mørkets væsner_privat Asmamix

tid: lidt før midnat
sted: Sombre
omgivelser: øhh mørke og de normale ting i en park
vejr: mørket har overtaget himlen og månen lyser klart på himlen, luften er mærkligt nok lun
påklædning: som avatar samt sit sværd

Seia var mærkligt nok taget ned i byens park selvom det ikke var et normalt sted for sort elver som hun nu var, det var dog også tydlig fordi hun var så tynd og høj samt hendes hud var grå som aske og hendes lange hår hvidt som kridtsamt hendes øjne havde samme farve som hendes hud, hun sad på en af parkens bænke med hænderne strakt fram og i vejr sin hånd var en lille kugle af ild, det var ilden der gjorde luften så varm og lyste let op i mørket ligsom de andre lygtepæle som stod rundt omkring, hvad hun lavde her viste hun ikke for hun plejde dog kun at blive i skoven eller nede ved søen.

Asma havde sin typiske ansigtsudtryk på. Fraværende. Her på det sidste var hendes sind lang væk, længere ind nogen eller noget andet. Hun bed sig på underlæben, da hun egentlig lag mærke til den mørke nat. Selvom om månen var der. Den var der hele tiden, når hun gik ud, ret underligt. Hun havde ingen ting imod dig.. nej slet ikke! Men det betød dog, at hendes vinger ikke vil vise sig, da hun var ret taknemlig for det. Asma lignede et menneske fra lang afstand, men tætter på kunne man se en engels træk. Hun var høj og lyste ubeskriveligt meget. Asma kom tætter på en lille åbning hvis man kunne sige det, og fik øje på en. Hun standsede op, mens hun betragtede personen. Hurra selskab.

Seia sad koncetret og så på ild kuglerne som langsomt begyndte at vokse imens hun munlede nogle mystiske ord, hun lage ikke en gang mærk til duften fra englen næ hun konceterede sig utrolig meget, hendes øjne skinne svagt rødt imens hun munlde og lod ilden vokse i hendes hænder, hele hendes krop var varm som kul på grillen som havde været tændt længe nu.

Ild huh? Asma betragtede hende, vel viden at hun var ligeglad. Eller ikke havde lagt mærke til hende. Uden at hun vidste af det, så satte hun sig ned, og lod sine hænder hvile på hendes skød. Det så ret sygt ud, det med ilden. Hun var ikke ret overrasket, da.. ingen ting kunne overraske hende mere i det her liv. Der var sket så meget underlige ting. Så hvorfor egentlig være.. overrasket?
Hun lod pigen gøre det hun ville.. men hvilken væsen var det, for det kunne ikke være en dæmon. Ørene! En Elever! Det var første gang hun havde set en elver så tæt på. Huden var heller ikke til at tage fejl af.

Seia stoppe hurtigt med at munlede og ildkuglerne forblev i den størrelse de nu hvavde opnoget og hul puste let til dem hvorefter de forsvandt ud i den blå luft og elverns øjne bliv igen grå og huden normal tempratur, hun vendte derefter hovdet og så på engeln som hun havde gættet på ud fra lugten med et køligt blik "godaften?"sag hun med et hævet øjnbryn.

Asma sov halvt, da hun hørte elvens stemme. Hun løftede hovedet da hun var døset hen. Hun rejste sig op, og tørrede noget græs af sig. ”Hej!” underligt råbte hun op, for hun anede ikke hvor høj hun snakkede. Hun smilte, mens hun klappede lidt. Lod ikke til at hører det kølige stemme. ”Mit navn er Asma.. Asmamix” sagde hun og bukkede. Hun kunne ikke sige mere, da hun var løbet tør for ord. Hun mærkede sig selv på halsen, mens hun hostede lidt. ”Undskyld” sagde hun kort tid efter. Hun rømmede sig, mens hun rørte sin pande. Bare for sjovt.

Seia så lidt undrene på hende*hørt hun ikke min kolde stemme*tænkte hun og betragte engelen lidt "Seia"sag hun kort men rakte hende værken en hånd eller nejde da hun ikke var den høfflige type men mere den kolde og mystiske person man ikke altid ku stole på "hvad laver en engel ude på denne tid?"sag hun med et hævet øjnbryn.

Asma bed sig på underlæben og nikkede. ”Elven Seia” sagde hun, og klappede til sig selv. Hun hoppede stille imod pigen, selvom hun tydeligvis vidste hvad hun følte inden i. Asma havde været den type engel, som vil have det bedste frem i alle. Og når hun sagde ´hej´ på sin specielle måde.. så reagerede alle ikke på den. Og Seia var desværre ikke noget nyt. Asma bukkede igen og grinte sit barnlige grin. ”Er det sent? Nøj, jeg havde ellers håbede på at møde en som dig, men ja, det er lang tid over min sengetid” sagde hun og hoppede stille op. Hun prikkede sig på panden, mens hun lag sit hoved på skrå. Hun skimmede igen elveren, da hun syntes det var ret.. syret, at se hudfarven.

Seia så lidt undrene på hende*hun er skør*tænkte hun så og fnøs køligt imens hun folde armne og holdt øje med alle engelns bevægelser "ja det er sent"sag hun kort og så lidt op mod månen"en som mig hvad mener du??"sag hun så hvorefter hun løftede et øjnbryn, Seia er ikke en normal elver men en sort elver det betyder hun er lidt mystisk og forklare hud farven.

Asma lod sig rette op, mens hendes øjne hvilede på pigen. Kolde typer havde hun mødt, og hun kunne da sige.. at Seia ikke var den værste. Hun lag sit hoved på skrå igen, mens hun betragtede hende. ”Jeg mener. At du jo er en elver. Så jeg håbede på en at møde en hun køn elver. Og jeg var heldig” hun løj. Egentlig forventede Asma ikke at her var nogen, og elver.. helt ærlig. Hun havde aldrig sænket elver en tanke. Hendes ansigt strålede, som om hun aldrig løj. Som om, hun var den reneste engel i verden. ”Forstår du det nu?”

Seia så lidt mistroisk på hende men nikke så og så op på månen "har du da aldrig mødt en elver før?"spurgte hun så"jeg er ikke en lys lever men sort"tilføj hun og så lidt på hende før hun igen betragte månen med et mer roligt blik som også viste tegn på tænksomhed.

Asma klappede mildt, mens hun smilte sødt til Seia. ”Nej, du er vel den første” sagde hun, og trådte en lille skridt tilbage, bare for at betragte pigen. Hun virkede ret koldt.. også igen.
”Sort elever. Er det måske fordi at du er.. sort inden i?” spurgte Asma og satte sit hoved på skrå. egentlig havde hun ikke noget imod elver, men elver havde sikkert noget imod engle?

Seia betragte hende let men så igen op på månen med et køligt blik "okay"sag hun så stille "ikke kun derfor men det har også noget at gøre med at jeg kan mørk magi og mun hud er aske grå ikke lys som ders"sag hun og så lidt hen på hende"hmm"mumlede hun så da hun enligt var blevet lidt sulten.

Asma så lidt nysgerrigt på denne elver. Egentlig forstillede hun sig ikke et ´venskab´ sammen med hende, eller for den sags skyld, glæde. Asmas smil forsvandt, mens hun lod sin kølige hånd mærke på hendes pande. Den dejlige og rolige vind gjord hende rolig. Asma tog endnu et skridt tilbage, mens hendes øjne var fast gjort til Seia. Elveren havde få ord, som fik hende til at tøve. Asma var en person med masser af ord, og når hun mødte det modsatte af ´masser af ord´ så.. slog det hende bare. Asma nikkede til pigen, efter hun var færdig med at tale. Hun bøjede sig ned, og samlede en falden rose. Hun betragtede den lidt. ”Men hvad lavede De egentligt her? Jeg så Deres ild” Asma så ikke på Seia, men på rosen, med de små torne. Egentlig fik de ikke lov til at leve længe. Typisk, da de var så flotte at se på.

Seia så lidt på hende i et stykke tid før hun vendte blikket lidt rundt og betragte omgivelserne nøje for at sikkre sig at de var alene "jeg trænde blot min ild magi"sag hun roligt "jeg kan lave mange ting u´d af ilden"tilføj hun, hun ku faktisk lave en løve ud af ild selvom det tog mange af hendes kræfter men det skræmte dog de fleste væk, hul lavde også tit knive og sværd af ild i kampe for at nedlægge fjenden.

Asma lod stadig til at betragte rosen, som om det kun var den til stede. Hun sænkede rosen, mens hun så på Seia. ”Javel ja” sagde hun og lag sit hoved på skrå. Hun lod rosen falde foran hendes nøgne fødder. ”Så er du magiker. Mesteren af ild?” man skulle tro at det rablede for hende, for hun satte sig ned, og tog rosen i favnen. ”Mørk elveren Seia, som kan mestre ilden.. nogenlunde ikke?” hun begyndte langsom at rive rosen fra hinanden, som indvolde ved et dyr. Hendes rolige øjne hvilede stadig på Seia. Asma havde ændret sig, efter hendes møde med Seia. Hun vidste nemlig.. på forhånd at dette møde, ville blive glemt i sandet..

Seis aå lidt undrene på hende*hmm*tænkte hun kort før hun lod en tynd hånd køre gennem sit hår imens hun så på hende med et nu mindre køligt blik "ja"sag hun kort og nikke så "noglelunde jeg kan mestre den hlt"sag hun så "jeg kan skabe et dyr af ild"tilføj hun og lo kort men koldt før hun rejste sig op for at stræke sig lidt.

Asma nikkede anerkendende til Seia, mens hendes blik rettede sig imod rosen der nu lå på jorden, og hendes rød blod fingre, fordi torne havde stukket hende. Hun tog sin pegefinger i munden, mens hun tydeligvis slikkede blodet af. ”Javel elveren Seia. Dyr er også meget.. nemme at forme i vand, men jeg havde aldrig skænket det en tanke, at man også kunne laver dem via ild. Yderst interessant, må jeg fortælle Dem” Asma så på rosen igen. Død.

hun betragte hende lidt det var enlig en køn engel vis man nu var til piger og engle, hun nikke svagt "så du kan styre vand eller?"sag hun og hævede et øjnbryn da vand var hendes værste fjede, hun nikke igen "det er nu heller ikke nemt"sag hun så og så lidt ned på rosenbladne.

Asma så forbavset på Seia. Hun kunne mærke det, mærke den lille tvivle stik. Asma fortsatte med at, ligne en der var tavs og cool i det. ”Nah, jeg er ikke til vand, men en af mine veninder som for resten er en engel, betvinger vand. Jeg er mere den der holder begge ben ned til jorden” Asma lo sarkastisk, mens hendes blik rettede sig imod himlen. ”Det vil jeg tro elveren Seia. Det er sikkert ikke nemt sådan noget, men man må træne. Kæmpe for ens mål, hvis man er sådan en type. Aldrig give op, uanset hvad der sker på ens vej” sagde Asma uden ar kigge på Seia. ”Ser du min pige” Asma så nu på hende. ”Jeg kæmper inderligt, med min mål. Et mål som ingen kender til, et mål som er helt min egen”

Seia sukke svagt men lette før hun satte sig ned igen og lukke øjne imens hun strak armne fram og munlede mange mystiske ord og kort tid efter dukke et sværd f ild op i hendes framstrakte hænder, hun åbnede øjne igen og nikke tilfreds imens hun så på sværdet "det har du ret i unge engel"sag hun roligt men køligt og så over på hende "mål siger du jeg gad godt kende dine men jeg er ikke person folk ville fortælle det til"sag hun kort og så igen ned på sværdet.

Asma rejste sig op. Hun havde taget fejl. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hun så på Seia, med et letter forvirret udtryk i ansigtet. På en måde var hun lige glad med den lille ild sværd. Hun børstede noget af rosen fra sig, mens hun så underne på Seias ord. Hun kunne ikke sige noget, for hun havde taget fejl af elveren. Hvordan kunne hun dog. ”Du er god nok Seia, man skal bare have tid til at kende dig. Du er.. rar på din måde” Asma smilte ikke, men så bare på den ødelagte rose. ”Du er en ven inderst inde.. tro mig”

Seia løftede sværet op i luften med en hånd og puste til det hvorefter det forsvandt i den blå luft og hun igen så hen på hende"syns?"sag hun kort "der er aldrig nogle der har sagt spdan noget før men du ser ud til at være sikker"sag hun kort og så overvejne på hende "så jeg vil lade dig leve "tilføj hun og børste lidt aske af hånden.

Asma så bare på Seia, mens det lille sværd forsvandt. Egentlig havde hendes plan være noget andet, men hun kunne vel få en lille sjov tur ud af det. Asma nikkede stille, mens hun hævede sit ene øjenbryn over Seias sidste bemærkning. Hun lo stille og satte sine arme over kors. ”Det er jeg da taknemlig for. Men når man siger engel, så tænker man altid på at de er svage og altid sukkersøde..” Asma så på himlen og rettede sit blik imod Seia. ”Men jeg kan da sige.. at vi engle dør ikke hurtige. Vi har vores forholds regler. Jeg kan sige dig.. jeg har aldrig tabt en kamp, men heller aldrig dræbt en” Asma så på den ødelagte rose endnu engang. Når jo, udover den der…

seia lo køligt og lænede sig tilbage imens hun så hen på hende "jeg kan så svare at jeg aldrig har tabt en kamp men har dræbt mange både dyr og mennesker"sag hun hvorefter hun så op mod månen med et tænksomt blik"jeg tro nu ikke du er svag"sag hun kort men stille uden at tag blikket fra månen.