Just out for a quiet walk (Aia)

Tid: Lige omkring 23:00
Sted: Dybt inde i skoven
Omgivelser: Som kun en dyster skov sent om aftenen kunne være

Alle fik en af de dage.. Alle fik indimellem lyst til at melde sig ud af verden og bare nyde total ro og stilhed. Væk hver hverdagens jag og forpligtelser. Og i nogle's tilfælde væk fra et stort ansvar og en tung byrde. Nogle gange fik man lyst til at nyde verden for hvad den også kunne være. Og netop en aften som i aften var sådan en tid for Khá. Den sidste tid havde ikke været som sådan presset for ham. Og dog nåede han nærmest aldrig at falde til ro inden at der kom noget nyt han skulle tage sig af. En der skulle reddes, dæmoner der skulle uddrives, eller folk der skulle reddes før døden før det var deres tid. Så lige i aften skulle bruges til at nyde en salig ro. Han iførte sig en hvid t-shirt og et par mørkeblå jeans og et par solide sko inden han gjorde klar til at lette ud. Der var alligevel ingen der lagde mærke til ham når bare han fløj højt og han kunne godt bruge at strække vingerne.

Han landede langt ude i skoven i en lysning inden han foldede sine vinger ind igen og kiggede sig rundt en gang. I denne skikkelse var der heller ikke så mange der lagde så meget mærke til ham, mente han. Han var en flot muskuløs mand med lyst hår og grønne øjne men lignede en helt normal mand. Det eneste der måske ville kunne afsløre ham lidt i den her form var øjnene. Der var en meget svag gylden glød i dem som de fleste aldrig lagde mærke til. Efter en kort omtanke besluttede han sig for at gå dybere ind i skoven og se sig lidt omkring. Han var overbevist om at ud over skovens dyr så var han helt alene her ude og gik roligt afsted. Der var dog tegn på skoven og i energierne på at der var andet her ude, men hvis det blev relevant tog han det til den tid.

Efter lidt kom han til hvad der nok var en lille sø, hvor han besluttede sig for at gøre et stop. Det tog ikke lang tid inden han fandt sig en sten og satte sig og stirrede ud på det stille vand. Roligt nynnede han en gammel sang imens han bare sad i sine egne tanker. Her var godt nok dejligt her ude...

Påklædning: i løveform, hvis hun bliver mennesker har hun en hvid kjole på, medaljonen om halsen og en dolk i bæltet, der sidder om livet

Aia var sulten. Hun havde indtaget sin løveform, da denne gjorde det nemmere at jage.
På bløde poter listede hun gennem skoven for at finde bytte. Hjort ville være bedst, men vildsvin var ikke værst. Hun havde sat kurs mod søen, et sted, dyrene ofte kom. Og selv hvis der ikke var nogen, kunne hun altid tage noget at drikke.
En let brise gjorde hende opmærksom på, at der var noget i nærheden. Lydløst sneg hun sig i retningen af lugten, højst sandsynligt et dyr, der var blevet tørstig. Aia gemte sig bag nogle buske og stirrede ud på væsenet.
Det lignede ikke noget, Aia før havde set. Det havde store vinger og så sad det på en sten. På en måde mindede det hende om et menneske med vinger.
Hun var ligeglad med, hvad det var. Hvis det var et dyr kunne det spises, hvis det var et menneske kunne det jages væk.
Hun lod kort skuldrene køre tilbage, før hun sprang på det underlige væsen og fik væltet det omkuld. Forbløffet stirrede hun ind i et par grønne øjne.

Han havde åbenbart været langt væk i egne tanker da han lige pludselig blev væltet omkuld. Først skulle han til at forsvare sig, men lagde så mærke til overraskelsen i løvens øjne. Han kunne ikke se hvem det var men han kunne tydeligt mærke der var mere der inde. Så et modangreb syntes han ikke var nødvendigt og hans fulde engleform var ikke nødvendig endnu. Måske ville hun bare føle sig endnu mere truet. Det var der ingen grund til.

Hurtigt og elegant rejste han sig og vingerne på hans ryg forsvandt helt. Han plejede ellers at få dem til at forsvinde helt for at skjule hvad han var, men det var ikke nødvendigt når der ikke var nogen. Eller han troede der ikke var nogen. Han stod fuldstændig roligt og holdt sine hænder så hun kunne se dem. Så smilede han varmt og venligt imens han sagde:
"Rolig nu frk... Der er ingen grund til vold. Jeg gør intet... Mit navn er Kh... Connor... Jeg er bare ude og nyde roen her. Intet andet.. Og hvem gemmer sig så bag så majestætisk en skikkelse? Hvilket navn må jeg tiltale denne Navajo med?..."

Hans 'blik' gjorde jo han kunne se folks sande natur. Og det at han kunne se hvad hun var men ikke angreb hende, var måske en god måde at vise han ikke ville hende noget ondt

Aia fnøs. Et menneske. Godt for ham, at han holdt hænderne, hvor hun kunne se dem. Hun rystede kort på hovedet og lod sig forvandle tilbage til menneskeform.
Hendes gyldne hår sad fint om hendes skuldre, og den knælange, hvide kjole var nok til at holde hende varm.
Ubevidst greb hun om sin dolk - en gammel vane - før hun helt opfattede mandens spørgsmål. Hvordan kunne han vide, hvad hun var?
"Mit navn er Aia. Og dit er ikke Connor," hvæsede hun uvenligt, parat til at forsvare sig, hvis det blev nødvendigt. Hun var ikke i humør til at være venlig, hun var sulten. Og denne mand skulle væk fra hendes territorium. Han var alt for tæt på hendes hule.
Aia havde mest lyst til bare at gå, men manden skulle forsvinde først og hun ville gøre næsten alt, for at det kom til at ske.

Han sukkede kort inden han stille sagde: "I denne skikkelse er det.... Jeg kan godt forstå hvorfor du er nervøs... Det er vel heller ikke mere end rimeligt at jeg viser mit sande jeg når jeg nu kan se dit... Men husk... Jeg vil dig intet ondt. Du må være sulten siden du bare angriber mig..."
Så trådte han et par skridt tilbage og de smukke store vinger sprang frem endnu en gang. Så begyndte han at vokse til ca 2,5m i højde. Så blev han en anelse mere muskuløs og håret blev længere. Omkring ham var en svag gylden glød og hans øjne lyste nu klart gyldent. Tøjet forandredes til lette og hvide bukser og en åben hvid trenchcoat hvor han havde et underligt symbol på brystkassen. Han sænkede vingerne lidt og talte så. Hans stemme var blevet en anelse dybere:
"Mit navn er Khá... Det eneste jeg ville var at nyde lidt ro væk fra resten af verdens stress, jag, og fjendtlighed... Det må du have mødt en del af siden du ser mig som en fjende som det allerførste..."
Så bukkede han kort hovedet anerkendende overfor hende. Et tegn løver altid havde brugt som et tegn på respekt. Så stod Khá stille og lod hende handle som det næste

Aia rynkede brynene og undrede sig. Hvordan skulle man udtale hans navn? Og hvad var han? Uanset, hvad han var, havde han ramt hovedet på sømmet. Hun havde kun mødt fjendtlighed i verden og holdt sig derfor til skoven.
Hun var glad for, at han havde brugt løvens anerkendende udtryk med bøjet hoved.
Og hun forstod, at han ikke ville hende noget ondt. Hun kunne mærke på ham, at han ikke ville gøre hende noget.
"Jeg undrer mig over, hvad du er, og jeg kan ikke udtale dit navn. Alligevel mærker jeg, at du ikke vil gøre mig noget," sagde hun og slap dolken. I stedet søgte hendes hånd op til medaljonen, der altid gav hende trøst. Og så nikkede hun.
"Du har ret i, at jeg er sulten. Jeg har ikke kunne fange så meget på det sidste, og min familie er slemme til at spise, hvad jeg kommer med. Der er ikke så meget mad tilbage til kødæderne," sukkede hun. Det var trist, men sådan var det. Både hende og hendes familie havde ikke meget mad, kun urter, og de fleste af dem var til at helbrede.
Aia's medicinlager var altid godt forsynet, selvom hun sjældent brugte det. Hun mente, at det var bedre at være på den sikre side.

Langsomt lod han sig vende tilbage til sin mere menneskelige form imens han tog et par skridt nærmere. Stadig med hænderne til siderne så hun hele tiden kunne se hvor de var. "Der er meget få der nogensinde lærer det navn... Jeg er en Seraphim.. En af Guds øverste Engle. Jeg var en gang noget langt mere frygteligt. dette er bare min menneskelige skikkelse der er knapt så overvældende for omverdenen. Jeg er glad for du har set at jeg intet ondt vil dig"

Han skulle sådan set ikke tænke så længe over en ide til hendes problem. Det var jo rigtigt at der ville blive tyndet ud i skovene hvis rovdyr blev det samme sted ret længe af gangen. Og han havde jo et stort areal også med skov ikke så langt fra hans slot i bjergene. Langsomt rakte han sin hånd lidt hen mod hende så hendes sanser også kunne blive overbevist om ham.
"Jeg beklager at jeg har brudt ind på dit område... Lad mig gøre det godt igen... Op mod mit slot, ligger der et godt stort skovareal... Så længe du kun tager hvad der er nødvendigt, så er du velkommen til at jage der... Og måske endda besøge mig til middag?"

Det var jo synd at så mange skulle sulte bare fordi de fulgte deres natur. Så kunne hun lige så godt hjælpe med bestanden i skovene der oppe mod. Han stod helt stille for at se hvad hun gjorde ved hans hånd rakt ud mod hende. Det var ikke til at vide om hun ville acceptere et håndtryk, snuse til den, eller noget helt tredje. Men der var intet ondt i hende, så hvorfor skulle han være truende mod hende?

Aia trak sig tilbage, da han rakte hånden frem. Hun vidste ikke, hvad han ville gøre med den. Men da den bare var rakt frem mod hende undrede hun sig. Hvad skulle det gøre godt for?
Hun ville gerne besøge ham til middag og jage hos ham. Det ville betyde, at hendes ulvefamilie kunne få rigeligt at spise. Ungerne, hun engang havde boet med, var for længst væk, men de to gamle var der stadig. Hun smilede ved tanken om sine "søskende", der ind imellem kom og hilste på.
Så kom hun i tanke om mandens tilstedeværelse og fandt hurtigt sin vante facade frem igen.
"Jeg vil meget gerne spise hos dig," svarede hun uden at smile. Hun så igen undrende på hans fremstrakte hånd. Hvad ville han have hende til?

Med et varmt smil, nikkede han til hende og sagde så: "Fantastisk. Vi kan tage afsted nu her så kan du også få set på det område hvor du kan jage? Der er selvfølgelig også muligheden for en anden aften hvis du har bedre tid der"
Så lagde han mærke til hvordan hun reagerede på hans fremstrakte hånd og kunne ikke lade være med at smile lidt bredere. Hvor skulle hun også vide fra hvad han ville hvis hun kun havde mødt fjendtlighed? Så han holdt hånden stille og kiggede hende i øjnene så hun kunne se hans reaktion og at han mente det han sagde.

"Har du ikke prøvet et håndtryk før? Lige som løverne nikker stolt med hovedet så er det sådan vi hilser på hinanden. Man klemmer bare og ryster stille et par gange. Det glæder mig at møde dig Aia"
Så rakte han hånden let hen af stien i retning af hvor hans slot var. Dog stadig med hånden så hun kunne prøve et håndtryk hvis det var det hun ville. Hele tiden gjorde han det klart at han gav hende muligheden. Det skulle på ingen måde virke som tvang

Forsigtigt tog Aia den fremmede mands hånd. "Lad os bare gøre det nu," sagde hun og slap hurtigt hans hånd. Det var for nyt for hende, hun var ikke sikker på, at hun kunne lide det.
Hun begyndte langsomt at gå i den retning, han pegede. "Jeg lærer nok aldrig at udtale dit rigtige navn, så må jeg godt bare kalde dig Connor?" spurgte hun. Hvis hun skulle jage tæt ved hans hus og spise hos ham, var det nok en god ide, at hun kunne kalde ham noget.
Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle tale med ham, men det kom jo nok hen af vejen.
Hendes tænder løb i vand ved tanken om varm, lækker mad, det var lige, hvad hun trængte til. Mad og søvn.
Aia havde ikke været i kontakt med et andet overnaturligt væsen før denne nat. Og hun var mere taknemlig for det, end hun gad tale om.

Han rystede hånden en enkelt gang og lod hende så slippe. Bare det at hun havde udført et håndtryk, virkede til at være en stor ting for hende så små skridt af gangen var det bedste. Med rolige skridt gik han ved siden af hende ud mod udkanten af den skov hun boede i. Det første stykke tid, gik uden noget egentlig snak. Lidt hurtigt sendte han en sms og forklarede hende så bagefter:
"Sådan, så er maden klar til når vi kommer hjem til mig. Så slipper vi for at vente når vi ankommer"

Han tænkte at han ville vente med alt for meget snak indtil de nåede skovstykket han havde tænkt sig. Der gik heller ikke så længe inden de nåede udkanten af skovstykket, hvor der var en mere oplagt mulighed for snak. "Det er det her skovstykke jeg tænkte på. der er rigeligt med dyr så længe man kun tager det man skal bruge"
Lige pludselig gik det op for ham at han havde glemt at spørge om noget vigtigt. Han rystede kort på hovedet og smilede venligt inden han sagde: "Ej det beklager jeg virkelig frk. Aia... Jeg har helt glemt at spørge hvad du kan lide så jeg håber du kan lide rådyrsteg. Men hvordan synes du ellers det ser ud umiddelbart her? Kan det bruges?"
Det var en god måde at få snakken i gang på at starte med et emne hun kendte en god del til

Aia så sig omkring i skoven, hun havde aldrig været i denne del før, men hun kunne lide den. "Skoven skal nok gå an. Og ja, jeg elsker rådyrsteg," svarede hun og nikkede. Hendes følsomme næse havde allerede opfanget duften af mange forskellige byttedyr.
"Må jeg godt bare kalde dig Connor?" spurgte hun igen. Hun var vant til, at ting omkring hende havde et navn, selv hendes ulvefamilie havde navne for hende. Det var nødvendigt for hende, at hun havde noget at kunne kalde ham.
Inden han nåede at svare, havde hun fået færten af noget og var gået i en anden retning. Hurtigt og præcist fik hun dræbt en stor hare, uden at gøre sig til løve, og kom tilbage til ham med haren under armen.
"Undskyld, det var for fristende," forklarede hun, og hendes tænder løb allerede i vand.

Han kiggede bare efter hende som hun løb efter sit bytte. Eller han regnede i hvertfald med det var det hun ville. Da hun så kom tilbage med haren, grinede han lavt men venligt og sagde: "Det er skam helt i orden, den nemmeste måde at se om området kan bruges til jagt, er vel at jage ikke sandt? Og ja selvfølgelig må du kalde mig Connor. Det andet bliver typisk kun brugt af mine fjender. Kom der er ikke så langt til slottet. Du kan faktisk begynde at se det nu"

Han pegede let fremad hvor man oppe i bjergene kunne se det store slot. Det så en helt del mindre dystert ud end det gjorde før. Da de nåede porten, åbnede den af sig selv ind til en efterhånden rigtig flot slotsgård. Det store træ i midten var igen levende og stod frodigt med en lille pavillion i flot udskåret træ nedenunder. Så var der stald, tjenestebygninger, lager og sti om til haven. Lige omkring pavillionen stoppede han og smilede varmt til hende.
"Skal vi sidde her ude og spise eller kunne du tænke dig at se slottet og spise indenfor?"

Aia så i den retning, Connor pegede. Han havde ret, hun var begyndt at kunne se det. Det var meget større, end hun havde troet.
Da de kom inden for porten, gik hun - stadig med haren under armen - hen og klappede det store træ. Hun smilede varmt til træet, hun kunne allerede lide det.
Aia havde helt glemt Connors tilstedeværelse og snurrede hurtigt om på hælen, da han spurgte, hvor hun ville sidde. Så huskede hun hans varme håndtryk og var lige ved at komme til at smile. "Det må du bestemme," sagde hun helt oprigtigt. Det ville være dejligt at udforske slottet, men hun ville bestemt ikke have noget imod at sidde herude under det store, frodige træ

Han kneb øjnene sammen som om han tænkte grundigt over et eller andet. Det blev dog hurtigt erstattet af et smil imens han sagde: "Hmmm Så har jeg en god ide... Vi kan gå rundt og se slottet indtil maden er klar? Så spiser vi ude i pavillionen?"
Lidt hurtigt kom en butler hen og Connor forklarede de spiste ude i pavillionen. Den ældre mand nikkede og gik ind igen.
Så tog han hende først med ud i køkkenet der var utrolig stilfuldt med gammeldags udskæringer i møblerne men alligevel med moderne køkkenapperater. Her fik hun muligheden for at komme haren på køl til hun ville hjem igen. Så slap hun for at slæbe rundt på den. Så gik rundtturen videre. Grundetagen var der spisesal, balsal, indendørs swimmingpool, kæmpe bibliotek, galleri, toiletter og en rigtig hyggelig pejsestue. I forbindelse med køkkenet var der også værelser til personale når der var noget. I resten af slottet var der alle mulige rum. Et hav af gæsteværelser, badeværelser, biblioteker, kreative rum. Den øverste etage bestod af hans store kontor, hans private gemakker og nogle lidt større gæsteværelser. Udover hans eget kontor og gemakker, så var alt i en gammeldags men utrolig smuk og smagfuld indretning. Badeværelserne var i lys marmor med metaldelene belagt med guld.

Ikke længe efter rundvisningen var slut, sagde han venligt: "Nå hvad synes du så? Jeg har faktisk bygget det meste af det selv. Tænker hvis du har lyst kan vi se haven efter maden?"

Aia smilede indvendigt, glad for den løsning, han var kommet frem til. Hun fulgte med ham rundt, hun var glad for ikke at skulle slæbe kaninen med overalt, og var fascineret af alt, hvad hun så. Det var så stort og luksuriøst! Noget, hun ikke var vant til.
Hendes hjem var en grotte med en masse gange og et stort stykke skov, ikke noget i nærheden af slottets størrelse eller stil.
Hun sagde ikke meget på rundturen, stillede et par spørgsmål i ny og næ, og ellers lod hun bare øjnene glide rundt i rummene, sultne efter at vide, hvordan alting var lavet og designet.

Da rundturen var slut, vidste Aia ikke, hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. "Jeg kan ikke beskrive dit hjems skønhed med ord," sagde hun. Og det var rigtigt. Hun kendte ingen ord, der ville beskrive alt det, hun havde set.
"Jeg vil meget gerne se haven, når vi har spist," sagde hun og forsøgte sig med et lille smil. Hun elskede at se, hvordan ting var bygget og hang sammen, men hun holdt nu mest af naturen.

Lige som de kom ned i foyeren igen, kom butleren hen til dem og bukkede.
"Herre? Deres middag står klar i pavillionen. Jeg vidste ikke hvad de ønskede at drikke til så jeg sørgede for et passende sortiment"
Connor bukkede tilbage og svarede: "Fantastisk Bach. Tak skal de have"
Bach bukkede og forsvandt ud i køkkenet igen. Så vendte Connor blikket mod hende igen og rakte armen ud mod gården. Da de så kom der ud var der en overdådig middag. Lækker rådyrsteg, grøntsager, råstegte kartofler, syltede frugter. Alt hvad man kunne tænke sig. Og af drikkevarer var der kildevand, vin, sodavand og øl.

Han trak en stol ud for hende og gestikulerede mod den.
"Velbekomme. Håber det smager. Kokken plejer at lave fantastisk mad. Jeg øver mig selv lidt en gang imellem men jeg er ikke så god endnu"
Han kiggede selv rundt på det overdådige måltid og vidste nærmest ikke hvor han skulle starte. Men det vigtigste var også at hans gæst skulle kunne lide det.
Så fik han en lidt skør ide.
"Altså hvis kl bliver for mange, skal du være velkommen til at overnatte? Der er jo rigelig gæsteværelser. Vi kan selvfølgelig også se på det til den tid"

Aia stirrede ud over det overdådige måltid. Hun var sulten, men bange for at ødelægge den smukke opsætning. Overvældet over al maden, gik der et øjeblik, før hun opfattede hans spørgsmål. "Lad os tage det til den tid," sagde hun med rynkede bryn, hun var ikke sikker på, hun ville føle sig tryg hos ham.
Efter lidt overvejning, begyndte hun at spise. Hun tog hjort, kartofler og grøntsager op på tallerkenen og begyndte at spise. Det var længe siden, hun havde fået så god mad.
Hun fik pludselig lyst til at fortælle ham alt om sig selv. Måske var det hans udstråling eller det faktum, at han var en engel. "Connor?" begyndte hun forsigtigt, efter at have tygget af munden.

For at gøre hele situationen lidt mere afslappet for hende, begyndte han også at tage mad så det var helt naturligt. Han udstrålede ikke at tænke over hvor fint maden var opstillet, han tog bare mad fordi det smagte godt og hun skulle helst også kunne nyde maden. Selv når han spiste, var han utrolig afslappet så hun ikke skulle tænke alt for meget over bordmanerer eller den slags. Så hældte han vand op til dem og en smule vin. "Lad os det... Ja tag endelig for dig, jeg elsker selv Bach's madlavning. Nu ved jeg så ikke lige hvad du vil have at drikke men tag endelig"
Kort lukkede han øjnene og sukkede smilende over hvor lækker maden var. Til tiden blev han nærmest jaloux over hvor god Bach var til madlavning, men det var mest for sjov.
Han åbnede langsomt øjnene da hun sagde hans navn og så dybt i hendes øjne
"Ja Aia? Håber det er ok jeg bare kalder dig Aia"

Aia smilede for sig selv, da han sagde hendes navn. "Selvfølgelig må du kalde mig Aia," sagde hun smilende og spiste lidt videre, før hun kom i tanke om, hvad hun ville sige og hans indtrængende øjne.
"Den familie jeg omtalte tidligere, er ikke en rigtig familie," begyndte hun og mærkede tårerne presse sig på. Hun hadede det emne, men hun følte, hun var nødt til at fortælle ham det. Det var kun rimeligt, når hun skulle jage på hans ejendom og spise hos ham.
"Det er faktisk bare to ulve, der har taget sig af mig, da jeg var lille," forsatte hun og mærkede en enkelt tåre ned af kinden, før hun hurtigt tørrede den væk med bagsiden af hånden.

Han lyttede stille som hun fortalte om hendes familie. Ganske rigtigt så var hendes situation noget speciel. Men for ham var familie jo familie. Og det var tydeligt at det var et emne der berørte hende rigtig meget. Diskret tog han et tørklæde og rakte hende som hun fortalte. Han følte selv for at fortælle noget der lagde ham lige så meget på sinde, men lige nu handlede det om hende. Og et eller andet sted, var det jo en tillidserklæring at hun ville dele det med ham.
stille røg en lille tår vand ned inden han lagde sine hænder på bordet for at vise at han var opmærksom.
"Ulve er imponerende gode forældre, så det var da godt de tog sig af dig. Det her behøver du selvfølgelig ikke svare på hvis jeg spørger for direkte... Men har du noget minde om din familie?... Altså forældre eller noget?... Minder der betyder meget, vil altid være der.."
Måske var der en mulighed for han kunne hjælpe hende her..

Aia tog imod tørklædet han rakte hende, tørrede sine øjne og rystede på hovedet. "Desværre ikke. Jeg har min medaljon og en dolk fra dem. Jeg ved intet om dem," sagde hun grædefærdigt. Det var hårdt for hende at tale om, hun havde aldrig talt om det før, men hun følte, at hun kunne stole på ham, selvom hun ikke vidste så meget om ham.
"Hvad med dig selv? Kan du huske dine forældrer?" spurgte hun så. Hun var nysgerrig på alt, hun kunne lære om ham. Hun begyndte at spise igen, mens hun ventede på, at han skulle svare.

Kort blev han lidt stille og så ud som om han tænkte sig om. Eller over noget vigtigt. Så kiggede han på hende med et halvalvorligt blik og sagde: "Du... Minder er med til at gøre os til dem vi er.... Og... Jeg kan se folk for hvad eller hvem de virkelig er... Så skulle du nogensinde ønske dig at se om et minde om dem er gemt der inde så sig til... Jeg kan finde det... Mine evner er unikke..."
Da hun så spurgte ind til hans forældre så undrede han sig. For han kunne faktisk ikke huske noget om dem. Det var selvfølgelig også lang tid siden. Og han havde været en masse ting igennem. Men han følte alligevel han burde give hende et svar når hun nu havde åbnet sig sådan for ham
"Jeg kan ikke huske mine forældre. Den del af mine evner rækker desværre ikke til mig selv.. Men jeg... Havde en søn en gang... Det er ca 400 år siden"
Han tog en tår vand og kom med et lidt forsigtigt smil imens han ventede på hendes svar. Det var mærkeligt at tænke over det igen, men på en god måde. Det var som om det hjalp både hende og ham

Aia så ned i bordet, ked af at have spurgt. "Du må undskylde, at jeg spurgte," sagde hun og prikkede til sin mad. Hun havde ikke lyst til at svare på hans spørgsmål, ville hellere tage det senere.
Hun forestille sig, hvor hårdt det måtte have været at miste et familiemedlem. Hun havde trods alt været så lille, at hun ikke vidste noget om dem.
Hun spiste lidt videre uden at logge mærke til smagen. Hun elskede Hjort og var sulten, men hendes hjerne var fuldt af spørgsmål til den mand, hun kaldte Connor. Hvor gammel var han? Hvordan var han blevet engel? Hvordan kunne det være, at hun turde åbne sig for ham? Hun vidste det ikke, men det ville nok komme senere.

Han smilede lidt og tog så en bid mere inden han tænkte kort og svarede:
"Det skal du skam ikke undskylde for. Tiden var noget andet for 400 år siden. Og jeg var ikke ligefrem nogen engel den gang. En historie jeg gerne vil fortælle hvis du selvfølgelig vil høre den. Det kan være lidt overvældende for nogen men du virker... Som en fantastisk person der vil forstå"
Han var ikke helt klar over hvad der gjorde det men bare det faktum at han var Seraphim, var overvældende for mange. Men hun virkede oprigtig nysgerrig og interesseret. Og på sin vis, mindede de faktisk meget om hinanden. De havde begge to en fortid der tyngede dem. Og alligevel havde hun klaret sig så utrolig flot. Det tog ellers en del at imponere ham på den måde. Diskret kom Bach ud og satte en tærte ved dem så der var noget dessert til dem når de fik lyst. Han måtte jo se sig skyldig i at være blevet rigtig glad for kirsebærtærte.
"På en måde er jeg faktisk glad for du spurgte Aia.."