Hjemsøgning af kirkegården

S: Kirkegården
T: 01.00
O: en masse gravsten, os Ailince, en krypt
V: mørket og overskyet
D: en gang i marts

Skyer dækkede den mørkede himlen så månelyset ikke lyset kirkegården op, det gør den mere klam og uhyggelig en normalt, kirkegården var ikke uhyggelig om dagen , men når aften tid kom op begyndte spøgelserne at blive gennemsigtig og uhyggelig, den mange ensom gravsten som stod på denne kirkegården stod på række og vis du nærmede dig dem kunne du se at en af dem stod der Ailincde Withson, og som hilsen fra familie stod der , lad os håbe hun enlig for fred, Ailince læst sætning om og om igen, et smil kom over hendes læber, hun sad på krypt tag som var lidt usikkert af alle årene, men det gjorder ikke hende noget, Ailince kunne ikke ses, da hun ikke ønskede at bliv set

En mørk skikkelse bevægede sig langsomt forbi gravstenene lidt derfra. En høj dyster langhåret skikkelse med bevægelser, som om vedkommende fløj. Igennem det sorte lange hår var der et marmorhvidt ansigt og et par matte søgende øjne og en tillukket mund. Han kiggede ned på gravstenene.. læste dem imens han passerede dem, som om han selv ikke var noget der havde kontakt med jorden og dets mennesker. Egentlig var han jo bare en udød. Et omvandrende islig med makabre øjne og et smil, som kunne vække de døde til live igen.

Ailince blikkede vendt mod person, *hmm* tænkt hun mens hun kiggede undersøgende *hvad mon han skal her* hun havde genkendt ham, han vidste ikke engang at hun ikke kunne for hvile overhovedet, hun holdet sig usynlig stadig for ham og det mørke hjælp, man kunne heller ikke mærke hun var til stede, hun var lidt nysgerrige på hvad han vil her

Skikkelsen satte sig på en stenbænk på en centreret plads. Han lod sin bekloede hånd skyde tilbage igennem håret, så det lyse Ansigt atter blev synligt. Ahngel. Ahngel Mort De Sang. Voksen og velgående.. ifølge sine slægtninge. Kiggede han tilbage i sit liv, vidste han at det her var den sørgelige slutning. Klaldromanen som endte i død og nedslåning af hovedpersonerne. Opgivet og indfindet. Han var mentalt en helt anden person nu. En blanding. Det eneste han havde beholdt fuldkommen.. var navnet.

Ailince så undersøgende på ham , *han ligner sin far, utrolig meget* tænkt hun og lagde hovedet på skrå *alt* tænkt hun , hans udtryk, udseende og udstålende, han var blevet alt det som han ikke ønskede at havde blevet, men hun opdagede han han virkede okay med sin forandre *sjovt, ser ham stadig i min øjne som han var, men kan se han er blevet anderledes, en anden person, han ser tilfreds ud" tænkte hun , hun lagde sig ned og smilede af sin tanker *jeg vidste godt han vil ende sådan, det det kom ikke bag på hende* tænkt, hun holdet sig ude af syne *men hvad vil han her* tænkt hun, på hendes gravsten var hendes familiemærke og et billede af en 16 året rød håret pige

Ahngel rettede sig op, virkede pludselig irriteret. Han tog sig til hjertet et øjeblik og lukkede øjnene idet han hviskede. "Det er ved at blive uregelmæssigt igen, Lu.. Jeg kan ikke blive ved med at holde fast i det. Hvis det ikke er muligt at gøre dem lige, kan du så ikke få begge fjernet. Min krop kan ikke klare de stridigheder længere." sagde han, som talte han til en person der ikke var tilstede. "Hvorfor mærker jeg stadig DEM.. de følelser.." sagde han nu næsten aggressivt. "Han fik hvad han ville have, kan du så ikke bare fjerne..MIG!"

Ailince hørte det hele *Indre smerter, forfølgelser* tænkt hun og lå nu i flyvende over krypten , hun var nu synlig, men man vil normalt ikke kiggede der hvor hun var *han ser udetil at havde det hårdt over hvad dog* tænkt hun og tænkte ikke på sin egne dø *han virker ellers til at havde taget alt væk fra sig, men der er noget småt tilbage, og det lider* tænkt hun hvad tænker hans far, hun huskede pluslig sin dø og rystede tanken væk *okay okay* Ailince sendt en sommerfugl ned til ham den sætte sig foran Ahngel, den minde om Ailince, hun vil se hvordan han tog det andet at noget minde om hende, hun gjorder det af vagtsomhed, hun tænkt ikke over han kunne se hvor sommerfugl kom fra og hun kunne ses, men hun var ikke gennemsigtigt lige nu

Ahngel stirrede tomt ud i luften da sommerfuglen kom ned foran ham. Hans røde øjne spærredes op og han stirrede lidt længe på den. Tøvende.. ikke sikker på noget ligepludselig. Et ansigt der hverken tilhørte Ahngel eller hans far. Et kort udtryk, som var han bange, men holdt det inde. Han knejsede kort nakken opad, uparat til at se hvad der var deroppe. Hans mistanke var rigtig. Et minde så stærkt at det næsten skar sig igennem, hans hoved med lange klageskrig. Ailince..

Ailince øjne sad på Ahngel *opdaget* tænkt hun men der var noget over hende som sagde hun ikke var i live mere udover gravsten , men hendes udseende det var mere engel artigt mere helliget , det kunne ikke forklar med ordre *ser man det, han kiggede op på mig* tænkt hun sommerfugl flyv op til hende og lagde ikke på hende men nærmer gik ind i hende, hun så på Ahngel, hendes ansigt udtryk var det samme , blid, kærlig og roligt, hun havde aflæst han blik , hun åbnede munden og skulle til at sige noget

//må logge.. skriver videre en anden gang//

//okaay //

Ailince øjne sad på Ahngel *opdaget* tænkt hun men der var noget over hende som sagde hun ikke var i live mere udover gravsten , men hendes udseende det var mere engel artigt mere helliget , det kunne ikke forklar med ordre *ser man det, han kiggede op på mig* tænkt hun sommerfugl flyv op til hende og lagde ikke på hende men nærmer gik ind i hende, hun så på Ahngel, hendes ansigt udtryk var det samme , blid, kærlig og roligt, hun havde aflæst han blik , hun åbnede munden og skulle til at sige noget

Ahngel rejste sig brat op fra sin siddeplads og trådte et skridt tilbage. Hans blik var fyldt med desperation og måske en lille tråd af sindsyge. Han trådte endnu et skridt tilbage med sine nu aflange kattelignende pupiller rettet imod hende. "Nej.. Ikke igen." sagde han og lagde hånden op foran hans hjerte.
Hvorfor...?
Hvorfor..?
"Hvorfor bliver jeg ved med at se dig!!" råbte han så desperat. Fugle fløj fra deres grene i hans metalliske råb, som om det slet ikke kom fra ham. Kun det fustrerede ansigt og de blottede tænder i takt med et truet åndedrag.

Hun sukkede over han ikke troede hun var der "nej ikke igen" sagde Ailince, hun bevægede sin mund rigtigt , men hun flyv ned og sad på sin gravsten, hun lignede pigen på billede ikke en dag ældre , hun kløede sin kind "Det ser ud til du har svære ved at finde fred end mig" påpendge hun, hun havde ondt af ham "Ahngel, rolig nu, fald ned" sagde hun , hun vidste på denne måde vil de ikke kunne havde en samtale overhovede

Ahngel var nu stille. Hun havde talt til ham? Det havde hun ikke før. ikke de billeder han havde haft.. Ikke igennem alle de blodruse eller drab. Hver eneste gang føltes det som om hun havde betragtet ham tavst, aldrig sagt noget til ham.. Det var egentlig bare hans sanitet der var væltet delvist over styr.
Han var stadig tavs, men stirrede på hende på samme måde. Var det hende?
...død..

Ailince nikkede til ham så han blik og kløede sin kind "kan forstå, du ikke tro jeg står her, men er dø" sagde hun og hun bliv sidden på sin gravsten , hun var ikke gennemsigtigt og vis han rørt hende vil hendes krop være der og hans hånd vil ikke gå igennem hende, hun så mod ham "men du har forandre til det jeg troede der vil ske Ahn" sagde hun

Ahngels ansigt lyste op i et øjeblik da han hørte det. Sit gamle kælenavn.. Han sænkede skuldrene og i et øjeblik, lod hans øjne til at være isblå. De blev dog hurtigt røde igen da han bevægede øjnene op. Stadig så ung hun var.. død som seksten årig.. Ahngel lukkede kort øjnene. Minderne. Billederne... det var alt blandet sammen. Kunne han overhovedet huske hvordan...? Havde han?
Han trådte et par skridt frem, så han stod foran hende.. stadig stirrende. Han løftede sin marmorhvide hånd idet han rørte hendes arm med et tavst, men stadig fustreret udtryk. Hun var der.

Ailince så på ham med et blidt blik og da han næmmede sig hende lod hun ham kom tæt på og rør hendes hud, den var kold, men blød og bekendt, som den var ingen hun død, hun smilede venlig "Tror du på mig nu" spurgte hun og hendes stemmende var som altid, blid, kærlig og varm, hun frygtede ham ikke og eller hvad hun selv var blevet "jeg er her"

Ahngel tog hånden til sig og bevægede derefter blikket op på hende. Kun en tanke fløj igennem ham.. Hvad var der sket. Havde han gjort noget..
"Jeg.." prøvede han. Det var underligt at se hende på den måde. Stadig en pige imens han havde fået krop som en nærmest voksen. Han betragtede hende længe.

Ailince så mod himlen og sukkede , men så derefter på ham og smilede blidt "hvad med dig" spurgte hun og ventede på resten,hun rakt hånd op mod ham og rørt hans kind, hendes bevægede og berøring var det samme men deres hud var samme temapartur, hun stod nu op foran ham, et lille 16 året pige, ingenting på det ynder var forandret, andet man kunne se hun var død, hendes blik var engel artigt

"Hvorfor..." sagde han så og bøjede hovedet lidt, så han så direkte på hende. Han var højere end hende.. Han havde altid været en af de højeste.. stadig tynd og lettere ranglet, men nu bare med sin fars udseende.. næsten. "Hvorfor er du død?" sagde han så, stadig stirrende, men nu havde fustrationen fortyndet sig.

Ailince sukkede "vil jeg ikke fortælle" sagde hun og vendt ryggen til, hun var forsvundet på deres 6 år på potterskolen, hun så mod himlen "Og er det ikke lige meget" sagde hun og hoppede på på sin gravsten og var nu på højte med Ahngel "jeg er dø" sagde hun , der var ikke tegn på smerte over ordet, hun røret igen hans kind "men hvorfor lider du så meget" spurgt hun "Når os du suger blod" hun havde holdet øjne med ham de år hun havde været død

Han gippede kort og trådte tilbage. "Jeg lider ikke!" sagde han lettere sakastisk. "Jeg har aldrig haft det bedre." det var tydeligt hvordan hans fars blod havde indvirket på ham.. Gjort ham ude af balance.. ødelagt hans censurinstands og ladet hans Id få frit løb. Ingen hæmninger eller barrierre.. nærmest. En løgn..
Han stirrede stadig på hende.. Hvordan.. hun skulle jo ha vokset op, fået børn..
Så ung...

"Ahn ved du har tag din far til dig og i er i balance men den side som der er dig lider , af ensomheden gætter jeg og alle de minder" hun bliv stående på sin gravsten , hun var blevet anderledes hende balance var blevet beder, hun rystede på hovedet "familie og børn bliver ikke noget til mig" hun smilede med et grin på læben, hun havde ikke noget mod at død så tidligt "Ahn"

Ahngels hånd rystede idet han holdt det foran venstre bryst. Han mærkede det pulserede. Croix De Lucy. Han blottede tænder i et arrigt udtryk. "Kald mig ikke det. Det hedder jeg ikke længere." sagde han. "Jeg hedder ikke Ahn... jeg hedder ej heller Gel." sagde han.
Bare Ahngel.. Ahngel..
Han sukkede så og så ned imod jorden. Brækket. I stumper og stykker. Frankrigs mægtige alfahan sunket ned i en mental brønd. Han havde altid troet at det ville gå over. At han kun skulle være én da det var overstået.