Une Pierres sidste rum - Dean

Sted: et godt stykke inden i Une Pierres grotter, på en lang gang, med flere forskellige gange til nye rum.
Tid: På gangen er det ikke rigtig til at vide hvad klokken er længere. Alt er bare mørkt.
Omgivelser: Mørke. Total mørke. Der hænger nogle fakler, eller noget i den stil, med lidt mellemrum på grottens vægge.
Vejr: Ingen anelse.

Hvad lavede man egentlig i en grotte? Gik rundt i endeløse gange, og havde ingen anelse om hvor den næste udgang kunne være? Der var desuden også rimelig mørkt, og vejen snoede sig en smule, og den næste fakkel, hængte på den anden side af det lille sving. Det løb koldt ned af ryggen, på den unge engel, som havde forvildet sig ind på nogle gange i Une Pirre. Hvorfor var hun dog også gået der ind, kunne nogle sikkert spørge hende om. Hun havde intet svar, og måtte bare trække på skuldrene, hvis hun mødte nogle som stillede hende det spørgsmål.
Hun have vel bare fundet det spændende, at der faktisk var nogle rum i den grotte, som nogle ikke engang havde fundet endnu. Måske var hun bare på jagt efter et lille eventyr?
På et eventyr måtte man vel have nogle at være sammen med. Nogle som kunne skrige sammen med en, eller spurte af sted, hvis man nu skulle møde en gladiator. Det var nu ikke tilfældet her, men det ville det sikkert være i en regnskov.
Dette var ikke just en regnskov, men en kold, klam og ulækker grotte. De gange hun gik på, var der vist ikke rigtig nogle der havde gået på i et stykke tid, og hun overvejede kraftigt om hun ikke burde vende om. Men nej. Hun fortsatte ud i den rene uendelighed, på en dystre og smalle gange, hvis væge var en smule fugtige, og det kunne godt tænkes, at der var edderkopper hist og her, da hun tit gik ind i spindelvæv.
Endelig stoppede hun, og så ned af sig selv. Hun var lidt usikkert på, om hun egentlig turde gå rundt om hjørnet. Hendes blege hud, lyste en smule op i mørket, og der var kun fakler langt bag hende. Tænk nu hvis der stod nogle ovre på den anden side af svinget? En voldelig psykopat eller noget, som stod klar med en kniv for at skære halsen om på den person der kom gående?
Hendes åndedrag var tunge men hendes hjerte galoperede af sted med hende. Hun lukkede i et kort øjeblik øjnene, og slappede af i sjælen. Hun måtte altså bare gøre det. Med forsigtige skridt, begyndte hun at gå tættere og tættere på svinget, og tog sig sammen til at følte stien, i stedet for at vende om, og gå hele vejen tilbage.
Heldigvis var der ingen psykopat med en kniv, men et rum. Var hun virkelig så langt inde i grotten, at hun var kommet til dens endestation? Hun gik ind af den smalle åbning og kom ind i et rum, med en masse ældgamle hylder, fyldt med nogle glasting og nogle uvurderlige smykker. Med forsigtige skridt, gik hun hen mod en sølvkæde, men undlod at røre ved den, af frygt for at den ville gå i stykker. Skulle hun tage den, eller skulle hun holde fingrene for sig selv?

Dean havde syndet og det vidste han godt, det var tid til at sige undskyld og det var tid til at overgive sig til din herre. Han vidste at han havde brug for at gå derind og op i kanten af det høje bjerg. Han gik ikke specielt meget op i sig selv og han gik ikke specielt meget op i sin herre: Gud. Men han vidste at han burde og af og til blev han mindet om det. Der var en grund til at han var på jorden, han havde en mission. Der var en grund til han havde fået lov at få et liv mere og der var en grund til at han var på jorden, det måtte han huske og han måtte huske at være taknemmelig for at han rent faktisk endnu følte sig i live, selvom han jo i store træk var død. Han havde brug for at snakke med sin herre for selvom han brugte så mange timer på at overbevise sig selv om at han ikke troede på ham, så vidste han godt at Gud var alt han havde og at han var nødt til at være Gud taknemmelig. Han var det dog kun når ingen så det og han var det kun når ingen andre var i nærheden, han følte sig svag når han talte med sin herre og hvis der var noget han ikke ønskede folk opfattede ham som, så var det at være svag. Han havde arbejdet det meste af natten og han følte sig meget træt. Han var ikke hverken fuld eller på stoffer, tilgengæl var han helt klar i hovedet og klar til at tage op på bjerget, måske han burde sige farvel. Han havde så ofte overvejet det, bare bede Gud om at tage ham så han kunne forlade jorden og komme et nyt sted hen. Men nej, ha måtte kæmpe videre, han kunne ikke tage sig selv væk nu, han måtte kæmpe, han måtte være stærkere end verden, det vidste han og det prøvede han.
Dean stod udenfor grotten go kiggede ind i den, lige nu ville han ikke gå ind, han ville lige stå og samle sig selv for det krævede mere af ham end mange måske troede at vandre derind, det var også mere hårdt for lige netop ham end det måske ville være for så mange andre, men det var bestemt ikke en nem opgave, det med at vandre ind i mørket og det med at sige undskyld. Han tog stille sin jakke af og lagde den udenfor grotten, og med rolige bevægelser knappede han sin hvide silkeskjorte op og lod den stille falde til jorden, han stod nu med bar overkrop og lod let sine fingre glide nedover sin nøgne hud som var en smule mere bleg end den var ved så mange andre, men sådan var det jo med engle. Han lukkede stille øjnene imens han mærkede hvordan de store hvide vinger langsomt voksede ud af hans ryg, nu var han så fri som han næstne kunne være. Da han åbnede øjnene kunne han mærke hvordan vingerne næsten skyggede let for solen når han stod der, de var høje og smukke, lige som han kunne lide dem - også selvom han så sjældent luftede dem. Han kiggede ned af sig selv og de sorte bukser og sko som han endnu havde på, der var et par små pletter på de sorte bukser der stammede fra vodka og rom som han havde spildt imens han havde været på arbejde. Han kiggede stille ind imod grotten, klar til at gå ind.

//Samler lige krea sammen^^

Længe stod Angelin og betragtede sølvhalskæden, men kunne ikke få sig selv til at røre den. Hun gik lidt den ene vej, og fandt en støvet bog, som kunne falde fra hinanden, ved den mindste berøring. Derfor lod hun blot hovedet komme tættere på bogens overflade, for at puste støvet af dem. Støvlaget var flere millimeter tykt, og Angelin begyndte at hoste heftigt, og da hun stoppede, nøs hun endda også. Hendes næse var så følsom, at hun sikkert ville gå og nyse lidt senere på dagen, eller bare når hun kom ud af grotten igen. Det store rum hun befandt sig i, var oplyst af en masse fakler, som lyste det runde rum op med et orange skær. Det orange skær, fik Angelins hår til at virke endnu mere gyldent end det var i forvejen, og hendes hud så en smule mere solbrun ud. Det var egentlig ret typisk, at engle ikke fik sol nok, mente hun. Normalt ville hun tilbringe flere timer udenfor, hvis ikke hele dagen, men det var lidt for sent nu. Hun var nu blevet slavinde, og det gjorde at hun ingen frihed havde længere. Forbaskede kutteklædte mennesker, der havde slæbt hende af sted, for øjnene af en masse gispende væsner af alle slags. Hun havde i den grad lært sin lektie; Gå aldrig i de dystre dele af byen, som en smuk engel, uden beskyttelse eller. Man skulle bare holde sig der fra, så endte man ikke som hende. En ung engel, hvis krops alder var seksten år gammel. Hun havde eksisteret i omkring 287 år, eller noget lignende, og hun var stadig ikke helt klar over, hvad der var en dårlig idé at gøre.
Angelin gik tilbage, og studerede den smukke sølvkæde. Hvis hun rørte den, blev hun næsten nød til at snuppe den. Der var sikkert ikke nogle der ville savne den. Hvad var det hun tænkte på?! Hun kunne ikke bare stjæle halskæden?! Selvfølgelig ville der være nogle der ville savne den, det var helt sikkert. Alligevel kunne hun ikke modstå fristelsen om at bære den tykke kæde, og den var sikkert også en hel del penge værd. Forsigtigt rakte hun ud efter den, og stoppede et par centimeter fra den. Om et øjeblik, ville hun kunne mære den ægte sølv, mod hendes blege hud. Hun rystede en smule, men hun var også lidt nervøs for hvad der ville ske. I nogle hjørner, sad der edderkopper i deres spind, og nogle af de kraftige, men flotte spind hang helt tomme. Der var sikkert nogle døde edderkopper et par steder, og hun gøs ved tanken om de klamme dyr.
Hun lagde hånden over kæden, og lod hånden lægge sig på det glatte men rustikke sølv. Endelig. Hun trak kæden til sig, for at studere den en smule, men gjorde pludselig alt for store øjne. Der var intet galt med kæden, der var slet ikke det, men der var noget på hendes arm, hvis bevægelser var langsomme, og hvis… Ben var.. Behårede? Forsigtigt trak hun armen lidt fra sig, og stirrede først lidt på reolen hvor kæden havde ligget. Da armen var langt nok ude, så hun ned, og udstødte et skrig, som hun svor på, at man kunne høre ved udgangen af grotten, eller bare en stykke derudaf. Ved et uheld, gav hun slip på kæden, og den faldt til jorden, og splintrede i mange små stykker af sølv. Hun rystede skrigende den store mørkebrune edderkop af sin arm, men den blev siddende. Hendes skrigeri blev blot ved og ved, indtil edderkoppen overgav sig, og ladte på stengulvet på ryggen. Det var så den edderkop. Panisk løb hun tilbage af den smalle indgang til rummet, forbi svinget, og satte farten op, så hun kunne komme væk.

Dean tog rolige dybe vejrtrækning, at gå ind var svært for ham og han overvejede et øjeblik om han bare skulle blive udenfor at forlade sine synder. Det var nok den ting han hadede mest ved at være engel! At man skulle tale med sin herre og fortælle ham hver gang han havde gjort noget skidt eller dårligt. Af og til overvejede han om han i ren provokation burde tage en hel liste med, bare for at bekræfte overfor Gud hvilket dårligt menneske han var. Næsten alt hvad han havde at sige havde noget med sex, alkohol eller stoffer at gøre, det var altid det der gjorde han syndede og det var altid i de situationer han faldt i, også selvom han gjorde det med fuld overlæg. Hvad ville verden og livet være uden sex, stoffer og alkohol? For Dean ville livet være tomt og ensomt, han nød at være som han var og han nød at bruge den tid på de ting.
Han kiggede stille til siden imens han lod sin hånd glide ned af de hvide englevinger, han huskede stadig at han havde givet Maila en af de hvide fjer inden hun var rejst og han tænkte ofte på om hun mon stadig havde den. Hun havde betydet meget for ham, men han havde nu lovet sig selv at han aldrig ville lukke folk ind i sin sjæl ingen, han kunne ikke klare endnu en skuffelse, for så ville det ende med han for good ville lave Gud tage sig op til himmeriget, eller måske i helved. Dean vidste godt at hvis han ikke passede på ville Satan komme og overtage hans krop, han var jo typen, typen der lavede ballade og som aldrig gjorde hvad der blev sagt. Dean satte sig stille ned på en sten foran grotten og gemte let sit hoved i hænderne, han kunne ikke få sig selv til det, måske han bare skulle gå tilbage igen og drikke. Han kiggede ned på jakken og skjorten der lå foran ham, måske var det dumt bare at sidde deroppe, selvom han kunne mærke hans vinger var glade for at være fri et øjeblik.
Dean kiggede hurtigt op da han hørte et skrig inde fra grotten, men han blev dog siddende. En gang før havde han været ude for det samme, en pige havde skreget fra grotten og da Dean var gået derind havde hun vist sig at være en dæmon, det skulle han ikke nyde noget af igen, den aften var han så bange for at blive slået ihjel og han kunne bestemt ikke klare det endnu engang. alligevel rejste han sig langsomt op, han ville være klar hvis det rent faktisk var en der ville ham ondt. Han kunne stadig ikke styre sine kræfter specielt godt og han følte sig derfor ikke særlig sikker når det kom til at forsvare sig selv, han kunne næsten heller ikke flyve, kun finde ud af at komme op i luften, men han kunne ikke flyve hverken frem eller tilbage. Han havde også kun været engel i få år, og det var selvfølgelig en af grundene til at han ikke kunne særligt mange ting. Andre havde været engel i mange år, rigtigt mange år. Flere tusinde år, men ikke Dean og derfor anede han intet om hvordan tingene helt fungerede. Når han tænkte på Liam som var vampyr og flere tusinde år gammel kunne han se et eksempel på en der rent faktisk vidste hvad han gjorde, han havde styr på sine kræfter og han kunne gøre alt og mere til.
Dean kiggede igen ind imod grotten da han hørte skridt der bevægede sig og lidt efter lidt kunne han se en skikkelse komme til syne, det lignede bestemt en ung pige, men ikke en han kendte. Dean gik et skridt eller to tilbage, bare lige for at sikre sig at personen ikke ville løbe ind i ham. Dæmonen havde også været en pige, dog ikke særlig gammel, nok en ti - elelve år. Sådan var det jo ofte med dæmoner, de skjulte hvem de virkeligt var for at opnå noget fra andre, men Dean lod sig ikke nare så let mere. Nok var han ofte naiv når det kom til stoffer og sex, men når det omhandlede tillid og det at stole på det folk sagde, så var han ikke specielt naiv.

Angelin løb et godt stykke tid, indtil der pludselig kom en skikkelse til syne. Hun stoppede brat op, og var tæt på at falde på røven. Hendes vinger hjalp hende med at genvinde balancen, og hun støttede sig kort til den ene klamme væg. Vægen var kold, klam og fugtig. Det føltes som koldsved, bare mere naturligt. Hun gøs kort ved tanken, og kiggede hen på skikkelsen. Den havde formet sig som en mands skikkelse, da hun gik en smule nærmere. Lyden af sølvkæden der splintrede og hendes skrig i baggrunden, lød stadig i hendes hoved. Forbandede edderkopper! Det forskrækkede hende altid, og nu var den uvurderlige kæde ødelagt. Det hele var hendes skyld, og hun var bare løbet. Det var faktisk også klogest gjort, at hun ikke stod der, alene med en edderkop på armen, som var på vej op mod hendes albue og samt en knust sølvkæde på gulvet. Heldigt at det ikke havde været en af de stører edderkopper son hun havde set, der var kravlet op af hendes arm, mens hun studerede kæden i hendes hånd. Så ville hun ha slået sig selv bevidstløs af skræk og hendes eget skrig. Så var der sikkert nogle der havde hørt hende ude ved udgangen. Mon ham manden foran hende havde hørt hende skrige?
Ham der stod et par meter fra hende, lignede en på omkring de tyve år, men hun var ikke helt sikker. Han kunne jo være flere hundrede år gammel, hvis man tog hende hans eksistens, og ikke bare den alder som mødte en ved synet af andre. Skindet kunne også bedrage for hende selv. Hun var faktisk rimelig gammel. Havde eksisteret i 287 år nu, hvis ikke længere, med udadtil lignede hun en på de seksten eller sytten år. Og selvom hun havde levet så længe, og været engel i 270 år eller noget, var hun virkelig uviden omkring altid stadig, og begik mange dumme fejl, som væsner på hendes alder ikke ville gøre. Hun var stadig som et lille barn, der skulle udforske alt og alle. Det betød dog ikke, at hun var dum som en dør, hvad logik og alt det andet angik. Hun var bare ekstremt god til at gøre de ting, som gik mest galt. Såsom at vandre rundt i de dystre ender af byen, uden nogle til at beskytte en så ren skabning som hende. Der var så selvfølgelig nogle, som tænkte at hun ville egne sig godt som slave. Pff.. De kendte hende jo overhovedet ikke? De vidste jo ikke engang hvor stædig hun var?! Da hun blev slæbt af sted, for øjnene af en hel masse andre, både mennesker og andre væsner, havde hun råbt og skreget, sparket og slået for at komme fri fra de to kutteklædte mænd. Hvis bare hun havde tænkt sig om, kunne hun ha skadet dem grueligt med hendes stemme. Bare ved at nynne et par toner, kunne hun ha slået dem begge bevidstløse, eller bare få dem døset hen i en dyb søvn i det mindste. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før?
Hun vendte tilbage til det sted hvor hun befandt sig, i en grotte foran en mand hun ikke kendte, i starten af tyverne. ”Hve.. Hvem er du?” Stammede hun sig langsomt og lavt igennem. Hun stammede normalt ikke, men når hun var en smule skræmt, vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle stille op, og stammede en hel del. Ærgerligt at man ikke kunne gøre noget ved det, for det fik hende til at lyde som en hjælpeløs idiot, som altid var bange. Sådan var hun altså ikke! Der var kun få ting hun frygtede, og det var vampyrer og døden.
Angelin forsøgte at bryde sig igennem, og komme ind til hans tankegang, men hun kunne intet få frem, da hun var så skræmt og en smule forskrækket. Hun tog sig blot til panden, for hun havde et bitte lille sår. Det var ikke mange dage siden at hun havde fået det sår. Det havde været en nat, hvor hun ville se hendes forældres gravsted. Den nat øsede det ubarmhjertigt ned, og hun var gledet i et eller andet, hvor efter hun havde slået hovedet ned i noget helt tredje. Hendes røv havde det heller ikke så godt efter faldet, men hun havde så også en ret lille smertetærskel. Hun kiggede bare på manden foran hende, og forsøgte at finde ud af hvilken en han var.