hun sys de var så søde og flotte, men dem i vandet var osse flotte, men nogle af dem var ikke så søde igen

Lucy sorte og brune pels glinsede fint i den solskind der kom igennem skovens blade. Luke smilte glad og lod sin hånd glide igennem sit hår og ned og klø sig i nakken "Jeg spurgte om noget" sagde han med et lille smil. Han kiggede hen på hende og så på Lucy. Han lod sin tunge falde på ganen og lod en lyd komme fra hans læber og Lucy kom hen til ham. Han lod sin ene hånd glide over hendes hoved med et lille smil, hendes lyseblå, særlige øjne glinsede sammen med hans, begge deres øjne var meget skindende. Man skulle tro de var i familie, men det var de nu ikke.

"jeg ved det ikke"sagde hun, hun rejste sig op, hun havde fået det bedre, hun gik lidt rundt, noget ild ramte jorden foran hende, hun kiggede rundt og fik øje på dem, ildalferne de var altid efter hende, en af dem lavede en ring af ild om hende, hun prøvede at slippe væk, men det kunne hun ikke, hun faldet ned i knæ"for varmt, få det til at stoppe"sagde hun stille

"Lucy!" råbte han og lod sin hånd pege mod ilden idet hunden skyndte sig at løbe på ringen af af ild, ilden blev let dæmpet. Man kunne se Lucy var blevet blå. Hun lignede næsten vand Luke forsvandt ned i jorden og der hvor han havde siddet rådnede det og var nu kun jord. Hen mere grønlig skikkelse dukkede op foran Vanilin Og lagde armende om hende. Skikkelsen lignede mere og mere Luke.
Lucy løb stadig rundt i ringen. Til sidst var der ikke mere ild om dem og Lucy lignede en normal hund.

hun havde mistet bevisheden og ildalferne var blevet godt vrede, de satte på en måde ild til Vanilin, hun vågnede i det sek, det skete, hun skubbede sig fri og gik lidt væk, ildalferne havde hurtigt om ringet hende to af dem tog fat i hende"hvor skal du hen lille vandalf, vi er ikke færdig med dig endnu"sagde den ene af dem

Luke rejste sig op og kiggede på de små alfer der holde om Vanilins store krop, og tog fat i den ene af dem, "Jeg kan godt puste jeres glød ud," sagde han truende, men alfen lyttede ikke og satte en lille ildkugle på ham, Ildkuglen faldt bare ned på jorden efter at have ramt ham. Luke smilte lidt, "Lucy? Her!" sagde han og den lille irriterende alf forsvandt i Lucys mund. Luke bukkede sig ned og tog en næste, denne holdte fast i Vanilin, men Luke hev den groft i håret og lod den falde ned i Lucys mund. Alferne kiggede kort på ham og samlede sig mere omkring Vanilin, Luke kunne mærke de var ved at blive nervøse.

hun kiggede på Luke"stop det!"sagde hun vredt, hun gav ham en lussing"tænk hvis det var dig"sagde hun, alferne fløj hurtigt væk, hun løb længere ind i skoven, hun løb bare, hun kiggede sig ikke tilbage, det ville hun ikke, hun havde set to af sin art godt nok et andet element blive spist af en hund, hun kunne blive lige så lille som dem, hun blev det og fløj op på en gren og sad der

Luke kiggede efter hende med et lille smil, hun forstod måske ikke at det ikke var en normal hund? Han kiggede over på Lucy, "ud med dem" sagde han kort og alferne kom flyvende ud af Lucys mund.
"Vi troede det var ude med os!" sagde den ene af dem, og derefter skyndte de to sig med de andre væk. "Kom Lucy, lad os finde Vanilin" sagde han og begyndte at gå efter hende fært, "Vanilin? De blev ikke spist!" sagde han og kunne enlig godt forstå hun var i chok over det, men hun var jo også uviden.

hun sad bare på grenen, hun så dem, hun gemte sig bag et blad, men hun kunne godt ses da hun lyste lidt med blå, hun prøvede af slukke det, men det kunne hun ikke, hun slog lidt med vingerne for at holde sig gemt, det var først efter lidt tid hun opdagede det blå støv der faldet af hendes vinger og som afslørede hendes gemme sted

Luke så noget blåt glitrende støv, "Vanilin.. Jeg ved jo hvor du er..." sagde han roligt og kiggede op mod hendes gemmested og lænede sig op af træet, "De blev ikke spist af Lucy, hun holde dem bare midlertidigt fanget og lod dem komme ud da du løb" forklarede han hende med et lille smil, det var nok svært at forstå når man ikke vidste Lucy var en dæmon hund.

hun kiggede lidt frem"jeg tro ikke på dig"sagde hun, hun blev lidt bag bladet"jeg ved jo ikke engang hvad du er gør jeg?"spurgte hun, hun ville gerne vide om hun viste det, hun kiggede lidt på Lucy"den hund Lucy er det en normal hund?"spurgte hun så, hun havde en helt masse spørgsmål til ham

"Jeg er dæmon" sagde han kort og lidt koldt, hun stolede ikke på ham, "Lucy er dæmon hund" sagde han og kiggede ned på Lucy, "Men det er sjældent hun er i sin dæmon skikkelse" sagde han og kløede hende let over hovedet, "Jeg lover dig, jeg er en af de venligste dæmon du kan finde her omkring" sagde han og smilte lidt.

hun fløj ned på en gren lidt tættere på ham"er du sikker på det? når du er osse den eneste dæmon jeg har....nej vent jeg har osse mødt en der kunne blive til en kæmpe stor hund, jeg tro osse han var en dæmon, eller det lignede han"sagde hun, hun fik over balance og faldte ned fra grenen, hun blev 1.60 i faldet og hun faldet lige ned mod Luke, hun lukkede bange øjne for at ramme ham eller jorden

Luke hørete noget falde og fik hurtigt set det var Vanilin, han lod sine hænder let glide ud mod hende og hun landede i hans arme, "ja jeg er sikker" sagde han og kiggede ned på hende, "Sol på mig" sagde han lavt og så Lucy åbenbart var blevet lidt skræmt og var klar til at angribe ved kommando, "Sit!" beordrede han hende og hun satte sig ned med et sus.

Luke hørete noget falde og fik hurtigt set det var Vanilin, han lod sine hænder let glide ud mod hende og hun landede i hans arme, "ja jeg er sikker" sagde han og kiggede ned på hende, "Sol på mig" sagde han lavt og så Lucy åbenbart var blevet lidt skræmt og var klar til at angribe ved kommando, "Sit!" beordrede han hende og hun satte sig ned med et sus.