Alene i mørket

S: domkirken
O: ingen
V: det regner og blæser
T: midt om natten
D: 25/04


Kagome sad på gulvet mellem rekkerne inde i domkirken. hun var gået vild i byen, om eftermiddagen, og havde søgt ly her for natten. hun tænkte lidt tilbage på hvad der var sket de sidste par uger. hun havde mødt mange forskellige slags væsner. nogen venligere end andre. hun var enda blevet rigtig gode venner med en af dem og var lykkelig over det. hun var stadig en smule trist og ked af det, og selvom hendes nye veninde havde sagt hun skulle glemme det, kunne hun ikke helt slippe tankerne. men self havde hun ret. hun trak vejret tungt ind og pustede ud igen. hun smilede opmundrende til sig selv og rejste sig op. hun gik hen til de store vinduer og kiggede ud på den hadfyldte regn.

Ami kom gående ind i domkirken han var bevæbnet til tænderne, og hans knive var smurt ind i blod, og hans geværer var også delvist smurt ind i blod, endnu en aften havde han brugt på at hærge menneskene, og endnu engang havde han sejret, han var efterlyst over alt i landet, der var bare et problem, der var ingen der havde noget signalement på ham, men alle vidste han holdt øje med dem, mange af væsnerne triumferede over deres bevæbnede forkæmper, mens menneskene gemte sig bag deres mure af beton og ikke gik ud om aftenen mere.

Kagome vendte sig om da hun hørte nogen komme, hun fik et chok da hun så ham så bevæbnet. hun gemte sig nede bag stole rekkerne, selvom han gangteret havde set hende. hun var en smule bange for. om han ville dræbe hende. men ikke spor bange for hans natur. hun vidste med det samme at han ikke var et menneske. men hun vidste ikke hvad han var for et væsen. hun holdt øje med ham nede fra sit skjuld. hun ville egentlig ikke dø. men hun ville heller ikke være for naiv og rejse sig op og tro på de kunne blive venner? han gik jo rundt og slog folk ihjel.

Mikala sad skjult under prækestolen hun så lidt rundt hun var ikke bange men bare træt hun var gå her ind for at sove i nat i morngen skulle hun vider efter en dreng

Ami trak to pistoler, han havde både set og hørt begge personer og vis de ikke kom frem havde han jo bare en god grund til at dræbe dem begge. "Kom frem eller i begge dør.. Vis i ikke kommer frem gir i mig bare en god grund til at dræbe jer, har i forstået?" Spurgte Ami.

Mikala så frem men komme ikke helt frem hun var heldigvis godt beskydte af sin dæmon hud men det enest svaget punket på mikala var hendes hals det var huden som et mennskes tynd og blød

Kagome kom frem, hun skjulte sin frygt for ham bag en ligeglad facade. hun så på ham og holdt hænderne langs siden, hun havde ikke set pigen og var osse ligeglad med hende. hun så hele tiden kun på drengen, og lidt efter var hun osse gået ud på gangen. *alt kan vel for fanden osse bare være røv ligemeget!* tænkte hun og så på ham. hvis han ville dræbe måtte han godt skynde sig lidt.

Mikala holde øje med dem hun sad og så på dem uden et ord

Kagome så på pigen, hun var ligeglad med hende. hvis hun osse ville dræbe var det bare fint. hun var jo bare et tåbeligt menneske. ikke til betydning for nogen. hun så på dem begge og ventede bare på hvad de havde tænkt sig at gøre.e

" rolig jeg gøre dig ikke noget " sagde Mikala til Kagome

Kagome blev mere tryg ved hendes ord, over at der så kun var en der ville dræbe hende. hun slappede mere af og betraktede pigen. "hvem er du" spurgte hun pigen. hun anede jo ikke hvem hun var. hun gik med stille skridt op til hende,

" navnet er mikala,malaika,isabella,barta,tung mne bare mikala " sagde mikala venliget

Kagome stoppede op og så på hende. hun så hurtigt væk og sagde ikke mere. og bakkede nogle skridt tilbage. "kagome" sagde hun hurtigt, og en smule hæst. kagome trak nogle dybe indåndninger og så op på hende igen.

" hvad er der Kagome " spurte mikala stille hun så lidt bange ud

"ingenting" mumlede hun og så lidt ned. hun gik hen til de store vinduer igen, og så ud af dem. hun bed sig i læben igen som hun fået til dårlig vane. en lille blod stråle løb ned af hendes underlæbe. men hun var ligeglad.

" kagome siger det nu bare " sagde Mikala

"nej det lige meget, jeg vil helst ikke have nogle problemer med andre" sagde hun og knyttede sine hænder lidt, og måtte tage sig sammen "undskyld, det var ikke min mening at gøre dig bange. mange gange undskyld" sagde hun og bukkede for hende i stedet.

" du få ikke problemer med mig så siger der endlig " sgade Mikala

"nej, men jeg for problemer med en af dine venner" sagde hun og så ud af vinduet. *verden er godt nok lille* tænkte hun og holdt fast i vindues karmen. hun lukkede sine øjne og lænede sig tættere ind mod vinduet.

" nej du gøre ikke det skal jeg nok søre for du ikke gøre " sgade Mikala

"det ligemeget Inuyasha kan rande mig" sagde hun stille. hun kunne ikke tro at den pige hun lige havde mødt havde noget kørende med den dreng som havde såret hende groft for to tage dage siden. Kagome så ned, hun ville ikke tænke på det mere. hun ville bare være ligeglad, og ikke lade sine følser og humør gå udover andre, som ikke var skyld i det.

" hvad har Inuyasha gjoret dig " spurte Mikala

"han sårede fordi han hellere ville have dig, end mig" sagde hun "fordi jeg ikke så ham i 2 dage fordi jeg havde travlt kunne han ikke bruge mig mere, så ville han ikke ha mig mere, han ville hellere have dig" sagde hun en smule utaknemligt som ikke var meningen, hun ville ikke ødelægge noget mellem hende og ham. hun ville allerhelst bare forsvinde langt væk eller bare dø.

Mikala fik et chok og det gik direket i hendes hjerte hun valke og falde på knæ hun mærke smerte bliv stærker for vært minut det gik

"undskyld, det skal ikke gå udover dig" sagde hun og havde det skidt med at hun havde såret hende. hun tørte sine øjne hurtigt og lydløst. hun gik hen til hende. for at hjælpe hende op igen. "jeg må nok hellere bare gå" sagde hun stille.