Sing a song in the night (cheshire)

Det var en underlig følelse at mærke regnen som støv, den måde den ramte flere steder på sin krop, på en gang... den måde den kildede ens krop...
Nede ved søen sad en unge pige, stadig teenager, men snart voksen... Hendes lange lyse hår skinnede i måneskinnet, og endnu klarere pga. Støvregnen der lå som små diamanter i hendes hår.
Pigen sad med lukkede øjne og sang en vuggevise
en sang der gjorde at man både ville blive søvnig... og samtidig lytte til den

Chez smuttede ned forbi søen da han alligevel ikke havde andet at lave. Han havde sorte bukser på, en hvid løs skjorte, sort slips pg en sort jakke i hænderne. Grunden til at han ikke havde jakken på var fordi den var våd, ikke af støv regnen men af blodet, blodet fra Chez tidliger bytte. Sådan var det at være anderledes end mennesker, eller anderledes og anderledes, Chez var jo ikke menneske men en vampyr. Hans øjne faldt på en pige, et menneske højst 17 år hun sang og rigtig nok gjorder det ham træt men ikke så træt at han ville sove. Han satte sig på græsset og lag hovedet på hans knæ imens han studerede hende med hans gyldne øjne.

Der gik noget tid før sangen sluttede... men den sluttede og fik hende til at komme med et kæmpe suk... hun rejste sig stille op mens hun så på søens overflade, så hvordan regnen ramte det.. Hun vendte sig om efter lidt tid og fik øje på en dreng...
Hendes sorte kjole havde mørke nuancer pga støvregnen... og hendes lyse hår lyste stadig op som diamanter... roserne i hendes hår så ud til at visne, og alligevel som om de blomstrede
Pigens røde øjne lyste op af afspejlinger fra månen.
hun lagde stille hovedet på skrå og så på drengen med et lidt trist blik, dog stadig at glad smil

"smuk sang" mumlede Chez og så stadig på hende med et døsit blik. Han studerede hende fra hovede til tå og havde for længst kodet hendes ansigt ind i hans hukomelse. "hvad laver De ude så sent?" spurte han og kiggede op på månen som var bag ved hende. Det var lidt svært at se hans øjne for hans blun/rødlige hår. Et smil var på hans blege smalle læber, det var dog et venligt smil. Han var mæt så han havde ingen tanke om at angribe hende, han behøvede jo ikke mad for dne næste måned så han kunne ligeså godt prøve at blive venner med hende.


//undskyld tiden -__-//

Mieu så på drengen, men sagde intetfor hvad skulle hun sige til en fremmed... måske ville han angribe, måske ik? men for en sikkerhedsskyld blev hun bare stående og så på ham
*hvem er den dreng? og hvorfor spørger han dog* tænkte hun så og lukkede sine øjne kort...
efter en stykke tid åbnede hun øjnene igen og så mod ham igen

Chez smilte stadig venligt til den unge pige. Han var venligsindet og ville aldrig skade et uskyldigt menneske. Han havde kridhvid marmor hud som passede godt til hans gyldne øjne. Da hun lukkede øjnene rejste han sig op og gik lidt tættere på hende men hans lydløse skridt og da hun åbnede øjnene igen stod han allerede et godt stykke tæt på hende der var to meters afstand. Han studerede hende stadig og satte hovedet på skrå

Mieu kiggede stille væk "hmm..." *hvorfor?* tænkte hun og gik hen til ham
hun gav ham hånden og smilte blidt til ham "hej?" hun ventede på at han tog i mod hendes hånd som en venlig gestus... og alligevel bange for at han ville gøre hende noget
"Jeg hedder Mieu... og er lige flyttet hertil"

Chez tog imod hånden og rystede den som en hilsen "jeg hedder.....Cheshire, Cheshire Phantomhive hyggeligt at møde Dem " sagde han og forventede hun ville grine. Cheshire var navnet på katten i alice i eventyrland. "så du er ny i byen" sagde han og så på hende, så var der meget hun ikke vidste. Denne by var berømt for dens mange mord siden der var fjender overalt det var en barsk by men også hyggelig.

Mieu smilte venligt og slap hånden
vendte sig om og satte sig ned ved bredden igen
"Cheshire er da en sødt navn" sagde hun stille og kiggede på vandet igen
"men du er da velkommen til at sidde hos mig hvis du vil"

*sødt navn?* tænkte han , Mieu var ikke den første som havde sagt det, hvad var det nu hun hed? nå, det er vel ligemeget hun er for længst væk, hun døde i 1810. "Tak i lige måde, Mieu for mig til at tænke på en kat" sagde han og grinte lidt. Han smilte uden at vise tænder, det var nok det klogeste. "det vil jeg meget gerne, hvad laver De ellers her ude så sent? eller det er jo ikke såååååå sent " sagde han og kiggede op på den skyet himmel hvor støv regnen kom fra.

Mieu smilte lidt for sig selv, men det forsvandt hurtigt *en kat? ja den var jo ikke ny*
"jeg er allergisk over for katte så det ved jeg ikke rigtigt..." sagde hun så og kørte sine fingre igennem vandoverfladen "og jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke må være ud så sent... det jo ikke fordi jeg bliver overfaldet af en vampyr eller noget"
Mieu havde opdaget at nogle heromkring ikke var mennesker, og drengen her lignede heller ikke et menneske, nok fordi der var meget blod på hans jakke og han ikke havde noget blod på sig elelrs

"allergisk overfor katte? Det er ikke så godt " sagde Chez, han kende dog ikke selv til allergi da han ikke havde eller kunne i det hele taget få allergi. Da hun åbnede munden igen lyttede han til de ord der kom ud af hendes mund ' det jo ikke fordi jeg bliver overfaldet af en vampyr eller noget' Et lille fnis kom fra ham og han kiggede igen på hende "der er mere imellem himmel og jord end du kan forstille dig " sagde han , han åbnede hans mund og viste de to unormale store hugtænder.

hun kiggede op på ham "nøj...hvor er det bare... kedeligt" sagde hun lidt koldt, hun sys ikke at forskellige væsner var så interessante som et normalt menneske ville sys
hun rejste sig op og så på ham "jeg ved ikke helt med hvorfor en...vampyr skulle være så speciel med hugtænder og blodsluger... det er jo bare lige som myg"

Han blev overrasket over hendes reaktion, da han selv havde været menneske og ikke tænkte sådan. Chez valgte at blive vampyr fordi han syndes han var svag som menneske. Han ville ha magt, det var en selvisk tanke men efter der han har været igennem var det acceptabelt. *en myg?* tænkte han "Har du helt ret i , den eneste forskæld på myg og vampyre er at: vampyre dræber deres bytte og de lever evigt. " sagde Chez og tænkte sig om , når ja så havde vampyre evner, Chez evne var hypnose.

Mieu "ja...så siger vi bare kæmpe udødelige myg?" hun kiggede på vandet igen
"men... jeg havde ret i det jeg sagde... med at jeg ikke blev overfaldet af en vampyr... du har jo ikke rigtig gjort noget vel?" hun smilte stille og kiggede på ham igen

"jep en kæmpe udødlig myg med superkræfter " sagde Chez og grinte. Han kiggede op på skyerne igen og kunne mærke at regnen blev tungere. "jeg er en vampyr som du ved og jeg gør hvad jeg skal for at overleve, men jeg er er mæt, så du er ikke i fare for mig, men der er jo mere end en vampyr i denne by" sagde Chez og virkede pludselig mere seriøst. "jeg var engang et menneske som du men jeg valgte selv at blive vampyr"

Mieu grinte stille "hmm... vampyrer er ikke så slemme... og tror da ikke jeg ville have noget i mod at blive en vampyr hvis det nu skulle være"
hun rejste sig og så på ham "heh... ehm... bor du i nærheden eller noget... for jeg har intet sted at bo" sagde hun stille

"Der er mange gode ting ved at være men vampyr men også lige så mange dårlige ting " sagde Chez og kiggede på hende da hun spurte hvor han boede " jeg bor i terre det er et lille stykke her fra " forklarede Chez og tænkte på det store hvide palæ han boede i , folk sagde det var hjemsøgt, men i de 300 år han havde boet der havde han ikke set et spøgelse. "intet sted at bo? hvor dog ikke ? " spurte Chez overrasket dog vidste han hvad hun ville spørger om, hun ville sikkert spørger om hun måtte bo der i noget tid. Han ville også sige ja, selvom det nok ikke var det klogeste. Han boede ikke alene med sammen med 2 andre vampyre.

Mi smilte stille "eller jo men det er mindst 50- 150 km herfra" hun grinte sødt og kiggede på ham "tror du at du kunne tilbyde mig at overnatte der i nat... for i morgen skal jeg finde min egen lejlighed" hun smilte venligt og begyndte at gå, hun vidste godt hvor terre lå

"jo for en nat gør vel ingen skade, men jeg advare dig , de er ikke de flinkeste dem jeg bor sammen med så gør hvad jeg siger " sagde Chez alvorligt og begyndte at gå. Det tog noget tid før de kom til Terre, foran dem stod et kæmpe hvidt palæ med blå rosenbuske uden om. Chez gik hen til den store dør og åbnede døren da den ikke var låst. Lyden af den knirker dør kunne høres i hele palæet. Der var en masse lyse hvide møbler, og palæet havde en hyggelig aura omkring sig, men det virkede stadig...tomt? der var ikke en lyd i huset ikke før lidt tid hvor en gøen kom og en ulvehund kom løbene hen til dem. Det var en sort hvalp.

Mieu så den blå roser og blev helt facineret "blå?" hun gik hen til buskene og plukkede en blomst
Mieu elskede roser, hvilket man også kunne se på hendes tøj...
Fra det sted hun boede før der havde hun sin egen blomsterbutik, med mange forskellige, men mest roser...
Hun kiggede på ham med et smil mens hun holdte rosen i hånden

De blå roser var hans sidste minde af hans døde mor, hun elskede dem meget højt og fortalte ham altid historier i labyrinten omme bag huset der er en mini labyrint med samme roser ommen baghuset "blå roser er sjældne men de findes" sagde Chez og smilte imens hun plukkede en af roserne. Da han gik ind i huset stoppede han i entreen og lukkede kort øjnene som om han lyttede. "de er vel ude og jage" mumlede han og samlede den lille ulvehund op i armene.

Mieu gik hen til ham og tog fat i hans hånd
"tak...fordi jeg måtte komme med" hun satte rosen fast i hans hår omme bag ved øret, efter hun havde fjernet tornene "hvor ser det pænt ud"

Chez rystede på hovedet og tog den ud, han satte det i hendes hår i stedet for " det klær dig bedere " sagde Chez med et varmt smil.
"Det var så lidt vi har alligevel alt for mange værelser. " sagde Chez og begyndte at gå op af trapperne indtil trapperne skilte sig i to retninger. Der vente han sig om for at se om Mieu fulgte med.

Mieu rødmede stille men fulgte efter ham, faktisk meget tæt bag ham
"såeh..." hun gik ind i ham da han stoppede op
"åh...undskyld" hun nejede fint for ham