For vant til at dræbe - Åbent emne!

Der lød et skrig af smerte fra en af de tilsmudsede gyder, i byen Terre. På lang afstand kunne man sagtens tro at det blot var de sædvanlige bander der sloges men nej, der var kun et skrig, ingen råben, ingen larm. Kun de naturlige lyde der blev skabt af mennesker som dyr.
Gadelygternes orange lys faldt over skikkelsen der stod i en gyde, der endte blindt. Foran ham stod en mand, rettere en dreng, han så ikke ud til at være over 15, med en hånd på sin rystende arm, hvor blodet løb ned af som slanger der krøb omkring en gren.
"Hør her, hvis du ikke lader mig dræbe dig nu, dør du alligevel om en uge, dræbt af den pest du har påført dig selv ved dine skammelige handlinger" ordene kom fra skikkelsen, der stod foran drengen. Hans lange ildrøde hår faldt omkring ham som et vandfald af ild, og hans isblå øjne lyste stærkere end nogensinde. De lyste, af en svag trang til at dræbe, og selvom den kun var svag, lod han dog alligevel sin arm føre af denne følelse, der ville have ham til at svinge sværdet han havde i sin hånd. Skæftet var gennemsigtigt, og så ud til at være lavet af noget der kunne ligne diamant, selve klingen, så ud til at være lavet af ren energi, sådan som det lyste med et gyldent lys.
Man kunne nærmest mærke den summende effekt den havde på øregangene, selv på lang afstand, den havde en dragende effekt på alle der ønskede magt, eller blodsudgydelse, hvilket var hvad der havde drevet denne dreng til ham. Spinkelt bygget, og svag som bare pokker, men han var kommet, og egentlig havde Itari ikke i sinde at dræbe ham, men hvis han kom til at såre ham for hårdt, kunne han jo ikke rigtigt gøre andet, kunne han?
Et svagt, lettere sadistisk smil bredte sig i hans ansigt, og fik hans øjne til at syde af velvære, drab. Sikke en herlig ting, og dog han var ikke i stand til at nyde blodrusen den medførte, han var blevet for vant til det, for vant til at dræbe.

En anden aura kunne så pludselig fornemmes lidt bagved denne unge mand eller dreng der åbentbart var parat til at dræbe en anden mand. Det var en lidt mærkelig aura. En aura nogle ville kunne blive lidt svimmel af. Den var både varm og iskold. Og imødekommende og lukket som om at ingen måtte komme tæt nok på denne person. Den tilhørte en pige på omrking de 16 år eller det lignede hun en på selvom at hunv ar lidt lav og lavet af en spinkel bygning. Hendes hår var utrolig langt og havde en skinnde silkehvid farve og det flagrede svagt for sig selv i vinden. Hendes øjne var blodrøde. Faktiks meget smukke, dybe og helt klare. Ikk tomme som nogen folk i byen havde startet rygter om. Hun var på en måde berømt for nogle af de 'ældre beboere' i Di Morga. Men dog ikk som det bedste man kunne tænke sig. Mere som den sindsyge dræber maskine Macha. Selvom at hun blot var en ung vampyr havde hun en enorm blodtørst som hun havde haft svært ved at styre. Nu havde hun fået en chance til som mange mente var forkert gjort. Og nu gik hun i skole igen som en elelr anden agtig lille pige.
Hun va stadig iført sin skole uniform. En kort lilla nederdel og en gråsort sweater og et rødt slips. Samt de mørkebrune sko som alle havde på skolen. Hun hadede dem men hun skulle jo vænne sig til dem. Hun stod bare og så mod dem med et rolig og lidt udtryksløs blik. "Øhm.. Hvis du har nød til at dræbe ham så hvorfor startede du i det hele taget med at angribe ham? Havde han gjort dig noget? Eller hvad?" lød det fra hende med en ret overrasken blid og rolig stemme. Lidt mærkeligt at høre fra lige præcist hende.

Drengen der var blevet såret af sværdet, bakkede nogle skridt bagud, og stødte ind i væggen med øjnene opspærede i rædsel. Han selv havde også hørt om rygterne omkring 'dræber' maskinen, men havde troet det var en joke... Nu var han ikke så sikker mere.
Itarian der stadig stod med sværdet trukket, vendte sig ikke, og så ikke på den skabning han fornemmede bag sig. Hans lange ildrøde hår flagrede svagt i vinden, fik det til at ligne en ægte flamme.
"Det var skam ikke jeg der startede" svarede han, efter at have hørt hendes spørgsmål til ende. Hans bare arme så ekstremt blege ud, i forhold til den sorte tætsiddende, ærmeløse skjorte han bar omkring sin lettere veltrænede torso. Hans ben var beklædt af et par lange par bukser, ligeså sorte, og så ud til at være lavet af cowboy stof.
Han drejede hovedet en anelse til siden, så han kunne se på pigen over skulderen. Ganske vist en vampyr, auraen, duften, og øjnene var ikke til at tage fejl af, og heller ikke denne underlige tone han kunne høre i en hver vampyrs stemme. Tonen der lød af død. Ødelæggelse. Nogen gange blodtørst, og så denne irriterende lugt af en bittersød blanding, der stak i hans næsebor.
Sværdet gled uhæmmet tilbage i skeden, og da han vendte sig mod hende, var hans isblå øjne både kølige, såvel som interreserede. Mon hun var kommet på grund af lugten af blod, eller var hun blevet tilkaldt af den summende lyd af sværdets magt? Han var ikke sikker, og hvis han skulle være ærlig, ville han egentlig heller ikke vide det. Det eneste han bekymrede sig om lige for øjeblikket, var om hun var ven eller fjende.
"Hvis du vil have ham kan du få ham, jeg foretrækker kun at udmatte" sagde han, imensh an lavede en gestus mod den nærmest traumatiserede 15-årige dreng.
Han var ligeså iklædt skoleuniformen, og kunne sagtens have været en der gik på samme skole som denne vampyr, de bar jo den samme uniform...
Den lilla ben beklædning, den grå sweater, og det røde slips, ja selv de brune sko havde de til fælles, så måske var der en sammenkædning.

Macha forholdt sig bare rolig. Hun havde en til to bøger i sin favn som hun havde presset godt ind til sin krop som om at hun ville vogte dem med sit liv hvilket selvfølgelig ikk passede det mindste. Hun var sådan set lidt ligeglad med skolen. Hun plejede altid bare at sidde ved sin plads ved vinduet og se ud af det med et drømmende blik som vidste at hun ville ud igen. Være fri. Hun gjorde ikk rigitgt andet end at lytte til ham. Så en hjerndød og åndsvag 15 årig dreng havde altså valgt at sætte sin kamp op med denne..øhm.. 19-20 årige unge mand? Det kunne da ikk helt passe men måske kunne det. Hun rystede bare den tanke væk. Men selvfølgelig var det dumt af ham. Men det betød ikk altid at han fortjente at dø. Hvad skete der nu der? Var hun blevet blødsøden? Det kunne da ikk passe! Nej hun var vel bare lettere træt af tingene hvordan de gik og den forbandede sølvagtige væske der blev sendt ud igennem hendes blodomløb hver 12 time gjorde hende jo også ret svag og sådan. Det var nok derfor. Ja. Præcist. Hun kunne vel heller ikk rigtigt kæmpe. Så det ud til men skindet bedragede jo en del til tider.
Og hvad var det nu? Overgav han ham til hende? Han var åbentbart ny i byen siden at han ikk vidste at hun ikk rigtigt drak blod. Hun kunne vel bedst lide at sådan 'lege med maden' som nogen kaldte det. Men hun himlede are emd øjnene hvor efter at et smil voksede frem på hendes læber. Et både varmt og ret skræmmende smil for nogen. Dog var det mere koldt. Hun vidste ikk sit 'rigtgige' smil frem særlig tit og det var meget få i byen der havde set det. Men hun lignede ikk en sindsyg person. Det var hun jo heller ikk. Bare..normal for sin race at være ud over at hendes blodtørst var mindre. Hun begyndte så med små og forsigtige skridt hen mod den unge mand og så videre hen mod drengen. Hun satte sig på hug foran ham, lagde bøgerne på jorden og lod sin ene hånd glide et af hans sår. Hun slikkede lidt af blødet væk før at hun lænede sig ned mod ham og fik hurtigt men roligt slikket alle hans sår. Efter noget tid begyndet de at heale. "Hvad du hvad, Nathen? Jeg har virkelig abre lyst til at lade dig dø både fordi din opførelse i skolen og fordi du har opførte sig utrolg åndsvagt og hjernedødt.. Men jeg vil ikk ave skylden for din død så du har bare at komme i skole uden at sige et ord vel" lød det ret koldt men havde stadig den blide og rolige understemme. Så fik hun rejst sig og Nathen op på samme tid ved at holde ham fast i kragen.

Hans smil blev en anelse betænksomt da den unge vampyr tog imod hans tilbud om at få drengen, dog overraskede det ham at hun hjalp ham. Den måde hun sagde det til ham på, den måde hun slikkedes hans sår, heh, en blødsøden vampyr hva´? Han kunne have grinet, men ikke en lyd kom gennem hans mund.
Ikke på et eneste tidspunkt, havde hans ansigt vist andre følelser end enten undren eller irritation, og lige nu var det ingen af delene. Hans ansigt var udtryksløst, og udviste ikke den mindste følelse, et udtryk han var kommet til at bruge meget her for tiden.
Nathen? Var det drengens navn? Heh, det kunne vel godt være, men hvorfor følte han at denne dreng stadig var en fjende? Det var nok fordi hans aura stadig strålede af begær om at få fat i det skindende sværd, på trods af hans underkastende, og forpinte opførsel, som om en uudholdelig smerte skød gennem ham hver gang hendes tunge rørte hans sår.
Itarians øjne glimtede lettere dragende, de virkede egentlig som to stjerner i sig selv, eller to stjerne, der bag sig, gemte på to sorte huller, der truede med at suge en ind.
Ret bemærkelsesværdige øjne egentlig, ikke noget man så tit, og dog virkede de ikke så anderledes fra alle andres, hvis blot man så bort fra den forbandede dragende effekt de havde på ethvert væsen, nogen havde de dog mindre effekt på end andre. Det havde vel noget at gøre med deres loyaliteter, eller måske omstændighederne.
Det var tydeligt at se, både på hans ret flotte udseende, lange hår, og de dragende øjne, at han sagten ville kunne forføre en hvis han ville, dog vidste han selv, at på det punkt,ville han aldrig klare sig bedre end andre.
Hans svage suk gav let genlyd mellem gydens vægge "Lader du ham slippe? Sikken blødsøden atitude" mumlede han sagte, og begyndte at gå, med rolige afslappede skridt, med den ene hånd hvilende på sværdet ved hans side, ikke fordi han ville være klar til at trække det, næh, blot fordi han ikke gad have den i sin lomme.

Det så lidt underligt ud siden at Macha var lavere end den såkaldte Nathen men alligevel havde hun et godt tag i hans krage endnu og så ikk ud til at have lyst til at give slip. Hun så så stille og roligt hen mod den fremmede unge mand. Hun kunne svagt mærke en vrede komme frem. Stod han lige og kaldte hende en blødsøden vampyr? Nok ville hun ikk dræbe Nathen men det var mere fordi at hun gik i samme klasse og havde allerede prøvet at dræbe ham op til to gange men hun ville stadig ikk have skylden for noget hun ikk ville have gjort. Hun strammede så grebet i Nathen's krage og smed ham så i en høj kraft ind i den nærmeste mur. Et lille knæk kunne høres da hans næse brækkede. Han kom hurtigt på benen og begyndte efter at have kigget frem og tilbage med et blik der ville sige at de begge var sindsyge i hovedet. Så løb han væk. "Skrid for helved.." Hun mumelde det kun svagt.
Så rettede hun igen sit smukke og blodrøde blik mod den unge mand. Hun studerede hans bevægelser da han gik hen mod hende. Hvad ville han henden nu? Angribe hende? Spide hans irriterende lille sværd gennem hende og dræbe hende? Hah. Han var da ikk ret klog. Men Macha blev bare stående. Hun lagde sit hoved let på skrå så hendes lange silkehvide hår faldt emre ned over den ene skulder end den anden. "Du forstår dig vist ikk meget på tingene i livet.. Vi lever ikk i det 16'ende århundrede. Vi går ikk rundt og dræber folk med sværd som altid vil give en hovedpine af en summende lyd.. Og du skal ikk sige at jeg har en blødsøden atitude.. Du kender mig så ikk.. Ved du i det hele taget hvad folk har gjort ved mig siden at jge gik og dræbte folk?? Nej det tror jeg ikk ligefrem" sagde hun med sin stadig kolde men blide og rolige stemme. Hun bøjede sig ned og samlede sine bøger op som hun igen pressede dem ind til sig igen. Eller forholdt hun sig helt afslappet selvom at hun stod i en blindgyde. Fanget. Men hun følte ingen frygt. Ikk nu.

Hans skæve smil forblev i hans ansigt, mens han lyttede til hendes ord, lyttede helt til hun var færdig. Sagde ikke noget en eneste gang, og så hele tiden på hende med det samme, udtryksløse ansigt, og med øjne der ikke viste det mindste tegn på hverken frygt eller irritation, nærmere, interresse. Hans blik kørte over på drengen der løb væk, hørte hans forbandelse mod dem, to skabninger der ikke videre virkede som mennesker, efter hvad han lige havde oplevet.
Da hun havde sagt det sidste, ord, og bare stod der og så på at han kom nærmere, trådte et svagt skævt smil frem i hans ansigt. Ikke nedladende på nogen måde, nærmest undrende, interreseret.
"Hvis jeg ikke forstår det, hvorfor forklarer du mig det så ikke, så jeg bedre kan forstå hvorfor jeg ingen ret har til at kalde dig blødsøden?" spurgte han, med en rolig, og fattet stemme, der ikke tydede det mindste på at han lækkee respekt for hende, nærmere det modsatte.
"Desuden, var det at du var blødsøden ikke ment på een negativ måde, du må undskylde hvis jeg fik det til at lyde sådan" hans stemme var stadig rolig, og på en måde charmerende. Hvis ikke det havde været for det tøj han havde på, hville han nok have lignet en rigtig gentleman, ligesom dem man tænkte på, når man tænkte på det gamle england. Både hans aura, og hans måde at gå på, det hele tydede på en god opdragelse, og han virkede da også ganske charmerende, men dette kunne sagtens have været på grund af de dragende isblå øjne, der stadig glødede med en sådan kraft, at de nærmest lyste op i det halvmørke de befandt sig i.
Han smilede svagt ved hendes lille tale omkring det at gå rundt og dræbe i gaderne.
"Jeg ved ikke om du har opdaget det, men drabene foregår overalt, krig er snart over byen, der er chance for at Zane engang ryger af tronen, og på det tidspunkt vil det være oprørernes leder der vil sidde på tronen, og hvilke nye regler der vil blive indført på det tidspunkt, er vel stadig ukendt, altså for alle dem der ikke er med i oprørsgruppens ledergruppe." sagde han med en monoton, nærmest bare oplysende stemme, lidt ligesom de optaler stemmer man hørte i mikrofoner på banegården, når et tog var forsinket, ligeså lød hans stemme, han var jo bare en mand, og havde derfor ikke en dames stemme.
Hendes ord omkring sekstenhundredetallets drab, ignorerede han blankt, da han ikke ønskede at tale om lige netop dén tidsperiode, han havde jo selv levet på det tidspunkt. Dog smilede han stadig svagt, et nysgerrigt smil, der kunne virke nuttet.

//skal logge^^ Cya!! xD Så skriver vi videre imorgen? ;D //

Macha sukkede opgivende og virkede stadig ikk rigtigt hverken bange eller intresseret i denne samtale eller denne unge mand for den sags skyld. "Hrh! Nåeh okay.. Skal vi så ikk sætte os fint ned omkring et dejlig varmt lejrbål så jeg kan fortælle til om mit liv og hvad det faktisk indebærre at 'få en chance til' og hvorfor at du ikk skal kalde mig blødsøden.. Jeg er ligeglad med om du ikk mente det negativt.. Jeg vil alligevel altid hader det ord!" sagde hun bare stille og roligt men en smule irritation kunne høres i hendes stemme. Og ses på hendes ansigts udtryk selv om at hun smilte lidt. "Ej, syntes du ikk bare det var en god idé?" Hun lagde sit hoved let på skrå igen bare til den anden side denne gang. Hun så så lidt undrende på ham da han nævne en eller anden krig der ville bryde ud eller sådan noget. Hvilken krig. Hun havde godt hørt om ham der Zane men hun havde ikk haft mærket noget om det han havde haft gang i. Overhoved. Og pludselig snakkede også bare alle om at de ville have ham ned fra tronen. Hun forstod dem ikk. Hun ville ikk gøre noget. Hun var hverken med eller imod Zane. Hun var simpelthen ligeglad med ham. Lige som hun var med så mange andre. Hun sukkede igen og fik et lidt tænkende blik i sine smukke øjne. "Hmm.. Lad mig se.. Krig kan jeg ikk gøre noget ved men jeg syntes alligevel det er spild af tid.. Og hvorfor ville alle bare have den forbandede trone eller hvad man nu kæmper om.. Hvorfor kan denne by måske ikk bare være en demokratisk by lige som så mange andre??" sagde hun spørgende og fugtede sine læber. Hun kunne mærke et svagt stød gennem hende som om at hendes hjerte slog et utrolig hårdt slag. Hendes ene hånd som der stadig var en smule blod på slap hun sine bøger med, knugede den hårdt og på en eller anden meget diskret måde fik hun den lidt om på ryggen. *Det var lige godt satans! Det kan da for helved ikk passe at jeg bliver tiltrukket af den der..engels blod!* tænkte hun for sig selv og man hun svagt ane hvordan at hun bed sine tænder hårdt sammen og hendes unormale spidse hjørnetænder kom en smule til syne. Normalt ville hun helst holder sig fra engler.. Deres blod var så rent og smagte formeget at sukker. Men på en eller anden måde havde hun fået en lyst til at 'smage' på ham her. Hans blod. Hun kunne mærke hans puls. Stærkere og stærkere for hver gang at han trådte tættere på hende. Endnu et extra hårdt slag fra hendes hjerte kom. Det var kun hende der kunne mærke det men man kunne på en eller anden måde godt se at hun ikk helt havde det godt. Hun sagde ikk mere og hun spændte lidt i kroppen. Kun en lille bitte smule.

//Jo selvfølgelig ^^//