It is to hard for you? - Boulder//Privat//

S: La marécage - søen. Ved en busk..
O: Buske, træer, den store runde månde og den sorte kat.
V: Smule køligt og mørkt. Man kan også se den store måne, og stjernerne.
T: Den har lige slået.. 00.00. Midnat.
D: 4/6
____________________________________________________

Mørket havde kastet sin sorte kappe om Terre. Alle omgivelserne som så livlige ud.. var fortrukket i smerter. Altid kom mørket og havde ødelagt, glæden ved søen. Derfor gik folk til ro.. mennesker altså. Træerne stod stille, og buskende som altid gav lyde fra sig, var helt tavse nu. Altid når det slog midnat, forandres Terre, til det værste sted. Lucy, som traskede igennem mudret, med sin lange sorte kjole, og sit lange våben, Kashmir. Hendes blik så tomt ud, og hun stirrede livløs frem for sig. En meget… meget sort kat, gik ved hendes side, mens dens gullige øjne så på den store måne. Lucy havde ikke skænket katten en tanke. Hvorfor skulle hun tænke på sådan et bæst? Bare fordi hun havde tøvet med at skyde den.. betød det jo ikke at hun kunne lide katten.. vel?! Mens Lucy diskuterede det inde i sit hoved, sad hun med et fast. Hendes kjole hang på et stykke gren, og Lucy standsede automatisk op. Katten var allerede standset, mens den så på hende. Lucy sukkede, og begyndte så at løsrive sig fra grenet. Hun mumlede og at forbande den gren, hvis den ikke gav slip, men sådan så det ikke ud til. Lucy sukkede opgivende, mens hun holdte hårdt fast på sit våben. Hun så nu op på den store måne, som på en underlig måde blev større. Lucy satte sit hoved på skrå, og træk så på skuldrene. Hun prøvede ihærdigt at komme fri.. uden så meget som et held. Var det her skæbnen? Hun så lidt på sit pistol og kyssede den mildt. ”Du er sulten, jeg ved det” sagde hun stille. Hun var ikke skør! Det vil de fleste tænke.. so what?

Boulder brummede lavt for sigselv, forbandede et eller andet på hans eget sprog. Han havde sin grønne hoodie, metal armor på skuldrene og ned af hans arm, sat fast med stropper, hans grønne bukser og store brune sko på. Han bar sin store økse på sin skulder, og gik igennem buskende ud til søen. Han gik langsomt hen imod vandet, og lagde så mærke til en skikkelse et stykke fra ham. Han tog sig ikke af det, og fortsatte hen til vandkanten, og kiggede ud over vandet. Han havde ikke haft heldet med sig i hans jagt denne nat, og var ikke i et specielt godt humør. Han brummede lavt, inden han lagde mærke til at Lucy sad fast, og han kiggede der over igen. Han brummede en lav latter en enkelt gang, og drejede hen imod hende.
"Har du brug for en hånd frk.?" Spurgte han, med et lavt grin mere.

//Ej.. undskyld tiden!//

Mens Lucy mumlede stille til sig selv, hørte hun en lille brummen. Hun skimmede det sted hun havde hørt lyden. Hun lag derefter hovedet let på skrå, over den lille fyr der kom til syne og tydeligvis ikke havde fået øje på hende.. endnu da. Lucy rystede på hovedet, mens hun prøvede at rive sig løs.
Hun sukkede igen, men da hun så hørte den lille mand bag sig, rettede hun sit våben Kashmir imod ham. Hun dirrede med pistolen, mens hendes blik så roligt på ham. Hun grinte stille med ham, og lod sit våben dale ned. Hun bed sig på underlæben. ”Ja.. øhmm” hun tav og så bare på ham. Det var godt nok uhøfligt at stirre, så hun kastede blikket borte. Hvad kunne hun gøre nu?

Boulder sank øjnebryndene lidt og smallede øjnende da hun sigtede imod ham, men det lættede da hun lod det falde. Han smilte og brummede en lav latter frem igen. Han gik lidt til siden så han kunne se den gren der holdt fast i hendes kjole. Han løftede sin hånd med sine fingre udbredte, og der formede sig en hånd af muder, op omkring grenen, i samme form som hans hånd. Han direde med den ene finger, og mudret blev hårdt som sten, hvor efter han knyttede sin hånd, og det samme gjorde sten hånden omkring grenen og den knækkede. Derefter lavede han et vifte med sin hånd, og fik muderet fra lucy og over til stenende i den retning hun var påvej, til at blive til sten, så hun ikke gik i muder mere.
"Var det bedre?" Sagde han med et lille grin, og rettede på sin skulder, så hans skulderplader gav et knirk. Han satte sin store økse fast til bæltet over hans nakke, så den hang på hans ryg.

//Gør skam ikke noget. Haha.. Kan man se Lucys vinger altid?//

Lucy så stille på den lille mand. Hendes øjne fulgte været bevægelse som han nu fremmanede. Så enkelt var det. Man skulle jo bare tage det roligt, det var kun det. Lucy nejede hurtigt sin våben væk, mens hun kløede sig på nakken. ”Jeg takker Dem” sagde hun stille, mens hendes blik røg over til hans økse. Han havde ligesom også et våben… respekt. Lucy trak sin hånd frem imod ham, mens hun lod sig bøje ned til ham. ”Mit navn er Lucy” præsenterede hun sig, og smilte til manden. Mon hun havde skræmt ham? Lucy rystede tanken af sig, og mumlede stille, mens hun så afventende på ham. Bare på et lille og enkelt svar.

//Nej.. man kan ikke se dem nu.. heh//

Boulder kiggede op på Lucy, og tog imod hånden, og rystede den lystigt, med et bredt smil.
"Boulder.. Glædeligt at møde dem frk Lucy.." Han smilede, og kiggede på hendes våben, med hovedet lidt på skrå. Han strøg sin hånd ned over sit skæg imens han kort studerede den, inden han kiggede op på Lucy.
"har du selv lavet den." Sagde han, og pegede med den hånd der havde kløet hans skæg på våbnet. Han trak sin hood tilbage, som slap hans lange rød/brune hård fri, så det hang ned på hans skuldre.

Lucy smilte varmt da han tog imod hendes hånd. Hun rystede den og nikkede. ”I lige måde Boulder” sagde hun kort tid efter deres hænder slap hinanden. Hun betragtede ham lidt, og så med store øjne på ham da han spurgte hende om noget. Hun åbnede munden, og tøvede så derefter. ”Altså.. Kashmir mener De?” sagde hun og svingede med pistolen. Hun smilte lidt stolt af sig selv, mens hun viste ham, det gule streg på våbnet. ”Mit navn er indgraveret, men desværre har jeg ikke selv lavet den. Ser De, våbnet her har valgt mig” hun nikkede stille og så tænksom ud. ”Jeg er Lucy Lian II” tilføjede hun, og rettede sine sorte/brune øjne imod ham.

Boulder løftede et øjnbryn, og kiggede fasineret på våbnet. Han løftede sine hænder op i nærheden af den, men holdt dem dog stadigt lidt fra den, for ikke at røre, uden at have fået lov.
"Våbnet.. Valgte dig?" Spurgta han med et varmt smil, imens han stadigt kiggede på Kashmir. Han kiggede op på Lucy, og fjernede sine hænder.
"Jeg troede kun at det var os dværge der troede på sjælen i deres våben." Sagde han med et smil. "Hvis det da er det de føler omkring det?" Spørger han så, og klør sin brystkasse, og rykker lidtp å hans skæg.

Lucy betragtede Boulder. Hun smilte da hans hænder nærmede sig hendes våben. Hun skulle lige til at række den til ham, men da han fjernede hånden igen, lod hun bar som om hun strakte sig. ”Jep, den valgte mig” sagde hun og holdte våbnet ind til si pande, som om hun vil skyde sig selv. Hun lod den hurtigt sænke sig, mens hun lo stille, over Boulders næste bemærkning. ”Altså, sådan set der det kun jer og mig” sagde hun stille. ”Jeg har det på den måde som I har det med jeres våbner Boulder” Hun skimmede Kashmir, og rystede på hovedet. ”Det her våben er mit liv ser De. Jeg har været igennem ild og vand, bare for at få fat på det. Endelig har den valgt mig, og hvis det var.. kunne jeg havde mistet livet… for altid.” Hun lo stille og indskød så: ”Hvis den altså ikke havde valgt mig”

Boulder grinede lidt, med hans varme bummende stemme, og nikkede et par gange. Han tog fast i sin kæmpe økse, og løsnede den fra sit bælte, og holdt det ud til siden, og kiggede ned på det. Holdt næmt den store økse i en hånd.
"Ved os er det mere sjælende fra vores forfædre som gør vores våben specielle.. De vælger ikke til og fra.. Men i det at de bliver overrakt til deres bære, bliver forfædrende til den Klan som overraker dens kræfter overført til den der modtager." Fortalte han, og kiggede på sin økse. "Som Odin.. Det var min Klans nære venne Klans leder som orrakte mig den.. Da han gjorde det, lærte jeg at bruge lys magi.. Det er sådan vi tror på liv i vores våben.." Sagde han og kiggede op på Lucy igen med et varmt smil. "Hvor fandt du din? Eller hvor fandt det dig?" Spurgte han med en lav latter.

Lucy nikkede anerkendte til Boulders forklaring. Det gav faktisk mening. Hun så kort på hans økse, som om den intet vejede. Og hende som havde tro at dværge var nogle svæklinge, sikke meget fejl hun havde taget. Da han var færdig med at tale og stillede sit ene spørgsmål til hende, lo hun stille med. ”Kashmir her, var min mors våben. Været år skulle den vælge en efterfølger, men det havde altid slået fejl. Ser du, den vælger en af de nyfødte. Hvis en kvinde føder et barn, så skal hun sigte våbnet Kashmir på barnet, hvis barnet dør, så betyder det at Kashmir hat afslået det” Lucy så på himlen og smilte. ”Min mor som var den tidligere Lucy, ejede Kashmir. Hun havde ikke sindet til at skyde mig, men blev derefter tvunget til det. Men som du ser, er jeg en dødsengel og det vil sige, Kashmir valgte mig” Lucy førte Kashmir til sine læber, mens hun så på Boulder, som om det var en normal ting. Helt ærlig, det lød bare ikke rigtig det hun sagde. Men på en måde gav det hende en mening.