Forbandelse eller mirakel... bestem selv //Demetric//

Sted :: I Terre omkring Demetrics lejelighed
Tid :: Hen af aften
Omgivelser :: Få folk og tiltagende mørke
Vejr :: Det småregner

Med faste dog en smule usikre skridt bevægede en kvinde sig igennem gaderne på vej mod en meget speciel bygning med en helt speciel person indeni, eller det håbede hun da meget på, hendes krop var indhyllet i en form for kappe på grund af regnen, men det så ud til hun havde det dårligt alligevel da hun lige pludselig gav sig til at brække sig på åben gade. Efter den lille tur med kvalme gik Sonja videre mens hun fortsatte med at bande og svovle over hvor svært det var begyndte at være, hendes figur var den samme, men der var noget specielt igang som hun først selv lige havde regnet ud, hun skulle snakke med Demetric og det var for at sige det mildt ikke venlige ord der ville komme fra hende. Sonja og Demetric havde set hinanden under flere lejeligheder og det var egentligt underligt det ikke var sket før, men den tanke skød hun ud af hoved mens hun stillede sig ind i elevatoren med en vrede der pumpede i hende som flammer fra en dødende sol. Et lille pling afslørede at hun havde nået sin destination, spørgsmålet var bare om hun kunne få sig selv til at snakke med vampyren inden hun rev halsen åben på ham, men hun forsøgte at slappe af, det hele var jo ikke kun hans skyld og hvis hun skulle være helt ærlig kunne hun ikke sige hun var sur, nok snarre en smule chokeret over at det skulle være nu, med fast hånd slog hun på døren og ventede på at der skulle blive lukket op, i mellemtiden foldede kappen sig ind i hendes hud og man kunne se hendes normale hverdagstøj, der var intet at se på hendes krop selvom hun var i en vis tilstand, hun havde stadig den slanke figur, det smukke ansigt og de meget fremtrædende kvindelige kendetegn. Hvad skulle hun dog sige til ham... hvordan skulle hun dog sige det til ham, eller var det en dårlig idé at tage herhen til at starte med? For mange spørgsmål og ikke nok svar, nu stod hun her og der var ikke noget der kunnelaves om uden hun for altid ville bære skam.

Demetric sad som altid med snuden i en bog, efter flere ugers oprydning siden Sonjas sidste besøg, der havde været en hår omgang for hans lejlighed, der havde fået sig nogle knubs. Han forventede ikke at få besøg, og sad og overvejede om han skulle smutte ud, for at få noget at spise, men hans tanker blev hurtigt smidt væk, da der var en der bankede på døren. Han tøvede kort, og smed et gammelt foto ind mellem siderne som bogmærk. Han lage fint bogen fra sig på et stuebord, og gik ud for at åbne døren.
Han kiggede først overrasket på Sonja, som stod og dryppede lidt. "Hvad skylder æren?" Han trak let på smilebåndet og lod hende komme ind. Selvom han ikke ligefrem var den skarpeste kniv i skuffen til det med at gætte andres følelser, kunne han da godt mærke der var et eller andet galt, der bestemt ikke passede til hende. Han tøvede, og åbnede døren mere, så hun kunne komme ind. "Noget galt?" Han kiggede på hende, med hoved på skrå. Havde han nu gjort noget? Han blev straks letter nervøs over det. han skulle ikke have nogle flyvetur, som hun havde sent hans møbler på, og efter hvad han havde set på sine møbler, var de godt medtaget af hendes behandling. "Sååå ..." han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Normalt var han da ikke den nervøse type, men denne gang var han altså. Han var ikke sikker på hvad hun ville, men hvis det var sex? Så ville han, mildt sagt, blive overrasket.

Sonja stod der i noget tid og kiggede dumt på døren og da den endelig blev åbnet kunne hun ikke ændre blikket, så hun blev ved med at kigge fåret på ham i et øjeblik inden hun gik ind uden så meget som at sige hej til ham, hvordan i alverden skulle man fortælle sådan noget og så til en fyr der ikke ligefrem virkede til at han ville blive den bedste på hele jorden til denslags opgaver. Hun sendte ham for første gang et uroligt smil, hun kunne ikke se en dyt, men hendes blik var alligevel plaget af noget der ikke virkede til at plage hende normalt som den ånd der besatte hende, det var noget helt andet og i et vidst henseende kunne man vel også kalde det hun bar rundt på en besættelse som var mindre planlagt end den hun nu havde til at starte med. Hun satte sig ned i hans sofa og begravede hænderne i hendes hår mens hun svagt begyndte at græde god uden den mindste lyd kom fra hende, der var vel ikke så pokkers meget anden at gøre end at sige det ligeud, men det var så svært at det næsten var løgn, hvordan mond det havde været for dem i gamle dage hvor det havde været det rene selvmord at begynde på sådan noget, hun græmmedes ved hendes egen dumhed, men der var ikke meget at gøre når man ført stod med håret i postkassen var der? Sonja sukkede dybt inden hun langsomt åbnede munden og hendes ord virkede underligt højtidelige mens tåre begyndte at danse ned af kinderne på hende i stride strømme, "Demetric... jeg, du ved... jeg", hun så ud som om hun kæmpede med ordene og forsøgte at tage sig sammen, men havde overraskende svært ved det, "Demetric, jeg... jeg venter dine børn...", hun fjernede hænderne fra maven og fire meget tydelige sorte hænder der ligende en tatovering var aftegnet på hendes mave så de dannede en cirkel, hun kunne ikke forklare mere, men gav sig til at græde så hendes kinder blev helt røde af det.

Han var helt tabt bag en vogn, og slet ikke med på hvad der skete. Han lukkede døren bag sig, dem, og fulgte efter hende ind i stuen, hvor hun satte sig til at græde ... Han kiggede undrende på hende, og det hjalp heller ikke, da hun stammende begyndte at snakke, ikke før ordet "Dine" og "Børn" Kom ind i det. Han stod lidt, og var ikke sikker på helt, hvad der forgik, men han stod i et kort øjeblik i et chok. Han tøvede, og vidste tydeligvis ikke hvilke ben han helt skulle stå på. Det endte med at han satte sig ned, men så vidste han jo ikke hvad han skulle gøre Sonja, som havde et mindre vandflad fra hendes øjne. Han var slet ikke med, og endte med at tage blidt fat i hendes hage, og dreje hendes hoved, så de kunne kigge på hinanden, eller han kunne se på hende. Han havde bemærket tegningerne, men de var smuttet om i baggrundet, børn, og dine stod klart inde i hoved på ham. Det blev altså tvillinger? Han tøvede kort, og var slet ikke sikker på hvad han mere skulle gøre. Han havde aldrig været i denne situation før. For en normal nybagt far, ville man vel være glad, og det var han måske også, han vidste det bare ikke. Han stod og vidste ikke hvad han skulle gøre, så endte med at slippe hendes hage, og læne sig tilbage i sofaen. Meget hjælp var han ikke, så han måtte håbe, at det ikke var dette hun var kommet. Han ville klart hjælpe så godt han evnede, men mental hjælp kunne nok ikke hentes hos ham. Han følte efter noget tid han måtte bryde tavsheden, men han vidste bare ikke med hvad. "Vil du beholde dem?" Han var ikke sikker på hun kunne komme af med dem, men han blev jo nød til at spørge om det ene eller andet.

Sonja vrælede så tårene lå i en pøl på bordet foran hende, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun var ikke i stand til at opfostre børn og da slet ikke når hun var blind som en flagermus, dether ville jo kræve meget mere af hende end hun nogensinde ville være i stand til at give, dråberne landede med små plask på bordet så hun selv kunne høre at der efterhånden var meget vand i den lille pøl der havde dannet sig. Hun snøftede stadig da han tog fat i hendes hage, men så var det også som om at hun blev mere rolig igen og hun kunne tage sig sammen, hans berøring havde jo altid haft en form for effekt på hende som få andre havde formået at skabe, hun var overrasket over hvor pænt han tog det, hun havde forstået det sådan at mænd ofte blev enden vrede eller helt vildt glade når de fik sådanne nyheder, men det virkede mest af alt som om at Demetric ikke helt havde forstået hvor alvorligt det hele var, det var hans unger hun bar rundt på, eller inden længe bar rundt på siden det jo vel egentlig ikke kunne klassificeres som børn endnu. Sonja fik et vred blik og langede Demetric en lussing der snag til guderne om hvor vred hun blev og han ville kunne mærke den brænde på kinden i meget lang tid, "Hvad havde du regnet med, det ville være helligbrøde at ødelægge noget skabt af naturen og så noget så rent som børn og enda mine egne som er beskyttede af den mægtigste af ånder!", hun råbte, men halvejs igennem ordene begyndte hendes ord at blive grødet og hun begyndte igen at tude som pisket, hun greb hans hænder og lagde hoved på hans skulder mens hun hulkede videre, han skulle nok komme til at hjælpe hende så meget han kunne, det ville der ikke være tvivl om, men at gå så langt som til at kalde ham en mage var han ikke endnu også selvom han havde plantet børn i hende.

Man kunne ikke se det, og han sagde det heller ikke, men han var ret så imponeret over hendes evne tril at græde! Han havde aldrig set en kvinde der kunne græde så heftigt, men på den anden side, hun var jo ikke 'normal' retter sagt, så langt fra som muligt.
Han fik ikke rigtig gjort det ene eller anden, før hendes hånd kom flyvende igennem luften, så det kom et meget højt klask. Han kiggede overrasket på hendes vredes udbrud mens han sad og ømmede sig over hendes angreb. Det var den anden lussing inde for kort tid, men han fortjente dem vel begge? Sådan som man kunne høre Sonjas vrede. Han havde ikke gennemskuet Kajikas grund, men han havde også fået en på kæben af hende, så der måtte være noget.
Han kiggede ned på hende, da hun tog hans hænder, lænede sig op af ham, og græd videre, hvorfra hun havde sluppet. Han havde glemt hun jo var gammel, og havde boet i et bjerg, så det med at fjerne børn var jo ikke noget hun var 'vokset op med'. Så nej, selvfølgelig ville hun ikke af med dem. Det kunne han sige sig selv. Han trak hende forsigtigt længere ind, så hun sad bedre, og holdt om hende. Han ture næsten ikke sige noget igen, i skræk for der kom en til, af hendes velplaceret lussinger. Dog kom der et spørgsmål, der begyndte at presse på. Hun var jo ikke et menneske, så ville hun tage ni måneder om at føde, eller nærmere, hendes graviditet? "Hvor lang tid vare det så, altså til du skal føde?" Det lyd enormt dumt i hans øger, men han kunne jo ikke rigtig sige det på en anden måde end denne, ikke hvad han selv kunne komme på.

Sonja hulkede bare videre, men langsomt stoppede tårene i takt med at det gik op for hende at Demetric hverken var sur eller bange som hun havde forventet, hun var ikke sikker på hvad han var, men hun fik det dårligt med den lussing hun havde givet ham. Sonja tænkte over hvor lykkelig han skulle være over at hendes familie ikke levede længere for hendes far ville have tvunget ham til et helligt sted for at gøre ham til hendes mage, men til alt held var det flere tusinde år siden at han var omkommet. Hun snøftede stadig lidt mens hun løftede hoved fra hans skulder og begyndte at smile svagt, "Så du er slet ikke sur? Eller bare en smule bange?", hun var for at sige det en smule overrasket, men på den anden side også fantastisk lettet over at han ikke var gået amok eller bare havde skubbet hende ud igen for så aldrig at snakke med hende igen, men havde han prøvet på det sidste havde hun blæst døren af hængslerne og derefter sende ham ud af en af vinduerne og ned mod asfalten flere etager under dem. Sonja var ikke sikker på hun forstod hans spørgsmål... Fødte? det var da kun noget skovens dyr og mennesker gjorde, hun fik et underligt udtryk og smilede lidt større til ham, "Jeg føder aldeles ikke unger... Det er en ting der er forbeholdt dyr og mennesker... ikke at der er nævneværdig forskel, men min art har aldrig født unger", hun forventede at hun hellere måtte forklare den ikke ufarlige process det var at bringe børn i verden for hendes art, "Du kan se hænderne på min mave der former en cirkel, det er den de kommer ud af når jeg udfører min arts reproduktions ritual... er du med så langt?", hun smilede og havde samtidig bange anelser om hvordan det skulle gå hende, normalt var der 3 andre kvinder til stede med åndelige krafter som kunne kontrollere ånderne så der ikke kunne ske noget forfærdeligt i processen der varede omkring 15 minutter, men var noget af det farligste en kvinde kunne komme ud for i løbet af hendes liv". Sonja lagde mærke til at hun helt havde glemt hans spørgsmål og var begyndt at rable løs om noget andet, med et svagt smil sagde hun " Jeg kan udføre ritualet hvornår det skal værre... jeg har jo ikke som sådan dine unger i mig, de er nærmere med mig i åndeverdenen... men det vil være endnu en meget lang forklaring".

Han kiggede ned på hende og måtte smile. "Du kommer ind, sætter dig til at græde, forklare mig at du er gravid, er ved at slå mig ned, græder videre, jeg har svært ved overhoved at nå at tænke noget til ende." Han tænkte sig kort om. "Er ikke sur, eller glad, eller hvad pokker jeg nu skal være, bare overrasket over det, men jeg kan jo ikke rigtig tillade mig at blive sur, bange eller noget." Han lænede sig tilbage, og lyttede til hendes snak, og tyggede hendes ord igennem. Efter flere minutters tanke pause nikkede han så. "O-okay ... tror jeg har styr på den." Han smilede kort, før han begyndte at grine, og kiggede på hende. "Bare du selv kan finde ud af det, for jeg er totalt tabt." Han kiggede igen tænksomt op i vejret, før han krævede en forklaring. "Så når du ikke føder børn, som mennesker, og diverse andre dyr, hvad vil du så kalde det du fødder?" Hun kunne føde æg, og så børn, men tanken virkede en smugle ... underlig i hans hoved. Men der var jo ikke noget der rigtig var normalt. Han kiggede lidt på sin hånd og var stadig ikke helt med på det hele, men han følte han var ved at få fat på det hele, eller den lille brøkdel hun fortalte om, for rasten lå jo hen i det ukendte. Han satte sig bedre til rette og tænkte mere, og kiggede på hende, med et lille smil. "Jeg tror ikke helt jeg har fattet det hele, men drop at forklar mig det, for det kommer vel hen af vejen." Han ville nok ikke forstå det uanset hvor mange gange hun fortalte det, det var som at fortælle hele verden, at den ikke var som den faktisk var rigtig, man fattede ikke en brik af det uanset hvor gerne man ville, for det gav ingen mening i sin lille hjerne, som kun havde set det på sort og hvid.

Sonja kom til at grine da han sagde hvordan hendes første få minutter i hans lejelighed var gået, det havde ikke ligefrem den bedste ankomst nogensinde, "Undskyld Demetric, jeg har bare ikke lavet andet end at være bang for at komme herhen og fortælle dig det og jeg overvejede kraftigt om jeg skulle komme herhen, men jeg bestemte mig for at vores unger fortjente at vide hvor de kom fra og desuden kan jeg ikke udføre ritualet alene", hun smilede stort i lettelse over at Demetric ikke var gået amok eller havde sat sig til at tude lige så meget som hun selv gjorde. Hun tørrede sin øjne, Demetric havde nu i den korte tid de havde kendt hinanden været i stand til at bringe et smil frem på hendes læber ligemeget hvad hun havde gjort og hvor sur hun havde været, og nu sad hun igen og smilede piget til ham som gik over i en disideret latter da han spurgte om hvad hun kaldte børn, "Siden jeg er en Animagi ville mine børn blive kaldt for unger og hvis jeg skal være helt specific er det to ånder der får en ny chance og skal trækkes ud af åndeverdenen i form af to unger", hun standsede da hun kunne fornemme at man nok skulle have vokset op med den slags lærdom for at fatte noget af den, men ikke destro mindre gjorde hun da et forsøg på at forklare det enkelt for Demetric som nok var sat godt og grundigt af. Hun tog fat i hans hånd og lagde den på hendes mave med en kraft der ikke gav rum til at han kunne trække sig, han ville kunne mærke energi i form af noget der mindede om svage stød og hvis han tog sig sammen kunne han enda høre uforståelige barnestemmer, "Du ved, Animagi unger vokser hurtigere end menneskebørn, i løbet af meget kort tid vil de være i stand til at klare sig selv og så begynder deres aldersfremskridning at gå langsomt, det er vel naturens måde at beskytte dem på", hun smilede uroligt til Demetric som om hun havde mere på sinde som hun dog ikke vidste hvordan hun skulle forklare.

Han var taknemlig for at hun prøvede at fortælle ham det, men det hjalp bare ikke så frygtelig meget, men han var da ved at forstå det med unger, og ikke børn. "Er glad for du kom og fortalte mig det." Det var ikke så meget fordi han ville hade pludselig at få besøg af sine børn, men mere det at han gerne ville vide, hvad der var sket, hvis de nu havde mødtes på gaden, og hun så havde givet hende endnu en af hendes hårde lussinger, som tydelig kunne huskes. Han var lige ved at vælte ind i hende, da hun greb fat i hendes hånd, og trak den ned på maven. Hans første tanke var at trække sin hånd til sig, men han stoppede dog da han mærkede energien der stømmede ud der fra, og vendte ansigtet let væk, for at skjule det ubehøvlet smil der gled over hans læber, ved tanken om at hun kunne være en stikkontakt. Da han havde styr på ansigtet vendte han sig om mod hende, og smilede. "Hvad mon det bliver ... både køn og race? Men det ved du måske allerede?" En ny tanke dukkede op, med alle de andre tanker. Navn!?! Det var lige ved at slå ham af pinden det her! Hvordan klarede mennesker det dog? Gulp!

Hun fornemmede hans smil og kunne ikke selv lade være med at smile selvom det nok var over to forskellige ting, hun nussede ham lidt i håret og kyssede ham blidt på kinden, "Selvfølgelig ved jeg det, det er trods alt min krop der er deres forbindelse til denne jord... Det bliver to drenge", hun smilede stolt til ham og lod en hånd glide hen over den nye tatovering der som alle de andre hun havde rundt om på kroppen havde en speciel evne. Sonjas ansigt viste på ingen måde den rædsel der var i hende, den store ånd havde forklaret hende at hun var gradvid og hvordan det ville forløbe, den havde også fortalt hende at når hun bragte hendes unger til denne verden ville den ikke kunne holde hende i live, Sonjas død var derfor uungåelig, men hun turde ikke sige det til Demetric i frygt for hvad han ville gøre eller sige, det bedste hun kunne gøre var for øjeblikket at holde mund og lade være med at gøre ham mere nervøs end godt var. Sonja fik et tænksomt blik, "Med hensyn til deres racer er jeg ikke sikker, de kunne blive hybrider af os begge eller kun den ene eller den anden af os, men jeg tror vampyrgenet er dominerende hvis du vil have min ærlige mening", hun sluttede af med at smile drilsk og kyssede ham igen på kinden, "Du bliver en forfærdelig far", hun blinkede for at understrege det var for sjov.

Drenge ... Den skulle ligesom alt andet tygges urimelig godt igennem. Det var som om hans fjernede havde sat noget af farten af, eller han havde tabt den ene halvdel, så det hele gik langsommere. "Det lyder ikke tosset." smilede han kort, og lænede sig tilbage i sofaen, og prøvede for en gang skyld at slappe bare en lille smugle af. "vampyr gener, hehe." Han kiggede på hende, og derefter hendes mave. "Det bliver interessant at se." Han sad ubekymret, eller næsten ubekymret nu, og var ved at få tygget Far-titlen igennem. "hvorfor tror du jeg bliver så elendig?" Fnøs han. "Så må du jo vise hvordan det gøres." Han kiggede på på hendes ansigt igen, og smilede kort. Han havde aldrig set sig selv som far, men det tittede da langsomt frem. Jo mere han tænkte det igennem, jo mere rolig blev han ved det, og lod det ligge, hun ville af med ungerne så han blev jo far om han ville eller ej.

Hun smilede til ham, hendes tilstand gjorde at hun nærmest kunne få mere ud af energierne hun normalt kunne se og det virkede som om hun næsten kunne se hans ansigt rigtigt, et lille grin undslap hendes læber, "Jeg mente det heller ikke, du bliver sikkert en skøn farmand" drillede hun og prikkede ham på næsen, men hendes smil blegnede da han sagde at hun måtte vise ham hvordan det skulle gøres, burde hun fortælle ham at det var noget han selv måtte lære eller finde ud af siden hun ikke ville være der til at stå ved hans side andet end i ånden. Sonja sank en klump og det var tydeligt at der var noget der var meget i vejen, hun turde ikke sige det til ham og ikke mindst til sig selv, hun levede stadig med håbet om at hun ville overleve, men hver gang hun tænkte på det vidste hun hvor tydelige åndens ord havde været, hun ville ikke overleve deres børns skabelse ligemeget hvordan hun vendte og drejede det. Sonja holdt tæt med det da hun havde en bange anelse om at Demetric ville blive lige så bange som hende hvis hun fortalte ham hvordan det hele hang sammen, men hendes bekymrede ansigtsudtryk ville alligevel afsløre at der var et eller andet i vejen med det hele.

Han kiggede undrende på hende, da hendes smil forsvandt om læberne på hende, og hun sad yderst tænksom og bare stirrede ud i luften. Han støj hende forsigtig over kinden, og kiggede undrende på hende. "Er der noget galt?" Det var et yderst dumt spørgsmål, da han jo kunne se svaret.
Han blev pludselig enorm nervøs, selvom det ikke kunne ses på ham, da hans håndflader ikke ville blive fugtige som et normalt andet menneskes. Han sænkede blikket, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for der var noget der havde slukket hendes glæde, som vand på et bål. Han tog blidt fat i hendes hage, og kyssede hende på panden. "Fortæl mig hvis der er noget galt." Han ville ikke have sagt det hvis han vidste hvad hun ville svare, hvis hun ikke stak ham en løgn, som han alligevel ikke ville kunne se ville være en løgn, hvis den var god nok. Han var stadig i uvished, hvilke han ville blive meget glad for, når det kom til stykket.
han kunne ikke se at der skulle være et problem, måske med hospitalet, men alligevel, det så skulle det ikke undre ham, hvis hun selv kunne ordne tingene, hun var jo ikke svag, ikke hvad han havde erfaret. De havde dog ikke været direkte oppe at kæmpe, så den erfaring havde han jo ikke at trække på, men efter hendes slag, og hendes hårde sex kunne jo mere eller mindre bevise at hun ikke var et lille pjok man skulle passe på. Hvilke så nok heller ikke ville have ført dem så langt.

Sonja bed sig i læben og overvejede stadig om hun skulle forklare Demetric hvordan det hele hang sammen, på en måde ville hun gerne se om han ville blive lige så ked af det som hun ville blive havde hun fået at vide han skulle dø, men det var en lidt hård og ond ting fortælle bare for at få en reaktion, så hun tav et øjeblik endnu indtil han tog fat i hendes hage og kyssede hende i panden, hun krummede som altid tæerene når han rørte ved hende, det var vel vampyr charme så det battede. Sonja sukkede let og tog så fat i hans hænder, det kunne godt være han ikke kunne blive klam og fugtig i hænderne, men det kunne hun sandelig og ligenu var det forholdsvist modbydeligt, Sonja måtte adlyde hans ønske, han fortjente mere end nogen anden at få at vide hvad der ville ske når skabelses ritualet skulle ske (Hvilket kunne være så snart hun var klar og havde fået sagt det der skulle siges og prdnet det der skulle ordnes), hun bed sig igen i læben og tog så en dyb indånding, "Demetric, du må love mig du tager det roligt og ikke bliver hverken vred eller noget andet når jeg fortælle det der plager mig", hun så med de blinde øjne på ham, men man kunne fornemme det bedende i hendes tomme blik, "Jeg fik at vide af den store ånd at jeg var gravid og at det ville blive tvillinge drenge, men jeg fik også en ting mere at vide", Sonja sank en klump og hendes stemme blev mere og mere dyster, "Ånden forklarede mig også hvordan at min krop som et besat ikke vil kunne klare skabelses ritualet, den ånd der lever i mig vil dø og jeg med den, jeg vil aldrig se mine børn og det vil tilfalde dig at opfostre dem, hvilket jeg tror du nok skal klare fint" Sonja forsøgte at smile, men braste i gråd. Det hele var så forfærdeligt, hun havde aldrig rigtigt haft et moderinstinkt, men nu var det vækket til live som en brand i en oliebrønd, hun ville aldrig se sine børn og hele det hårde arbejde ville falde på Demetric skuldre, hun ville undskylde, men kunne ikke finde ud af hvordan så hun fortsatte med at tude.

Han lyttede tavst til hende, mens han stadig trak vejret som et normalt menneske, da det var blevet en vane, men det stoppede brat op da han forstod hvad hun sagde. Han kiggede tomt ud i luften, og vidste ikke hvad han skulle gøre, men sad bare helt stille, mens han forgæves prøvede at fordøje de ord hun havde sagt. Han kiggede ned på hende, da hun begyndte at græde. Han vidste stadig ikke helt hvad han skulle sige, så han forholdt sig tavs. Efter adskillige minutter, lænede han sig tilbage, og lukkede øjne. Han stønnede, og kiggede på hende uden stadig at vide om han skulle græde, eller hvad han bare skulle gøre af sig selv. Han overvejede at spørge om han skulle spørge om hun ville gå så langt, men hun ville vel nok bare uddele flere af sine slag, og det var ikke ligefrem det han manglede lige nu. Efter lidt tid, begravede han ansigtet i hænderne, uden stadig at vide hvad han mere skulle gøre.
Hun havde jo bestemt sig for at dø, så han kunne jo nok ikke tale hende fra det, og slet ikke på grund af hendes had mod det forslag med abort, alligevel måtte han vil prøve? Han tøvede, og trak vejret ned i lungerne. "Der er ikke nogen måde jeg kan tale dig fra det?" Han havde det ikke på samme måde som hun det hun havde i maven. Han havde ikke det samme forhold til dem, i hans øjne levede de endnu ikke, han kendte dem ikke, så havde ikke opbygget et forhold til dem.

Sonja lod stadig tårene trillede ned af hendes kinder, omend ikke så meget som før, hun havde troet at Demetrivarc ville have reageret anderledes fordi han var en vampyr, men det virkede til at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Stilheden var dræbende og for Sonja virkede det som om Demetric overvejede om han skulle flygte eller smide hende ud for at slippe for den forpligtelse han nu havde, hun forsøgte at stoppe med at græde, men hendes tåre ville ingen ende tage, hun lænede sig tilbage i sofaen ligesom Demetric og kom med et dybt suk, hun kunne mærke energierne i hendes mave tumle rundt som om de var oppe at slås med hinanden, hvilket i realiteten var meget muligt da Sonja kunne starte ritualet midt i hans sofa hvis hun havde lyst, men det ville være bare en smule grovt overfor Demetric som jo alligevel havde en speciel plads i hendes hjerte. Hun begyndte at køre hånden henover hendes flade mave og sige nogen ord på et sprog som Demetric ikke ville fatte, det var bare beroligende ord selvom det kunne lyde som en forbandelse i andre øre, men hun standsede brat da hun hørte hans spørgsmål og fik et uforstående ansigtsudtryk, "Nej Demetric, der er ikke noget du kan sige, jeg ville aldrig kunne tilgive migselv hvis jeg nægtede vores børn en plads i denne verden... Har du ikke nogen følelser for dine egne unger?", hun knyttede hånden for at give ham en på låget, men slap igen, hun ønskede ikke at slå på ham mere, det hjalp jo alligevel ikke en dyt at banke ham når han bare prøvede at få hende til at overleve, men nej sådan skulle det ikke være, det var hendes unger og de betød selvom de ikke var skabt endnu, mere for hende end noget andet måske bortset fra Demetric.

Han stønnede, og kiggede lidt på hende. "Jeg tror ikke vi tænker på helt samme måde, jeg vil ærligt indrømme at jeg vil fortrække dig ... ikke fordi jeg nok ikke ville kunne lide dem, men ..." Han rystede på hoved og stønnede. Han havde heller ikke forventet andet fra hendes side, som enhver anden mor, ville hun jo gøre alt før sine børn, heller dø end dem. Han skar en kort grimasse før han kiggede på hendes, og tørrede hurtigt nogle af hendes tåre væk. "Hvornår vil du så gøre det?" Han vidste ikke om det var godt at spørge om, men han ville gerne vide det, selvom han ikke ville blive glad, uanset svaret, for ungerne ville hun jo have. Han havde bemærket hendes hånd, der så meget faretruende ud, men han håbede ikke den kom nogle steder. Hans blik lå stadig på hendes ansigt og ventede nervøst på hendes svar. "Hvor lang tid vil det tage før de vokser helt op?" Han håbede ikke det tog for lang tid, for småbørn og ham?! Han kunne ikke forstille sig denne sammenhængen mellem det.

Sonja kunne på et vidst sted godt forstå hvad han mente, hvis han havde sagt at han skulle dø for at bringe nogen til verden ville hun også heller have haft ham, men dether var nu engang hendes børn og selvom han ikke havde et forhold til dem endnu kunne Sonja både mærke dem og næsten allerede fornemme hvordan deres ansigter så ud, hun ville ikke kunne bringe sig selv til at fjerne mærkerne på hendes mave for at lukke porten til denne verden, det ville være en forbrydelse mod selve naturen og hun ville aldrig få chancen for at få nye unger, nej dette kunne hun aldrig drømme om, det var hendes unger og de skulle få det liv som de fortjente selv på trods af at Sonja ikke var der og hele den største del af det tunge læs tilfaldt Demetric. Hun forsøgte at smile til Demetric, men det blev kun til en halvkvalt grimasse der mindede en smule om et smil, "Mange tak Demetric, men havde du været mig ville du også forstå hvorfor jeg vælger som jeg gør, dether er min chance for at føre min art videre og ikke mindst for at sørge for at mine unger får et liv der er mere værd end det jeg har ført", hun strøg en hånd henover Demetrics lår mens antydningen af et smil blev lidt større, "Jeg ved ikke hvornår jeg vil lave skabelses ritualet, jeg mente det var vigtigt jeg fortalte dig det før jeg gjorde det så du kunne tage dig af dem mens de endnu er for små til at kunne klare demselv. Jeg er ikke sikker på hvor længe det vil tage, men i løbet af 3 måneder vil de være så store som menneskerbørn der har levet i 7 år, men så vil aldersvæksten også begynde at gå langsommere til den til sidst næsten standser når de er omkring de 20", hun sukkede dybt, hun kunne virkelig ikke sige mere, det var alt hun havde læst og husket sig frem til omkring det med hendes arts fødsler, det havde jo været mere end 3000 år siden en af hendes slags sidst havde lavet ritualet, nemlig hende egen mor.

Han tyggede lidt på informationen. Han måtte snart begynde at skrive det ned, for ellers glemte han det lidt efter lidt. "Hvorfor tror du ikke, at du vil kunne få andre børn?" Han kiggede undrende på hende. Han var glad for at gøre, at det kun var tre måneder, hvor de var virkelig små, og at de så blev ældre. Han ville klart letter kunne tumle med en to drenge på syv år, end to på ... 2 år?! Han smilede kort for sig selv. Det var da også noget af bedste ved det, hvis det ikke var det eneste. Han havde stadig rettet mod hende, mens han sad og grublede over en masse andet. "Er der ... noget du vil have jeg skal sige/gøre eller noget til dem?" Han kiggede lidt på hende. Det var underligt at snakke om dette, da man jo normalt ikke kendte sin død. Han sukkede, og satte sig lidt op. "Tag det ikke personligt, men jeg kan virkelig ikke se grunden til det her." Det var klart ikke det her, han havde forventet, da han åbnede for hende.
Det var egentligt som at få enten døden, eller storken til at banke på døren, en blanding af dem. Han pressede læberne sammen, og var stadig ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, eller ikke gøre.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare det, men hun var vel nød til at gøre forsøget når han nu spurgte, "Jeg vil ikke være i stand til at få andre børn fordi hvis jeg kom af med dem jeg nu har i mig vil det være en forbrydelse mod naturen, ånderne ville aldrig tillade at jeg blev gravid igen af frygt for at jeg ville dræbe uskyldige igen", hun trak på skuldrene som om det var en selvfølge at man ikke var i stand til at få flere unger hvis man ikke ville have de første man blev skænket af naturen og den store ånd. Sonja vred uroligt hænderne da han kom ind på om der var noget hun ville give dem eller ville have ham til at sige til hendes egne børn da hun ikke selv ville blive i stand til det, det var grotesk at hun var nød til at sige ting til dem gennem ham fordi hun ikke selv ville være der til at holde om dem og elske dem som de fortjente at deres mor gjorde. Sonja tænkte sig om og kom så med et smil, "Giv dem min bog... den er fyldt med de opdagelser og fortællinger der gjorde min kultur stor, når de bliver store nok til at forstå det skal du fortælle dem hvor meget jeg elsker dem selvom jeg ikke er der, sig til dem at jeg vil være stolt af dem og at mit offer var så de kunne leve og bringe min arts storhed videre... men frem for alt skal du bare sige til dem at jeg elskede dem". Sonja fældede selv en tåre ved det sidste, men tørrede den hurtigt væk, det var ved at være for meget med alt det tuderi hele tiden.

Det lød forståeligt i hans i hans øre, som noget af det første, men det var da underligt at det var ånderne der skulle bestemme dette. Dog lod han det ligge, han forstod jo gennemgående ikke så frygteligt meget af dette så hvorfor skulle han så forstå dette? Han sukkede lysløst, og kiggede på hende, da hun fortalte hvad han skulle. Først forstod han ikke hvad hun snakkede om. En bog? Han havde ikke hørt hende snakke om nogle bog. "Hvilke bog snakker du om?" Han forstod ud fra det hun sagde, at denne bog måtte betyde meget for hende, siden hun ville give den videre. Det var ikke mange krav der var, og han ville uden problemer kunne huske dem. Han trak kort på smilebåndet ved det sidste hun sagde. Han ville være overrasket hvis hun ikke havde sagt det. Man kunne vel sige hun elskede dem mere end ham, da de ikke havde det samme forhold til dem.
"Der er ikke mere?" Han lage hoved let på skrå, og betragtede den lille dråbe der gled ned af hendes kind.
Han var endelig ved at få det banket ind i hoved, eller vende sig til tanken, som stadig virkede underlig og uoverskuelig jo mere han tænkte på det. Han havde allerede bestemt sig for at opfostre dem, han ville heller ikke have sagt det til hende, hvis han ikke ville, og han ville heller ikke kunne finde bare én grund til ikke at gøre det. Han vidste ikke helt hvordan han havde det til Sonja, for de var jo ikke som sådan kærester, gift, eller noget, men hun havde jo på en måde overtaget hans stille stående hjerte, på sin egen måde, som ikke var forbundet med nogle form for forhold, som sådan, men mere ... en glæde ved hende, ved at kende hende, og være sammen med hende og en sorg ved at hun ville forlade denne verden.
Når hun snakkede om ånder, at hun måske var en ånd, og hendes krop kun var en Skald? Ligesom de børn der ville komme fra hende, nogle kroppe med indre ånder i? Tanken var blot til forvirring i hans lille hoved, der snart ikke kunne klare mere på en nat. Han lavede ikke ligefrem hjernegymnastik når han var vågen.

Sonja kom til at grine, han anede jo selvfølgelig ikke hvilken bog hun snakkede om og hvor vigtig den egentlig var for hende, det var nærmest hele hendes sjæl i fysisk form, hun havde fået den noget tvivlsomme ære at skulle nedfælde hvad hun kunne om hendes folks kultur og den mere eller mindre forsvundne viden om både ånderne og de mange andre verdener som spillede ind i denne på en eller anden måde, for eksempel var der de to dødsriger som folk fejlagtigt mente måtte være himmel og helvede, for hvad der var himmel for den ene kunne sagtens være helvede for en anden og derfor var det endnu en misfortolkning af det som menneskene kaldte for kirken. Sonja lagde en hånd på Demetrics lår og smilede til ham, "Det er mit livsværk, den bog er fyldt med værdifuldt viden som vil komme vores unger til gavn, de kan vel se det som det eneste arvestykke jeg kan skænke dem for at de kan se hvem jeg er da jeg ikke har fået nogen billeder malet af mig i mit liv... Du ved hvilken bog det er når du kan se eller mærke den, den er fuld af ældgammel magi og ånderne ynder at sværme om den", hun blev lidt rød i kinderne som om det var en stor forglemmelse at hun aldrig havde fået lavet et maleri af sig selv, men nu var hun jo blind så det var begrænset hvad hun havde fået ud af det og det med fotografier anede hun ikke eksisterede. Sonja var ikke sikker på hvordan hun skulle bryde den korte tavshed, men til alt held spurgte Demetric hende om der var mere, hun fik et tænksomt udtryk og sad der lidt inden hun svarede "Hvis bare kunne sørge for at de bliver stolte af deres blod og den slægt de kommer fra vil jeg ikke spørge dig om mere", hun var ikke sikker på hvordan hun skulle forklare det, men hun havde vel i bund og grund stærke følelser for Demetric, men om de var gengældt var noget andet hun ikke var sikker på. Hun lænede sig ind mod Demetric inden hun kyssede ham på munden, det var som altid en dejlig følelse når hendes varme læber mødte hans og nede i hendes mave kunne hun mærke et spark af energi der viste hende et billede af hvordan de to små unger så ud i et par sekunder inden det forsvandt igen , hun vidste ikke om Demetric også havde set det så hun undlod at sige noget om det, "Ville du have noget imod at jeg udførte ritualet her? jeg er ikke sikker på en kold og klam hule med ånder overalt ville være et godt sted at skabe vores unger", hun smilede og lod en hånd køre igennem hans hår.

Han lyttede til hendes fortælling om bogen. Det lød ganske ... betryggende? Men det kunne han da godt gøre, han havde heller ikke nogle grund til ikke at gøre det. Han grinede over hendes snak om billeder der skulle males, det var jo så gammelt, selvom han selv var så gammel, var han jo fulgt efter i tiden, med sine øjne. "Hvorfor tager du ikke bare et billed, med et kamara?" Han lage hoved let på skrå og smilede svagt for sig selv. Det var virkelig sjovt at høre at hun snakkede om at male! Han måtte virkelig kæmpe for ikke at grine. Hun kom med endnu et krav, som han ikke ville kunne love at holde, da det ikke var op til ham selv at gøre dette, men han ville prøve. "Jeg vil ikke kunne love noget, men jeg vil prøve, jeg kan jo ikke bestemme hvordan de vil se på dig." Han smilede kort, og lukkede kort øjne da hun kyssede ham. Den dejlige følelse hun havde forplantet i ham, blev afbrudt med et brag.
Han kiggede ud i luften først uden at gøre noget, da han kæmpede for ikke at lange ud efter hende. Da han havde fået bekæmpet lysten rejste han sig op, og forlod lokalet uden et ord, mens han prøvede at dæmpe vreden der boblede inde i ham, samt tårerne der pressede sig på. Han forsvandt ind i et andet lokale, og smækkede døren i, med et højt brag. Hun var tydeligvis totalt forhippet på de børn, tænkte kun på dem. En snerren slap ud mellem hans sammenbidte læber da han lænede sig op af væggen, og lukkede øjne, mens han forgæves prøvede at bekæmpe følelserne der væltede op i ham som en flodbølge. Han var ikke sikker på om hun ønskede at gøre det nu eller senere, men blot tanken om dette var mere end han ellers kunne klare. Han mærkede til sin egen overraskelse en en rød tåre glide ned af hans kind. Han fjernede den med sin finger, og kiggede lidt på den, før han slikkede blodet i sig igen, men duften af blod hang allerede i rummet.

Sonja blev bange og holdt en hånd oppe foran hendes ansigt da hun kunne fornemme hans vrede og kunne føle hvor tæt han var på at slå ud efter hende, hun forstod ikke helt hvorfor han blev så gal på hende, havde hun gjort noget forkert der havde fået ham til at fare i flint ville hun have det svært med at tilgive sig selv. Selvom lysten til at flygte i stedet for at møde spørgsmålene var store kunne hun for sin egen og Demetric's skyld ikke lade være med at række hånden ud mod ham, men han forsvandt fra hendes indre blik og lyden af en dør der smækkede mødte hende lige så hårdt som et slag i ansigtet ville have gjort, intet forstod hun, men det var hendes skyld, det kunne der ikke være tvivl om. Sonja sad tilbage med stilheden og havde stadig hendes hånd rakt ud mod Demetric som ikke længere var i rummet, hun var forstenet og ked af det hun åbenbart havde sagt eller gjort som han ikke havde brudt sig om. Med en bevægelse der virkede meget langsom og næsten på grænsen til umulig kom Sonja på benene og vaklede på skælvende ben over mod den dør Demetric et øjeblik før var forsvundet ud af, hun kunne mærke at forskrækkelsen havde sat gang i noget hun ikke kunne styre og inden længe ville hun være ude af stand til at gøre noget der kunne få tingene på plads inden ritualet startede med eller uden hendes samtykke, hun bankede forsigtigt på døren og åbnede den med langsomt bevægelse, "Jeg er ked af det hvis jeg har gjort dig ked af det, det var slet ikke meningen at du skulle blive sur... hvis du hellere vil have jeg ikke skal være her må du sige det, for så skal jeg nok lade dig i fred", hun satte sig på hug og hendes smerter viste sig tydeligt i form af at hendes kinder blussede og sveden begyndte at pible ned over hendes pande, i hendes forsøg på at redde situationen prøvede hun at lyde munter og snakke om noget andet, "Hvad er et kamera og i så fald vil du tage et billede af mig?".