One bite... A new vampire... - Mieu

Mieu stod helt stille da vampyren kom nærmeere... lagde ikek engang mærke til itarian der blev smidt vækk... hendes krop føltes let som en fjer lige nu som om amors pil havde ramt hende-¨hun nød at han aede hendes kind,...det fik hende til at smile

"undskyld hr... at min v.." mieu stoppede sig selv i sætningen da hun ikke kunne huske itarian lige nu... kun ham og hende selv
"skal jeg hjælpe dem med noget hr?" hun nejede venligt for ham

Vampyrens smil blev en anelse bredere, og de røde dyb en anelse mere intense, og farven i dem tiltog, så de til sidst blot svagt lyste.
Hans lange blonde hår svajede svagt da han lod den anden hånd køre op, og kærtegne hendes venstre side af halsen.
"Jeg ønsker blot din betagelse af mig selv, jeg ønsker din kærlighed... frem for alt... et måltid.." sagde han. Hans stemme var så indsmigrende, så charmerende, at de fleste bare ville glemme alt omkring dem, og gøre hvad end han sagde. Denne vampyr så ud til at have mere magt end man lige skulle tro. Han var høj, og dog lettere ranglet, som om han havde sultet i over en uge. Hans ansigt var mælkehvidt, og havde en underlig sølvagtig glans, der fik ham til at skinne i det svagt oplyste lokalet. Effekten var overvældende. Med hans gode udseende, og hans indsmigrende ord, og smil, ville han uden tvivl kunne forføre enhver, selv den køligste skønhed der fandtes på jorden.

Mieu rødmede meget over det han sagde *måltid* tænkte hun stille, men kunne ikke tænke klart nok til at finde ud hvad han rigtigt mente... hun lukkede stille sine øjne, nikkede svagt og smilte sødt til manden
"de må gerne få mit selskab hvis de vil hr" hun åbnede sine øjne igen og så på ham med blide glade øjne
hendes eget blonde hår gik jo i et med hans lige nu

Han smilede og nikkede. Han var høj, så smuk som en drøm, og det blik han havde, det var nok til at gøre enhver svimmel. Hans hånd lod sig glide ind omkring hendes ryg, og et svagt charmerende smil fortsat spillende på de bløde læber, der så ud til at være perfekte til at trykke sine egne mod.
De røde øjne lod sig glide ind i hendes. De forsvandt igen, han lod hovedet synke ned mod hendes hals. Hun ville ikke kunne nå at reagere, før det var for sent. Den magi han havde lagt over dette menneske, gjorde hende ude af stand til at føle noget som helst andet end betagelse, selv ikke smerte ville hun kunne fornemme.
Han lod tungen køre over hendes hals, og hendes kraveben, mens et svagt, lettere sadistisk smil bredte sig i hans ansigt, forvrængede det, men gjorde det ikke desto mindre, blot endnu mere betagende.
"I så fald... Lad mig føle dig... Lad mig føle.. Dit liv.." sagde han, med en let skadefro stemme, hvorefter hans tænder snak dybt ned i hendes kød omkring halsen.

//jaja hvis du siger det//

//Hehe, undskyld^^ //

//men har desværre ingen krea nok til at besvare emnet//

I det tænderne ramte ind under hendes hud begyndte hans magi over hende at forsvinde.. smerten var så stor fordi den trykkede mod alle nerverne i hendes hals
hun havde lyst til at skrige men kunne ikke pga af smerten... hendes krop låses helt af smerten men hvordan kunne man gøre noget når halvdelen af ens krop føltes sådan, selvom det kun var et lille tidspunkt

"...s....st...stop!" fik hun råbt til sidst, medens hun prøvede at løfte sine arme op og stoppe ham
tårerne pressede på, men hun ville ikke græde lige nu... hellere koncentrere sig om at stoppe ham

i et kort sekund fik hun set mod itarian, og tårerne væltede frem...
*hvorfor lyttede jeg ikke til....dig* hun bed sig lidt i læben

Han følte hendes modstand, og den frydede ham, på sin helt egen underlige måde. Hendes råb, hendes arme der forsøgte at skubbe ham væk. Men det var forsent, når han først havde sat tænderne i hende, kunne han ikke stoppe før det var forbi, han kunne ikke lade være med at slikke hver eneste bloddråbe i sig, føle dens søde smag mod tungen, og lade den køre ned gennem spiserøret, og udvikle sig til energi til hans krop.
Hans drak og drak, flere liter. Kun en liter tilbage nu... Denne pige, denne piges blod smagte... Usædvanligt godt... Den lille sødme der lurede i det let bitre, der kom af hendes anstrengelser for at gøre sig fri. Han elskede det, ville eje det, have det hos sig for altid. Han ville forvandle hende.. uden tøven.
Han drak den sidste liter, så kun et par dråber var tilbage i hendes system, nu skulle der handles hurtigt. Han gav slip, brugte sin kraft til at holde hende ved bevidsthed, og bed hul i en finger, hvorefter han stak den ind i munden på hende.
Hans underskønne ansigt viste sig igen i hendes synsfelt, og de hypnotiserende øjne brugte endnu en gang der magi. Hun ville ikke kunne føle andet end lyst, lyst til at drikke det blod der flød ud i hendes mund. Lyst til at drikke det blod der tilhørte denne vampyr.
Hans styrke ville blive hende, og hendes blod.. ville blive hans.

Hun smagte hans blod, smagte den bitre smag af en vampyrs blod.. gik helt i chok over hvor meget hun ville have det, og i skræk over smerten der skete i hendes mund... hendes tænder voksede ud som spidse kanyler klar til at bide ham

hendes blik blev koldt i takt med at hendes hår blev mørkere og mørkere... hendes hud blev blegere og blegere, indtil den var helt marmorhvid... hendes øjne ændrede sig ikke udover de bare lyste op af lyst...

hun kunne dufte hans blod... ville bide ham...nyde hans blod

Han smilede svagt, så på hende med et let nysgerrigt blik, overrasket over godt hans magi egentlig virkede på hende. Han lagde armene om hende, i hvad der kunne ligne en omfavnelse, lod hendes hoved føres til hans hals, og med et svagt smil trykke hendes læber mod hans iskolde hud.
Hendes forvandling var smuk, ihvertfald i hans egne øjne. Det sorte hår... Den marmorhvide hud... Hun var jo lige til at... spise. En svag latter undslap ham ved denne tanke, og lod sig dog kun undslippe ham som et svagt smil, der bredte sig ud over hele hans ansigt.
Hans lod hænderne glide over hende, han var virkelig for impulsiv, man hva´ faen, han overlevede jo altid, og det var vel også meningen.
Så snart hans øjne veg fra hende, ville magien slukkes. Men han vidste lige så godt som hun selv ville finde ud af, at fordi hun allerede havde drukket af hans blod, at hun ville have mere alligevel, dog ikke med en ligeså stor lyst som før. Hun ville ikke kunne drikke alt hans blod, kun hvis han blev ved med at bruge sin evne, hvilket han tydeligvis ikke gjorde.

Mieu grinte stille ad ham "det var din fejl..." hun så på ham med onde iskolde øjne medens hun tog hårdt fat om vampyrens nakke, hvorefter hun bed ham hårdt i halsen.. drak hans blod, men stoppede ikke... hendes smag for vampyrens blod var så stor at hun var ligeglad med hvad der skete med hendes krop i denne proces... hun ville bare have hans blod...

Han smilede svagt, og klemte hende ind imod sig, alt i mens han følte sit blod svømme væk, ud af de to huller denne nyligt skabte vampyr havde lavet i hans hals.
Hans følte hver dråbe blive suget ud, og pludselig, så han den fejl han havde begået. Hvorfor havde han været så dum? Hvis han lod hende drikke direkte fra hans nakke... Ville hun jo ikke kunne standse...
Han forsøgte at skubbe hende væk, men uden at skade hende, han brugte ikke den samme styrke som han havde brugt mod halvengelen for lidt siden, men det var dog en anelse hårdt, nok til at skubbe en færge ud af en havn, og det var meget sandsynligt at hun ville miste grebet om ham, og falde.

Mieu slap grebet om ham i det hun faldt mod jorden... hun lod sine hænder ramme jorden først og skubbet sig op i et slag så hun stod op...
et lille grin kom fra hende "jeg må sige tak til dem hr.." hun kunne mærke hans styrke i hendes krop, mærke hvordan han og hendes eget blod formerede sig inde i hendes krop... hvordan det blev til et...

"du dummede dig før,... men jeg lader dig slippe" hun slikkede sig stille om munden...
"du har 10 sekunder til at skride ellers drikker jeg resten af dit blod... og næste gang vi ses... lover jeg ikke at jeg ikke angriber dig... min herre" *pfft... ingen ejer mig* tænkte hun samtidig

Han så på hende, med et fuldstændigt udtryksløst blik. Hendes stemmeføring irriterede ham på det kraftigste, og dog lod det sig ikke vise.
En kort latter undslap ham, og var rettet mod hende, "Du har ingen ret til at kommandere med mig... Du har ingen styrke, du ved endnu ikke hvad du kan... Du er.. hjælpeløs" sagde han med et svagt, lettere charmerende smil. Det ville sandsynligvis virke på fuldstændig ligeså perfekt en måde som det havde gjort i hendes mennekse tilstand, få hende til at føle sig blød i knæene, og føle en vis respekt for ham. En ældgammel magi, der påvirkede alle, immunitet eller ej.
Han rettede sig op, og slikkede sin hånd ren for blod, med øjnene lysende af nydelse.

Mieu "ingen bestemmer over mig... menneske eller ej" sagde hun stille og vendte ryggen til ham "jeg var ikke bange for jer vampyrer før og vil jeg heller ikke være nu.." hun gik hen til Itarian og satte sig i hug ved ham... så hans sværd der lå lidt væk fra ham
"hmm..." hun gik hen og tog fat i det, en lille smerte gik igennem hendes hånd men hun så bare på det... "gad vide om det ville kunne slå dem ihjel herre" sagde hun og så mod vampyren

Han så på hende med de røde øjne glinsende af irritation, og alligevel med en vis udtryksløshed, der nu hørte en vampyr af hans stand til.
"Du kan ikke bruge et sværd smedet til en anden" svarede han blot, og det var sandt. Sværdet begyndte at blive hvidglødende så snart hun havde rørt det. Det ville være en uudholdelig smerte, hvis man følte det mod sin hud, vampyr eller ej. Det var en varme der brændte sjælen væk, en ældgammel formular lagt over våbenet, som en ekstra sikkerhed, en sikkerhed for at andre ikke skulle bruge det.

Mieu grinte stille "var ikke mig der ville benytte det" sagde hun stille og lagde det fra sig... ignorede smerten lige nu... "hvad med at skride her fra,..." hun kunne mærke en vis styrke vokse op i hende.. men vidste ikke hvordan hun skulle styre det lige nu... prøvede at finde ud af hvad det var i mens hun så mod Itarian "men lad os mødes igen.. en dag når du har givet mig en chance til at lære mit nye jeg at kende... ik?" hun så mod vampyren igen... tørstede efter hans blod "giv mig en måned"

Han smilede og bukkede for hende med skadefryd lysende ud af øjnene.
"Gerne, min kære" sagde han med et smil, hvorefter hans skikkelse svandt ind. Falgermuse vinger voksede ud i stedet for arme, og hans krop blev mindre. Han svang sig ud gennem det vindue han nu smadrede med et altoverskridende skrig, der sprang glasset. HAn fløj ud i det begyndende sollys, søgte lys i bygningen overfor, hvor han ville vente på mørkets komme.
Itarians øjne åbne sig i det sekund flagermusen var ude af syne, og han så op på Mieu. Hans næse vibrerede svagt. Hun var forandret, ikke den samme som før.
Han dølte en svag kulde omkring hendes aura, og også hendes fysiske krop, samt kunne han se de røde øjne glimte værre en nogensinde.
Men håret... Hvar var der sket med det?

Mieu gik nogle skridt bagud da hun så sollyset der kom frem i horizonten, virkede skræmt.. hendes blik forandrede sig stille i det hun så på hende... "undskyld..." sagde hun stille og så på ham...derefter kiggede hun ned mod gulvet... lod sit hår falde ned og dække for hendes ansigt...

hun følte sig svag nu da solen var på vej op... som om hendes sjæl blev suget ud ad kroppen... søvnig.. "jeg har det ikke så godt ita..." hviskede hun og gemte sig bag en reol , både fra solen... og fra ham

//minimus miss you//

Han så efter hende, med øjne der genspejlede undrende. Han tog sig til hovedet, og sukkede svagt. Han kunne mærke en svag banken i tindingerne, og smerten var tæt på at overvælde ham. Han fik dog alligevel rejst sig, og gik vaklende over til den reol Mieu sad bag, han satte sig ved siden af hende, og tog hendes hånd, mens han smilede blidt.
"Det har jeg heller ikke" mumlede han, og lod hovedet synke bagud, og støtte mod reolen. hans øjne var lukkede mens han koncentrerede sig om smerten i sit hoved. Han var halv engel. Enver engel var født med den egenskab at kunne hele småskrammer, og selvom han ikke ligefrem betegnede en ordentlig hjernerystelse som 'småskrammer' håbede han alligevel at hans egen kraft kunne hjælpe en anelse på smerten.

//Sorryyy!! :OO//

Mieu krammede sig stille ind til ham, forsigtigt og blidt for ikke at skade ham "he... maked me.... into a vampire" hun virkede træt og svag, forpustet og såret samtidig
"itarian jeg vil....hjem... hjem og sove..." hun lukkede øjnene og fældede en tåre
"det gør ondt i hele min krop... og jeg har det koldt" gulvet og bøgerne omkring dem begyndte at fryse til is

Han lod en arm glide rundt om hendes skuldre, og klappede hende, med et svagt suk, halvt om halvt af smerte. Menneske, vampyr. Det måtte have været en stor omvæltning for hendes krop at blive forvandlet på den måde. Hans lange røde hår, fik en svag, mørkere nuance, som om blot hendes berøring udløste en reaktion. Han lukkede øjnene, og forsøgte så vidt muligt at holde både udmattelsen og smerten på afstand.
"Hvil.." mumlede han, med en hæs stemme.