De store bjerge - Zelvia privat

Zelvia kiggede på kilderne, og den stille damp der kom fra det varme vand. ¤Hm-mh¤ Mumlede hun i første omgang og staker hænderne i lommerne på jakken, selv om hun var ved og få det varmt beholdte hun jakken på. Hun lod blikket køre rundt på planterne om dem, aldrig før havde hun set nogle som dem. Da hun hørte den anden ting han sagde, løftede hun brynet og vendte sig imod ham "Hvorfor?" Hendes stemme var varm,piget men lidt bekymret. Det kunne jo være, at der var noget alvorligt galt, men man kunne jo aldrig vide. Hvilket var grunden til at hun spurgte.

//Sorry det tog så lang tid at svare, har ikk rigti' haft lyst til at være på Vie La Mort ^-^

Han kiggede på hende da hun spurgte ham "Det er ikke fordi at der er noget galt som en sygdom men" Han tøvede lidt og kiggede på vandet. "Men jeg er jo en jord dæmon, og hvis jeg er nede i vandet for længe går det galt, jeg er også svækket i nærheden af ild eller varme, ligesom træerne og skoven kan brænde og dø, så kan jeg også" Han kiggede på hende igen, men han var ikke ked af det. Nej, han smilede faktisk til hende, så det var ikke noget der gik ham på. "Men det skal du ikke tænke på, jeg overlever nok hvis bare jeg bliver heroppe" Han grinede lidt og kiggede ned i vandet igen.

Zelvia smilede roligt, men så tænkende på ham. Tjo.. Hvorfor havde hun ikke selv tænkt på det? Det var jo det rene logik for burhøns. "Ja.. Du har jo ret" Sagde hun en anelse uskyldigt, og satte sig ved kanten, men satte sig ikke i vandet eller lignende. Hun nød den varme damp der steg fra vandet, og nærmest lagde sig som et tæppe rundt om hende. Hun holdte hans jakke tæt på hende, men kneb øjnene lidt sammen og så op på ham istedet for vandet, "Vil du have din jakke igen?" Spurgte hun med et roligt smil, imens hun lod jakken glide ned over den ene skulder, mens blikket forsat lå på Cricker. Efter en smule tænken, bestemte hun sig for, at hun ikke ville smutte i vandet, hun havde jo sårn set intet skiftetøj når tanken røg den vej.

//Sorry hvis det er en anelse forvirrende xD//

Han kiggede på hende og smilede. "Nej, du beholder den bare, hvis det er at du er træt eller ikke har et sted at bo så er du velkommen til at overnatte hos mig, jeg overnatter bare på sofaen" Han smilede til hende. "Du kan bare hoppe i vandet, jeg kigger den anden vej" Han grinede lidt og gik derefter hen til hende og satte sig ved siden af, han sagde ikke noget men han kiggede bare på hende. Gad vide hvordan livet var som et normalt menneske? Ingen evner eller noget, var det simpelt eller var det hårdt? Han vidste det ikke, men han ville heller ikke spørge, da det måske kunne lyde forkert. Og det var vel heller ikke noget man bare sådan lige spurgte om. "Har du nogen familie eller noget" Spurgte han så pludseligt.

//Nej nej det går nok :P//

Zelvia smilte af hans tilbud, hun havde godt nok en lejlighed iforvejen, men det kunne han jo ikke vide? Det lød nu som et meget godt tilbud, for at komme ud og opleve noget mere, havde hun nu tænkt til at takke ja, til det tilbud. En lille sød latter undslap hende læber af hans anden bemærkning "You wish" Sagde hun med en drillende mine, og smilede. Roligt trak hun jakken tilbage på skuldren, og trak den godt om sig, som hun havde gjort før. Hun fulgte ham med blikket da han satte sig ved siden af hende. "Altså... Hvis du ka' overleve at sove på sofa'en vil jeg da gerne" Hendes stemme var blid, men der var alligevel et strejf af nyskerrighed i hendes stemme. Langsomt lod hun sin hånd, flyde frem og tilbage i vandet, men løftede det ene bryn da spørgsmålet ramte hende. "Ja... Men de bor ikke i Di morga" Svarede hun, ham i en roligt tone. Mere uddøb hun ikke. Enelig fordi hun var bange for at hun ville få 'hjemve' af og snakke om sin famillie, som hun flyttede fra.

Han kiggede på hende og smilede. "Jeg er nu meget respektfuld, jeg kigger ikke, men det er også i orden hvis du ikke vil" Han grinede lidt. "Det kan jeg sagtens, jeg kan sove næsten hvor som helst" Han kunne nu godt sove der, det ville der ikke ske noget ved og man sov nu meget godt i sofaen, så helt slemt var det dog heller ikke. Han kiggede på hende da hun svarede meget kort på hans spørgsmål. Måske ville hun ikke snakke om det? Hvis hun ikke ville så var der ingen grund til at spørge mere ind til det, han ville jo ikke gøre hende ked af det eller sur på nogen måde. Han svarede hende ikke, han kiggede bare på hendes hånd da den ramte vandet. "Det er lidt træls at jeg ikke kan komme ned i vandet" Sagde han pludselig og kiggede op på hende igen med et smil. Han lød ikke specielt ked af det eller noget, men dog lidt trist, han ville jo godt prøve at hoppe deri en enkelt gang, men det så ikke ud som om at han nogensinde ville prøve at gøre det.

Zelvia bed sig blidt i læben, faktisk af ren vane, altimens hendes hådn strøg rundt i det varme vand. Det var nu meget dejligt vandet der havde lagt sig i kilderne. Dog løb en tanke rundt i hendes hovde... Hvordan var det enelig havnet her? Zelvia var jo ikke ligefrem Einstein, når det angik sådanne ting. "Tak" Sagde hun med en glad stemme, og plantede blikket på Cricker. Langsomt tog hun hånden op igen, og lagde benene i 'budha stilling'. Uden hjælp af sine hænder. Hun lagde hænderne i lommerne på jakken, og rettede ryggen rank igen. "Så.. Du har altid været...ehmm" Hendes stemmer var i enden, ret usikker. "Jord..eng-el?..Dæm-on?...Va-m-pyr?" Hun spurgte, nærmest, eftersom at hun ikke kunne huske hvad han havde fortalt, han var for et væsen, et lille bøvet udtryk lagde sig i hendes ansigt, mens smilet stadig var på hendes læber.

Han kiggede på hende da hun bed sig i læben, først synes han at det var lidt underligt, men hvem skulle han dømme? Han snakkede jo til sig selv når der ikke var andre, for at få tiden til at gå, så han var jo ikke meget bedre selv. Han grinede lidt da hun ikke rigtig kunne finde ud af hvad det var hun skulle sige "Jeg er en jord dæmon" Han smilede til hende. "Jeg kan ikke rigtig mærke at der er noget magi over dig, er du et menneske eller er du bare rigtig god til at skjule det?" Han smilede igen til hende, det er det samme venlige smil han altid giver. Han bant hurtigt skeden fra hans katana sværd op så han lagde det ved siden af ham. Det var ikke rigtig til at sidde ordentligt når det var i vejen. "Det var bedre" Sagde han stille til sig selv.
Der! Der var den, han snakkede til sig selv igen, og det var som sagt ikke særlig unormalt for ham. Han kiggede på Zelvia igen og lagde faktisk ikke mærke til at han havde sagt noget, sådan var det bare. Han kunne sige et eller andet til sig selv, men ikke altid lægge mærke til det. Dog havde han aldrig haft en hel samtale med sig selv, så var man da også skør i hovedet var man ikke?

Zelvia gav roligt slip i sin læbe, og fugtede de sensuelle(Lol.. aldrig-før-brugt-udtryk-fra-min-side), let adskildte læber istedet. Hun mærkede en meget svag rødmen i kinderne, over sin egen dumhed. Hun følte sig afsindig dum, eftersom det jo kun var kort tid siden at han havde sagt det. Hun klaskede hånden imod panden og rystede på hovedt af sig selv "Jeg ved det... Jeg er en røv til at huske" Sagde hun med et lille bøvet grin. Langsomt tog hun hånden ned igen, og vendte blikket imod ham "Jeg er menneske, men jeg kender dog godt til væsnernes eksistens" Idet hun sige 'væsnernes eksistens' lavede hun gåseøjne med sine fingre. Dont ask, hun gjorde det bare, da hun mente at det virkede oplagt. Hun løftede brynet op i panden langsomt med at hun kvælte et lille grin. Hun havde dog godt lagt mærke til at han til tider snakkede til sig selv, men hun havde selv vaner. Oh ja, massere. Bide negle, bide sig i læben, nynne i kedsomhed, og smide sin ting spredt over det hele.. Tja, en mindre del af det.

Han kiggede på hende og grinede lidt "Tja, det går nok, jeg er 119 år gammel, så prøv at spørg hvor god min hukommelse er" Han smilede til hende, han lød næsten som en gammel mand nu, det var han vel egentlig også i nogens øjne. "Har du lyst til at lave et eller andet, eller vil du gerne blive her lidt endnu?" han kiggede på hende. Mon ikke hun havde det varmt i den jakke? Hmm, det var ikke sikkert. Ellers havde hun jo nok taget den af for længe siden. "Du kan virkelig godt lide den jakke var?" Han grinede lidt, og kiggede derefter ned i vandet. Han lagde sig ned på ryggen ved siden af hende og kiggede på. 119 år i skoven og der manglede et eller andet, men han vidste egentlig bare ikke hvad endnu. Det var heller ikke noget der rørte ham så dybt, så det er vel ikke noget vigtigt. Han lagde og kiggede op på himlen og udbrød lige pludselig "Den der sky ligner en kanin" Han grinede lidt af sin egen dumme kommentar, han kedede sig vidst lidt, men sådan var det jo. Det var ikke fordi at hun var kedelig at være sammen med, men han vidste bare ikke hvad de kunne give sig til.

Zelvia skar en grimasse da hun hørte tallet. 119?! Det kunne slet ikke give nogen mening i hendes hovde. "What the fuck?! 119?!" Hendes stemme var helt forbløffet, og det samme var hendes ansigtsudtryk. Selv var hun jo kun 17? Det gav ingen mening.. overhovedt! Hun rystede lidt på hovedt af sig selv. Hendes opførsel var vel nok lidt en overdrivelse.. Eller hvad? "Vi ka' godt daffe, et andet sted hen" Sagde hun med et firsk stemme, selv om hun stadig var chokeret over det med hans alder. Igen, undslap en lille fin latter hendes læber "Ja, den er dejlig" Svarede hun med et velfornøjet smil og puttede sig nærmest ind til jakken. Hun tøvede kort, men lagde sig ned ved siden af ham. Hun lå dog på siden "En kanin?" Gentog hun med et grin i stemmen. Hun kiggede op på himlen for at finde den sky, som han nu havde syntes der lignede en kanin, men hun opgav efterhånden.

Han kiggede på hende imens at hun lå ved siden af ham. "Ja, en kanin.. Eller var det en hare?.. Måske var det bare en sky, jeg er jo en gammel mand efterhånden" Han sagde det på en sjov måde, og grinte selv lidt bagefter. Han kiggede op på skyerne igen, mon de skulle videre? "Daffe et andet sted hen? Hvor vil du gerne hen da?" Han smilede lidt og kiggede op igen. Der var ved at komme nogle grå skyer. "Hmm, det ser ud til at det nok kommer til at regne senere i dag" Sagde han til hende, imens at han stadig kiggede op på himlen. Han kunne godt lide regnvejr, og især når han sad i hytten, det var meget hyggeligt synes han, men det var ikke sjovt med for meget regn, det var jo også hans stærke side.. Eller... Det gjorde hans evner lidt stærkere. "Som sagt, du kan overnatte hos mig, medmindre du har et andet sted at bo og hellere vil derhen" Han kiggede på hende igen og smilede til hende.

Zelvia rystede blidt på hovedt af ham, og puffede til hans skulder, med sin hånd. "Det er...var! en sky.. lige meget hvad den var formet som ,din abe" Sagde hun drillende og kløede sig blidt i øjnkrogen. "Det ve' jeg ikke.. Jeg kender ikke ligefrem stedet her" Indrømmede hun og puttede sig stadig ind i jakken. Hun satte sig langsomt op, og kiggede ud i vandet, mens hun satte sine hænder lidt over sit lænd, og skød frem med brystpartiet, for at strække ryggen lidt. Efter det, lagde hun armene om sig selv igen. "Yay!" Udbrød hun nærmest. Zelvia elskede regn, og havde altid gjort det. Don't ask why, men det havde hun altså. "Som sagt" gentog hun drillende "Takker jeg Ja, til dit tilbud" En drillende tone kunne ænses i hendes stemme. Hun fugtede igen sine læber, hvorefter hun bed i sin ene negl. Der.. Suk.. Vane, neglebidning.

Cricker grinede af hende da hun sagde at han var en abe og kom med en dum kommentar der lige fald ham ind. "Har du en banan?" Det var det eneste han lige kunne sige til det. Han kiggede på hende da hun rejste sig og gjorde det samme. Stillede sig ved siden af hende. "Jamen, så gætter jeg på at vi tager Cricker Airlines hjem til mig? Medmindre du gerne vil klatre ned af bjerget og gå?" Han sagde det med en drillende tone og kiggede på hende og derefter op på skyerne. Ja, snart kom der regn og det havde han egentlig ikke noget imod. "Hmm, regnen forstærker mine evner, men for meget regn... Det bliver alle vel trætte af?" Han kiggede på hende igen. Han så at hun bed negle og gik hen til hende, tog fat i hendes hænder. "Det der, unge dame... Det er ikke sundt for neglene siger man" Han grinede lidt, men gav ikke slip endnu.

Zelvia grinte mildt af ham, og puffede til hans skulder "Hva' tror du selv?" Sprugte hun kækt, men retorisk. Hun rejste sig op og bed holdte fast i sin finger med tænderne, dog bed hun den ikke af, ikke endnu ihvertfald. "Cric-ker air-lines?" Gentog hun i stavelser og grinte lidt igen "Det har jeg nu ikke hørt om før, men fair nok" hendes stemme var drillende, men en anelse opgivende. "Jeg går og kravler ikke ned af det her bjerg!" Sagde hun bestemt, lagde armene over kors og skød det ene øjnbryn op i panden. "Jeg falder mere" Sukkede hun, dog smilte hun stadig. "Jeg ka' godt li' massere af regn. " Sagde hun med et sødt smil. Da hun tænkte over det spørgsmål han spurgte om ligefør, om han havde en banan, blev hun faktisk sulten, men lod det ligge. Hun gav modvilligt slip om sin negl da han tog hendes hænder. "Hey! " Hun skulede ondt til ham "Du snakker med dig selv... Så må jeg også bide i mine negle!" Sagde hun bestemt, men viste et smil på siner læber for at bekræfte at hun nok ikke var så sur, som hun enelig lød.

Han grinede lidt, han holdte dog stadig fast i hendes hænder "Hvis jeg stopper med at snakke med mig selv, så skal du stoppe med at bide negle" Sagde han til hende med et smil. Han vidste ikke helt om han kunne stoppe med det, men han kunne da i hvert fald prøve på det. "Nå, men er du klar til at flyve hjem til mig?" Han kiggede på hende og smilede, da han spredte sine vinger lidt. "Hvis du da stoler på mig, jeg taber dig ikke så der er ikke noget at være bekymret for" Han smilede, han gav slip for hendes hænder da han langt om længe fandt ud af at han faktisk havde fat i dem. Han blev lidt rød i hovedet. "Øhm.. Det er jeg ked af" Sagde han og så lidt genert ud.

Zelvia himlede øjne af ham, men rakte så tunge. "Du er ikke min far smarte" Sukkede hun med et drillende smil på læberne. Hun havde flere gange forsøgt at lade vær med sit neglebideri, men det holdte kun lidt tid af gangen. Så snart hendes negle var vokset ud igen, bed hun dem af. Hun stod stille med sine hænder, og vippede lidt med foden. "Ja, jeg er klar" Hun betragede hans vinger lidt ,men så kilden. "Hvis du altså ka' bære mig" Rettede hun ham imens han var var igang med at tale. Da han langt om længe gav slip på hendes hænder, lod hun dem hænge ned af siden. Hun smilede da han pludslig blev rød i hovedt, og genert. En lille latter undslap hendes læber. "Det er okey" Grinte hun og vippede lidt fra side til side, mens hun lige så stille ventede på at de skulle komme afsted n_n

"Fint nok, så lad os komme afsted" Sagde han til hende med et smil. Han tog fat om livet på hende og satte derefter af. Nu var de lidt højt oppe, så han valgte at flyve en smule længere ned imod træerne, der var et stykke hen til hans hytte, men jo tættere de kom jo mørkere blev det også, det var åbenbart herovre fra at uvejret kom. Han kunne mærke et par regn dråber ramme han i ansigtet og på armen. "Hmm, det begynder nok snart, vi må hellere skynde os.. Eller.. Jeg må heller skynde mig at få os derhen inden det begynder rigtigt" Han kiggede på hende og smilede. Han fløj lige over træ toppene, det var lige til at man kunne strække armen ud og så røre ved toppen af dem. Han gjorde det mest for hendes skyld, hvis det var at hun kunne lide sådan noget, der var et stykke vej endnu, da hytten lå langt inde i skoven.

Så snart at Cricker tog fat om livet på hende, lagde hun sine hænder på hans håndled, som hun havde gjort den forrige gang. Hun gav et lille overrasket gisp fra sig, da de lettede fra jorden. En kildende fornemmelse i maven kom, men hun begyndte også at panikke en smule da hun så var langt ned der var. Hendes øjne lukkede sig i... Eller nærmere knugede sig i. Hun gav en lille lyd fra sig, der lød lidt som et hvin, men meget dæmpet. Hun syns der blev koldere og koldere, og syns det efterhånden tog lidt tid, og itakt med det, faldt hun mere til ro, lige nok til at åbne øjnene. Først så hun frem for sig, men så ned imod træerne der var tæt på. Hun holdte stadig på hans håndled, og lukkede øjnene i igen, men var stadig ikke helt tryg ved det. Det var ikke så meget om han ville tabe hende, men hun var ikke helt glad for højder.

Cricker lagde nok mærke til at hun ikke kunne lide det, og han havde også ondt af hende. Det var synd at de skulle flyve så langt og at hun så ikke kunne lide det. Men så igen, hun havde jo selv valgt at de skulle flyve. Han knyttede hende tættere ind til sig, lidt for at vise at der ikke var noget at være bange for, og lidt for at vise at han havde ondt af hende. Han kiggede på hnede og smilede. Der var ikke langt igen så hun var snart nede på jorden igen.

Efter lidt mere tid oppe i luften landede Cricker endelig. "så er vi her" han pegede over på hytten. "Den er ikke særlig stor, men det er det eneste jeg har" han kiggede på hnede og smilede. Han håbede nu at det var godt nok, der var da i hvert fald plads til dem begge to. som de havde aftalt tidligere så kunne hun sove i sengen og så sov han i sofaen. "Det begynder nok snart at regne, hvis du godt kan lide det så kan vi jo stå på verandaen" Man kunne sagtens se at det var en hytte hna havde lavet selv.. Eller det var det jo ikke.. Han havde lavet hytten sammen med hende der Kajika for lang tid siden, han kunne stadig huske det meget tydeligt.