Et spil med mine dukker-Mika Amané

Et skrig blev hørt, en mand og en kvinde, de kom løbende imod parken, man kunne se blodet de havde på sig, dog var det ikke deres eget. Gråden gennem deres skrig kunne tydes, frygten i deres øjne var stor, de så sig tilbage som var djævlen efter dem, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Mika kom gående med forsigtig skridt, hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt de krympende skikkelser, "hvis bare i havde givet mig jeres datters sjæl", hun smilte åbenlyst moret af deres i starten mod til at redde hende, mikas marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af, "så ville jeg ikke være nødtil også at tage jeres", hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den anden hånd var de begge op i luften, deres skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, de var ikke sjove længere. Hun sukkede trist og kastede dem til jorden, hvor nogle skygger opslugte dem, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, *er natten ikke stadig ung?*, hun grinte let, hun ville sagtens kunne finde mere sjov.

Mika spillede nysgerrigt øjne op da hun huskede at have mærket, en anden tilstedeværelse, hun havde været så optaget af sin lille leg, at hun ikke havde taget sig så meget af omgivelserne. Duften for kom hende ikke svær at kende, da hun havde mødt mange dæmon i sin tid, men lige præcis denne duft, den facinerede hende, for den var ikke som andre. Hun smilte kort ved tanken, var det sådan en fornemmelse andre havde når de kunne dufte hendes tilstedeværelse? hun var jo halvt dødsengel, og halv ikaros. Hun mærkede nu hans tilstedeværelse stærkere, da han var lige bag hende, hun smilte svagt for sig selv da han hilste, "jamen godaften hr.", hendes stemme var næsten som en blid hvisken der blev båret af vinden, og når hun snakkede kunne man næsten lokkes til at tro at stemmen kom fra andre retninger end lige præcis hendes. Hun vendte sig langsomt men roligt imod ham, hendes betagende mørkeviolette øjne betragtede ham let, hendes marmorhvide hud fik hende til at ligne en fakel i natten, hun satte hovedet på skrå med et blidt smil, hun var virkelig en porcelændukke, så umenneskelig som hun så ud.

Hun betragtede ham smilende, med hænderne bag ryggen, selv om den venstre var dybt blodig gjorde hun det ikke for at gemme den, hun rykkede lidt på næsen, da han sagde engel, "Hmm engel og engel", hun grinte blidt, og smilte så nysgerrigt til ham, "kan du gætte hvilken slags engel jeg er?", hendes stemme var drillende, og hun strakte sig kort, og lod så sine arme foldes foran, blodet var begyndt at størkne og hun hade når det skete, af vane, satte hun sig på springvandets kant, for så at vaske hånden, *var det én sjæl for meget?*, hun grinte indvendigt, før hun let og elegant vendte sig imod ham igen, "Jeg skulle få noget arbejde gjort, og ja før jeg kunne stoppe mig selv, havde mine vinger fløjet mig over til parken", hendes milde latter, var en af hendes beroligende punkter, hun så undrende på ham, "hvad med dem selv? et specielt natteærinde formoder jeg, det er jo de fleste dæmoners ynglings tidspunkt", hun nikkede sarkastisk. Hun så lidt overrasket på ham da han sagde det sidste, "evigt og altid? er det ikke første gang vi støder ind i hinanden, jeg husker normalt alle jeg møder", hun smilte roligt, da hendes hukommelse gik langt over fotografisk.

Hun smilte og kunne ikke lade vær med at smile smigret, "spændende? mig?", hun pegede uskyldigt på sig selv, med et blidt smil, hun nikkede kort til det næste han sagde, dog rykkede hun undrende på sin næse, "hvorfor blokkere du har ikke bare, eller skaffer ham helt af vejen?", hendes blik var lettere tåget da det gik over hendes forstand, i hendes verden var alt nemlig så simpelt, så simpelt som at dræbe, hun så ned i vandet, og hendes mørkeviolette øjne spejlede sig, de havde vær én tåget grå'sort strejf som pupil, hun satte hovedet på skrå, før hun gjorde sit blik tåget og grå'violett som altid, det var kun når hun brugte sin magi, eller var ude på arbejde hendes øjne var mørke, og hvis de var helt sorte, ja så betød det hun skulle hente en stor fangst. Hun smilte bredt så hendes smilhuler blev tydeligt markeret, og nikkede så, "du har ret, hvad afslørede mig?", hun smilte og holdte sin latter tilbage, ved at hvile sin pegefinger tænkende imod sin underlæbe, hun nikkede forstående, "Jeg skulle hente en ung sjæl tæt på parken, og ja da jeg kom efter hende ville hendes forældre ikke slippe hende", hun smilte lumskt, "så de tog med hende i døden", hun små lo lidt, før hun puffede let til ham med et undrende smil, "du var da ikke ude efter menneske blod vel?", man kunne høre hun fik kvalme bare ved tanken.

Hun hvilte tænkene over hans ord, sin pegefinger imod sin rosa underlæbe, "det lyder da godt nok irriterende, kan de så høre alt hvad du tænker?", hun så undrende på ham, hun ville dø ! hvis nogen kunne høre hendes tanker, hun ville gøre alt for at dræbe den person. Et roligt smil kom på hendes læber. Hun hvilte sine albuer imod kanten, med hovedet hvilende imod sine knor, hun så på ham med et smigret smil, og lod sine grå'violette øjne betragte ham, "synes du det? synes jeg faktisk også selv lidt", hun grinte, "da folk siger jeg ser meget kold ud", hun trak på skuldrende med et komisk smil, da hun jo faktisk var isnende kold. Hun så ned i vandet og skjulte et sarkastisk grin, "du er den første fyr jeg har mødt der hjerteligt indrømmer at han elsker dukker", hun så op på ham med et drillende glimt i øjet, før hun satte hovedet på skrå, "hvorfor er du så facineret af sjæle? er du en sjælevæver?", hun smilte interesseret. Hun sukkede, "faktisk burde jeg guide sjælene til et bedre sted, men", hun smilte blidt, "hvorfor gøre det? når de kan gøre mig så meget gavn", hun grinte, og så på ham, "du er den første person jeg møder som også gør det", hun nikkede roligt.

Mika så på hans ekstraordinære ansigt, dog var det hans øjne der facinerede hende mere. Hun kunne ikke lade vær med at sætte hovedet let på skrå, mens hun bare stile og uhørt betragtede ham. "Må man spørger hvad du bruger dem til?", hun smilte drillende, "mon det kunne være dine dukker", hendes smil var bredt nok til at man kunne tyde hendes smilhuler.
Hun grinte blidt og så ned af sine lange marmorhvide fingre, da han sagde hun lignte en dukke, hendes ynder mindede virkelig om en porcelænfigur's, "Ja, en smuk, intetsigende livløs dukke", hun smilte skævt, og så på spejling af sine øjne i vandet, det var ikke de mørkelilla øjne der så tilbage på hende, men hendes indre øjne, nemlig hendes ikaros-øjne, de kulsorte øjne, med mørkelilla stribe som pupil. Hun sukkede som var det normalt, før hun lod sin hånd glide igennem vandet og spejlbilledet viste igen hendes ydre øjne. Hun så på ham med et blidt undrende blik, "at du lader dine undersåtter kunne se så dybt ind i dig?", hun grinte mildt, "du er en speciel en", hun så imod himmlen. Hun satte sig let på kanten af springvandet og så skeptisk på ham, med et sarkastisk smil, "Varm?? selv jeg ser ikke det når jeg ser mig i spejlet", hun grinte, han var virkelig interessan, "Er du sikker på vi ser på den samme person, du og jeg?", hun pegede drillende på sig selv, "selv i min gamle menneske skikkelse flygtede folk fra mig", hun smilte en anelse stolt, men tristhed kunne anes, eller måske ikk.