Ud af byen? ~Chariot~

Klokken ~ 20.45
Stedet ~ De Ferme - Banegården
Omgivelser ~ Fyldt med mennesker og væsner
Vejret ~ Støvregn, tusmørke og køligvind

Der lød en rungende larm inde på De Ferme, banegården der lå i midten af Di Morga. Både mennesker og andre overnaturlige væsner som apsaras, dæmoner..og vampyre gik stille og roligt blandt hinanden og havde travlt med at komme med det rigtige tog for at komme hjem eller bare ud af byen på den hurtigste måde lige pt som de mente. Men der var så blot en lille pige som lignede en på omrking de 16 år gjorde mere porstyr end en samlet flok på 5 af de andre på banegården. Der blev stille i det område hun var i. Eller rettere folk begyndte at vidste i stedet for at snakke højt og tydeligt. Så man rent faktisk kunne høre hvad der blev sagt i højtalerne der hang rundt omkring. Hun havde utrolig langt silkehvidt hår med et svagt skær af violet der flagrede efter hende ligesom nederdelen på hendes skoleuniform hun var iført. Den samme som en del andre gik i rundt omkring. Så man kunne se at hun gik på High School Di Morga. Hendes øjne var blodrøde og faktisk smukke og dybe samt klare. Ikk tomme som nogen mente eller havde startet rygter om. Dette var den unge vampyr ved navn Macha. Hun havde fået en anden og sidste chance for at få et ordenligt liv efter hendes ellers ret blodige liv. Hun havde siddet på 'Den lukkede afdeling' på hospitalet op til 2-3 gange indtil videre på baggrund af hendes store blodtørst efter at dræbe men det så ikk ud til at have taget på hende. Hun havde dræbt en del i Di Mroga og udenfor byen men ingen havde kunne få ordenlig styr på hende og fået hende henrettet. Hvilket hun faktisk var ret glad for. Hun var startet i skole igen for godt en måned siden og havde dog kun fået en ven som hun holdt godt fast i. Det havde været utroligt at den ene person havde fået hende til at græde efter ikk have gjort det i lang tid.
Hun gik stille og roligt hen mod en bænk lidt fra selve skinnebanen hvor hende tog skulle komme og stoppe for at tage hende med. Hele vejen veg folk til side og så foragtet efter hende. Hun tog sig ikk af dem..så meget. Hun satte sig bare roligt på bænken og strøg en hånd gennem sit hår. Hun puttede nogle små høretelefoner i ørene og lod blikket glide ned over de sange hun havde på sin lille iPod. Hun fik hurtigt valgt og lod lydene om hende forstumme ind til en rocket sang. Hendes blik var bare rettet mod skinnerne. Hun var ret tidligt på den. Godt en halv time men havd gjorde det. Hun drog et svagt suk og så ned i det hårde flisegulv. Hun trak en lille pose med noget bønne lignende slik og tog en af gangen som hun gumlede ret længe på. Der havde dannet sig en fri cirkel om hende i en radius af 2 meter. Det havde hun opdaget men hun holdt sig igen bare nede på jorden. De kunne vel gøre hvad de ville.

Det gik stille og roligt til på den såkaldte banegård. De Ferme. Utroligt. Efter en skikkelse på 17 års mening. En lille ussel dreng, hvor ingen turde komme i nærheden af ham. Specielt også pga. den måde som han så ud på med tøjet. Sorte, tætsiddende bukser med sikkerhedsnåle sat ned begge ben i det læderlignende stof og en kæde som hang i hver sin side af bukserne, med det stof som bukserne var lavet af. Sorte, snørede støvler med stålplader under selve skoens bund. En langærmet trøje, - mindst lige så tætsiddende som bukserne - sort frakke og med ligeledes sorte læderhandsker, hvor fingerdelene manglede, og der hen over knoerne var sat hvide nitter. Et hul som var i midten af på handskerne. Et barn, som folk ikke ville snakke med. Og som tydeligt udsendte negative stråler. Hans hår var sort, sad lidt pjusket, hvor hans hår ellers også bare sad glat. Hans pandehår, som gik ned foran hans ene øje. Drengen, Chariot Rope, - stod lænet op af en væg, i nærheden af en pige som sad på en bænk, hvis øjne hvilede en smule på hende. Lugten var ikke til at tage fejl af, hun var en amatør vampyr. Et væsen som han afskyede som pesten. Og selv han, syntes at have en god grund til at hade dem. Udover at de kvindelige vampyrer kunne være så ret sexede at kigge på. Chariot trak mere sin frakke om sig. Hvad lavede han på en banegård? Et svagt trak på skulderen, idet at han lod sit blik glide ned mod jorden og studerede fliserne, og de fødder som passerede forbi. Denne gang var hans trøje ikke blevet revnet i stykker om bag på ryggen, af hans vinger, ej heller hans frakke. Lige nu ville han heller ikke som et gøre det at vise sine vinger frem. Hadet at tiltræk opmærksomhed på det grundlag. Og det værste af alt, at han faktisk var omringet af vampyrer, eller ikke helt. Men han kunne lugte sig frem til at der var mange til stede. Skulle han dræbe nogen af dem? Chariot vidste præcist hvordan man dræbte en vampyr, efterfulgt af at have dræbt sin egen bror. Den tanke forsvandt hurtigt, eftersom der var mange tilstede også ville nogen undrer sig over situationen og blive bange. – Måske løbe for livet, væk fra banegården? Og glemme alt om at nå deres tog.

Macha sad stadig bare helt uforstyrret og så ud til at være utrolig optaget af hendes skobeklædte fødder. Hun vippede dem lidt og trampede svagt i gulvet. Det føltes mærkeligt. Disse mørkenbrune sko som stort set alle gik i på hende skole havde en underlig facon om hendes fødder. Som om at de var helt præcist tilpasset til hende. Hun løftede sit ene fod lidt op og lagde så derefter sit ene ben over det andet. Hun så så igen mod den lille og ret gamle iPod's lille skærm som oplyste hende blot kun letblege ansigt med dens isblåhvide lys som nemt kunne skinne gennem lygternes ellers gulhvide lys. Hun lod igen sin hånd dumpe ned i hendes skød sammen med et svagt suk og hendes øjne var lukket i et kort øjeblik. Længere end et blink. Hun så lidt mod loftet, studerede det. Scanede det. Men betragtede det ikk lige. Så facisnerende var det ikk ligefrem. Så så hun sig lidt over skulderen. Men ikk mod den fremmede dreng som havde haft rettet sit blik mod hendes ryg i lang tid. Hun havde kunne fornemme det lige så snart det var startet. Nej hun så mod uret på muren af hende. Stadig lang tid til. 25 minutter. Sådan cirka og hun vidste at det sikkert ville komme forsent igen. Som det plejede.
Så rettede hun atter sit blik mod drengen. Hvorfor så han på hende? Og med det blik? Hvad tænkte han på? Så spændende var hun dog heller ikk. Kunne han da ikk bare skride ad helvedet til og lade hende være i fred? *Hmpf..* Hun så så væk igen. Hun havde ikk rigtigt vist nogen følelser i sit ansigts udtryk men eller ikk i hendes øjne. Hun havde holdt sig væk fra at få hans øjenkontakt. Det var ikk lige det hun havde mest lyst til. Selvom at hun dog elskede det. At kunne forstille sig et helt andet sted hen i personens øjenfarve. For landskabet ville jo ændre sig hver gang. Men det bragte for mange minder og billeder frem. Hun mimmede lidt til sangen hun lyttede til for at kunne tænke på noget andetmen kunne bare mærke hans blik imod hende hele tiden ligemeget hvad. Så irriterende men hun måtte holde sig på lav bund. Lige nu havde hun ikk ligefrem den største lyst til at skræmme hele denne enorme mængde mere end de var i forvejen over hendes tilværelse ved at angribe denne dreng. Denne engel. Denne dødsengel. Hun så ret svag ud hvis man så på hendes kropsbygning men skindet bedragede jo gevaldigt om lige netop dette punkt. Dog havde det været længe siden at hun havde været i en rigtigt..øhm.. ja slogskamp da hun havde holdt sig fra dem. Det var spild af tid.

Chariot fastholdte dernæst sine døde, krystal øjne på hende, pigen som han ikke kendte. Som han mente var en vampyr, en af disse væsner, som han en skønne dag ville udrydde, hvis han fik chancen. Selvom han godt vidste at nogen vampyrer måske var søde og venlige. Men de fleste var også væmmelige og byrde dræbes på stedet. Om der så det var meget nemt at vække opmærksomhed eller ej. Idet at et uhyggeligt og grumt smil dukkede frem på hans blege læber imens at han besluttede sig for med tunge skridt, pga sine støvler, hen mod hende, "Hvad.. laver en vampyr som dig omkring sådan et sted?" spurgte han hviskende mod hendes øre, da han stod henne ved hende og havde lagt sin ene hånd på hendes skulder, imens at han lænede sig lidt mod hende, inden at han satte sig ned på bænken ved siden af hende, fjernede sin hånd fra hendes skulder. Lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han så på hende. Selvom hun nok ikke brød sig om at han kiggede sådan på hende.
Han lagde sin hånd, der tidligere lå på hendes skulder ned på hendes ene lår, "Du behøver ikke at lyve overfor mig om hvad for et væsen du er" hviskede han igen, meget nænsomt, kun sådan at hun kunne høre det. Han vidste at han også skulle holde noget lav profil. Så andre ikke opdagede det hvad han selv snakkede om. Chariot ventede blot på at hun ville svare, af en vampyr at være, havde hun et smukt udseende. Typisk til vampyrer, at de kunne gå hen og blive så smukke, så man næsten kunne gå hen og falde for dem. Dog var Chariot ikke så nem. Han var bare en type som ikke kunne have et fast forhold, holde sig til en pige og have et langdistance forhold. Det kunne han ikke. Han elskede piger, af og til var det dog sjældent at han vidste det, fordi hans humør gik på ham, hvor han var i det triste hjørne. Og skammede over sig selv. Lige nu var han i meget godt humør, og han klemte blidt hendes lår, lod sin hånd køre lidt længere op af hendes lår, imens at han blot ventede på hvad hun ville svare.

Selvom at hun havde musik i ørenene. Eller det så det ud til kunne hun sagtens høre ham da hans hviskende stemme kom frem. Hun havde slukket på iPod'en for et stykke tid nu. Hun stivnede en smule men ikk sådan skræmt. Hun havde jo kune høre ham komme nærmere og så havde hans stemme vel bare fået det til at løbe koldt ned af ryggen. Ldit underlig følelse for hende. Hvordan kunen han gøre det. Hun kunne mærke hans hånd mod sin ene skulder og hans ånde mod sin nakke. Men hun reagede ikk ligefrem på det. Hun sad bare og så lidt ned i jorden eller ligefrem for sig. Ignorede ham. Og hans spørgsmål.
Da hans næste fordrag om at han åbentbart godt vidste hvad hun var kom gjorde hun heller ikk det helt store. Det var dog noget kedeligt pladder. Selvfølgelig kunne man se på hende at hun var en vampyr. Og mærke det på hende. Det kunne selv en idiot. Men ham her skulle hvis lige spille smart og komme hen og fortælle hende at han var så glad over at kende hendes 'åhr så hemmelige race'. Hun lod et lille suk komme fra hende. Et lavmælt. Et næsten lydløst og opgivende suk. Men da han så lade sin hånd mod hendes lår begyndte hun endelig at tø op. Hun stivnede igen og prøvede at holde sig lidt. Men da han så langsomt gled længere op tog hun med en refleks ret hårdt fat i hans håndled og fik brat stoppet hans hånd. Hun tog så sine høretelefoner ud og lagde dem sammen med sin iPod ved siden af sig. På den side at denne fremmede dreng ikk sad på. Så løftede hun hans hånd og lagde den over mod ham igen. Så lod hun sine blodrøde og klare øjne glide op på hans ansigt. Stadig ingen rigtig øjenkontakt. Hun slap hans håndled og tog sin hånd til sig igen. "Hvad tror du jeg laver her, fister? Jeg venter på et tog og ikk en eller anden fyr der vælger og sætte sig ved siden af mig og begynde at gramse på mine lår.." svarede hun ham. Med en blid pige stemme men alligevel også ret hård. Hun lagde så sit ene ben over det andet og støttede sin ene albue mod sit ene lår og sit hoved i håndende. Så så hun på ham med et ulæseligt lidt falsk smil og lod som om at hun var intresseret i hans svar på hendes spørgsmål: "Jamen hvad laver du så her?" Dog kunne men både se og høre at hun ikk helt var det. Hun holdt så ikk masken længe og himlede kort med øjnene mens at hun så mod luftet for at bilde sig selv ind at han ikk var der. Hun var ikk ligefrem i det bedste humør lige nu. Det havde været en lortedag som de fleste. Hun ldo endnu et suk komme fra hende og hun rettede sit blik mod sit skød hvor på at hun igen begyndte at tage høretelefonerne i sine øre for at lukke alt andet ude end musiken.

//Forsætte..? ^^"//

Han hævede det ene bryn, fister? Hvis han kunne ville han blot grine. Men gjorde han ikke, et ualmindeligt grumt smil dukkede frem på hans læber, ”Inderst inde kan du godt lide det” sagde han med en hviskende stemme og bed sig diskret i læben, og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende, ”Ved jeg ikke.. det er mystisk at jeg er her, da jeg blot hader vampyrer som pesten” mumlede han og kiggede en smule ned af sig selv, inden at han lod sine dødelige blå krystal øjne hvile på hende, ”Kan ikke svare dig på spørgsmålet” svarede han så og fugtede sine let fyldige dødelige og blege læber. Han lænede sig over hende, skubbede hende blidt ned at ligge på bænken, så han lå over hende, ”Tror ikke at du skal regne med at komme med det tog.. i dag sveske” sagde han og tog fat i hendes hænder i sin ene hånd, Chariot var meget stærk og strammede grebet, imens at han lagde hendes hænder hen over hendes hoved. Der var efterhånden ved at være få væsner til stede, han førte sin anden, frie hånd ind under hendes trøje og nussede hendes mave en smule, med sine fingerspidser, hvor hans hånd gled længere op til hendes bryster. ”Hm, og det bliver værst for dig selv hvis du strider imod kære ven”. Chariot var ligeglad om der var nogen til stede, han ville have hende, havde lysten til hende og intet kunne stoppe ham i det, han var en dødsengel og fik det han ville have.

Macha blev ret overrasket over at han så pludsleig skubbede hende ned at ligge på ryggen på bænken. Hendes øjne blev spærret en del op da hun hørte hans stemme. Hans ord. Hans sætning. Hvad fanden mente han nu med det. Og da han så tog fat i hendes hænder klemte hun sine øjne lidt i af smerte. Hun havde lige fortiden altid haft nogle problemer med hendes håndled. Efter aller de undersøgelser fra hospitalet havde hun fået en lille svaghed der. Men hun gik dog åbnet sine øjne igen. Hun spændte i sine muskler da han løftede hendes hænder op over hende hoved og hun begyndte med det samme at vride sig fri. "Slip mig!" Hun stivnede kort da hun kunne mærke hans finger kærtegnede hendes mave. Hun spændte igen i kroppen da det skete og man kunne sagtens se at hun ikk slappede af det mindste. Og hun spærrede sine øjne mere op da hans hænder nu havde nået hendes bryster. Lidt efter kom hun dog til sig selv igen og begyndte igen at prøve at få sig vredet sig fri. "Så slip mig dog!!!" råbte hun og på en eller anden måde fik hun sin fod op mod hans mave og sparkede til ham. Så hårdt hun nu kunne. Han skulle bare væk. Hun kendte ikk til hans problem med hende eller i det hele taget alle vampyre. Hun var faktisk også ligeglad med det men han skulle ikk røre ved hende. Det skulel ingen. Hun sparkede igen til ham. "TRor du måske at det er det jeg tænker mest på lige nu!! Jeg sagde.. SLIP MIG!!" Endnu et spark kom og nu havde det kræft nok til at få ham væk fra hende. Hun kom hurtigt på benen og trak ned i sin trøje før at hun i en løbende bevægelse fik fat i sin taske og løb utrolig hurtigt gennem menneskemængden. Der var kun en grund til at hun flygtede. Hun kunne jo ikk kæmpe på grund af den forbandede indsprøjting af det så kaldte 'Flydende Sølv'. Det var ikk sølv men siden at det kun virkede på vampyre havde de kaldt det det. Hun trak vejret i små gisp. Det havde været tæt på. Hun stoppede også først da hun var noget lidt ind i byen park. Hun lod sig dumpe med at sidde med et træ som ryg støtte. Hun lukkede sine øjne i med et lettet suk.

Chariot krummede sig lidt sammen da hun blev ved med at sparke på hans mave, ikke at det gjorde så meget ondt igen. Det ville være en fryd af smerte, hvis han var et menneske. Men så ville han slet ikke være, hvis han blot var et sølle menneske, så endte det sikkert med at hun ville bide ham. Og selvom hvis han var menneske, ville han kende til vampyrer og hade dem så meget som han gjorde lige nu.
"Amatør.." mumlede han og rejste sig op fra banken, han ville ikke følge efter hende, det magtede han ikke, også fordi hun jo var en vampyr, så måtte hun komme til ham, et lydløst suk undslap fra hans læber, imens at han så lidt efter hende, da hun var kommet ud fra hans greb og løbet sin vej. "Fint nok, så vil jeg tage hjem" mumlede han ligeså lavt, som han snakkede før med sig selv. Han kiggede lidt ned af sig selv, inden at han slog sine vinger ud og en revne kom frem på hans ryg på hans tøj, hans frakke og t-shirt, han lettede fra jorden og fløj udgemmen og væk fra banegården, i starten fløj han meget lavt, men fløj derefter højt op mod himlen og hen imod Terre, hvor han boede i en lejlighed.

//Out//

//Vi kunne forsætte bare med en anden dag hvor de så tilfældigvis mødes igen?? o_O//

//Nej tak..//

//Nåeh øv :( Hvorfor?? o_O//