Personer fra fortiden dukker op igen.. //Liam//

Lejligheden var oplyst af lamperne, som var fordelt rundt omkring i den. Den bestod egentlig kun af en entré, med to døre. Hvoraf den ene førte ind til et badeværelse, og den anden ind til en stue og et køkken i et. I stuen/køkkenet var en dør, som førte ind til soveværelset. Gardinerne var rullet for i alle rum. Planterne i vinduerne var vandet, og hele lejligheden var ren og pæn. Selvom hun boede i et fattigt kvarter, var hendes lejlighed hyggelig og billig at bo i. Den var hendes hjem. Hun kunne ikke forstille sig, at bo andre steder.

Evangeline var lige kommet hjem fra arbejde på den lokale strip-bar, og havde ikke skiftet tøj endnu. Hvilket ville sige, at hun havde den sorte, stramme kjole på, som hun serverede i. Den var både nedringet og lårkort. Alt for meget i begge tilfælde. Men den sad godt på hende, og hun fik mange blikke, når hun gik omkring i den. Den var stropløs, og havde en lynlås i ryggen, som næsten var usynlig, fordi den gik i et med resten af kjolen. Hendes lange, lyse hår, krøllede ned af hendes ryg og indrammede hendes ansigt på en måde, der kun gjorde hende om muligt kønnere at se på. Hendes store grønne øjne var indrammet af et lille lag mascara - mere skulle der ikke til. Udover øjnene var der den velformede næse og munden med de fyldige læber. Jo, hun havde bestemt udseendet med sig.

Evangeline sad i sofaen. De stilleter hun havde haft på hele aftenen, lå på gulvet ved siden af den. Hun havde trukket benene op under sig, og sad og læste i en bog. Det plejede hun ellers ikke, men i aften havde hun bare brug for at slappe af. Hun regnede bestemt ikke med, at få besøg på nogen måde. Hvem skulle dog også komme forbi kl 12 om natten? Hun smilede lidt, og startede læsningen.

Evangeline stivnede, da den banken fra døren nåede hendes ører. Den banken. Det kunne på ingen måde være rigtigt. Hun måtte tage fejl. Hendes fantasi måtte løbe om hjørnerne med hende. Denne specielle banken kendte hun kun alt for godt. Den tilhørte en mand hun udemærket kendte. At han nu stod udenfor hendes lejligheds dør, var en ikke en realitet, slet ikke. Hendes hjerne kørte på højtryk, for at finde diverse undskyldninger og forklaringer på, hvorfor lige netop den banken, kunne høres mod hendes dør. Den kunne ikke være ham. Det kunne være hvem som helst, kunne det ikke? Det var jo ikke sikkert, at det lige netop var ham. Der var sikkert andre, der bankede på nøjagtig samme måde...

Hendes spinkle undskyldninger og forklaringer blev dog spoleret, da en alt for velkendt stemme sagde hendes navn. Hun kunne med lethed høre det, igennem den lukkede dør, som hun i dette øjeblik, fortrød ikke var låst. Alligevel rejste hun sig op fra sofaen. Inden hun bevægede sig hen mod døren, tøvede hun. Ville hun virkelig lukke ham ind? Efter alt det der var sket? Efter alt hvad han havde gjort? Svaret var ja. 1000 gange ja. Hun havde altid været, og var stadig, så blød som smør, i hans hænder.
Med lette og yndefulde skridt, gik hun hen til døren, og åbnede den. I opgangen udenfor hende lejlighed stod en bleg skikkelse. Skikkelsen var smuk. Unaturligt smukt. Det var Liam, og han havde ikke forandret sig det mindste siden hun så ham sidst. Han havde stadig den utroligt velformede krop, det flotte ansigt, og de utroligt smukke øjne. Alt ved ham tiltrak hende. Selv efter alle de år. Intet havde ændret sig på det punkt.
"Hvad laver du her?" Spurgte hun, efter at have betragtet ham i en rum tid. Hun måtte løsrive øjnene fra ham. Han skulle ikke tro, at han kunne være et svin overfor hende, og komme tilbage efter et par år, og tro at alt kunne blive som før. Men det var nøjagtigt hvad han kunne. Hun kunne ikke modstå ham, og slet ikke nu hvor han stod lige foran hende.


//Mine indlæg bliver højest sandsynligt kortere end dette n.n//

//Beklager længden og kvaliteten, sidder i skolen og har svært ved at koncentrere mig. Tæhæ. //

1000 forvirrede tanker fløj forvirret gennem hovedet på Evangeline, da hvor hun stod overfor Liam. Alle tankerne drejede sig om ham, og de ting de havde oplevet sammen, som nærmest blev genspillet i hendes hoved.. Hun huskede de ting han havde sagt til hende, og de ting hun havde sagt til ham. Hun huskede hvordan det føltes, at mærke hans bløde, perfekte og velformede læber mod hendes. . De var naturligvis gået længere, end bare at kysse, og det huskede hun tydeligt. Alle detaljerne. Som havde det kun været dagen før, det hele var sket. Uanset hvor meget hun forsøgte at overbevise sig selv om det modsatte, så savnede hun ham. Hendes krop savnede ham. Men han havde været så.. svinsk overfor hende. Hun havde lovet sig selv, han aldrig skulle have lov til at sætte en fod i hendes hjem igen. Hun forsøgte at forblive stædig, men han var uimodståelig. Det have han altid været. Hun kunne for alt i verden, ikke finde på, at vise ham væk. Eller kunne hun?

Evangeline mærkede hendes kinder blusse op i en svag rød farve, da han begyndte at tale til hende. Hun havde altid fundet hans stemme så dyb, men blød.. så tiltrækkende. Alt ved ham var tiltrækkende, perfekt og uimodståeligt.
Da han lænede sig op af dørkammen, og dermed kom tættere på hende, kunne hun ikke modstå ham mere.
"Jeg.. jeg vil gerne lukke dig ind, Liam". Først rødmede hun, fordi hun åbenlyst ikke var i stand til at skrue en sætning sammen, når hun var så tæt på ham. Derefter smilede hun. Det søde smil, hun altid smilede, og som hun havde haft på læberne næsten konstant imens hende og Liam havde haft "noget" sammen. Hun trådte et lille skridt tilbage i døren, og vidste ham med en yndefuld håndbevægelse indenfor.
"Kom ind". Igen smilede hun. Forsigtigt lod hun sine strålende, grønne øjne møde hans. Betragtede hans smukke, perfekte øjne, som fortryllede hende. Det havde de altid gjort.


//Det er okay :)//

//Godt, at høre fra dig igen n.n//


Evangelines grønne øjne gled langsomt, men diskret nedover Liams krop. Fra hans velformede ansigt med de røde øjne, til hans muskuløse krop. Han var en vidunderlig og smuk skabning. Uanset hvor meget hun kiggede og uanset hvad han gjorde, kunne hun ikke finde en eneste lille fejl. Ikke en eneste lille ting, hun kunne sætte en finger på. Ikke en eneste lille ting, hun kunne ønske sig anderledes. Hun betragtede de lange sorte øjenvipper, som på en så forførende måde, indrammede hans flotte øjne. Hun måtte koncentrere sig meget, for ikke at kigge ind i dem. Hun vidste fra deres tidligere "forhold", at hun så let som ingenting kunne blive væk i hans øjne, som var hun faret vild.

Det overraskede hende en del, at Liam af alle mennesker - eller væsener, var nok en nærmere og mere korrekt betegnelse - dukkede op her i hendes lille lejlighed, som måtte føles som et legehus i forhold til det han boede i. Ganske vidst, havde hun aldrig været i hans hus, men han var en mand, der havde penge-sagerne iorden. Et stort hus, måtte en som ham da have!
Det var langt flere år siden, end hun kunne holde styr på, siden sidste gang de havde set hinanden. Hun mærkede de velkendte sommerfugle i hendes mave, som altid gik helt amok, når hun var i nærheden af ham. Han gjorde hende så nervøs.. og spændt. Udover sommerfuglene, var en blanding af lykke og.. var det frygt? Hun var lykkelig over, at han stod der foran hende. Så tæt på.. Hun kunne mærke hans vidunderlige duft, som omringede hende og tiltrak hende på samme måde, som for så mange år siden. Nogle ting ændrede sig bare aldrig..
Samtidigt var hun.. bange? Bange for, at det her ville ende galt. Akkurat, som det havde gjort det, for så mange år siden. Men som altid, påvirkede hans udseende, hans yndefulde bevægelser.. alt ved ham, hende til at være ligeglad med konsekvenserne, og bare "leve i nuet", som man sagde.

Evangelines arm strejfede Liams da han som en kat smøg sig ind i hendes lejlighed. Hans hud var kold, og berøringen føltes som et elektrisk stød. Hun havde glemt, hvilken temperatur, hans hud havde. Ikke, at det gjorde hende noget. Tværtimod. I dette øjeblik, havde hun lyst til at springe i armene på ham, men hun måtte holde sig tilbage. Det ville virke underligt, og så havde hun jo også Athal..

Et lille usikkert smil, bredte sig på hendes læber, da Liam spurgte ind til, om hun boede alene. For en uge siden, havde svaret på dette spørgsmål været "ja". Men sådan forholdt det sig ikke længere. Dog, var hun sikker på, at Athal ikke ville forstyrre dem hverken denne aften eller dagen efter, da han havde andet for.
"Jeg bor sammen med en dæmon. Af hankøn... Han hedder Athal. Men han vil ikke forstyrre os i aften.."
I det samme, hun havde sagt det, fortrød hun. Hun havde ikke lyst til at Liam skulle gå. Men noget i hans blik, gjorde det umuligt for ham, at lyve for ham. Så hun havde sagt sandheden, og nu ønskede hun blot, at han ville være ligeglad. At man stadig ville være i hendes selskab. Et svagt bedende blik, var at skimte i hendes smukke, grønne øjne.

//OOG. I frygt for at powerplaye vil jeg lade det være op til dig, om de kysser n.n //

Evangeline betragtede Liam, som han stod der, med front mod hende. I et kort øjeblik var det som, at være rejst tilbage i tiden. Til det tidspunkt hvor hende og Liam var et par. Til det tidspunkt hvor de havde et forhold. Selvom, hun næppe ville indrømme det, længtes hun en smule efter den smukke vampyrs blide kærtegn. Hun længtes efter, at mærke hans kolde læber mod hendes. Hans perfekte udseende, gjorde hende som altid fuldstændigt forsvarsløs. Han påvirkede hende vel på samme måde, som hun påvirkede de fleste hankønsvæsener. En smule ironisk, var det ikke? Hun plejede at være den, der forførte. Og nu, blev hun forført. Hun var som et lam i løvens kløer. Det vidste hun godt. Det havde hun altid vidst. Også dengang, hvor deres forhold begyndte.

Hun kunne huske det hele tydeligt, og nu hvor Liam stod foran hende, syntes minderne at fremstå meget klarere i hendes hukommelse. Hun huskede deres første berøring, deres første kærtegn, deres første kys og deres.. "tid i sengen", som hun i hendes tanker, valgte at formulere det. Hun rødmede svagt ved minderne. Men så kom hun i tanke om Athal. Athal, som hun lavede de præcis samme ting med. Athal, som hun... elskede? Athal, som hun for alt i verden, ikke ville såre. Men hey.. han havde været hende utro med en vampyr, havde han ikke? At hun gjorde det samme, gjorde det vel ud for det samme. Det var vel kun fair? Uanset hvad, hjalp Liams tiltrækkende udseende hende meget til at tage beslutningen. Hun måtte godt.

Evangeline smilede, da han kærtegnede hendes hofte. Dog, kom det lidt bag på hende, at han sådan uden videre, startede på at røre hende på denne måde. Letter overrasket, trådte hun nogle skridt tilbage, inden hun ramte den hvide væg. Hun var trængt op i en krog, med en vampyr, som sikkert havde planer om, at de skulle lave noget i sengen i løbet af aftenen.. Men det stoppede hende ikke. For inderst inde havde hun ikke noget imod det..
Hun så ham dybt ind i øjnene, og så - som han sikkert også gjorde - sig selv genspejlet i den andens øjne. Blidt lod hun sine arme glide omkring hans nakke, og trak ham tættere på. Hendes fyldige læber, rørte blidt Liams kind. Hun vidste ikke, om hun burde kysse ham, så hun afgjorde med sig selv, at hun bare kunne kysse hans kind. Hvis han ville mere - hvilket han sikkert ville - kunne han vel bare kysse hende. Hun smilede, og så ham dybt i øjnene.


//De gør de så n.n Eller.. hun kysser ham på kinden. Men regner med Liam tager det som grønt lys, til at gøre noget mere ^^'//

Evangeline kastede et enkelt blik rundt i lejligheden. De grønne øjne gled fra vindue til vindue, for at sikre sig, at alle gardinerne var trukket for, så solen ikke ville forstyrre dem. Der var desværre den ulempe ved Liam, at han ikke kunne tåle solens klare lys. Mens hun følte glæde, ved at se himlen i lyserøde nuancer, når solen stod op, og spredte sit klare lys udover planeten og dens befolkning, frygtede Liam lyset, og måtte flygte fra det. Han var forvist til et liv i mørke. Det måtte være.. forfærdeligt. Blidt lod hun en hånd glide op i hans hår. Det føltes silkeblødt mod hendes hud, og lod hånden kærtegne det altid perfekte hår.

Evangeline betragtede Liam, og forsøgte at holde den velkendte barriere op mellem dem. Hun var altid tilbageholdende og forsøgte ikke, at fuldstændig miste sin vilje, pga. hans udseende og charmerende personlighed. Hun ville ikke give sig hen, som et får, forført af en løve. I hvert fald, ville hun have det til at se ud som om, at hun ikke gjorde det. Men som altid, længtes hun inderst inde, efter at mærke ham tættere på..
Da han strammede grebet om hendes hofte, fik hun ham netop tættere på. Hans duft omringede hende, og tændte en gnist i hende, som hun forsøgte at slukke igen. Men da Liams hånd gled fra hendes hofte, ned til hendes nøgne lår, og et lille stykke op under kjolen, måtte hun opgive dette foretagende. Hun kiggede kort ind i Liams øjne, og i et kort øjeblik var det synligt i hendes, hvor meget, hun havde lyst. Men så fik hun det skjult bag den sædvanlige facade, som Liam desværre var alt for god til at pille ned. Stykke for stykke..

//OOG. Står solen allerede op? Jeg mener, i starten af emnet er klokken kun lidt over midnat, og de har da vel ikke allerede brugt 7 timer? o.o//

//Nej n.n Tror, du misforstod mig. Eve sikrede sig blot, at gardinerne var trukket for, hvis han nu besluttede sig for at blive der, til solen stod op.. (://

//Hehe godt:D//

Evangeline smilede. Denne gang var det ikke et af hendes søde charmerende smil, men et, der lyste af begær. Hun havde bemærket at Liams facade var væk. Han blottede sine hugtænder, og kiggede på hende, som han havde gjort så mange gange før, for så mange år siden. Det var - hvis hun ikke tog meget fejl - var det et blik, der betød, at han havde lyst til hende. Hendes krop var presset op af væggen, og derfor var det umuligt for hende, at trække sig længere bagud. Liams krop var tæt presset op af hendes. Den var kold og hård. Det var, som at stå tæt op af en sten. Men kulden føltes behagelig mod hendes varme krop, og hans charmerende personlighed og kønne udseende. Selv, hvis hun kunne have bevæget sig bagud, og dermed længere væk fra ham, ville hun ikke have gjort det. Han havde forført hende. Endnu engang. Hun kunne ikke gøre for det, og hun kunne ikke gøre noget ved det. Han var så.. smuk. En vidunderlig skabning, var ganske enkelt hvad han var. Hun mærkede lysten stige, og begæret efter ham, var næsten umuligt at lokke ind bag hendes facade. Liam gjorde det igen. Pillede hendes facade fra hinanden. Bid for bid. Inden længe ville hun ikke kunne kontrollere den længere. Inden længe, ville den falde helt fra hinanden. Inden længe, ville hun give sig fuldstændigt hen til ham, som hun havde gjort så tit, for så mange år siden.

"Ja..?", hviskede hun, imens hun så ham dybt i øjnene, og så sig selv svagt genspejlet i dem. Hun mærkede hans tænder mod den sarte hud på hendes hals, da han kyssede hende. Men hun kunne også mærke, at gjorde sit bedste, for ikke at prikke hul der, når han kyssede hende. Hun trak blidt hans ansigt tættere på hendes hals, og det var helt tydeligt, at hun nød, hvad han gjorde ved hende.
Hun sendte ham et lettere overrasket blik, da han sagde, at han ville have hende. Ganske vidst, havde hun tænkt sig til det på egen hånd, men det var noget andet, at høre ham sige det. Det var det der gjorde, at de sidste dele af Evangelines facade faldt fra hinanden. Den var væk, tilbage var kun lysten og begæret efter vampyren foran hende. Vampyren, der kunne slå hende ihjel. Men hun var ligeglad. Han ønskede ikke at dræbe hende - det regnede hun i hvert fald med, at han ikke gjorde.
Lysten og begæret oversteg alle andre følelser; frygt, usikkerhed osv. Og før hun vidste af det, flyttede hun sit ansigt helt hen til Liams øre og hviskede: "Så tag mig", som svar til det han sagde.

Dog havde hun ikke behøvet at sige det, for uden videre løftede han hende op i sine muskuløse arme, som vejede hun ingenting. Han var så stærk.. så unaturligt stærk. Hun lænede blidt sit hoved ind mod hans muskuløse brystkasse. Der, hvor hjertet burde slå. Den regelmæssige lyd, som et hjerte afgav, var ikke at finde i Liams krop. Han var en vampyr. Teknisk set, var han død. En slags levende død. Men det gjorde hende egentlig ikke noget, og slet ikke nu, hvor Liam var på vej med hende i armene, ind i dobbeltsengen i soveværelset. Hun vidste godt, hvad der skulle ske, og hun gjorde absolut intet for, at stoppe det. Han havde forført hende sådan, at hun ikke var i stand til på nogen måde at afvise ham. Hun havde lyst. Begæret lyste nærmest op i hendes smukke, grønne øjne. Facaden var væk..