A lillte walk for one.. or what? (Meledie)

Tid; 19.22
Sted; Stranden La Plage
Omgivelser; Få mennesker og vslner hist og her
Vejr; Dejlig lun vind og solen er på vej ned

Sådan lidt væk fra alle de andre der nu havde fundet sin vej ned til stranden kunne høres afslappede skridt gennem sandet. Det gav en knastende lyd fra sig da duggen havde gjort det en smule vådt. Alexander's blik var som sædvanligt rettet mod jorden eller i dette tilfælde sandet. Hans hænder havde begravet sig dybt i lommerne på de godt slidte mørkeblå jeans/cowboy buske. Der var slid pletter og en del huler fra når man faldt på astfaldten kunne tydeligt ses og buksebenenes kanter var flåsede. Man han så ud til at kunne lide dem som de var da han jo gik rundt i dem blev offentligheden. Og så i skole havde han sådan nogle bukser på. Han havde bare svært ved at smide ting ud og få købt noget nyt. Han havde så ellers en sort t-shirt uden print og en grålig blå hætte trøje uden over som han kun ahvde lynet en smule op. De røde comverse han nu engang altid gik i var helt slidt op. Sålerne var ved at falde af, der var slid huler og der var tegnet små emo-doll hvor der nu kunne findes en god plads.
En ledning snoede sig svagt fra hans ene lomme op videre op hvor den skilte sig i to mindre ledninger som ente i nogle store høretelefoner han havde på hovedet og dækkede hans øre som havde en lille spids. Ikk så meget tydelig som en elver men heller ikk helt runde som mennesker og de andre væsner. Hans hår havde en naturlig sort-brun farve som så ud til at han ikk have været til frisøren længe. Det hang i små nyvaskede tjafser og stittede til hver sin side ved hjælp af hans etager. Der var ingen voks eller gelé i det og det kunne goså godt ses men det var dog heller ikk uredt. Dog blevet mere pjusket ind det var i forvejen af den vind der hængede stranden. Han gik i en form for rytme kunne man svagt skimme men det var ikk ligefrem nemt. Han trak så sin højre hånd op af lommen og en lilla iPod Nano kom til syne. Den var der også tegnet lidt på. Men den var ikk blevet 'mishandlet' som hans sko. Han trykkede på nogle knapper drejede og trykkede igen på en knap for at starte den sang han nu havde valgt at høre. Derefter lagde han både iPod'en og sin hånd ned i lommen igen.

Solens orange agtige skær, spejlede sig i vandet. Det sådan mere eller mindre mørke vand. Den dejlige vind, ruskede en smule i træerne der stod rundt omkring. Der var ingen træer tæt på vandet. De stod meget længere oppe.
De få mennesker og væsner der ellers på på stranden, var sådan mere eller mindre på vej hjem nu.
En pige gik med bare fødder i det laveste vand. Hendes lange mørkebrune og krøllede hår, hang ned foran hendes brede skuldre. Hun havde en gul trøje på. Den var løs, og det samme med ærmerne(Ligesom på billedet <--) Hun havde også en hvid nederdel på den var slidt, og en smule beskidt(Også lige som på billedet <--)
Hendes hud var solbrændt og på højre håndled, havde hun et sort armbånd.
Hendes blik, var rettet ud over vandet. De lyseblå øjne skindede smukt i solens lys. Hun var virkelig smuk. Smukkere end noget menneske nogen sinde kunne blive. Hendes lette skridt var elegante. Og det skyldedes én ting: hun var aspara.
Hendes navn var Meledie. Hun sukkede stille.
Dejligt var synet, men alligevel, var det en smule kedeligt bare at gå der helt alene..? Var der ingen hun kunne snakke med? Hun drejede hovedet en smule og kiggede hen over dem der var tilbage på stranden. Hun stoppede op, og lod vandet ramme hendes bare fødder.
Meledie lagde hovedet på skrå og betragtede let en dreng der gik lidt længere oppe.
Hun kløede sig på den bløde og perfekte kind, med sine blanke negle.
*Hmm..* tænkte hun og så fortsat på drengen, nu med et ret tænkene blik i øjnene.

Et glimt som et spejl blev rettet mod solen fik opfanget Alexander's opmærksomhed. Han gik dog egentligt bare videre før at han valgte at stoppe op. Han så bare ned i sandet og tegnede en halvcirkel med foden før at han så lidt op og til den ene side. Han fik øje på den person der tilfældigvis havde fanget hans opmærksomhed så let som ingenting. Men det var dog heller ikk særligt svært. Han rettede sig så ordenligt op og rettede ordenlgt sit blik mod denne vidunderlig skønne pige der stod stille nede ved vandkanten. Han betragede hende. Hendes blik der var rettet mod ham. Hendes hår der genspejlede solens orangerøde løs og gav det en følelse af den så kaldte orangechokolade han elskede. Han betragede hendes form. Perfekte kropsform. Hendes tøj. Den løse bluse i en gulfarve der stod godt til hende samt hendes løse hvide nederdel. Og vinden der fik begge dele til at flagre lystigt. Blot ikk så meget at man kunne så et skimt. Hn var også ligeglad. Sådan var han ikk. Han gik emre efter personligeheden men alligevel kunne disse fantastiske væsne godt tiltrække ham og omvendt.
Han havde stadig sine hænder i lommerne og musiken spillede videre i hans høretelefoner. Han mærkede selv vinden i sit hår igen og den legede også en smule ned hans løse t-shirt. Eller det den nu kunne få fat i. Selv lignede han bare en hver dreng på de 17-18 år. Dog kunne han virke ret tiltrækkende for nogen. Han stod ikk foroverbøjet men mere lænet bagover i et let byge med ryggen og han havde stadig den afslappende stilling ligemeget hvad nu. Han smilte ikk med det samme men det kom dog. Et lille afslappet men stadig lumsk smil kom frem på hans læber som hverken var for fyldige eller for smalle. Efter hans mening var de da perfkte. Han sendte hende først smilet og så et lille anderkende nik før at han igen begyndte at gå videre hen af stranden.

Hendes blik fulgte ham. Hun betragtede den måde han gik på, og da han så sendte hende et smil, kunne hun ikke lade være med at at sende ham sit eget sædvanlige, dejlige, og blide smil. Hun sukkede stille, og ville have vendt blikket ned ad, men af en eller anden grund kunne hun ikke fjerne det fra ham.
Meledie's fødder begyndte lige så stille at flytte sig. Nu stod hun ikke længere i det kølige vand, men i det dejlige varme og bløde sand.
Hun samlede hænderne på maven, og igen begyndte hun at gå. Hun stoppede op da hun var godt to meter fra ham. Hendes øjne fulgte ham stadig mens han gik, og hun kunne stadig ikke fjerne blikket fra ham, selvom hun så inderligt gerne ville det.
Hun lagde hovedet halvt på skrå og igen flyttede hendes fødder sig og hun bevægede sig igen hen mod ham, men fik lige stoppet sig selv, før hun gik op på siden af ham.
Meledie fik også sin ene hånd op, så den holdte for hendes mund, så hun ikke sagde et eller andet dumt. Hun hadede at sige noget til folk. Hun vidste jo slet ikke hvem han var! Hun vidste jo knap nok, om han var et menneske eller et magisk væsen!
Hun sukkede og fik med nød og næppe blikket fjernet så det landede i sandet.
Skulle hun gå hen og... Sige et eller andet til ham? Eller skulle hun lade være og bare lade ham gå? I starten lod hun ham bare gå, men hver gang han var gået en meter, flyttede hun sig et skridt frem.
Lidt efter besteme Meledie at hun ville stoppe der hvor hun var nu, og ikke gå videre, og det gjorde hun så. Hun satte sig ned i sandet og kiggede udover vandet, men holdt alligevel lige øje med ham ud af øjenkrogen.

Alexander havde godt opdaget denne pige. Hendes duft af apsara blev taget med vinden og ført hen til ham og han kunne sagtens finde ud af hvor hun var. Men han gjorde ikk noget ved det. Han kunne mærke hendes blik mod ham og hendes usikkerhed. Men han gik stadig bare videre. Hvad skulle han gøre ved det? Det var jo ikk ligefrem hans problem at hun ikk kunne finde ud af at sige hej. Men alligvel følte han at han var nød til at. Han tog en dyb indånding og pustede ud i et lettere opgivende suk hvor efter t han stoppede op. Han tog den ene hånd op af lommen og tog høretefonerne ned så de hang om hans hals. Så stak han igen sin hånd ned i lommen og vendte sig så halvt om mod hende. Han sagde ikk noget med det samme men lod sig betragte hende på nær afstand. Så blev hans blik fæstnet til hendes ansigt. Hendes kønne og næsten fejlfrie ansigt. "Øhm.. Hej" lød det så fra ham mens at der kom endnu et anerkendende nik fra ham. "Hmm.. Er du faret vild siden at du står der for dig selv?? For så er det altså ikk mig du skal snakke med om det.. Jeg følger bare med vinden til jeg nu syntes jeg vil hjem" Hans stemme var helt afslappet men alligevel også lidt drengerøvs agtigt samt at han atitude var meget lige på og hårdt. Han var ikk ligefrem den generte type og den slags havde han heller ikk været inde for. Men han havde dog heller ikk prøvet på sådan imponere nogen. Hverken drenge eller piger.
Et lille smil voksede frem på hans læber. Igen det varme men stadig lumske smil. Som for nogen også kunne være ret ulæseligt.Men man kunne godt se at han ikk være sådan en der var ude på noget. Han tegnede igen en halv cirkel i sandet i det han så vendte sig helt om mod hende. Denne vidunderlig smukke tøs der havde valgt at lægge sin opmærksomhed mod ham og som han havde valgt at lægge sin opmærksomhed på. Mere sagde han så ikk men stod bare og ventede på hendes svar.

Hun drejede hovedet og lyttede til ham. Så kiggede hun ned i sandet og tænkte over hvad hun skulle sige som svar. Hun strøg lidt af håret i den ene side, om bag øret og kørte let neglene gennem det.
"J-jeg..." Hun sukkede. Så fortsatte hun sin sætning: "... Var egentlig bare ude at gå, og nu på vej hjem...?" Hun fattede ikke rigtig hvad det var hun sagde.
Hun var jo egentlig ikke på vej hjem, men hun kunne da lige så godt tage hjem nu, eftersom alle andre også gik hjem.
Meledie betragtede ham let og kiggede så ned i sandet med sit - So sædvanligt - Blice blik.
Man kunne godt sige at hun egentlig på en måde løj for ham...? Eller gjorde hun...? Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde det.
Så fik hun sig rejst op, og vendte siig så mod ham, med et skævt smil.
Hun sukkede og fugtede de tørre læber. Vinden legede fortsat med Meledie's krøllede hår og hun sukkede så igen. Hvad skulle hun egentlig mere sige?
Hvad skulle hun egentlig mere gøre, andet end bare at stå og kigge på ham, mens hun ventede på han ville sige et eller andet, eller en reaktion fra ham...?
Meledie nød den dejlige vind mod sine bare arme, og bare ben, og at stå i det bløde sand, som når man gik, kildede en smule i fødderne. Trøjen og nederdelen flavrede også i vinden. Men der var altid vind på stranden. Det var ikke tit der ikke var vind.
Hendes blik gled lidt rundt, men så lidt efter tilbage på ham, hvor hun lod sit blik hvile sig i hans øjne