Dont mess with the man in the shadows

Natten var stadig ung, hvilket havde lokket en masse af nattens børn ud for at jage. Mange var også ude i gyderne, for at lede efter noget andet, som et lejetøj. For de fleste fyre gik det galt, da de var alt for ivrige, hvilket fik pigerne til at smutte inden han overhovedet fik hovedet indenfor. Der lød svage skrig i det fjerne, fra en kvinde, som sikkert var faldet i hænderne på en vampyr, eller et andet blodtørstigt væsen. Ud af skyggerne kom en tyk grålig røg, men man kunne ikke se nogen, men inde i skyggerne stod en mand, hvilket man ville vide, hvis man kendte til skyggedæmoner. Snart gad han ikke blive stående, han måtte bevæge sig, ellers gik han bare i kramper. Et svagt suk kom fra ham inden han tog et skridt ud af skyggen, så man igen kunne se ham.

" Jøsses!!! Valentin for fanden! Du var ved at få mit hjerte til at flyve ud af brystkassen på mig" sagde en af de væsner han havde stået og betragtet " Det er det jeg er bedst til Shiro... Hvor er hun?" Spurgte han og så sig omkring. Shiro var en af dem som Valentin arbejdede sammen med, de havde været venner siden de var små. Shiro var selv skyggedæmon og havde "lært" Valentin at blive som han er. Valentin fnøs kort da der intet svar kom " Shiro! Hvor er hun!" hvæsede han vredt og tog et hiv af smøgen og smed den på jorden uden at skode den " Fortæl mig hvor hun er ellers flår jeg struben ud på dig!" man kunne uden tvivl høre på Valentin at han var rasende. De havde lavet en aftale om at de skulle mødes i gyden og Shiro skulle have en tøs med, som de skulle have det sjovt med, men han havde ingen pige ved sin side.

" Valentin.. Slap nu af... Jeg havde hende, men hun slap fra mig" sagde han og sukkede kort over sig selv "Du skal ikke komme tilbage her til hvis ikke du har pigen med! Skrid med dig Shiro!" vrissede Valentin og skubbede kort til Shiro, som tegn på han skulle smutte fra stedet. Valentin stak hånden ned i sin bukselomme og fiskede en pakke smøger og en lighter op. Han skulle have dulmet sine nerver, takke været den idiot til Shiro.

Da han havde fået gang i smøgen tog han et stort hiv af den og puttede smøgerne og lighteren tilbage i lommen. Han så rundt omkring sig, der var ikke en sjæl at se, men det ville der sikkert komme om en time eller to når solen var helt væk og regnen var begyndt at falde.

Zhadalina var på ud mod skoven for at hente lidt blod til sig selv..Hun havde ondt af det stakkels dyr ud var på vej ud for at tage livet af..Men heller et dyr end et menneske..Bare tanke om at bide et menneske, væggede mange minder i hende..En tåre kom frem...Hus rystede på hovedet og smilede igen..Hun tøre tåren af..

men da hun havde gjort det..Var hun automatisk gået ind i en side gade...

Hun gav det ikke en tanke at der var farligt....Hvor var ikke farlig har om natten?

Hun besluttede sig for at holde sig til gyden..og gik længere ind i den..Var her nogen? Hun kunne tydeligt høre andre havde fået fat i deres bytte...Stakkles menneske...
Hun rystede hovedet igen.. Friste en smule af sig selv over hun var bange for en gyde...
hendes smil kom igen..

Hun gik roligt igenmen gyden..hun forsøgte at holde sin smil fremme...
Hun var ligeglad med sine tænder blev vist..

Hans blik gled fra side til side, for at se om han kunne finde et bytte til sig selv, men der var stadig ingen at se. Måske var det fordi de vidste han kendte Shiro, hvilket var en af de skyggedæmoner der var mest frygtede i gyderne. Han havde både myrdet, voldtaget og været oppe og slås her ude og Valentin, hans "lærling" var godt på vej til at være ligge sådan. han tog et hiv af sin smøg og lod røgen komme ned i hans lunger for at vende inden hans pustede det ud gennem næsen så han lignede en drage. Et lavt suk kom fra ham da han roligt forsvandt ind i skyggerne igen, bare for han kunne være alene. For folk, som kom i gyderne, havde alligevel ikke lyst til at befinde sig i skyggerne, da de værst tænkelige væsner gemte sig derinde, lå på lur, klar til at springe på sit bytte. Det var ikke fordi han havde den store lyst til at myrde nogen, måske få lidt sjov ud af dem, på den ene eller den anden måde.

Lugten af noget fremmed nåede til hans næse, hvilket fik et koldt smil frem på hans læber. Han kunne ikke vente med at se hvilket væsen det var, som netop i dette øjeblik havde retning lige imod ham. Han tog endnu et hiv af smøgen og pustede det elegant ud gennem læberne, igen kunne man kun se røgen og ikke ham, han var i et med skyggerne. * Kom endelig tættere på min kære... Jeg gør dig intet.. Endnu* tænkte han. Væsnet var kommet tættere på og han kunne nu sætte ord på at det var en kvinde, men hvilken race? Hun var bleg, langt mørkt hår og lysende øjne... Han kunne kun komme i tanke om en race, vampyr. Dem var han vandt til at håndtere, det var intet nyt for ham.

Hun gik stille og roligt i gyden..
Hun drejede omkring på hælen, Da hun er halv blind på ventre øje var det den nemmeste måde at kikke omkring sig på...Hun kikkede på jorden...Så en cigarret ligge der..Hun gik ned på knæ og mærkede at den stadig var varm..hendes øjne flakkede da hun mærkede varmen flyve gemmen sin krop..Hun lade den fra sig..Og kikkede omkring sig en gang til..Hun havde ikke mødt nogen på vej ind..Hun kikkede på husene..Det var ikke svært at komme ud den vej..Men her var jo ingen..bare skygger og mærket fra natten..

hun tog en hånd over på ryggen under sig lange jakke..Hun friste da hånden var midt på hendes ryg..Og et smil kom frem...
Hun sagde stille til sig selv..."Hvorfor går denne gyde mig på?..En mørk skov..Gerne..Men denne gyde?..Hvorfor netop denne?"

Han betragtede kvinden fra skyggerne og tog et hiv af sin smøg igen og kastede den ud af skyggen. Smøgen landede omkring 2 meter fra hende og lå stadig og røg. Man kunne stadig ikke se ham, men nu kunne man høre ham, han fnøs kort over hende, da han hørte hendes stemme " Det er ganske simpelt min kære... Skoven er fyldt med dyr, hvor blodet løber unde i dem... Her i gyderne er der intet... Udover døde mennesker, perverse gamle stoddere og andre vampyrer" sagde han og forblev inde i skyggerne. Han lod kort en hånd glide gennem hans korte hår og gik derefter ud af skyggerne, så hun kunne se ham.

" Bare rolig smukke... Jeg gør dig intet... Jeg holder bare af at være her ude" sagde han med et smil på læberne. Det var rigtigt nok, han var ikke her ude for at slå folk ihjel eller voldtage kvinder, ikke denne her aften. Han så op mod himlen og sukkede, regnen ville snart komme, han kunne mærke det. Trykket i luften var tungt, så mon ikke snart skyerne ville eksplodere og åbne sluserne? Egentlig håbede han. Stanken af blod gjorde han skør, han havde mest lyst til at finde et af de ofre som var ved at bløde ihjel, men han gjorde det ikke, han ville prøve at holde sig fra det.

Hun friste at stemmen.."Nå..Døden går mig nu normalt ikke på..Kunne det være manden der stod i skyggen og studerede mig der gik mig på? Behøver han blive i skyggerne? De er nemme at fjerne..Og jeg ved hvor du er? Jeg kan dog ikke lig lys"

Hun bøjede sig ned og samlede cigarretten op.."Du burde holde op med dette..Om du er vampyr eller andet skader det dig stadig" Hun friste igen..Hun vendte sig mod skyggen den blev kastede ud af..Hun smilede igen..tænder blev stadig vist..

"Hvad siger du til at træde ud af skyggen? Eller skal jeg fjerne den? Tror du jeg er dum nok til at gå uden for om natten uden en måde at få de værste væk?

Hun friste igen..Hun tog hånden ind under jakken igen..Hun virkede ikke offensiv..Nu mere..Som om hun vil drille..

Han så på kvinden og smilte " Og en dyredræber kommer og fortæller mig at jeg skal stoppe med at ryge?" sagde han og gik tættere på hende og gik i en cirkel omkring hende for at studere hende. Ganske nydelig skabning efter hans mening, men han skulle også passe på, hun var trods alt vampyr og han ville under ingen omstændighed blive til en af dem. " Sig mig smørblomst... Hvad laver du dog her ude? JA jeg ved du er vampyr, men burde du ikke være ude i skoven og jage dyr?" sagde han med et koldt smil på læberne.

Han hævede et øjenbryn da hun fniste. Egentlig forstod han ikke hvorfor, men sådan var det sikkert også bedst. Han stoppede op foran hende efter han havde studeret hende nøje "Ouch.. Det øje ser ikke for godt ud smukke" sagde han og gik helt op til hende og lod en hånd glide over hendes kind " Men det klæder dig " sagde han og trak sig igen væk fra hende.

Nu kom regnen! det stod ned i lår fede stråler og det stoppede sikkert ikke lige foreløbig, det fortrak højest sandsynligt. Regnen gennemblødte hans hår og tøj, snart lignede han en druknet mus, men det måtte man jo tage med. Det var jo trods alt hans egen skyld, han kunne bare lade være med at tage ind i gyderne, men så havde han jo ikke mødt hende.

"Takker den herre" Hun friste en smule og tog hånden ud fra jakken.

"De ser nu heller ikke skidt ud..Og ja..Det skal jeg, Jeg drikker blod..Men vil aldrig bide nogen der ikke fortræner det..En hare her og der vil ingen tænke over ikke var det..Og meget hellere det end at bide i et mennesker...Eller noget af den type"

Hun kikkede op..Hun smilede over vandet der landede på dem..Hendes lange hår lagde sig ned langs hendes ansigt..Hun friste en smule igen..Denne gang stoppede hun midt i det..Og man kunne se hun begyndte at tænke sig om...Så kikkede hun ned mod manden igen..Søgte han øjne.."Takker for smigen"

Han så på hende med et smil på læberne " Det tror jeg ikke du ville sige hvis du vidste hvad jeg havde gjort i mine tidligere dage min kære" sagde han og gik helt op af hende og trak hende ind til sig. Han lænede sig ned mod hendes øre og sukkede kort " Og det kan nemt ske igen.." sagde han og trak sig så væk og gav slip på hende. Valentin havde ikke ligefrem altid været en sød fyr. Siden han begyndte at tjene Shiro var han begyndt at blive ondskabsfuld. Han prøvede at komme fra det, men kunne ikke.

"Drikker blod fra dyr? Sikke en skændsel du er for din race min kære" sagde han og rystede kort på hovedet. Rigtige vampyrer drikker blod fra mennesker eller andre væsner. Bare ikke dyr " Hvis det er kan jeg tage noget af mit blod og så give dig til det" sagde han og trak en lille kniv frem, klar til at skære sig i håndledet, for at hun kunne få noget af hans blod, hvis det var. Men han vidste inderst inde at hun ikke ville, hun ville hellere drikke dyreblod.

"Hvis de ville have noget negativt skulle ske, Så tro jeg du havde gjort det, Så nej..Tror ikke det nemt kan ske igen"
Huk kikkede meget roligt på ham..Selv efter han havde hånt hende..
"Så de mener at en vampyr skal gå efter ting af højere værdi? Okay så..Hvis det skulle være sådan..Så ville der snart ikke være flere mennesker tilbage og vampyre ville have magten..Og så ville andre racer langsom forsvinde eller blive en del af vampyrene..Der ville blive borger krig mellem vampyre og varulve..Og de kampe der er mellem dem nu er nok..Du tilbyder dit blod..Der er sødt af dem. men jeg aner ikke hvilken race du er..Du ser menneskelig ud..men er det tydevist ikke..Animagus måske..Varulv måske..Lang liste..Og grunden til jeg holder mig til dyr er min egen..Men jeg holder mig fra mennesker af en grund"

Hun rettede sig op og holdt et roligt blik på ham..Ud af det blå begyndte hun at frise..
Hun rystede på hovedet og fik alvoren tilbage i blikket.

Han så på hende med et hævet øjenbryn og sukkede " Du kommer aldrig til at kunne forvandle mig... Du går normalt på dyr, hvilket gør at du højest sandsynligt ikke kan tage større bytte, så som mennesker... Jeg har ikke sagt at alle racer skal udryddes, men mennesker ville være fint.. Jeg har altid syntes at noget mere magtfuldt skulle hærve over byen, i stedet for de ubrugelige mennesker" sagde han og så på hende med et kort smil. Han undrede sig over hvorfor det var hun ikke gik efter mennesker og tog dyr i stedet "Lad mig gætte... Grunden til du ikke tager mennesker er fordi du selv var en af dem?" sagde han med et koldt smil på læberne. Da hun nævnede noget om hans race og hun nævnte menneske for han over til hende og greb hende omkring kæben "Aldrig... og jeg mener ALDRIG kald mig for et menneske!" hvæsede han ud gennem sine sammen bidte tænder inden han men et ryk gav slip på hende. Man kunne kalde ham meget, men menneske? Ikke på vilkår.

Han gik et stykke væk fra hende og så sig omkring, der var stadig ikke en eneste person omkring dem, ikke hvad han kunne se i så fald, men han havde en følelse af der var noget inde i skyggerne, der holdt øje med dem, eller i hvert fald ham. Hans blik rettede sig igen mod hende og han rystede kort på hovedet " Beklager meget..." sagde han og hentød til da han flippede ud over hun havde kaldt ham menneske, det var lige i overkanten at være sådan overfor hende.

Hun vidste hun havde ret, Ville han gøre hende noget havde han nok allerede gjort det, det eneste andet ville være hvis der skete noget der ville presse hans grænser.
"Jeg var en del af menneskerne ja, Men det er ikke derfor jeg mener de ikke bør bides, Jeg nyder hvad jeg er i dag." Sagde hun med en rolig stemme.

Hun blev langsomt mere og mere nervøs, at være i en gyde med en som ham kunne være det dummeste hun havde gjort i længere tid.

Hvorfor havde han alt det had til mennesker? Ville være farligt at spørge da det nemt kunne være det "Knæk" der skulle til, før han blev farlig, hun skulle passe på hvad hun sagde, hun havde en masse spørgsmåls til ham men var bange for mange af dem ville være "knækket".

Han havde tilbudt sit blod, ville spare hende tid, Nej! Hvad er det dog hun tænker!
Hun rystede hovedet for at fjerne de tanker fra sig selv.

"Rør mig ikke med mindre de får lov tak" Sagde hun bare for at sige noget.
Hendes tanker fløj stadig rundt, "Jeg har ingen tanker om at bide dem! Jeg bider ikke de højere rank racer af en grund, selv om jeg stadig ikke ved hvad du er, ved jeg du er en af dem jeg ikke har tænkt mig at bide, Så mig skal du ikke være nervøs for"

Hun havde svært ved at forblive høflig over for ham, men hun valgte at forsøge.

Han kikkede omkring, Hvorfor gjorde han det! Ventede han på nogen? Han opførte sig nervøst, det kunne umuligt være på grund af hende, kunne være hun læste ham forkert! Måske var det ikke nervøsitet, men hvad var det så?

Han så på hende og fnøs kort " Jeg tror nok jeg bestemmer hvad jeg rør ved" sagde han og gik helt op til hende og cirklede omkring hende endnu engang " Mennesker er et af de væsner jeg har allermest lydt til at myrde... De er grund til min lærermester ikke kan vise sig offentlige steder!" vrissede han. Ja Valentin var meget stolt over at en af de mest frygtede i gyderne var hans herre. Han lod kort en hånd glide gennem sit våde hår så det strittede ud til alle sider.. Igen hev han hende ind til sig og hold hende tæt " Mhm... Du er dog en skønhed... Trods du agter at tage livet fra dyr" sagde han og lænede sig ned mod hendes hals "Alt du behøver er.. At lade dine tænder gå gennem min skind og så begynder blodet at flyde på automatik" sagde han og lod kort sin tunge glide op af hendes hals.

Jo han udfordrede skæbnen og han vidste det, men han ville se hvor langt ud han kunne få denne vampyr ud. Få hende så langt ud at hun til sidst sætter tænderne i ham, for at tage noget blod fra ham " Du vil jo gerne... Jeg kan mærke din krop hungre efter blod" sagde han og lod kort sine læber plante et svagt kys på hendes hals inden han trak sig væk fra hende. Han var modig af sig. Han havde aldrig været så tæt på en vampyr nogensinde før, men en gang skulle jo være den første.

Jo han var en smugle nervøs, men det var også fordi han ikke vidste hvornår Shiro kom tilbage og han kunne under ingen omstændigheder blive set sammen med en vampyr. Han hadede vampyrer, så det gjorde det sikkert ikke bedre at hans lærling var sammen med en blodsuger.

Han lagde mere pres på det med blodet.
Da han nævnende det, uden at tænke sig om slikkede hun sig om tænderne, først da hun slikkede sig om overlæben lå hun mærke til hvad hun tænkte.
Det ville være nemt at bage tage det blod han tilbudt, det ville smage bedre end dyre blod, Nej! nej! nej!, en hver der kikkede på hende kunne se tankerne flyve rundt i hende.
Et meget tydeligt minde, holdt hende tilbage.

Hun gad ikke afbryde ham, måske kunne det være "knækket" hun ville undgå.

Han slikkede på hendes hals! En del af hende nydt nærheden, længe siden hun havde følt nærhed.
Hvorfor gjorde han det! Hvad fik han ud af det! Hvad ville han!

Et kys på halsen også, hendes øjne blev store af overraskelsen.
"Ehh" Hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre.

Tanken om blodet kom frem i hende igen.
Hun åbnede munden en smule, så tænderne blev så tydelige det kunne være.
"Nej..Nej, jeg må, der var nok den gang" Hun tænkte højt igen, uden at have en ide om det.
"Nej, blodet ville gavne mig, ville smage, ville være nemt, Nej!"

Hun rystede hovedet og lukkede munden.
Hvad var det hun tænkte på?! Mindet stod stort i hende.
Hun rettede sig op og sagde "Jeg må desværre takke nej til deres tilbud, det er sødt af dem, men jeg vil ikke bide dig, og hvorfor kyssede de mig?! Og kan se det ikke vil hjælpe at sige, du ikke må røre mig, men må jeg så også røre dig?"

Hun rakte hånden frem mod ham og rørte hans kind så blidt hun kunne, Hun havde ingen ide om hvorfor hun fik denne ide, men nu havde hun fået den, og ofte når det var sådan, stoppede hun ikke sig selv før det var ført igennem.

Da hånden havde kørt hele vejen ned af hans kind, stoppede hun sig selv..

Hvad fanden lavede hun!? Hvorfor påvirker denne mand hende sådan?! Hvad er han?! Ikke et menneske, Ikke vampyr, varulv? Animagus? Demon? Engle? Engle, nej ikke når han siger han myrder folk.

Vent! Myrder han folk?! Først hun gik det op for hende at han havde sagt det.
Hvorfor delte han det med hende?!

Han så på hende med et smil " Hvor er det sødt at du er så bange for at slip på dit rigtige jeg... For min skyld skal du ikke skjule det" sagde han og så sig over sin skulder inden han vendte sig helt om og så på hende " Bare giv slip på dine lyster efter blod... Jeg kan mærke på dig at du hungre efter det og jeg vil gerne give dig det" sagde han og gik igen over mod hende og stillede sig tæt på hende. Han vidste han kunne køre hende ud hvor hun ikke kunne bunde, men det ville ikke være helt fair, men det kunne være sjovt, hvilket var grunden til han fortsatte med at presse hende til at bide ham.

Da han mærkede hendes hånd mod hans kind smilte han kort til hende "Hvad er der at være bange for min kære? Det er jo ikke fordi jeg har tænkt mig at dræbe dig.. Det ville være et kæmpe spild, med den skønhed du har" sagde han og så på hende med et roligt blik. Man kunne godt se på hende, at hun havde regnet ud hvad det var han egentlig gik og lavede her ude i gyderne og andre steder. Ja Valentin gik og tog livet fra andre folk, men ikke hvis det var kvinder.

"Jeg myrder ikke kvinder... Slet ikke sådan nogle smukke nogle som dig" sagde han og tog hendes hånd op mod hans læber og plantede et blidt kys på hendes håndryg. Valentin havde altid været god mod damer, med mindre det var djævle, dem kunne han ikke fordrage, men så var det jo heldigt at hun ikke var djævel.

" Min kære... Jeg ved det skræmmer dig at jeg går og... Ja... Myrder folk, men jeg går efter dem som har fortjent det" sagde han i forsøg på at berolige hende, men om det virkede anede han ikke.

Hvorfor ville han have hun skulle bide ham?!
Hvorfor fortalte hun ham det med mord?!
Tænkte hun nu højt igen? Nej ikke lige nu, men havde hun gjort det, det måtte hun vel have gjort.

Hver gang han snakkede om at lade hende bide hende, lod hun sin tunge går omkring den ene tand.
Hvorfor var det så fristende?! Måske bare et lille bid? NEJ! hvad var det hun tænkte!

Nu kyssede han hende håndryg som en fin herre? Jamen!?
Han snakkede hele tiden om hvor køn hun var, Skulle hun give ham den sejr og sige tak?!

Måske passede det med at han ikke ville hende noget mere end bare at snakke? og tilbyde hende blod så hun ikke skulle helt ud i skoven efter det?

Skulle hun sige ja, tanke nåde kun lige være der før hun træk den væk igen.
"Ehh" hvad skulle hun sige? Hun overvejede at sige tak for tilbudet og bide ham.

Hun friste over sig selv, så usikker havde hun ikke været længe, det seriøse blik forsvandt.

Hun åbnede munden og lod tænderne komme frem, slikkede sig omkring dem.
Hun løftede hånden og førte den mod hans hals.
Hun blinkede og fandt ud af hvad hun havde gang i og rystede hovedet og gik lidt tilbage.

Hvad?! skete der lige?! Hvorfor?! Hvad i al verden forgik der?!

Han skader ikke kvinder, og ikke især smukke kvinder...Syntes han virkelig hun var smuk? Hendes øje, hendes jakke så også slidt ud. Hvad tænker jeg nu over!? Det er en morder der står for an mig?! tænkte hun..

Hvordan kan jeg tænke over simret han giver mig?!

"Takker for de kære ord"

Havde hun lige sagt det?!
Hun fandt et smil frem og søgte hans øjne.

Da hun kom tæt på ham smilte han svagt. Hun lå op til att ville bide ham, men uden videre tøvede hun, trak sig tilbage. Hun var bange for at sætte tænderne i ham, et sted forstod han hende godt, men man kunne se på hende at hun havde brug for blod og inderst inde var han ligeglad om det var hans, eller om det var en andens var han ligeglad med.

" Du skal ikke være bange... Jeg gør dig ikke noget.. Ja jeg presser dig til det og det er jeg ked af, men du bliver nødt til at få noget blod:: Der er langt til skoven" sagde han og så på hende med et roligt blik. Han havde ikke tænkt sig at give op.

Han vidste godt det måtte være underligt for hende at en komplet fremmed bare uden videre tilbød hende noget af sit blod, men det havde han gjort flere gange dog til andre. Han havde altid været en gentleman, især overfor kvinder også dem han ikke kendte.

" Min kære.. Du har brug for det.. Din krop bliver svagere, hvis ikke du snart får noget blod i dit system" sagde han og gik op til hende igen og tog hende ind til sig " Her... Bid" sagde han inden han lå hovedet på skrå så hun bedre kunne komme til hans hals.

Hun kunne komme til hans hals uden det mindste problem nu.
Hvad tænke han på! Hvorfor havde hun så stort behov for blod?! Måske var det dumt hun havde van til at drikke så tit som hun gjorde for tiden.

Hun var ikke i en underjordisk tempel mere, Hvor det var svært at komme til blod, Havde hun blod på sig?! Nej! Havde hun ikke haft siden hun kom hjem.
Frisk blod var også bedst.

Kommende professer Zhadalina, Ha! Jeg er ikke vær den title hvis jeg ikke kan holde mig fra blod fra mennesker, Nej vent, Han er ikke et menneske! Ved ikke engang hvad han er!

Et par tåre løb fra hendes øjne, hun følte sig svag, Mærkeligt, hun fik blod i går! men den metode han snakkede på, gav hende mere og mere lyst til blod! Hvordan kunne hun lade manipulere. Men hun kunne ikke mere, hun følte sig alt for svag, Han var jo sød nok til at give sig til hende ikke?

Hun bøjede sig lidt frem og træk sine tænder frem, og træk sig på hans åre og ventede på han gav hende lov.

Hvad havde hun gang i, Hvorfor havde hun så svært ved at stoppe sin krop?!

Han smilte tilfreds for sig selv og nikkede kort " Bid" sagde han og gjorde sig klar. Egentlig vidste han godt de tikke gjorde så ondt som folk gik og troede, hvis bare man slappede af gjorde det slet ikke ondt. Han ventede spændt på hun lod sine tænder glide gennem hans hud og ind i hans åre " Kom nu smukke" sagde han og smilte kort igen ingen han lukkede øjnene.

Han havde hende i sin kontrol, han kunne få hende til lige hvad han lystede. Hun var jo imod at tage blod fra 2 benede væsner, men han havde fået hende til at ville bide ham. Det skulle nok blive sjovt.

" Hvis du bider.. Skal jeg nok love at være sød mod dig.: Jeg vil med glæde være ham der kommer med mit blod til dig" sagde han og stod stadig med hovedet på skrå og ventede på hendes bid.

Hele verden var blevet uklar..Hendes focus var væk, blod, blod, blod.

Hvad var der galt! Hvorfor kunne hun ikke tænke klart! Hun vidste hun ikke tænkte klart! Men hvad skulle hun gøre ved det?! Hun sad nu med tænder lige ved siden af hans hud?!

Hvorfor blev hun så påvirket af hans charme?! Længe siden hun havde været så tæt på nogen hun ikke arbejdede sammen med.

Han sagde bid, Noget var galt! Hendes focus kom langsomt tilbage..Hun træk sig væk fra ham, hun virkede svimmel.

Hun faldt ned på sine knæ, hendes tøj og hår var gammenblødt nu, nu var ikke så sulten som hun selv regnede med, men alligevel ville hun meget gerne have blod fra ham.

Hvorfor skulle han være så charmerende, og så lokkende?!
Nogen tåre faldt fra hendes øjne.
"Nej...Nej! Jeg vil ikke..Nej!"
Hendes minder var gået i en slå, og tårene faldt fra hendes øjne.
Hendes tænder var stadig fremme, hun ville meget gerne bide ham, men hendes minder holdt hende tilbage, bare hun kunne huske minderne..Det ville hjælpe hende.

Han så på hende idet hun faldt til jorden og satte sig derefter ned på hug til hende " Min kære.. Det skal nok gå... Det er minderne fra dengang du var menneske der holder dig tilbage ikke sandt?" sagde han med et svagt smil. Han vidste bedre end nogen anden hvordan minder kunne holde en tilbage, han havde prøvet det mange gange. Han låå kort en finger under hagen og løftede hendes hoved op. Hun græd jo... " Oh min skønne... Ikke græde... Det skal nok gå alt sammen... Er det tanken om at lade dine tænder pirce min hud?" sagde han og brugte sin anden hånd til at tørre hendes tårer væk, trods man ikke kunne se hvad der var tårer og hvad der var regn.

Han prøvede at hjælpe hende med at komme op og stå " Hvis det er tanken om dine tænder gennem min hud kan jeg gøre det nemmere for dig, hvis du vil have det " sagde han og smilte blidt til hende. Han tog hende ind til sig holdt hende oppe, så hun ikke faldt ned på jorden igen " Måske burde vi finde et sted, hvor der er lidt læ" sagde han og så over mod en gyde. Egentlig havde han ikke ret meget lyst til at gå ind i den gyde, da det kunne gå galt og det ville han ikke tilbyde hende, når hun havde det så dårligt i forvejen.

" Jeg ved hvor der er et sted.... Lidt her fra er der noget der ligner et gammelt busskur... Der er der læ" sagde han og smilte kort til hende. Han skulle nok løfte hende hele vejen, hvis det var det der skulle til for hun kom der over sammen med ham. For han kunne ikke efterlade hende her midt i regnen. Jo det kunne han nok godt, men eftersom hun var i den tilstand hun var.. Ville det være mord.. Og det var mod hans principper at myrde kvinder.

Han hjælp hende op..Hvorfor det, Hun friste af at han troede at det var et menneskeligt minde der holdt hende..

"Okay lad os gå ud i bus skuret, så skal jeg nok fortælle dig hvorfor jeg ikke bider, men takker for hjælpen"

Hun støttet sig til ham og skubbede sig væk fra ham.
"Men jeg kan godt gå selv"

Han var meget svær at blive klog på, hvad ville han, han var høflig, charmerene, og noget i alt det han sagde fik man lyst til at gøre.

"Håber du kan huske vejen i mørket, da jeg ikke har været i byen ret meget siden jeg var menneske"

Hvorfor følte hun at han skulle vide det? Der var et eller andet ved denne mand der fik hende til at..Føle sig tryg ved ham, og samme tid noget der gjorde det modsatte.
Hun ville finde ud af hvad det var før hun fandt en løsning på sit blod problem,
Havde hun stadig flasker i sin lejlighed? Hvorfor kunne hun ikke svaret på det! Hun havde meget svært ved at tænke klart, hendes minder kom frem igen og igen, det holdt hende for at få svar på mere simple ting.

Han himlede med øjnene, så meget for at være rar overfor hende og dette var takken... " Javel my lady" sagde han og så rundt i mørket, han kunne sagtens se i mørket, han var vandt til at gå inde i skyggerne, hvor det også mørkt, hvorfor skulle dette normale mørke så være et problem? " Så følg med" sagde han og fnøs kort inden han begyndte at gå. Hvis hun ikke ville have noget af blodet var det hendes egen skyld. Hvis hun faldt om af sult skulle hun ikke komme til ham.. Han havde forsøgt at gøre sig, men det havde så ikke hjulpet noget, da hun ikke tog imod hans tilbud.

Kort tid efter ankom de til busskuret " Hvad sagde jeg..." sagde han nærmest stolt, det var han dog ikke. Han vidste det lå der og havde været der op til flere gange. Han lod hende gå ind først og han fulgte trop efter hende. Da de var kommet ind og i læ for regnen så han på hende med et smil "Sig mig min kære... Hvad er det der gør du ikke kan bide andre?" sagde han undrende. Hun var den førte vampyr han havde mødt der havde sagt hun ikke kunne bide andet end dyr, men sådan havde man vel hver sin smag for blod.

Hun friste før hun svarede ham.
Hun gik ind i bus skuret og lavede en illusion der inde, hun nåede ikke engang kikker der inde før hun lavede sin historie i billeder.

"Jeg har arbejdet som arkæolog i en længere del af mit vampyr liv, vi skulle ind i et underjordisk tempel i Asien, med vi mener jeg, fem mennesker, en animagus og mig, de vidste hvad jeg var, og mine færdigheder gjorde det meget nemt for mig at komme omkring der inde, og det var mørkt og koldt.
Vi havde været i der nede i fire dage, da det ene menneske faldt ned i en kløft, jeg hoppede ned efter ham og fik fat i ham, og fik fat i kanten igen.
Jeg kom op med ham igen, først der opdagede jeg at jeg havde tabt min taske.
Jeg gik i panik, animagusken var den eneste der kunne huske hvad jeg havde i tasken så han blev også bange. Menneskerne kunne ikke huske det og tænkte det var et heldigt det ikke var en taske med arkæologisk udstyr eller min notebook, nej hvor tog de fejl, og vi havde fire dag til overfladen, jeg havde ikke fået blod dagen før, og jeg havde lige tabt min taske med mit blod.
Jeg kan ikke huske ret meget mere end noget jeg havde skrevet i min notebook"
Illusionen laver nu alt sort ud over en væg derinde, den blev hvid og text kom nu frem på den. "Husk Zhadalina! Det var dem! der sagde det var vigtigere du overlevede, du forslog at du forsøgte at komme ud, men de sagde at du havde lov, og ingen af dem gad blive vampyre, men ingen af os vidste hvordan du ville være efter to dage, vi var her nede i noget kun længere for det gik for galt"

"Mere kan jeg ikke huske fra turen, sådan går det hver gang, mindst en dag forsvinder fra mig når jeg drikker blod fra mennesker, eller lignede."
Hun kikkede rolig på ham og fjernede illusionerne.
Først nu kikkede hun omkring sig, da man kunne man se hvad der var her inde nu.

Han så på hendes billeder hun dannede ud af ingen ting " Så forstår jeg... " sagde han og så på hende med et svagt smil. Det måtte have været hårdt for hende "Zhadalina.. Sikke et smukt navn.. Det passer til kvinden som bærer det" sagde han og lod en hånd glide over hendes ene kind. De begge to var fuldkommen gennemblødte, deres tøj, deres hår og alt andet. Han tog hende ind til sig og lænede sig ned mod hendes øre " Zhadalina... Du må gerne bide.. Jeg gør ikke modstand" sagde han og bed hende kort i halsen. Det var ikke fordi han hade de typiske vampyrtænder, men man kunne godt mærke hans tændere var skarpede end menneskers.

" Bare rolig... Jeg bider dig ikke... Vampyrblod er ikke min smag" sagde han og lod kort sin tunge glide op af hendes hals op til hendes øre " Med mindre du vil have jeg bider" hviskede han intenst ind i hendes øre og trak sig så væk fra hende. Han legede med ilden lige nu, men han var ligeglad. Der skulle noget udfordring til og hvis det gik helt galt havde han en flugtvej... Skyggerne. Og han brugte den gerne, han kunne bare ikke gøre det inde i skuret, da der ikke var en eneste skygge, men uden for, der var masser, men det ville være synd at efterlade en skønhed som hende alene ude i gyderne.

" Sig mig... Hvorfor endte du egentlig herude?" spurgte han og så undrende på hende " Vampyrer som jager i skoven går aldrig gennem gyderne" sagde han med et hævet øjenbryn. Han skulle nu ikke spille for smart. Han var ikke i gyderne normalt heller, kun hvis han havde en aftale med Shiro, som han havde idag, men Shiro brændte ham af og skred igen, hvilket fik ham til at møde hende. Og her står de nu i et busskur i læ for regnen.