Don't mess with the Kitteh ! *Cricker*

T: Day ?
S: bjergene o.o
V. gråt, varmt, køligt.. ?
O: bjerge ? x''3 og få buske.

Kitty sad ved en åbning hvor der var nogle få buske.. Bjergende tårnede sig endnu højere op omkring hende, men netop nu holdt hun en pause fra sin lille 'klatretur'. Havde fundet en sandwitch frem. Lige netop nu virkede den mere tiltalende end noget andet - måske lige udover blod, men hun orkede altså ikke rigtigt at stikke hul på sig selv for at få det. Hun strakte sig katteagtigt og satte tænderne i maden. Tog en bid og tyggede lidt på den. Da hun lavede den havde hun blot fundet nogle ting i køkkenet der var der. Selvfølgellig uden at fortælle det til Luci. Hun var iført noget tøj der slet ikke egnede sig til bjergvanding men hun klarede sig nu meget godt. (se avataret).

Cricker fløj lidt rundt omkring bjerget, han regnede egentlig ikke med at der var nogen her på det her tidspunkt, men man skulle jo aldrig sige aldrig. Han havde set det så mange gange før. Lige når han mindst ventede det så kom der en person der havde brug for hjælp eller også en person der ledte efter et eller andet. Han var bare ude på en normal flyvetur. Han så at der sad en på bjerget og spiste, han vidste ikke om han skulle lande og sige hej eller blive oppe i luften. Han kunne jo også lande et stykke derfra og se hvad personen lavede heroppe. Han landede et godt stykke derfra og begyndte at holde øje med hende, lidt paranoid var han blevet efter alle dem der var kommet herop med onde hensigter.

Da Sandwitchen var spist strakte hun sig endnu engang på en veltilfreds katteagtig måde. Hun rejste sig og så op hvor hun før syntes at have set noget flyve rundt. Måske bare en fugl - man kunne jo aldrig vide. Hun lagde let hovedet på skrå. Så skulle der trænes. Måske var hun ikke på Point Du Lac mere men hun var nød til at træne. To katteører poppede ud fra hendes hovede og bagefter poppede en kattehale ud også - grunden til at hun havde nederdel på så hun ikke var tvunget til at ødelægge sit tøj. Hun strakte sig og sprang. greb fat i siden på bjrget / klippen og begyndte at klatre, med en viftende hale der skulle sørge for hendes balance så hun ikke pludselig ville miste fodfæstet.

Cricker kiggede nysgerrigt på hende. Hvad pokker lavede hun her? Det var godt at hun ikke havde set ham, ellers var det jo ikke meget ved at holde øje med hende. Måske var hun her bare for fornøjelsens skyld? Måske kunne hun lide at klatre. Det kunne han nu også godt forstå, det var et dejligt sted, men at klatre uden noget sikkerhedræb.. Det var jo vanvid tænkte han. Men hun vidste vel hvad hun havde gang i? Han blev mere og mere nysgerrig efter at se hvad hun var for en jo højere hun kom op. Han sagde ikke noget da han var bange for at hun skulle se ham. Han gemte sig i de buske der nu var rundt omkring, han var jo jord dæmon så han vidste hvor han skulle være for ikke at blive set.

Kittys venstre øre bevægede sig kort. Opfangede lyden af en meget lav bevægelse som et menneskes øre ikke ville kunne opfange. Præcist som når en kat kunne høre en mus. Hun drejede hovedet men havde dog stadig godt fast i siden på klippen for ikke at falde ned. Kitty lod øjnene glide hen over de buske lyden var kommet fra. Et eller andet dyr. Det var hun næsten sikker på. Hun fortsatte op. Legende let faktisk men dog var det en god træning på trods af at det med at klatre i bjerge var en meget god ide. Især jo hurtigere man blev så det måske ville blive nemmere at flygte hen over høje huse osv.. I hendes underbevidsthed lå lyden stadigvæk.. så hun lyttede efter mere.

Cricker kunne se at hun var blevet opmærksom på ham. Det var ikke så godt, måske skulle han bare stoppe den her barnlige leg og gå hen til hende? Det kunne der vel ikke ske noget ved? Det kom jo så an på hvad hun var for en slags person. Han observerede hvordan hun klatrede så nemt op af bjerget. Det var faktisk ret imponerende, hun var tydeligvis ikke ude på noget. Men måske kunne han blive ved med at holde øje med hende for at se hvor god hun var i sådan en situation.

Hun holdt sin hørelse under kontrol. Nu hvor hun havde hørt ham en gang kunne hun høre de små bløde dunk det sagde hvergang han skiftede til en anden busk for at undgå at blive set. Et skævt smil satte sig over hendes læber på den måde, hun gjorde det når hun fik en skør ide. En vanvittig ide endda. Kitty fortsatte op af bjerget. Få gange knækkede noget af men hun avr hurtigt videre. Hånd-fod-hånd-fod-hånd-fod.. i de rækkefølge fortsatte hun med at klatre. Efter en god halv time stoppede hun næsten oppe ved toppen. Bed hårdt tænderne sammen. Mon Vedkommende der fulgte efter hende havde kunnet følge med i hendes fart? Som hun smidigt og katteagtigt var klatret op som normale katte klatrede op af træer. Den hale der stak ud ved hendes nederdel. Hun sprang adræt op på toppen og satte sig så på hug. hun kunne ikke slappe af endnu. Ikke når hun vidste at der var en der fulgte efter hende. Hvem det så end var.

Cricker havde fulgt efter hende helt op til toppen. Tja hun var ikke ude på noget, for så havde hun gjordt det for længe siden. Han kunne vel lige så godt lande ved siden eller foran hende og så præsentere sig selv. Det valgt han at gøre, han satte af og spredte vingerne og landede foran hende. Han kiggede lidt på hende før at han egentlig sagde noget. "Jeg er ked af at jeg er fulgt efter dig, men jeg ville være sikker på at du ikke var ude på noget ondt heroppe" Han kiggede sig omkring og derefter på den fremmede. Bare han nu ikke havde skræmt hende alt for meget.

Han er ikke længere i stand til at få sine vinger til at forsvinde eftersom han har været skadet, man kan også se at der har været et hul i hans ene vinge, han havde dog ikke bark hænder den her gang, dem havde han slet ikke haft på i dag, men han havde en sort jakke på (som den på billedet) og sorte jogging bukser på. Han var ikke så meget til mode da han ikke kom i byen særlig tit, han kunne ikke rigtig lide den. "Mit navn er Cricker og jeg.. Tja man kan vel sige at jeg beskytter skoven og bjergene for alt ondt" Han kiggede på hende igen, han så meget venlig ud og smilede til den fremmede.

Hun rejste sig op så snart dæmonen dukkede op foran hende. Hun lyttede kort til hvad han havde at sige. Men ikke andet end det. Hans stemme. Hans blik. Og hans personlighed var nok til at pisse hende af. Simpelt fordi hun havde klatret en halv time uafbrudt op af bjerget. Klippen. Og ligenu faktisk var temmelig sulten. Og her var madpakken så. Serveret på et sølvfad kort tid efter at hun var færdig med at klatre.
Kitty Bevægede sig smidigt og adræt. Uden selv at tænke over hvad hun gjorde. og eftersom han netop havde stået og fablet om at han 'beskyttede' disse områder, ville gøre ham uopmærksom på vad hun rent faktisk havde i sinde. Hun gjorde næsten intet ud af det. Næsten. Eller .. det havde hun i hvert fald selv syntes. Så slemt kunne det vel heller ikke havde været. Når Kitty sådan pludselig mistede kontrollen begyndte at hendes styrke automatisk at samle sig om det punkt hun ønskede det skulle samle sig om. Det var hendes evne. En styrke der var stærkere end vampyrenes. Dæmonernes .. normalt i hvert fald. Kittys evne var fysisk styrke. En styrke der ville slår et normalt menneske ihjel på stedet hvis hun selv ønskede det. Men her. Her mistede hun bare kontrollen. Kitty lod sin højre næve ramme Cricket på siden af hovedet. Et slag der omgående ville have sendt et menneske direkte på hospitalet for at få opereret kæben der sandsynligvis nu ville være gået af led.
"Dén var fordi du fulgte efter.." Kittys stemme var spindende. Den var rå og blid på sammetid. En smuk stemme. Og alligevel en stemme der sagde 'dont mess with me you bitch!'. Hun lavede et hurtigt ryk med sit hovedet for at understrege sine ord.

Cricker observerede hende i noget tid, og lige da han mindst ventede det kom slaget og ramte ham perfekt. Det eneste han gjorde var at tage sig til kæben og kiggede på hende. "Wow, katten har kløer? Jeg er ligeglad med hvad eller hvem du er, men du skal ikke lægge dig ud med mig" Han lød ikke specielt truende i stemmen da han sagde det, han havde heller ikke hånden på sit sværd så han var ikke klar til noget.. Eller var han? Han stod mærkeligt med sin hånd. Der skete egentlig ikke noget, men det der var, er at hvis hun angreb ham igen var han klar til at holde hende fast med en tyk rod han havde kunne lave ud af ingenting da han er jord dæmon. Han lavede dog sine arme og hænder om til barkhud og kiggede derefter på hende igen. "Fulgte efter dig? Tja jeg skulle jo være sikker på at du ikke var ude på noget" Han smilede igen, det var som om at han ikke rigtig havde taget sig af at hun havde slået ham, men han kunne nu godt mærke det, og han var ikke bange for at sige det. "Du har en god næve, det er lang tid siden at jeg har fået et slag som det der" Han smilede kort igen.

Kitty undertrykte en trang til at le ukontrolleret. Stod han der og truede hende? Hvis han ikke havde fået helt overblik over situationen, kunne hun sagtens fortælle ham Hvem der styrede det her. Og helt præcist hvem der var stærkest. Kittys kattehale svingede aggressivt fra side til side. Hun lyttede til hans ord. Ordene der gav hende en uforklarlig lyst til at le. Hun spredte let benene som en klar kampstilling. Og så samme tid virkede det mere som om hun poserede foran et kamera. Det var næsten umuligt at gennemskue hvad der rent faktisk foregik i tøsens hoved. Jo. Nu var der ingen tvivl. Han stod rent faktisk der og truede hende. Det var som én eller anden latterlig joke han havde fyret af lige i hovedet på hende. Hun skulle ikke lægge sig ud med ham huh? Han burde vide at den eneste her der ikke burde lægge sig ud med nogen var ham. Hun var ikke i tvivl om at hun var den stærkeste angående fysisk styrke her. Men i samme øjeblik barket begyndte at tage form omkring hans næver gik det op for hende hvilken slags dæmon han rent faktisk var. Jord dæmon. Altså betød dette at hun skulle passe på med jorden under hende. Det kunne hun leve med. ”Om jeg var ude på noget? Åh så du er altså en slags vogter over de her bjerge nu hva?” Kittys kønne stemme havde forvandlet sig til noget mere råt og hårdt. Trods det rå der gled hen over hende og fortalte hvor lidt ’sød og kær’ pige hun faktisk havde over sig. Var der stadigvæk en unik skønhed over den stemme hun talte med. Som om stemmen kom helt inde fra hendes hjerte. ”Så er det vidst passende at jeg fortæller dig at jeg faktisk er ude på noget.. det har bare intet med disse bjerge at gøre.” Han havde absolut ingen ret overhovedet til at følge efter hende og skygge hende. Det gjorde hende ikke i specielt godt humør. Og så den attitude han udstrålede.. den grænsede op til det utålelige, irriterende. Nej, dæmonen fortjente helt klart nogle slag på skrinet. Ligegyldigt hvem han var eller sådan. Det ragede hende. Hun fandt nogle hvide handsker frem, og trak dem på. De sad tæt ind til hendes fingre. Hun skiftevis krummede og strakte sine fingre for at få dem til at sidde helt perfekt. Det duede jo ikke at hun slog dæmonen helt ud. Hun var nød til at styre sig. Og passe på jorden under sine fødder. Det var hun klart nød til at være opmærksom på.

Cricker grinede lidt da hun stilte sig klar. "Der er farligere ting heroppe end du kunne forestille dig, og jeg snakker ikke om dyrene." Han kiggede på hende og vidste godt at hun var klar til kamp. "Hvis det ikke kan undgås at vi kæmper så må det jo være sådan" Han trak sit katana og stillede sig i kamp stilling hvorefter han fik 2 store rødder til at fare op af bjerget bag ved ham, de angreb ikke, men de var bare klar til hvis hun skulle prøve på et eller andet, han skulle jo være klar til det meste lige nu. Han arme var dækket af barkhud nu, så de ville slå hårdt hvis han ramte hende. Hans katana var skarpt.
Egentlig ønskede han ikke at kæmpe imod hende, det kunne jo have været at hun var en spion for ham som Cricker nu ledte efter, måske skulle han sige det? "Det var skam ikke for at provokere dig" Sagde han med en meget rolig stemme "Jeg skulle bare være sikker på at du ikke var en håndlanger eller medsvoren til en dæmon jeg leder efter" Sagde han igen med en rolig stemme, men uden at flytte sig, han var stadig klar til hvis hun skulle angribe.

”Hvis jeg nu var håndlanger den person du ledte efter ville jeg højst sandsynligt ikke nævne det for dig”, Kitty strakte sig katteagtigt og nussede lidt det ene katte øre som var poppet ud mellem nogen totter af hendes hår. Hun lod sit blodrøde blik hvile på Den unge mand foran hende og kunne ikke skjule et enkelt frydefuldt smil da hun så det tydelige røde mærke hun havde efterladt midt på hans ansigt. Det var da altid dejligt at der udover smerten også var en lille synlig souvenir til ham. Hun skjulte den lette overraskelse der dukkede op da de store rødder skød frem. Hun lagde betaget hovedet på skrå før hun endnu engang lod sit legesyge blik hvile på Cricker. Han havde ikke været ude efter at provokere hende. Og dog. Man fulgte ikke bare efter folk. Det var stadigvæk uhøfligt. Især når han gjorde det for at beskytte ’klipperne’ som han ikke engang ejede. Hun havde ligeså meget ret til at ødelægge dem som enhver anden. Det var til gengæld ikke lige det hun havde tænkt sig at gøre. Egentlig trænede hun bare. Evnen til fysisk styrke var altid rar at have ved hånden. Især når den var så ultimativ som hendes. Men denne styrke skulle kontrolleres, havde hendes herre sagt. Hun måtte ikke bare give slip på dem alle sammen ved et enkelt slag – som i forvejen ville have været dødbringende nok uden den fulde styrke. Kitty var forholdsvis ung og havde ikke den største livserfaring. Derfor havde hun heller ikke opnået sin egen fulde styrke. Den var slet ikke fuldt udviklet. Hun lod sit blik låse sig fast på Cricker, lod sine ører rotere svagt mens kattehalen vippede glidende fra side til side. Et klart bevis på at et angreb ville komme om lidt. Først blev hun nød til at prøve ham af – og se hvor stærk denne dæmon rent faktisk var.
Kitty satte af med et spring, knyttede næver, og en svingene hale som skulle sørge for balancen. Hun trak armen tilbage og slog ud efter ham.

Cricker kiggede på hende, og så hendes hale bevæge sig fra side til side. Han så hende springe, og fløj lidt til siden så hun ikke ramte ham. Han fik rødderne til at forsvinde. Han havde egentlig ikke tænkt sig at gøre hende noget, så han hang bare i luften og kiggede på hende med et hævet øjenbryn. "ja, det er ikke særlig mange der tør at udfordre en jord dæmon i hans eget domæne." Sagde han, og han var faktisk overrasket over at hun turde at gøre det. Men han skjulte det for hende, hun skulle jo helst ikke se hvordan han egentlig havde det. Så han blev ved med at kigge på hende, han fløj dog lidt højere op, så det var sværere for hende at nå ham.

En lettere hånene lyd kom fra hende. Frigjort. En lys latter der fik hendes skønhed til at vokse yderligere. Kitty landede let og næsten lydløst på jorden nu hvor rødderne var væk. hendes rubinrøde øjne var fastlimet til jorddæmonens skikkelse. Ak ja. Jorddæmoner. Kitty vidste at de var stærker. Men kunne de virkelig være SÅ stærke? Hun tvivlede... en lille smule. For han så ud til at have undviget hende forholdsvist nemt. Hun smilte legesygt til jorddæmonen Cricker "Nya jeg er heller ikke en af de 'mange' .." Nya'et undslap hendes mund som en lettere katteagtig lyd. Kitty spredte let sine ben, halen viftede fra side til side og ét af katteørerne bevægede sig en smule. Som om hun lyttede efter kommende farer i jorden. Kittys lille 'katteskikkelse' havde absolut intet at gøre med nogen evne hun ejede. det gav hende heller ikke de helt store fordele. Dette var noget af det hun ikke kendte til.. måske havde der været nogle der fandt det sjovt at eksperimentere med ilddæmoner den gang? Hun vidste det ikke.. Kitty havde været alt alt for ung dengang.

Cricker forblev oppe i luften, det var ikke meget han sagde, men hvis hun blev ved med at angribe så vidste han hvad han var nødt til at gøre. "Det kan jeg se, og jeg er imponeret." Sagde han til hende, imens at han blev ved med at hænge oppe i luften. Han gjorde ikke særlig meget ved at hun havde slået eller angrebet ham. Egentlig ville han helst ikke kæmpe imod hende, da det ikke var hans stil, og han vidste også godt at det havde været forkert af ham, at følge efter hende, men han ville ikke undskylde nu hvor hun havde angrebet. Han så sig omkring, men kun lige hurtigt, hvorefter han kiggede ned på hende. "Er du ude på at se hvad jeg kan siden du angriber mig" Sagde han så efter lidt tid.