Møde nye mennesker? Lad os håbe //Taisho//

Sted: I en ren del af søen, klart vand. Men i en lidt mørk del.
Tid Eftermiddag
Vejr: Ikke vildt varmt, mere lunt. Et par skyer som skygger engang imellem for solen
Omgivelser: Ikke rigtig nogle mennesker.

Der stod hun. Zelvia i egen høje person ;). Lyserøde små løse shorts med to sæt hvide striber ned af hver side, en hvid top og sorte converse. Hendes hår var som altid sat med noget hårspray, og hendes lyserøde halskæde hang om halsen. En sort sløjfe med små sølv sten var også med til og sætte hendes hår. Zelvia gik roligt rundt om søen, det gik langsomt eftersom hun stadig gik og betragtede området. Grunden til hun gik i den mere mørke del var at hun kunne li' det... På en eller anden underlig måde kunne hun lide det dunkle, men ingen vidste hvorfor - Hun vidste det ikke engang selv.
Imens hun gik, plantede hun blikket imod nogle høje strå der sad i vandet, og den blide vind tog fat i dem og ruskede blidt i dem, da Zelvia slog blikket væk røg det på en fugl der fløj. Hun var meget opmærksom på om der kom en...en fyr, en kun gerne vil kunne holde om. Men så var det måske ikk det rigtige sted. Hun kløede sig blidt på den blege arm mens hun gik og grublede over det.

Taisho kom roligt gående langs en sti omkring søen.
Som altid havde han sine hvide, lette bukser og en hvid trøje, der ud over bare fødder og sit lange hår samlet i en heste hale, mens pandehåret hang løst om hans ansigt.
Det meste af dagen havde han brugt på at gå rundt i skoven og slappe af.
Han så op mod himlen, solen stod skævt på himlen om eftermiddagen, men den skinnede ham i ryggen.
Han kunne høre den rolige lys fra sivene der gned sig op af hinanden og måske en svag plasken fra et dyr i vandet.
Han så en fugl der fløj op mod himlen og snart kunne han fornemme lugten af menneske.
Han så sig opmærksomt omkring, men besluttede sig for at mennesker måtte være et sted foran ham.

Zelvia kunne meget svagt høre nogle skridt, bag hende. Hun kiggede sig lidt efter overskuldren, hun stod i et lille 'spotlys' fra solen, som lige var brugt igennem en sky. Hun kneb øjnene lidt sammen men tog blikket foran hende igen og gik videre, dog ikke særlig længe før hun stoppede op, samlede benen sammen, stilte sig lidt på tær og lænte sig lidt imod sivene for at plukke et. Og det gjorde hun så. Hun begynde og rulle det rundt om sine fingre af kedsomhed. Ellers stod hun bare der, betragtede sivene og vandet man kan kunne se på den anden side af dem. Hun tænkte ikke yderligere over de skridt hun hørte ligefør

Han så mennesket klare da han kom nærmere, lod blikket glide over hende, den måde hun greb om et siv og rullede det rundt om en finger, åbenbart i kedsommelighed, hun havde hørt hans skridt før men ikke nu.
Han gik hen til han stod nogle få meter fra hende
"Hej" sagde han
"der er vist også andre det synes vejret er dejligt til en gåtur?"

Zelvia stod og pillede lidt ved sivet, men fik et chok og gav et lille sæt fra sig da hun hørte en stemme. HUn vendte straks hovedt imod ham, og smilede så roligt hun strammede lidt i sivet, men holdte blikket på den nyankomne. "Hey, Ja... Kunne ikke finde andet og lave" Svarede hun og vendte hele kroppen imod ham. Hun trådte roligt at skridt tættere på ham, men der var stadig afstand "Zelvia, er navnet ^^" Sagde hun friskt, med et sødt smil. Hun havde aldrig brudt sig om at blive kaldt 'hende der' eller lign. så hun kunne vel li'så godt præsentere sig selv. Hun betragtede ham fra top til tå.

Han nikkede
"Jeg er Tai" smilte han, da han hellere ville kaldes ved kaldenavn end hele sit navn.
En blid brise fik hans unaturligt lange, hvide hår til at bølge let og hans pandehår til at kilde ham på kinderne.
"Søen er et godt sted at gå hen" smilte han roligt og så på hende
"Synes jeg i hvert fald"

Zelvia's hår blæste ikk så meget i vinden, pga. den mængde hårspray hun brugte. Hun nikkede roligt og forsøgte at 'kode' hans navn og ansigt ind i hovedt. Hun kiggede ud over søen mens hun svarede ham; "Så... Du er altså ikke ny på disse kanter?" Spurgte hun roligt med en blid stemme. En lille lok hår, blæste sig frem foran hends øje, hvilket førte til at hun strøg den blidt hen til det andet hår, med en blid hånd bevægelse. Hendes smil, blev mere oprigtigt. Hun tænkte lidt over et tale-emne i mellemtiden.-

"Jeg har boet her i et godt stykke tid nu" nikkede han
"skal vi gå videre?" smilte han, da han var lidt dårlig til at blive stående det samme sted i længere tid.
"Hvad med dig? Er du en tilflytter?" spurgte han da han roligt var begyndt at gå og gik ud fra hun gik med.

Hun nikkede rolig til hans svar, takkede ja til hans tilbud og begyndte og gå med, hun kom hurtigt på siden af ham, "Tjah. Det er ikke så lang tid siden jeg kom hertil" Svarede hun
Det var kun omkrig 2-3 uger siden... Højest. Hun kiggede ud over vandet, i et kort sekund, men så på 'Tai' igen. Hun kneb øjnene lidt sammen. Hun havde stadig ikke den fjernste anelse om at der fandtes andre væsner end dæmoner og mennesker. Hun kunne mærke den samme 'aura' som med de andre hun havde mødt " Er du en eller anden form, for dæmon?" Spurgte hun , og tænkte ikk over hvor uforskammet det enelig lød.

han så lidt på hende.
"ja" svarede han så
"Jeg vidste ikke du kendte til racerne som menneske" smilte han
"Men det må jo også være lidt kedeligt ikke at kende til dem" han trak lidt på skuldrene og så frem for sig mens han gik roligt afsted.

Zelvia løftede brynet i undrelse "Racerne?" Sprugte hun, hun var jo kun klar over at der fandtes dæmoner. "dem?" Forsatte hun. Zelvia var helt rundt på gulvet "Hvad mener du?" Hendes stemme var forvirret og hun rynkede panden en anelse, hvilket førte til at hun også kneb øjnene en smule. Hun satte ubevidst sit tempo lidt ned.

//Krea svigt <_<

Han så overrasket på hende
"Nå du kendte til dæmoner troede jeg også du kendte til de andre racer" sagde han og stoppede næsten op da hun sænkede farten.
"Du kender altså ikke til elverne, sortelverne, englene, vampyrene, varulvene...?"

//gør ikke så meget, min er heller ikke helt så stor grundet en slem forkølelse//

Hun stoppede op og så lidt forvirret på ham. "J-j-jeg troede kun der fandtes Dæmoner?!" Det kom som et li'så stort chok, som da hun fandt ud af det med Dæmoner. Nu blev hun bare endnu mere itvivl. Hun tog sig til hovedt, men hånden. Hun kunne slet ikke få det til at hænge sammen med hendes verden. Hun lænte sig op af et træ, der stod tæt på dem. Selv om det måske ikke var det helt store, kom det som et kæmpe chok for hende.

Han så det og gik hen til hende
"Klare du den?" smilte han roligt
"jeg kan forstille mig det lyder som.. noget uvirkeligt, som om du måske var ved at blive syg i hoved eller noget, men det er altså sandt" sagde han og tænkte hun nok ville tro han var syg i hoved...men hvorfor skulle hun det? Hun vidste jo der var dæmoner, hvorfor så ikke andre væsner?

Zelvia kunne ikk rigtig komme sig over det... Dette var næsten et større chok end da Cille fortalt det.. Hun havde faktisk også kun været sammen med dæmoner, og derfor ikke vidst noget om andre væsner. Hun gled ned og sidde, men kiggede op på ham. "Det virker bare så... syrealistisk" Sagde hun lidt hviskende. Hun kiggede kort li' ud med så, så på ham igen "Hvor mange væsner findes der?¤ halvmumlede hun med store øjne.

"Åh, ved ikke, der er nogle få jeg ikke har mødt endnu" svarede han og satte sig foran hende.
"Vampyr, varulv, engle, spøgelser, diverse undead, aspara, eller hvad de nu hedder, dværge...." han så tænkende ud i luften
"....almindelige lyselvere, sortelvere...." han trak på skuldrene
"Lidt svært at huske dem på kommando" han smilte lidt

Zelvia gentog alle racerne han sagde, inde i hovedt. Hun lukkede øjnene og lod hovedt falder bagover imod træet hun sad ved. HUn tog en dyb indåndig og bøjede hovedt op igen "Tak fordi du sagde det" Sagde hun, enelig vidste hun ikke hvorfor, men hun gjorde det. Hun trak i et kort sekund, vejret ret hurtigt. Men ellers var hendes vejrtrækning normal.. Dette virkede nok for andre, som en overdrivelse, Men for Zelvia var det faktisk en underdrivelse. Hun hev i en lok af sit eget hår og viklede den usikkert om fingrene.

Han trak på skuldrene
"Så lidt da" svarede han og studerede hende lidt, men hun klarede det vist.
Havde før hørt om nogen der tilmed besvimede over sandheden...og benægtede den bagefter.
"Nå, hvad laver du ellers i din fritid?" spurgte han, for et eller andet skulle de jo snakke om

Zelvia glippede i et par sekunder med øjnene, før hendes syn blev helt klart igen.
"Ehmm." Hun pillede lidt ved sit knæ, men holdte blikket på Tai "Maler og tegner¤ Svarede hun med en lidt hæs stemme, som hun rømmede væk.
Hun rejste sig roligt op, mens hun støttede sig lidt på af træet "Hvad laver du da,?" Hendes stemme var nyskerig, men stadig en anelse ustabil, somom hun kunne græde hvert sekund det skulle være. Men nej, Zelvia var ikke ved og græde.

//Undskyld det tog så lang tid at svare, men har ikk rigtig haft lyst til Vie la mort ;j

Han trak på skuldrene og lænede sig tilbage mens han så på hende
"Går lidt rundt og kigger, er sammen med venner....forskellige ting" smilte han til svar, han havde godt hørt hendes hæse stemme og måske kunne hun finde på at græde, måske ikke.

Zelvia nikkede roligt og forstående, hun gned sin hånd lidt imod sin pande. hun kiggede på ham igen, og først nu lagde hun mærke til hvor langt hans hvidlige hår faktisk var . Hendes øjne blev lidt store i det, og hun løftede det ene øjnbryn "Hvorfor det lange hår?" Spurgte hun med en nyskerrig stemme. Dog var hun stadig en anelse hæs. Hun viklede igen en tot hår, om sin finger i usikkerhed. Ikke usikkerhed på ham, eller på hende selv. men på det hun næsten lige havde fået afvide.

Han lod en hånd glide gennem noget af det overnaturligt lange hår.
Han trak på skuldrene
"Jeg kan lide det, har altid haft en lille svaghed for langt hår" smilte han
"Det ligger bare til mig, jeg vil forbande den dag jeg ikke har det mere" det var nok underligt at høre om en mand der elskede hår, men det var altså tilfældet...nok ikke direkte elske, men holde af.

Zelvia løftede det andet bryn i takt med det han sagde, og eftersom at hun stadig var ung, og kun et menneske... Forbandt hun det helt anderledes end hun regnede med at han gjorde. "Så.. du tænder på langt hår?" Hendes stemme var undrende og hun gav slip i sit egen hår, og stak hånden imod hoften istedet for.
Hun lod det ene bryn falde på plads, men det andet var stadig løftet i undrelse, men lidt efter blev brynene rynket lidt. Hun kløede sig blidt i nakken mens hun ventede på svar.

Han så overrasket på hende og grinte så
"ungdommen misforstår da også bare alt!" smilte han
"Nej, ikke på den måde" han rystede på hoved og morede sig lidt over hendes reaktion
"Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til hår...men det er ikke sådan at jeg tænder på det...."

Zelvia sukkede lidt, ja okey. Sandt nok, hun havde også altid været slem til at forstå ting som noget seksuelt.
Hun smilede skævt, men ikke noget hun tænkte yderligere over. hun lod sine øjnbryn falde på plads og pustede blidt til en lok hår der havde sat sig blidt over hendes øje. "Hvordan mener du det så?" Spurgte hun itakt med at hun gjorde et lille kast med hovedt så der var udsyn til begge hendes brune øjne. Hun kløede sig blidt på den højre arm, med sine sortlakerede negle.