Alene i mørket? -Rafael

Sted: Imellem de forladte forlystelser.
Tid: Tæt ved midnat.
Vejr: En smule overskyet, det blæser en smule.
Omgivelser: Tomme og forladte forlystelser, det virker ikke som om der er andre.

Månen var på himlen, som et stort stirrende øje der holdte øje med det hele. Vinden tog blidt i det lange hår og gjorde fingrene kolde, hvis man ikke holdte dem i varmen. Alligevel rendte Verin rundt i sin sædvanlige løse sommerkjole, den flagrede blidt i vinden, omfavnede og fremviste hendes kvindelige former. Hun nød vindens kærtegn imod hendes kinder, og lukkede kort øjnene. Hendes fødder var bare, som det sædvanligvis var, imod den kolde grus. I sin hånd havde hun en lighter, hun blev ved med at få gnisterne frem fra den, få startet en flamme, som hun så længe betragtede. Indimellem lod hun sin finger glide igennem denne flamme, bare for at mærke varmen brænde hendes finger. Det hele virkede så vidunderligt lige nu, hendes lighter var ikke gået ud, og vinden omfavnede hende, kunne det blive meget bedre?
Forsigtigt gled hun ind i skyggerne, stillede sig op af en af boderne. Betragtede omgivelserne, der var hyggeligt med uhyggen ved at være sådan et sted alene. Der var så fredeligt her, imellem alle de forladte forlystelser. En smule fraværende lod hun hånden glide igennem sit hår, snoede det blidt om sin ene finger, imens hun betragtede flammen. Var hun en smule ensom? Det var lang tid siden at hun havde haft nogen form for selvskab, bortset fra den sure gamle dame, hun lejede sit kælderværelse af. Hun kom altid ned og brokkede sig over at Verin ikke havde betalt sin leje endnu. Flammen lyste i mørket, når den var tændt, var det som om hele verden forsvandt omkring hende, og så var kun flammen der. Det var en dejlig følelse, at kunne slippe lidt væk fra det hele nogle gange. Et lille smil spillede om hendes læber, men hendes øjne var en smule blanke af fravær. Lighteren begyndte at blive varm imod hendes tommelfinger og hun slap mekanismen, og flammen døde ud. Hun vendte en smule tilbage til virkeligheden, så over imod et flakkende lys fra en lygtepæl lidt derfra.

Månen var særdeles vidunderlig her til nat. Dette var dagen, som kom i en hver måned. Det var fuldmåne. Den stod høj på himlen og sendte et dejligt betryggende lys ud til dem, som havde brug for det.
Dog var der altid en mørk side ved sådanne gudeskønne ting. Altid. Og månen var inge undtagelse. For hvad vagte månen til live? De frygtelige gale hunde, som nådesløst rendte rundt og dræbte. Det var der så mange væsener, der gjorde, så hvorfor var det lige dem, som skulle hades mest?
Det kunne man spørge dæmonen Rafael om, men man skulle ikke forvente et svar, for hvad han havde oplevet med varulve i sit lange liv var ikke noget, han bare gik og fortalte om. Nogle fortidshistorier skulle fortælles videre og andre skulle gemmes væk og slukkes ved hans død. Hans var af sidst nævntes slags.
Men varulvene blev glemt igen, da han fjenede blikket fra månen og rettede det ligefrem, for det nyttede ikke noget at gå tilbage i fortiden. Fra nu af skulle han kun gå fremad. Om det han gik frem imod var godt eller skidt, måtte tiden jo vise. Man kunne jo kun håbe på, at man træffede de rigtige beslutninger.
Han sukkede. Hvad lavede han egentlig herinde? Han havde ikke besøgt denne gudsforladte forlystelsespark før, og han havde godt nok heller ikke en idé om, hvad han lavede her nu. Han havde bare siddet ligeså stille på en bar, hvor en eller anden wierdo-vampyr havde fortalt ham, at hvis han kedede sig, skulle han gå herhen. Han havde været rigtig mystisk og bare gået igen.. Sikkert en eller anden fordrukken slubert.
Han sukkede og kørte en hånd igennem håret. Her skete i al fald ikke så meget. Han havde ikke mødt en levende sjæl - og heller ikke død for den sags skyld. Han gik videre igennem forlystelsesparken og så sig omkring. Her var så sandelig gudsforladt, men hvad var grunden til det? Var parken blevet angrebet af monstre eller sådan noget? ..Monstre, sagde han, som om han var andet.
Han så rundt i mørket, som egentlig ikke forhindrede ham i at se alt klart, for der var hans skarpe syn en gave. Han så en tændt lygte, og selvom han klarede sig findt uden, søgte han imod lyset. Sleovm han hadede at indrømme det, lignede han lidt en flue på det punkt.

Hånden gjorde en smule ondt efter at blive brændt, dog var vinden god til at køle den af. Hun førte den op til sit blik, betragtede den nøje, sikrede sig at der ikke ville komme en brændevabel frem. Forsigtigt pustede hun på den, hendes ånde var koldere end vinden, og hun lukkede kort øjnene af fryd. Det var en behagelig følelse, slukkede branden på hendes sarte hud.
Hun var ikke en person der gik meget op i omgivelserne omkring sig, der var altid så meget historie bag alt, noget hun ikke brød sig om at gå op i. Det betød at man skulle bruge tid på ting der var sket? Det betød noget, ja, men betød det også noget for fremtiden, eller var det nutiden der betød noget for fremtiden? Hun hældte mest til det sidste selv, men nogle var vel uenige. Eller nogle var altid uenige, sådan var det med alt, ingen kunne nogensinde blive enige.
Hendes blik faldt igen på lygten igen, en skygge bevægede sig tæt på. Udtrykket på hendes ansigt blev en smule mere nærværende. Hun var kommet der for at være alene, så en andens nærvær irriterede hende en smule. Måske skulle hun bare ignorere personen indtil de var gået, men måske ville det være at forspilde en chance for at få noget sjov?
Forvirret stod hun der, fik mekanismen i lighteren i gang igen. Først slog den gnister, og så kom flammerne. Måske ville den ukendte skygge komme hen til hende, hvis de så lyset. De ville måske blive nysgerrige og opsøge lyset. Eller også ville de se det som fare og enten komme og gøre hende ondt, eller flygte. Så ville hun være nødt til at flygte, for hun var ikke klar på at skulle kæmpe.
Fortvivlet stod hun og så på flammen, undrede sig over om hun nogensinde gjorde det rigtige.

Med det samme, da han trådte ind i lyset fra gadelampen, kunne han føle en andens nærvær. Han hørte det stille åndedræt, der kom fra personen, selvom det var stille, så stille. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere først. Måske det var et fjendtligtsindet væsen, der kunne finde på at angribe for at få sin aftensmad. Den anden mulighed var, at væsenet blev bange og ville flygte, og tredje stod for, at personen var ligeglad og var ligesom ham. Han regnede overhovedet ikke med, at det kunne være et menneske, for hvad skulle et menneske lave her midt om natten? For Rafael fandtes mennesker næsten ikke mere. De var kun føde for vampyrer, en ren delikatesse, hovedracen for alle mennesker.. Ikke noget specielt.
Han valgte at forholde sig roligt. Han drejede sig langsomt og lændede sig op af lygtepælen. Han havde en afslappet holdning, selvom alt ved ham var anspændt og på vagt. Han så ud i mørket, men pludselig kom der et lys. Det var ganske lille, men det kunne tydeligt mærkes for en ilddæmon som Rafael, at det var ild. Den ægte vare. Hans blik blev fanget af det, og han fik en lyst til at sætte det hele til ild. Han var vel lidt af en pyroman, og det havde han altid været. Han havde bare først lært at styre det nu. Han ville aldrig glemme, da han satte ild til en landsby i 1746.. Gode tider.
Han holdte sit blik på flammen, men det irriterede ham, at den gjorde ham blind for personen bags ansigt. Bare lidt mere lys.. Et glimt skar igennem hans røde øjne, og med det samme voksede personens flamme lidt. Bare lidt.. Ikke nok til, at personen ville brande sig, men nok til at det blev opdaget, og han kunne se ansigtet. Et smil gled over hans læber.

Hendes blik var fæstnet på skyggen der nu havde trådt ind i gadelampens skær, dog kunne hun ikke rigtig se personens træk. Og så gjorde lighterens flamme det hele en smule svære at se. Personen var dog en mand, så meget kunne hun se. Et kort gisp lød fra hende, og hendes øjne vidnede sig af spænding. Han kom over imod hende. Hvad ville der ske nu? Et smil lå på hendes læber, og hendes øjne lyste af nysgerrighed.
Verin fik et kort chok da lighteren begyndte at flamme kraftigere, smilet forsvandt og blev erstattet med undren, hendes fokuserede nu på flammen. Var det den fremmede der lige havde gjort dette? Tanken skræmte hende en smule, men hun rykkede sig ikke ud af stedet. Flammens lys oplyste hendes ansigt, og gjorde det umuligt at se personen, var det en fælde? En smule nervøst lod hun hånden tage fat i kjolen, viklede den om sin spinkle hånd. Nervøsiteten kunne dog ikke ses i hendes ansigt, det udviste stadig nysgerrighed, og blikket var fortsat rettet imod flammen. Ikke et ord krydsede hendes læber. Hun burde nok slukke flammen, men noget fik hende til at lade være, hvornår ville hun måske se den lyse så meget igen? Hånden knugede kjolen hårdt, hendes hånd blev bleg, som blodet langsomt forsvandt derfra, mere bleg end ellers.
Vinden slog blidt imod hendes ben, den beroligede hende, og hun lod grebet blive en smule lettere. Hun skulle nødigt fremvise nervøsitet. Langsomt tog hun et skridt frem imod den fremmede. Gruset knasede under hendes bare fødder.

Flammen voksede som planlagt. Ansigtet stod tydeligt for ham. Han vidste ikke, hvad han havde forventet, men det var i al fald ikke dette. Det var i al fald ikke en pige. Han så sin skuffelse i øjnene og rystede opgivende på hovedet. Kort efter var flammen sig selv igen.
Han vidste godt, at han ikek skulle dømme ud fra udseendet, men hun så så uskyldig ud. Hvis hun så ligepludselig angreb ham nu med en mægtig kraft, han ikke kunne håndtere, kunne han kun le af sin egen fejl, men det måtte han jo tage til den tid.
Han lændede sig igen afslappet tilbage op af lygtepælen. Havde han forstyrret hende i noget? Nå, pyt, hun klarede den nok..
"Hey," hilste han og løftede hånden som en hilsen og for at fortælle, at han ikke ville gøre hende noget ondt. Han smilede lidt til hende som et ekstra tegn på hans venlige sind, før han trak en cigaretpakke ud af lommen. Kort efter havde han fået sat ild til den med en lighter og havde den i mundvigen. Han tyggede lidt på den, inden han igen talte til hende.
"Hvad laver sådan en pige som dig herude?" Han lagde hovedet lidt på skrå og hævede et øjenbryn. Hans stemme var helt afslappet, og det var tydeligt, at han ikke ville snage i hendes sager. Han udtrykte klart, at han ikke var kommet for at puffe hende hjem igen eller spille ældre.

Da hun var kommet tæt nok på kunne hun se hans træk, men ikke en muskel bevægede sig i hendes ansigt. Hun havde en frygtelig lyst til at spørge om det var ham der havde fået flammen til at lyse op, men lod være. I stedet så hun blot på ham, med hovedet lænet en smule på skrå.
Et enkelt klik lød fra lighteren og flammen gik endnu en gang ud. Forsigtigt, bange for at tabe den, gemte hun den i sin kjoles folder, inden hun igen rettede blikket imod den fremmede. Hendes øjne var let knebet sammen som hun betragtede ham, der var intet smil at spotte på hendes læber.
"Godaften," svarede hun med sin let pigede stemme, det faldt hende ganske naturligt at være høflig at svare, også selvom hans tilstedeværelse ikke var med hendes gode vilje. Røg slog hende i møde da han igen talte til hende og hun indsnusede kort lugten.
Selvom han umiddelbart fremstod, som en person der ikke ville hende hverken ondt, eller hellig, var hende mund alligevel en smal streg af irritation. Han så ud til at være flere år ældre end hende, i hvert fald i sin kropsalder, men sikkert også i sin eksistens. Men det var der så mange der var, hun var selv meget ung jo, i forhold til hvad hun var. "Det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt," sagde hun langsomt, inden hun rettede spørgsmålet imod ham, "Hvad laver sådan en mand som dig herude?" Ingen passede ind i sådan et sted som her, eller gjorde alle?

Hun mindede lidt om en kat. Hun sneg sig frem imod ham, som om han var noget farligt, noget ukendt og uforsket, men alligevel kunnne hun ikke styre sin nysgerrighed. Han kunne godt lide katte.
Mange dæmoner blev sammenlignet med kattevæsener både på grund af deres udseende og personlighed. Han lignede nok meget godt en kat på personligheden. Han kunne det ene øjeblik være kælen, og det næste lange ud efter en med de skarpe kløer. Han kunne ikke lade være med at smile og ryste opgivende på hovedet. Men han lignede ikke en kat udseendesmæssigt. Ja, hvad lignede han overhovedet? Han kunne ikke finde nogle dyr at sammenligne sig selv med, det måtte han bruge en anden aften på, for der kunne tage lang tid, inden han svaret på det spørgsmål.
Han så på pigen med et hævet øjenbryn og et skævt smil. Så hun indrømmede det altså ige med det samme. Dog var det et kryptisk svar og ikke helt så direkte, men det var et svar, og det havde han ikke forventet. De fleste teenagere han havde mødt i denne tid havde blot svaret ham igen med : "Hvad kommer det dig ved?!", eller "Skrid med dig, spasser!", men måske skulle tiderne til at ændre sig nu? Han måtte tygge lidt på hendes spørgsmål, før han kunne svare. For han havde egentlig ikke et svar. "Tjaaeh.." Han så op imod himlen, hvor fuldmånen stod klar. "Jeg ville bare ud at gå lidt. Jeg er lige kommet til byen, så jeg vil gerne kende mine omgivelser." Haan rettede igen blikket ned på pigen og grinte så lidt. "Sandheden er faktisk, at en kappeklædt vampyr fik lokket mig herud, men det er en anden sag. Jeg behøver ikke fortælle dig om, hvor naiv jeg kan være." Det havde egentlig ikke været det svar, han havde planlagt at komme med, men det var det tydeligvis blevet til nu. Der var ikke mange folk, der var så ærlige, og det var vel en af frynsegoderne ved Rafael. Eller også blev det hans død.

Vagtsomt betragtede hun hans mindste bevægelser, holdte øje med hvornår det ville blive for meget, og hun ville være nødt til at tage halen mellem benene. Men hun følte næsten ikke at hun kunne gå før at hun fik flammerne at se igen. Hun var lidt af en pyroman, elskede bare at stirre på flammen af ild, som kunne tage hende væk fra det hele. Den beroligede hende på samme måde som luften og vinden gjorde, hvilket var en god ting, da hun let mistede tålmodigheden.
Det var ikke ofte at hun mødte andre væsner, hun holdte sig ofte for sig selv, en smule bange for verdenen omkring hende. Det var en smule usædvanligt, men på den anden side hvad var det sædvanlige og normale i denne verden? Sådan stilte hun alt for ofte spørgsmål op for hinanden. Det var ikke ofte at hun nogensinde gav et klart svar, fordi at hun i sit stille sind altid var en smule forvirret.
Hun blinkede en enkelt gang med øjnene, undrende. Efter at hun havde svaret, så han så overrasket ud? Hun prøvede ihærdigt at fange hans blik, stadig ikke skyggen af et smil på hendes ansigt. Utålmodigt ventede hun på at han skulle til at forklare sig. Røgen snoede sig i flotte mønstre, i gadelampens gule lys, inden at det fløj ud i mørket og opløstes. "Du er naiv, ja," konstaterede hun, fortsatte sin nådeløse stirren, *I hvert fald bare en smule* tilføjede hun tavst i sine tanker. Hvorfor fortælle sandheden til en fremmed? Det ville ikke kunne føre noget godt med sig.
Hun lod blidt hånden glide rundt i en cirkel, hvilket fik cigarret røgen til at blæse i en anden retning, væk fra hende. Vinden løb kælent imellem hendes fingre, som en ung killing.

Nu lignede hun ikke mere en kat. En kat var mere spændende en det her. Nej, nu var hun mere en dukke. En fin porcelænsdukke. Han lagde hovedet lidt på skrå og prøvede at forstille hende i en fin, victoriansk kjole med lidt kedeligere farver og krøllet hår. Og så måtte den røde læbestift jo ikke glemmes. Han smilede lidt bredere over det syn, han fik, og han blev enig med sig selv om, at hun var en særdeles fin pige i sådan et outfit, men det var ikke noget, han skulle komplimentere hende med. Hun ville måske forstå det forkert, og han vidste godt, hvad han så ville blive stemplet som. Ordet pædofil kørte i hans hoved, og ikke en gang en rysten kunne fjerne det. Måske lidt syge tanker men pædofil var han ikke. Og desuden var han kun pædofilagtig, hvis hun var under 18 år. Hans blik kørte vurderende ned af hende. Han forsøgte ikke engang at skjule det. Han kom faktisk lidt i tvivl. Alderen kunne være alt imellem 16-18 år. Han håbede inderligt på, at det endte på 18, for så var ordet renset ud og erstattet med pervers eller forskruet, og det kunne han bedre tage i takke med.
"Jaeh, men måske ikke alligevel," fortalte han og begyndte at lege lidt med sin cigaret imellem fingrene. Chancen for at tabe den og brande sig var stor, men den tanke var ikke en bekymring for ham. "Jeg vidste godt, at det kunne være en slags fælde for sultne vampyrer, så man kan ikke sige, at jeg er naiv. Men det at jeg så tog herhen alligevel er nok mere.. dumdristigt. ...Eller også er det arrogant." Han lo lidt over sin egen kommentar, selvom den ikke rigtig var sjov. Han så op fra sin lille leg med cigaretten og rettede den imod pigen. Hun lavede nogle fingerbevægelser, der virkede ret så genkendelige. Han så lidt uro i vinden omkring hende. Kunne hun manipulere med vinden, eller var det måske vandmolekylerne i luften?

En smule utilfredst så hun hans blik glide ned af hende, han gav hende et elevatorblik. Kort holdte hun vejret, og en irriteret rynke var synlig imellem hendes øjenbryn da hans smil blev større. Hvor gammel var det lige at denne mand var? Det var svært for hende at definere alder, det skete så ofte at udseendet bedragede. Hvorfor skulle denne gang være en undtagelse. Der var noget i hende, der ønskede at han skulle føle skyld. Et smil fremviste kort de let skarpe tænder, men det var en smule fjernt, og det forsvandt hurtigt, hvorefter at blikket blev rettet imod den fremmede.
Det var ikke nemt for hende at styre vinden, og det havde været en svær kamp at få selv den mindste vind under sin kontrol, men det var blevet nemmere med årene. Vinden blev en smule stærkere omkring hende, fik kjolen til at sidde stramt omkring hendes lidt spinkle krop, men den fik fremvist de former hun havde. Lettere irriteret viftede hun sin hånd, så den stoppede. Et lille fnys lød fra hende, hendes blik der havde været rettet imod jorden gled op til den fremmedes endnu engang.
"Du er måske en af de folk der opsøger faren?" spurgte hun stille, lod kort en lille lyserød tungespids fugte læberne, imens hendes blik faldt på cigarretten. Hendes opmærksomhed havde det med hurtigt at blive grebet af bevægelse. "Fordi dét er en smule naivt," sagde hun langsomt, hypnotiseret af legen. Hendes lange øjenvipper kastede lange skygger ned af kinderne på hende. Hun sank en enkelt gang, inden hun modvilligt vendte blikket væk fra cigarretten. "Så du er her fordi at du blev lokket herind, af en vampyr. Så hvad laver du lige nu?" spurgte hun, nysgerrig over hvordan han så denne situation.

Det stod klart for ham nu. Dette var manipulering med vinden, ikke med vandmolekyler. Men det hjalp ikke så meget på, hvad racehun var. Men indtil videre holdte han sig til, at hun var som han. En dæmon. En vinddæmon. Det var en god og værdi race at fødes ind i.
Han synes, hendes legen med magien var som en hån for ham. Eller en udfordring. Udfordrede hun ham, for hvis hun gjorde, så ville han med glæde sætte lidt lysshow op. Han fik et kækt glimt i øjet og et udfordrende blik. Hans øjne borrede sig ind i hendes. Hans cigaret var stoppet lige i mellem pege og langefingeren.
Han droppede det. Cigaretten kørede igen frem og tilbage imellem hans fingre. Det blev gjort i trænede bevægelser, så det kunne ses, at dette var en vane for ham.
"Hmm, ja, du har ret," svarede han med ligegyldig stemme, som om hendes oplysninger ragede ham en høblomst. Han smilede muntert til hende ved hendes spørgsmål. "Det er da et dumt spørgsmål. Jeg står jo her og snakker med dig. Hvad ville du ellers mene, at jeg laver?" Han klukkede lidt over hendes spørgsmål og rystede på hovedet.

Var det udfordring hun kunne se i hans øjne? Hvis hun havde gættet rigtigt kunne han kontrollere ilden, hvilket betød at han enten måtte være en ild dæmon, eller en djævel. Et barnligt skær af glæde var i hendes øjne, nysgerrig efter at se de flotte flammer igen. Det forsigtigt lod hun hånden glide igennem vinden, fik den til at blæse cigarretten ud af hånden på ham, den var først en smule strid, ville ikke rigtigt gøre som hun bad om efter at hun lige havde afvist den. Udfordringen brændte gengældende i hendes øjen, hendes hoved vendt en smule på skrå.
Et stille suk lød fra hende. "Men hvorfor?" spurgte hun, stadig nysgerrig. Hun var fast besluttet på at finde ud af hvorfor. Han havde nærmest hidkaldt hende ved at få flammen til at brænde mere op, så hvorfor var det lige at han snakkede til hende. Var der en grund? En grum hensigt bag det? Det var der stort set altid. Eller var det bare nysgerrighed, som selv havde ført hende frem imod ham. Det undrede hende at han ikke var gået igen da hun var kommet tæt på ham, hun havde set en smule af skuffelsen på hans ansigt. Hvad mon han havde forventet? Spørgsmålene løb hurtigt rundt i hendes hoved, og hendes øjne var store og runde, ventede utålmodigt på at få svar på bare et af dem, selvom de andre forblev tavse.

Cigarettens vægt forsvandt fra hans hånd. Det var ikke fordi, hans leg var mislykket, og han havde tabt, men grunden var vinden. Hun var så sandelig en dæmon. Kun dæmoner var sjove nok til at udfordre andre. De var ikke snoppede, som vampyrene, idioter, som varulvene, eller uskyldige, som englene. Gud, hvor han elskede dem. Han begyndte at le højt, og hans ildrøde øjne begyndte at lyse op så farven var tydelig.
"Nå, så du vil gerne lege lidt?", spurgte han udfordrende og smilede skævt. Han bukkede sig ned og samlede cigaretten op, hvorefter han løftede den op foran sit ansigt. Den så sørgelig ud. Halv røget, krummet på grund af støddet, den havde fået ved at falde ned på jorden. Det havde været for meget for den. Jorden havde gjort den lidt beskidt, og der var ingen ild at se. Kun en lille glød, men det var også nok. Hans blik faldt på gløden et øjeblik, og pludselig stod resten af cigaretten i flammer. Hans ansigt ændrede sig ikke synderligt, som man ville forvente, når nu hans fingerspidser fik brændt forhuden af, men det eneste han gjorde var at hæve det ene øjenbryn lidt for st sige: "Nårh.. Tør du tage kampen op imod mig?".
Det irriterede ham, at hun blev ved med at spørge. Ville hun kæmpe eller spørge? Hun måtte vælge. Han var klar på begge dele, men det kunne ikke siges, om han ville gøre nogen af tingene retfærdigt.
"Tror du på skæbnen.. Irene?" Han kom i tanke om, at han ikke kendte hendes navn, og ved den tanke stilte han sig væk fra sin kampklare position, selvom cigaretten stadigvæk brændte intenst i en stor flamme. "Undskyld, jeg kan ikke kæmpe imod dig, hvis jeg ikke kender dit navn. Og hvis du ikke fortæller mig det, så vil jeg bare kalde dig Irene. Er Irene okay med dig?" Han kløede sig lidt i håret og så undskyldende på hende.

Lidt forundret kiggede hun på ham med store øjne, som hans øjne begyndte at gløde. De var røde, lagde hun mærke til, ikke som hendes egne, der var helt mørke, så mørke at man dårligt kunne se forskel på irissen og det sorte hul der var i midten af øjet. Øjnene der var omringet af lige så mørke, længe øjenvipper, der fik hende til at se en smule skrøbelig ud, som en dukke, med store uskyldige øjne.
Et enkelt nik kom fra hende, og et lille smil spillede om hendes læber. Kort rømmede hun sig og sagde så et hurtigt, "Ja," hendes fine stemme lød en smule for ophidset af spændingen ved spørgsmålet: Hvad ville der ske nu? Hun fulgte hans bevægelser, som han rettede sig ned for at tage cigarretten op, hun kunne ikke holde spændingen af sit ansigt da den brød ud i brand. Et tilfredst suk gled over hendes læber, og smilet blev en smule bredere da hun rettede blikket imod ham. Hun nikkede endnu engang før hun svarede, "Altid," sagde hun en smule mystisk, prøvede at skjule sit smil lidt igen. En underlig følelse plantede sig i hendes krop, næsten som had, men anderledes, var det misundelse? Hun ville ønske, at hun kunne starte sådanne ilde, for det var noget af det smukkeste hun vidste.
Hun rynkede næsen ved navnet, nej, det var ikke okay med hende. Hun lavede en snurrende bevægelse med hånden, som fik gruset til at flyve til side og vise navnet: Verin. "Ikke Irene," sagde hun med væmmelse ved navnet, "Fe-rin," sagde hun, ville være sikker på at han udtalte det rigtigt. Hun hadede når folk udtalte hendes navn forkert.

Han kunne ikke lade være med at le højt. Han havde et ret speciel latter, der kunne høres over alt, og det var vel et af hans kendetegn. Hans latter. Men han kunne ikke lade være med at grine af denne pige. Hun var så morsom. Hvorfor? Selve det, at hun turde udfordre ham, eller sige ja til hans udfordring - han var ikke helt sikker på, hvad det var - var sjovt i sig selv. Det var ikke fordi, han mente, han var bedre end alle andre, for på det punkt var han kun en anelse arrogant, men ingen kunne sige, at hans kræfter ikke var dræbende, uden at de sædvanlige løgntegn kom ved personen. Sitren ved øjet, halsen.. Længere næse..
Men det var mere fordi, at hendes udfordring kunne få ham til at bryde det løfte, han havde svorret for så lang tid siden. Han havde lovet sig selv, at han ikke ville slippe for meget dæmonisk energi på en gang, og han var næsten helt sikker på, at hun nu ville tvinge ham til at bryde det løfte. Og hvis det ikke var tilfældet, så var hun ikke værdi nok til at kæmpe imod ham.
Gud, hvor var det længe siden, han havde brugt sine kræfter. Han ville nok være lidt rusten i bevægelserne.
Ved hans fremmaning af ilden, ændrede hun udtryk. Hun så helt hypnotiseret ud. Ilden havde tryllebundet hende. En rigtig vinddæmon. Selvfølgelig elskede hun ild. Det gjorde vinden jo også. Den pustede lidt til ilden for at få flammen til at vokse. Men det kunne udnyttes, for hvis de skulle kæmpe, så nyttede det ikke, at hun gjorde ilden større, for det ville kun dræbe hende. Det var noteret.
Han så ned i grusset og læste navnet igennem. Verin. Interessant navn, det var specielt. Det kunne ikke være svært at huske.
"Ahh, Verin. Mit navn er Rafael. Mig en glæde at møde dig." Han lavede et lille nik som hilsen og smilede muntert, som om hans ord var oprigtige. Og det var de måske også.