Such a mess /Alecia/

Tid: Omkring en 22-23.
Omgivelser: Rolige, der sker ikke en skid om natten mere.
Vejr: Smuk sort nattehimmel, en smule skyet men det er ikke slemt. Og blæst, selvfølgelig.

Jay sad for sig selv, på en bænk ved havnekanten. Han havde egentlig bare brug for luft, og stedet her lå ikke mere end en kilometer eller to fra hans nuværende hjem. Han var kommet her tit, det sidste stykke tid. Blæsten sørgede for kulde, og udsigten over bådene og havet var vidunderlig- og hvis han vente sig om ville han se havnegaden, med de små restauranter, og butikker med billigt bras. Der var så stille om aftenen, og det var dejligt at opleve dette, i forhold til den normale stressen og myldren. Han sukkede, skruede op for musikken fra hans ipod, og trak hætten længere ned over hovedet.

And for you I keep my legs apart
And forget about my tainted heart
And I will never ever be the first
To say it's still a, Game over

Han nynnede langsomt med på melodien, fra det remix han nu engang hørte. Han var blevet glad for ny musik på det seneste, og han var egentlig ikke glad for så meget. Og ellers, så sad han bare.. afventende, på at noget skulle ske. Selvom han nok ikke vækkede særlig meget opsigt i det sorte tøj, og hans vest. nok tværtimod. Han rystede på hovedet af sig selv, med et smøret grin. Dumt...

"For helvede!" Den hæse stemme skar sig igennem den ellers så lydløse aften. Ejeren af stemmen, var vel cirka lige så dyster som natten, eller hun virkede i hvert fald sådan ud ad til.
Alecia kiggede frustreret på lighteren, hun før havde bandet af, rystede den og prøvede så at tænde den igen, men den nægtede at gøre, som hun befalede. I raseri kastede hun den mod jorden og trampede på den, fuldkomment ligeglad med, om der skulle der være nogen der så hende.
Hun fortsatte sin aftentur, noget der nærmest var gået hen og blevet en vane; bare at vandre rundt i de tomme gader, nyde stilheden, ingen mennesker, ingen tanker, ingenting.
Hun stoppede dog brat op da hun kom ud for enden af en gade og det viste sig at den mundede ud i havnen. Hun havde faktisk aldrig været i denne her del af byen før, - utroligt nok, eftersom hun havde været her i godt 100 år. Den kølige aftenbrise, der blev trukket ind fra havet legede med hendes hår, hun lukkede kortvarigt øjnene og nød det. "Stilhed." sukkede hun for sig selv.

Jay åndede dybt ind, og mærkede duften og smagen af salt indtrænge hans næsebor og mund. Det var køligt og gennemborende, og noget man umuligt kunne sige, ikke var forfriskende. Han lod sine fødder bevæge sig i takt til musikken, stadig med blikket naglet mod havet. Bådene rokkede i takt til bølgerne. Det gav en del at tænke over.
Havet var så stort og så magtfuldt, så mystisk og vidunderligt. Det bragte så meget liv, mens at det stædigt hev flere tusinde liv til sig igen. havets cyklus...

Han sukkede for sig selv, endnu engang. Hans tanker flød usammenhængende, han havde vel egentlig brug for en kop kaffe og en smøg, og nogen der kunne fortælle ham nogle straight up facts. Han var træt af at filosofere og undre sig, han var træt af det stille vejr, og de stille mennesker, som gik forbi med varsomme blikke. Der skete ikke alt for meget omkring ham, og det var trættende. Han lænede hovedet tilbage og bænkeryggen, og lukkede sine øjne.
Hvad kunne man gøre... Det var vel bare at vente. Tålmodighed havde han massere af.