Playground fun is the best fun i know!//Åbent Emne//

Tid: 21.00
Sted: Obvious?
Omgivelser: Tjaaarh, der er ikke nogle folk, men der er vel legehuse, og gynger ogog.. så'n noget o__O?
Vejr: Gråt og så'n... trist?

Aidan gik ind mod legepladsen.
Gruset knirkede nærmest svagt under hans gang, på en venligt og frisindet måde.
Aidan var glad for, at hans aftentur havde taget ham herhen.
Der var ingen børn, da det vel var for sent for dem at være her.
Der lå dog nogle ølflasker, og en rød og sort stribet handske ved siden af et legehus, hvilket tydede på at der nok havde været nogle kiddie-unger på spil. Men de var også smuttet.
Vinden hylede vagt, og strøg sig om Aidan, så han blev kold, heltindenunder tøjet, der kun bestod af en tynd rødternet skjorte, sorte stretch jeans, og nogle alt for slidte all stars.
Han sukkede, tog fat i en gynge, og satte sig for at dræbe tid.
Han gyngede ligeså stille, med et noget besværet smil

Evangeline gik rundt på legepladsen. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun lige var taget herhen, hun trængte vel bare til at være alene og til at tænke.
Hendes tøj bestod af en alt for stor t-shirt med et band-navn på, et par hullede shorts og nogle slidste converse. Hendes hår var sat op i en hestehale, og mindede idag mest af alt om en fuglerede.
Evangeline besluttede sig for at sætte sig ned, da hun pludselig fik øje på en skikkelse som sad på en af gyngerne henne ved gyngestativet. Hun satte sig på midten af en lille vippe og betragtede ham lydløst.

Aidan var diskret, men opmærksom.
Han havde selvfølgelig lagt mærke til pigen, og smilede skælmsk.
"Hej..." han sagde det i en dyb, og hviskende tone, som en blid brise der strøg fra hans læber.
Han vendte hovedet mod pigen, og smilte stort.
Han gyngede stille, altså, uden engagement, så den nærmest bare vuggede ham lidt frem og tilbage.
I hans øjne var pigen køn - lidt for køn i hans øjne, og højst sandsynligt ret ung.

Evangeline så en smule overrasket på ham, da hun ikke regnede med, at han ville have lagt mærke til hende, og da slet ikke snakke til hende. Hun betragtede ham i et kort øjeblik. Hans stemme var så blid, og hans smil.. Hun blinkede et par gange, og kom så i tanke om, at hun havde glemt at svare ham.
"Hej..", hun gengældte hans smil, og lod så en hånd glide op i hendes hår, hvor hun nervøst begyndte at pille ved en hårtot. Dette gjorde hun altid når hun var nervøs eller genert.

Ville i have noget imod at jeg joinede? ^^

For mig gør det ikke noget n.n

//heller ikk mig, der er jo åbent! :'D//

Aidan smilede igen.
"Uhm... jeg hedder Aidan..." Han gyngede lidt, og betragtede pigen i måneskinnet. Som han sad der, så han jo nok rimelig trashed ud i forhold til hende, og det gjorde ham mere eller mindre forlegen.
Han bed sig lidt i læben, hvor piercingerne var taget ud, og bevægede staven i tungen frem og tilbage.
"Ville du have noget imod at holde mig ved selvskab i aften?" han smilede varmt.

Evangeline smilede lidt, og rødmede. På grund af måneskinnet var dét desværre alt for tydeligt. Hun betragtede igen drengen på gyngen og svarede så: "Jeg vil gerne holde dig med selskab". Hun smilede endnu mere, men mest over hans varme og blide stemme, som næsten fik hende til at smelte. Endnu engang tog hun sig selv i at kigge på ham.. lidt for længe. Hun smilede forlegent, og vendte sit blik med sine ødelagte converse, som lige pludselig så alt for slidte ud. Hun smilede igen.. denne gang usikkert.

Aidan grinede lidt.
Tankerne fløj hurtigt igennem ham, og han hoppede af gyngen, så mgruset knasede under ham da han landede elegant.
Han spankulerede forsigtigt hen til hende, og satte sig ned ved hendes side, på midten af vippen.
"Smuk aften ikke..." Han så op mod månen, og stjernerne der var strøget over den perfekte sortnende nat.
Himlen var stadig matblå, som om den ikke ville give slip på sine farver.
Tættere på, kunne Aidan fornemme, at pigen var ret ung. Og sød. Af en pige at være, var hun i den grad kær.

Evangeline kunne ikke lade vær' med at rødme, da han satte sig ved hendes side. Hun vendte derfor hurtigt sit ansigt væk i forlegenhed, inden han kunne nå at se det pludselig farveskift i hendes ansigt.
"Jo.. jo, det er en smuk aften". Hendes stemme lød usikker, noget hun ikke selv kunne kontrollere åbenbart. Hun smilede lidt, og håbede at han ikke opdagede hendes nervøs stemme samt. den røde farve i hendes ansigt. Hun vendte blikket mod himlen, for at få det til at se ud som om, hun vendte sit ansigt væk fra ham, fordi hun ville studere den midnatsblå himmel, og ikke fordi hun syntes det var enormt pinligt, at hendes ansigt efterhånden havde samme farve som en tomat.

"Det er bare syndt at den skal ødelægges af alt det... lys... Månen skinner perfekt for sig selv, og den har stjerner som opbakning..." Aidan grinede lidt. Han hentydede til lygtepæle, en menneskelig opfindelse, han inderligt hadede.
"Men hvad, det gør vel stedet hyggeligere..." Han så rundt på legepladsen, der måtte være noget så gammel.
Aidan rystede på hovedet, så hans hår kom til at se noget hærget ud. "Hehe..." han smilte til pigen, og betragtede hende med hovedet ppå skrå.

Evangeline smilede, og det gik op for hende at drengen havde ret. Lygtepælene var overflødige.
Hun smilede, da han grinte. Han havde et meget charmerende grin, som hun godt kunne lide.
"Du har ret" Hun smilede og et lille grin undslap også hendes læber. Hendes blik vandrede rundt op legepladsen og stoppede, da hun nåede drengen. Han betragtede hende. Hun rødmede endnu en gang. Dog svagt denne gang. Og så smilede hun et af hendes søde smil.
"Hvad hedder du?" Det gik op for Evangeline at hun ikke engang vidste hvad drengen foran hende hed.

Aidan smilede varmt, og kiggede op mod månen.
"Mit navn... Jeg har mange..." han smilede vagt ved tanken om de navne han havde brugt i tidens løb. Men de sidste halvtreds års tid, havde han været Aidan, et bizart navn han pludselig var faldet over. Han valgte altid de pæne, bizarre navne. Helst irske. Og med A. Som Aidan, eller det forrige Alasdair. ".. Men folk kender mig som Aidan.." han så ned i jorden, grublende. Han savnede at hedde Lorcan. Det fængede bedre. Men han huskede hurtigt sig selv på, at det jo nu ikke kunne ændres.
"Og dig..?" han så på hende, med øjne der skinnede i månelyset, det lys der faldt over hans ansigt, og sørgede for at skygge under hans øjenvipper, så man kunne se hvor mørke, lange og forførende de var.

Evangeline gengældte hans smil og betragtede ham lidt. Han var tiltrækkende og en pæn, ung mand.
"Evangeline" Hun smilede, lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede hans ansigt, som var lagt halvt i skygge pga. af månen. Hendes blik faldt på hans lange, sorte øjenvipper, som fik ham til at se om muligt endnu mere forførende ud. Hendes blik mødte hans. Hun så ham i øjnene. De skinnede som diamanter i månens sparsomme lys. Hun var en anelse overrasket over, at han bare havde sat sig over til hende, og var begyndt at snakke med hende, som om de havde kendt hinanden i længere tid. Hun rødmede igen, svagt. Men dog var det stadig tydeligt.

"Hmmm... smukt navn..." Aidan smilede lidt.
Han hadede når han var mundlam, han var bare... ekstremt dårlig til alt sprogligt.
Aidan blinkede, og holdt øjnene lukkede i så lang tid som muligt, ca. 3.12 sekunder, for så at åbne dem igen, og stirre på Evangeline.
Den svage blomsteragtige duft der hang rundt om hende, antydede at hun nok var elver, så var der noget...
Hun var oprigtigt køn. Også selvom at hun, naturligvis, som elver ville have kønne træk, var der noget mere. Sådan var det ofte.
Han grinede svagt, og kiggede væk igen. "Undskyld..." han smilede uskyldigt.
Det måtte vel virke sært for hende, men han kunne aldrig helt rive øjnene af folk.

Evangeline smilede da han komplimenterede hendes navn. Hendes ansigt blussede op, i en svag rød farve. Hun skyndte sig, at kigge ned, så Aidan måske ikke lagde mærke til at hun rødmede sådan. Det var så pinligt! Hun rødmede altid, på de alt for forkerte tidspunkter.
Dog kunne hun ikke lade vær' med at kigge på manden i særlig lang tid af gangen, og derfor vandrede hendes blik op til hendes ansigt igen. Hun lagde sit ansigt undrende på skrå, da han lukkede øjnene. Hvorfor gjorde han dog det? Hun lyste derfor op i et større smil, en det der i forvejen var på hendes læber, da han åbnede øjnene og.. stirrede på hende? Hun så lidt på ham. Det så ud som om, at han så betaget på hende. Hun kunne ikke lade vær' med at grine da han mumlede undskyld, dog uden at vende hovedet væk.
"For hvad dog?" Evangeline smilede. Hun ville med glæde høre hans begrundelse, for, hvorfor han ville undskylde.

"Jeg stirrer ret tit.. folk bliver ret let irriterede..." Aidan lyste op i et grin, og tog sig til nakken.
" Men, hvis man ikke er lidt grådig, og lader alle indtryk af farver og skønhed lissom, blive set, så spilder man den gave af syn... eller noget..." han grinede let og ubesværet af sig selv. Han vrøvlede. Big time.
"Du er meget køn," sagde han, observant som han nu engang var, og smilede venligt.
Han så hurtigt op mod månen for at kamuflere at han havde dummet sig igen.

Evangeline smilede over hans svar. Han var egentlig ret så sød.. og genert. Hun grinede også, da han gjorde, og næsten ubevidst rykkede hun tættere på ham. Næsten.. Han var så pæn. Hans velformede ansigt, de dybe, smukke øjne, som var indrammet af lange, sorte øjenvipper. Når han blinkede ramte de to hold øjenvipper hinanden på en måde, som fik hende til at rødme. Hans næse passede perfekt til resten af hans ansigt. Og så var der hans mund, med de fyldige læber, som hun hun egentlig gerne ville mærke mod hendes egne. Adian var ikke på nogen måde.
Hun havde lyst til at være tættere på ham.

"Mener du det?" Evangeline lyste op i et stort smil, imens hendes ansigt blussede op i en svag rødmen.

"JA DA, gode gud..." Aidan sendte hende et vidende smil.
"Èn eller anden dag, vil folk få øje på den indre skønhed så vel som den ydre... Jeg kan bare allerede..." Aidan nikkede med et smil.
"Og hvem end der får dig, tror jeg vil blive meget, meget heldig.
Du er køn og sød, og jeg kan gætte mig til at du også må være pænt klog..." Aidan så på hende med et grin, og strøg hurtigt et vildfarent hår væk fra hendes pande.
"There's a great white knigt, on a horseback gone, for every princess good and lost.." citerede han med et smil, og blinkede til hende.

Evangeline smilede over de komplimenter han gav hende. Han var så ærlig, og så sød.
"Aidan.. hvor er det sødt" Hun smilede, hun kunne slet ikke lade være. Alt det han sagde, det gjorde hende bare så glad. Her var der endelig en dreng, som fortalte hende, hvor smuk han syntes hun var, hvor sød hun var osv., uden at have skjulte hensigter. Nok var hun naiv, men denne gang var hun sikker på, at hun havde mødt én, som ikke kunne drømme om, at gøre hende ondt.

Evangeline tøvende, men tog så en dyb indånding og lod langsomt sit ansigt nærme sig hans. Helt indtil deres læber mødtes. Evangeline kyssede ham prøvende, da hun ikke vidste om han ville skubbe hende væk. Hun håbede inderligt, at han nød det så meget som hun gjorde.

Aidan chokkede let, men skubbede Evangeline blidt væk. Han rødmede lidt.
FUCK. Hvordan havde han givet hende så forkerte signaler.
"... Eh øhm... øh..." han så lidt væk.
"Jeg eh... undskyld Eve, men.. Jeg er altså måske så'n lidt mere prinsessen end en prins..." sagde han lettere panisk, og håbede dybt og inderligt på at hun forstod. Hans øjne var lettere opspilede, men han ville ikke gøre hende ked af det.
Han lagde en arm omkring hende, og gav hende et kram.
"... Altså... gay... Også selvom du er rigtig sød og køn.." mumlede han ned i hendes hår.

Evangeline bed sig i læben, da hun skubbede ham væk.. Fuck! Det var lige det hun havde frygtet.. Hun sendte ham et undrende blik. Hvorfor havde han dog gjort det? Det havde hun aldrig oplevet før. Han havde virket så sød, og så.. perfekt? Men han ville ikke have hende..
"Hvis du ikke er til piger, skulle du måske lade vær' med at ligge an på en?" Hun sendte ham et såret blik, fyldt med forvirring. Hun tog fat i hans arme, med en blid, men samtidig afvisende.
"Vil du ikke nok lade vær' med at gøre det værre?" Hun hentydede til, at han havde armene om hende, hvilket kun gjorde situationen så meget værre.

Evangeline følte sig så dum. Hun havde kastet sig over ham, men han havde aldrig villet have hende på den måde.
"Jeg føler mig så dum.. jeg kastede mig bare over dig, men du afviste mig, fordi du ikke er til piger! Hvor er det ydmygende.." Hun så ned. Hun havde besluttet sig for at "dele" sin tanker med ham, så han ikke følte, at det hele var hans skyld - hvilket det heller ikke var.

Aidan så ned på hende, med et fast, og dog kærligt blik.
"Det var ikke min mening at sende dig de forkerte signaler... Lad vær' med at skubbe dig selv væk. Du tog fejl af mig, og tjah... Det gør ikke noget for mig?"
Aidan smilede forsigtigt, og tog hende, påtrods af hendes indsigelser, ind til sig, og gav hende et varmt kram.
"Og hey, måske var jeg nem at misforstå... Tro mig, det sker tit, jeg er ikke viderligt begavet med at holde mig tilbage. Jeg kunne finde på at gå hen til helt fremmede og spørge dem om noget seriøst intimt fordi... sådan er jeg bare..."

"Men helt misforstået er du ikke... Jeg kan godt lide dig... og det her beviser bare hvor sød du er..." han smilede meget varsomt, han ville seriøst ikke fucke det op, og lukkede de blå øjne lidt i.
"Du er sød, og smuk, og helt sikkert fantastisk... bare ikke liiige min smag hvis du ved hvad jeg mener..."

Evangeline sukkede stille. Det her ville være så meget nemmere at bære, hvis han ikke havde armene om hende, og blev ved med at se på hende med det.. blik. Hun vidste godt, at han prøvede at redde trådende ud, gøre det hele godt igen. Men han gjorde det kun meget værre ved at ligge armene om hende. Det fik hende til at håbe, at der stadig var en chance for, at der kunne komme noget imellem dem, hvilket var en usandsynlighed. Inderst inde, var hun godt klar over det.

Evangeline havde lyst til at råbe ind i hovedet på ham, at han ikke kunne lide hende! Han var ikke til piger! Det gjorde hende så forvirret, at han samtidig med at han sagde, han ikke ville have hende, sagde, at han kunne lide hende og at hun var smuk og sød og fantastisk. Det gav ingen mening. Hvor var det bare typisk! Hun havde fundet en, som hun egentlig syntes meget godt om, og som hun gerne ville have noget sammen med, og så var han gay! Hun bed sig i læben. Det hele var så forvirrende.. Hun ønskede sådan, at hun kunne skubbe ham væk. Men hun kunne ikke få sig selv til at gøre det.. Hun ville jo inderst inde gerne have, at han holdt om hende på denne måde.. men.. det hele var på så.. forkert?

Aidan sukkede, og så op mod himlen, og kom så til at tænke på, at han jo nok holdt hende mod hendes vilje.
"Eh... undskyld..." mumlede han pludselig, og løsnede grebet om hende, så hun kunne gå hvis hun ville.
Han prøvede at smile meget vagt.
Han kunne jo godt lide hende, bare ikke liiige på den måde. Nok nærmere på en hun-er-min-søde-smukke-lillesøster agtig måde, men det gav ikke engang mening for ham vel?
Og han havde da ikke regnet med at sende den slags signaler, og det hele susede rundt i hans hoved.
Da han endelig regnede ud at han ikke havde noget at sige, uden at det ville lyde ekstremt forkert, så han bare ned, og kørte en hånd gennem sit hår med et MEGET akavet smil på sine læber, da han ikke kunne tillade sig hverken at smile rigtigt, eller noget som helst.