Cute Dead ~Neethan~

Tiden er?; 20.32
Stedet er?; Terre - Selve byen(Ikk bolig områderne)
Omgivelserne er?; En masse mennesker og væsner..
Vejret er?; Hyggelig tusmørke med solen der stadig ikk er helt nede..

Siden at solen stadig var en smule fremme lod den sine orangerøde stråler farve skyerne på den halv mørke himmel. Der var en del larm rundt omkring på grund af at både travle mennesker og væsner snakkede med hinanden og for at høre hinanden måtte de på et eller anden tidspunkt jo råbe. Og hvis alle gjorde det blevd er en del larm. Men man var jo vant til den sådan et sted som her. Men der var dog en der ikk sige noget. En pige som mest ligende en på omrking de 16 år selvom at hunv ar ret lav og spinkel. Hun gik bare helt for sig selv med blikket rettet mod det fortorv hun så fint gik på. Hun havde utrolig langt silkehvidt hår der var sat op i en løs side hestehale og spidserne flagrede lidt i vinden. Hendes blodrøde øjne var både smukke, dybe og helt klare. Ikk det mindste tomme som folk havde startet rygter om. Dette var Macha. En ung vampyr der havde haft et problem med at styre sin blodtørst der var en del højere end andres. Og selvom at hun havde fået en chance til så de fleste i byen hende stadig som et monster. En ren dræber maskine. Hun kunne mærke hvordan at folk så efter hende på gaden hørte hvordan at de først var blev helt tavse og begyndte så at hviske til hindenden. Kunne fornemme hvordan at folk helst ville vige lidt væk fra hende når e gik forbi hende. Hun hun gjorde intet ved det. Hun var stadig iført hendes skoleuniform. Den som alle skulle gå i hvis de altså gik på High School Di Morga. Hun havde ikk taget sig sammen til at tage 'hjem' efter skole og ahvde blevet på biblotket indtil nu hvor hun havde valgt at gå gennem byens gader hvor at butikker stadig havde åbent.

//srry tiden -__-//

Neethens kastanjebrune hår svingede svagt i vinden da han for en gangs skyld havde det løst. Hans øjne bevægede sig hen over menneske mængden, og stoppede på pigen der gik lidt fra ham. Langt silehvide hår, der fangede hans opmærksomhed, og en svag vished om at hendes ansigt nok ville være præget af de smukke røde øjne han var blevet fortalt om.
MEn han havde ikke hørt menneskenes rygter, kun dem fra andre vampyrer, hvad de fortalte om hendes pragtdage, og det med stolthed i stemmen.
Han selv var kvart vampyr, og på en måde anerkendte han allerede denne pige som sin ligemand, også selvom han aldrig havde hørt om hende, blot hørt, lyttet, når vampyrer holdt banketter, og der blev fortalt.
Et smil plantede sig på hans læber, og lod hans udstråling virke mere charmerende end før hvor han blot havde set overrasket på hendes baghoved.
Han så på menneskerne hun gik forbi, den måde de stoppe op, hviskede, og så det mens hun kunne høre det. Utaknemmelige bæster. Det skulle da være glade for at hun ikke gik på dem. En svag hvæsen hørtes fra ham, og en pige i en klavogn tæt ved begyndte at græde. Dog smilede han til hende igen, og hendes øjne blev store og glade igen.
Han sukke svagt. Og begyndte at gå. Hans skridt førte ham hen til lige bag pigen. Han gik bag det silkehvide svingende hår, der for ham virkede smukt, og fik et svagt smil til at plante sig i hans ansigt.

Macha kunne svagt fornemme en andens blik mod hende. Et anderledes blik. Et facinderende blik måske. Men hun var stadig ret ligeglad med det. Nok var der en der ikk havde nået imod hende. Faktisk en dejlig følelse men hun ville ikk gøre det helt store ud af det. Hun gik vel bare videre. Hun lyttede ikk til folk hvisken hun kendte alt til det. Det var altid noget med at de virkelig ikk kunne forstå hvordan at man kunne give sådan et misfoster en chance til eller også var det at man hurtigt advarede sine børn. Nogle ringede faktisk lidt nogen for at fortælle hvor hun var henne. Som en eller anden deketiv. Hun skilte sine læber af og drog et lavmælt og opgivende suk. Hun ville egentligt bare gerne hjem. Men så alligevel ikk. Der var ikk meget at komme hjem til. Et lille celle agtigt værelse på hospitalet hvor hun var for sig selv og kunne få lov til at lytte til de rigtige sindsyge folk der havde fået tildelt værelserne ved siden af hendes. Men denne gang ville hun ikk rigtigt kunne flugte. Hvorfor gøre det? På et eller andet tidspunkt ville hun jo automaisk komme ud. Hun blev jo aldrig ramt af alderdom.
Hun kunne så meget svagt mærke hvordan at en aura nærmede sig. Hun forholdt sig roligt og lod som om at hun intet havde opdaget. Gik bare videre. Hun mente at det nok bare var en der hadve vovet sig at gå tæt forbi hende. Men så kunne hun mærke hvordan at denne person havde stoppet bag hende. Eller rettere gik i samme tempo som hende bag hende. Det var en ny følelse. Hun gik dog bare videre. Indtil at hun så endelig valgte at stoppe op. Hun gjorde det helt pludselig og hun kunne mærke hvordan at personen kom til at gå lidt ind i hende uden at der rigtigt skete noget. Så så hun sig først overskulderen så hendes blodrøde øjne blev afslørret for denne fremmede på helt tæt hold. Hun havde et lidt udtrykløst ansigt ligenu og hun vendte sig så mere halvt omd mod ham. "Øhm.. Er det noget du plejer at gøre?? Sådan at gå bag piger og glo på dem??" lød det fra hende med en overraskende blid pigestemme. Ikk rigtigt så koldt men hun havde da spurgt ham ret køligt.

Hans øjne fulgte hende, uden en lyd, og dog så præcist at da hun pludselig stoppede op, nåede han lige akurat at stoppe op, og fortsætte videre forbi hende.
Kun et lille øjeblik ville man kunne se hans smilende ansigt mod hende, hvorefter han gik videre gennem menneskemængden, med det kastanjebrune hår blafrende svagt efter sig.
Han hørte hendes ord, og stoppede selv op igen. Han vendte sig om mod hende, var ikke nået mere end et par meter, og lod en hånd hvile på hoften.
Han så med et svagt smil på hende, et smil der både udstrålede forsigtighed, charme og fascination, alt sammen kogt ned til et grå brunt blik fra de mandelformede øjne.
"Nej, jeg går bare i det tempå jeg plejer at gå i, og så gik du tilfældigvis foran mig, og i samme tempo" sagde han med en rolig, og dog lettere munter stemme, der ikke udviste den mindste form for frygt, eller prøven på at være charmerende overfor hende, nej, det virkede bare som almindelig høflighed.

Macha blev en smule overrasket da han bare gik videre. Og da hans ord nåede hende blev hun en smule irriteret. Hun havde haft kunne mærke hans blik mod hende hele tiden og så stod han bare der og løj. Men det gjorde vel ikk noget. Hun begyndte igen at gå. Hun kunne ikk lide hans tone. Og hans høflighed gik hende svagt på nerverne. Hun ville ikk svare ham eller kommentere det han havde sagt. Hun gik igen bare forbi ham. Hun havde haft det fint med at folk havde undviget. Især idag. Sikke en møg dag det ahdve været. Først havde hun kom hun forsent i skole ogblev sent udenfor. Så blev det kommenteret af den utrolig irriternde dreng i hendes klasse som åbenbart var overhovedet. Hun havde haft en stor lyst til bare at brække nakken på ham eller kvæle ham langsomt og smertefyldt. Hun hadve haft alle billederne i hovedet og havde også forsøget på det. Ikk lige det bedste. Så fik hun en eftersidning eller rettere hun skulle hjælpe til på biboleket. Og som om at det ikk skulle være nok så havde en idiot skåret sig på en side i en bog..tæt på hende. Og nu dette. Hun ville ikk tænke mere over det. Hun så sig lidt omkring efter at have kunne mørke hvordan hendes mave rumlede svagt. Hun fik øje på en lille japansk restaurant hvor der ikk så ud til at være mange. Hun drejde ind og så sig lidt omrkring. Nød varmen der kom hende i møde.

Han begyndte ligeså at gå. Lod tankerne køre let omkring vampyren. Hmpf, han var glad for at han havde løjet, hun var da også en smule snobbet var hun ikke? Det virkede lidt sådan.
Han kom til at gå lidt længere end han havde tænkt sig, og drejede ind i en gyde da han troede han kunne komme videre derfra. Dog fandtr han hurtigt ud af at det var en blindgyde. Han stod og så lidt rundt, med et svagt suk. Lugten af affald og kattepis var ret overvældende, når man lige havde værert ude mellem et virvar af mennesker, der alle enten havde sprøjtet sig med parfume, eller brugte cologne. Sikken stank egentlig.
Han sukkede svagt, og rakte ned i sin ene lomme, og trak en pakke cigaretter op. Han tog en smøg, og tændte den, mens han tog et svagt sug.
Hostede svagt. Han var stadig ikke helt vant til røgen, da han først havde prøvet at ryge da han var kommet til jorden, eller retter Di Morga. Han så studerende på smøgen, og skodede den så mod en af murstensvæggene.

Små rolig skridt kunne så høres bag denne fremmede mand. De stoppede så op og et par blodrøde øjne stirrede gennemborrende mod ham. Det var Macha. Hendes utrolig lange hvide hår flagrede en smule vildt om hende selv om der ingen vind var. "Nåeh.. Man kan vidste ikk klare røgen.. Amatør" lod en overraskende blid og rolige stemme men tonelejet var dog ret køligt. Et smil blev plantet på hendes bløde og let lyserøde læber. Et iskoldt og en smule sakatisk smil. Hun begyndte endnu en gang at gå. "Ved du hvad der er en af de ting jeg hader mest?? Løgnhalse.. Især dem der ikk kan finde ud af det.. Lige som dig" Hun stod nu pludselig lige bag han med sine hænder mod hans skulder og sin mund ved hans øre. "Forstår du hvilken situation dit lille nummer har sat sig i?" hviskede hun som en form for hvislen og hendes greb om hans skuldre blev strammet en del. "Og du hjælp mig ikk ligefrem med at få min 'lorte dag' til at blive bedre. Men.. To Bad" Hendes smil voksede så hendes sylespidse hjørnetænder kom til syne. Hun var ikk sulten. Eller jo måske lidt. Men hun havde altid haft en stor trang til at 'lege med maden'. Så det var det hun ville gøre inden at hun ville sætte sine tænder i ham. Men det kunne man heldigvis ikk se på hende. Hun nappede ham uskønsomt i øreflippen og slikkede så derefter den smule blod væk der havde valgt at tiit frem.