Time goes bye.. ~Stan~

Stan skulle lige til at svare hende igen. Bare for at se hendes reaktion. Men han gjord ikke noget. Stod der og gloede på et træ, som alligevel ikke så særlig interessant ud. Han lag sine arme over kors, mens han sukkede stille. Hvordan skulle han begynde det hele? Sådan havde det altid været. Prøver at bliv venner med Stan og du bliver ligesom frastødt igen. Samme rutine og Stan vender sig aldrig til det. Hvorfor skal ha altid gøre det? Når jo, fordi de ikke skal komme til skade, eller lå der noget bag det? Stan vender sig imod Amelia og ser dybt alvorligt på hende. Al hans humør fra tidligere i dag er forsvundet, og den glødende blik som han ellers havde haft.. var aldrig fundet sted. ”Du skal glemme mig når natten er over” sagde han. ”Du.. j.. du skal bare glemme alt om mig, okay? Der er ingen der hedder Stan mere i dit liv. Jeg er ikke din ven, eller noget der minder om det” Stan så oprigtigt ked af det ud. Som om han ikke vil have at det her skulle ske.. men det sker nu alligevel. ”Glem alt om mig.. alt. Så vil der ikke ske dig noget, og jeg vil være glad. For jeg vil ikke have..n..” Stan tav. Sagde ikke et ord til. Han vendte ryggen til hende, mens han prøvede at spille smart ved ar fnyse. Hvad det her skulle betyde.. var op til hende selv.

Amelia's ellers indre smil var nu også forsvundet helt. Hun fattede ham virkelig ikke lige nu. Hun ville ikke tro sine egne øre. Ville ikke høre på ham. Hun ville ikke tro alt det han sagde. Hun sagde ikke noget men stod bare der helt forvirret og ret så overrasket med sine arme hængende langs siden. Hun stirrede på ham mens at hendes hasselnøddebrune dådyr øjne var spærret en del op. Hun lignede ikke rigtigt sig selv. Eller jo det gjorde hun men det var ikke særlig mange der havde set hende på denne måde. Hun lagde sine ene hånd der nu var let knuget sammen mod hendes brystkasse. Ren refleks. Og hendes vejrtrækninger blev en smule mere tydelige. Sådan at man kunne høre dem bedre. Hun blinkede ikke en eneste gang. Men så alligevel løb en glitrende dråbe af vand ved over hendes ene kind fra hendes øje. Først da den forlod hendes hage vågnede hun mere op. Hun så lidt væk fra ham og prøvede at få blinket tårrene væk. "Så..så..du også bare en af..de idioter der.. Nej jeg..kan ikke sige mere.. Du forvirret mig starte" Hun bankede sig selv blidt mod sin pande mens at hendes blik stadig var rettet væk. Hendes lille spinke krop rystede pludselig en helt del. Dette kom virkelig bag på hende. Hun havde troet der var kommet et venskab ud af dette. Men han havde vist bare lavet skuespil. Hun lagde sine arme omkring sig hvor at hun så så mod ham igen. Så bare mod hans ryg. "Jeg..Jeg ahr virkelig bare lyst til at slå dig nu men sådan er jeg ikke.........." Nej hun kunne ikke finde ud af den her slags. "Kunne du så ikke bare have skredet i stedet for at står foran mig og fortælle mig det face to face.. Nok ville jeg føle en anden negativ fornemmelse men det ville squ have gjort mindre ondt..!" Endnu en gang løb der flere tåre ned over hendes ansigt. Hun ville gerne gå sin vej men hendes ben rystede så meget at hun ikke kunne gå. Hun kæmpede for ikke at knække sammen. Hun begyndte så at tage hans jakke af igen. Langsomt med rystende hænder. Da hun endelig havde fået den af smed hun dem så var over ham. Hun begyndte så at gå væk fra ham igen. Der var jo intet hun kunne gøre. Hun ville ikke kunne knæle og bede ham om at blive. Hun ville gerne have svar på alt dette her. Hun vidste ikke hvad han ville sige til sidst men hun havde forstået det som at han intet ville have noget med hende at gøre mere. Hun stoppede så op og hendes ben kunne ikke holde hende oppe mere. Hun faldt sammen men hun så sig ikke tilbage. Hun var ikke nået mere end 5 skridt væk fra ham. Dette var ynkeligt. "Hvorfor nu alt dette her??" lød det så endelig fra hende. Svagt men det var noget af det mest sikre hun havde sagt. Og det kunne høres at hun ville have svar..

Stan havde ikke ikke opmærksomheden imod hende. Selvom han havde vent ryggen til hende kunne han 'føle' hende. Han kunne fornemme hvordan en lille saltede tåre gled ned fra hendes øje. Hvordan hendes hjerte bankede og hvor forvirret og ynkelig hun var. Han var ikke overrasket over det her. Hun var ikke den første, vil ikke blive den sidste. Stan mærkede hvordan hans jakke blev kastet tilbage. Hendes ord, den måde hun sagde det på! Stan ville have følt sig dårlig til mode ved at såre hende på den måde. Men det gjord han bare ikke. Han synes bare det var ynkeligt vel viden, at det faktisk ikke var. Han havde sådan set ikke regnet med at hun vil græde. Græd hun fordi han ville forlade hende, eller græd hun fordi han sagde sådan noget? Se på det punkt forvirrede hun ham. Hun kunne ligesom være lige glad. Stan havde ikke venner, og havde heller ikke tænkt sig nogen. Og hun vil slet ikke vide hvordan han var på hendes alder. Det vil få hende til at skrige! Stan vente sig om imod hende efter hendes sidste bemærkning. Han havde løst til at svare på alle hendes spørgsmål. Dem alle. Hun skulle ikke gå hjem og tænke at han bare var en idiot. Men en idiot og en nar. Stan smilede stille, men stoppede dog da han så hende på gulvet. Han bukkede sig stille ned, mens han så på hende. ”Lad mig forklar. Det hele” sagde han, mens han satte sig helt ned. Han kiggede på himlen, mens han træk vejret dybt ind. ”Ja, jeg har nok forvirret dig fra starten, men det kan jeg ikke forklare. Jeg forvirre folk. Sådan har jeg altid været. Om jeg er en idiot? Det var et sødt ord, i forhold til det jeg plejer at blive kaldt af tøser som jeg også åbenbart knuser hjerter på” han holdte en pause, mens han tog sig tid til at betragte Amelia. Sød, lille og uskyldig? ”Jeg fortalte dig alt det her, fordi jeg ikke bare vil skride. Den sidste pige jeg gjord det ved..” Stan lo stille, mens han træk op i sine bukser så man kunne se hans knæ og en ordenligt bide mærke, som senere hen sikkert udviklere sig til et ar. ”Hun var en animagus! En hund!” Stan stoppede med at smile. ”Ikke fordi jeg ikke fortjener det, for det gøre jeg. Men jeg forstår mig bare ikke på jer piger” han så på Amelia og denne her gang forblev hans blik på hende. ”Jeg vil aldrig gøre dig ondt? Fail right? Nu ligger du her, og jeg sidder. Hvorfor skal verden være så.. kold” han lo endnu engang. Stan var ikke typen til følelser. Det kunne han bare ikke håndtere. ”Men bare for at slå et punkt fast, Amelia. Jeg er ikke falsk eller leger med dine følelser. Jeg siger bare, at du ikke er.. klar til mig. Derfor, derfor skal vi ikke gå længere. Der er alligevel ikke noget interessant over mig. Som om bi overhoved har haft det sjovt?” Stan rejste sig op. ”Jeg bliver hvis du fortæller mig, hvorfor? Hvorfor græder du over sådan en som mig? Hvad betyder jeg egentlig.. for dig?” han spredte sine arme ud, mens hans øjenbryn nærmest var mødt hinanden på midten. ”Amelia”

Amelia ville have fægtet med armene for at få ham væk fra sig så snart at han havde sat sig ved hende. Men hun lod være. Selv hadede hun at slå andre. Hvis nogen ville slå hende kunne det bare gøre det. Men hun ville have en god nok grund til det. Sådan havde hun altid været. Hun lyttede godt med til hvad han nu havde at sige til hende. Hun forstod ham egentligt godt nu. Han var måske bange for at miste eller noget i den stil. Og derefter slap han selv sine bånd eller klippede med brutalt over. Men det var ikke noget som hun vidste med sikkerhed. Men stadig forvirrede han hende. Troede han at hun var begyndt at få opbygget større følelser for ham. Større end venskabet kunne trække. Endnu en ting der ikke lå helt klar for hende. Hun sagde ikke noget til det i starten. Sad bare og så ikke på ham. Søgte ikke sine øjne væk men hendes blik var altid et andet sted. Hun vidste godt hvad hun skulle svare ham men om det var det han ville høre var hun urolig for.
Hun knugede sine hænder og fik sig langsomt sat sig ordentligt. Hun trak med det samme sine slanke ben op til sig og fik svunget sine arme omkring dem for at blot presse dem tættere ind til sig som en bamse. Hun lagde sin hage mod hendes knæ før at hun endelig tog sig sammen til at tale. "Hvad du betyder for mig? Du betyder meget.. Mere end du måske selv mener.. Nok var det ikke ligefrem fest og ballade da vi mødtes men da jeg endelig fik et smil frem på dig vidste jeg at jeg måske var kommet gennem første face.." Nu snakkede hun nonsens igen. Hun vidste bare ikke hvordan at hun skulle forklare sig. "Det jeg mener er.. Du har allerede fået en plads i mig.. Både i hukommelsen hvor at du er nød til at bruge en eller anden dims til hvis du vil slette dig selv og i mit hjerte fordi at jeg selv troede du faktisk var min ven..Men jeg tog måske fejl?" Det sidste vare mere spørgende og hendes blik der nu endelig blev rettet op mod Stan vidste det samme spørgsmålstegn. Hendes hasselnøddebrune øjne var stadig let fugtige men tårene ville ikke falde mere. Hun håbede virkelig nu at hun ikke havde sagt alt muligt forkert som hun plejede. "Jeg er lidt ligeglad med hvordan du var på min alder for jeg tror slet ikke at du er så gammel.. Men for mig er fortid blot en ting der minder en om hvordan at man var og for mig er det vigtigste hvem du er" Nu lød hun endnu en gang underlig og hun hadede sig for det. Hun så så igen væk og et meget svagt smil havde lige nået at spille frem et kort øjeblik. Det havde ikke engang været sikker op at han havde nået at se det. "Men..Hvad betyder jeg så egentligt for dig??" Hun kunne hun ikke holde sig tilbage. Hun ville også have svar på det samme spørgsmål. Han måtte dog svare på det hvis han ville. Hun ville jo ikke gå hvis han ikke svarede på det..

Stan stod i et kort øjeblik mens han betragtede hendes bevægelser. Uden selv at ane det. Han var væk i sine egne tanker, men sammentidlig hørte han på hende. Al det han frygtede kom ud af hendes mund. Se. Endnu en. Endnu en der var røget i fælden. Han havde ikke engang.. nej. Hun var ung. Derfor. Hun var jo sikkert ikke ældre end de 14-15 år? Stan lod sine hænder dumpe ned, mens han sukkede. Sukkede opgivende. ”Amelia” sagde han, mens han tyggede på hendes sidste bemærkning. Nu havde hun vent emnet imod ham. Sikke en fej pige. Tanken fik ham til at grine stille. Ikke sådan at hun kunne høre det.
Han førte en hånd op til sin blålige hår, mens han isblå øjne lukkede sig i. Lod den kolde brise kærtegne hans hår og kinder. Selvom det faktisk var koldt, da han jo ikke havde sin jakke på. Han åbnede øjnene og nikkede. ”Hvad jeg betyder for dig?” spurgte han. Bare for at være sikker på at hun havde spurgt ham om det. Det havde hun selvfølgelig. Han smilede skævt, mens han gik over til hende. Slæbende. Træt. Ja, der var næsten ikke flere ord der kunne beskrive det. Han lod sin hånd gennem søge over til hendes nakke. Væk fra de alt det andet. Da hans hånd endelig tog fat om hendes nakke, smilede han skævt. Lod hans øjne søge hendes, mens han intet sagde i første omgang. Lod alle de forbandede tanker svæve rundt i hovedet. Lod dem bygge en slags boks hvor de hørte til. Lod dem oprette endnu en boks ved et navn. En boks som ikke kunne glemmes. En boks som altid vil blive. En boks..”Så meget.. at jeg ikke vil have at du kommer til skade” han lod sin pande støde blidt imod hendes. ”En boks med Amelia” han lukkede øjnene i, mens han lod hendes pande føle hans varme. Han træk sig væk fra hende, mens han slog blidt imod hendes pande med en knytnæve. ”Den møgunge. Se nu er jeg nødt til at blive. Jeg ved ikke engang hvorfor!” smilede han, mens han bukkede sig ned for at samle sin jakke op. ”Og jeg ved ikke med dig. Men..” Stan svang sin jakke over den ene skulder, mens han stadig holdte på den. ”...jeg elsker at være oppe i træerne. Så det er op til dig. Vil du med, eller?” man skulle tro alt det de havde stået, eller retter sagt, sad og talte om var glemt. Men det var det overhoved ikke. Stan hadede bare at vise følelser og især ikke for en .. pige. Forhåbentlig vil hun tro hans ord. Det ville han selv. Og det gør han også. Det bare det.. at der mangler et lille ord imellem al det andet. Bare et ord.
Men den gåde måtte forblive en gåde. Stan orkede ikke at forske rundt. Ikke flere overraskelser for i dag. Nu vil han nyde natten, uden så meget som en.... boks til. ”Kommer du?” smilede han, mens han allerede var gået imod et træ. Han lod hende tænke. Hvis hun svarede ja, ville han løbe fra hende. Hvis hun blev stående.. ja så kastede han sin jakke efter hende. Forbandet møgunge, tænkte han med endnu et smil. Ikke en Stan smil. Men et menneske smil. Omsorgsfuld, kærlig og .. varm.

Amelia blev siddende mens at hun kunne mærke hans hånd snige sig ind mod hendes nakke.Den eneste rigtige bevægelse hun gjorde var at dreje hoved lidt hen mod ham for bedre kunne se hma. Hun veg ikke tilbage da han nærmede sig og lagde sin pande mod hende. Hun så ham blot ind i hans øjne med hendes egne. Kunne svagt mærke hans varme stige over i hende. Hun frøs godt nok ikke men det var alligevel en ret så dejlig følelse. Hun lyttede lidt til ham. Hun forstod ikke hvad der skulle ske hende. hun havde jo såpdan selv være i denne by ufattelig længe uden at der var sket hende noget alvorligt. Men det der forvirrede hende mest var det han snakkede om at hun nu var i en boks. Men hun ville ikke som sådan forstår ham lige nu. Hun var faktisk bare glad lige nu. At han ikke bare var skredet for længe siden. Hun lukkede som en refleks sine øjne lidt i da hans knyttede næve igen ramte hendes pande.
Hun lyste lidt op ved synet af hans smil endnu en gang. Hans kommentar havde hun ikke taget sig haft. Nok var en hun en lille møgunge men så længe at han ikke brugte det stødende på nogen møde så var hun ligeglad med det. Hun var som tøet op igen da han endelig snakkede som om at dette ikke var sket. Så havde han altså godkendt hendes svar og valgt at blive. Hun så lidt efter ham og det var først da han spurgte om hun kom at hun reagerede ordenligt. Hun førte sin hånd op til sine øjne og fik tørret dem sammen med kinderne. Hun nikkede kort før at hun så lod et af hendes sædvandlige smil spille frem på endes bløde læber. "Ja..!" sagde hun med hendes rolige og blide stemme mens at hun hurtigt fik rejst sig op og gik hen mod ham. Hun havde rigtigt nogen anelse om hvad Stan havde gemt i hans tanker. Hun var i det hele taget ret så godtroende og ikke særlig klog når det kom til hendes egne følelser.
Hun bed sig blidt i sin underlæbe mens at hendes arme var lagt omkring hende selv som om at hun krammede en usynlig ven. Hun klatrede ikke selv i træer så meget men hun boede jo i skoven og der var ikke meget andet at lave der ude. Hendes lange hasselnøddebrune hår flagrede rlidt omkringe dhende da vinden kom lidt skråt bag hende. Hun lignede stadig bare denne lille uskyldige varme pige der med sikkerhed ikke kunne gøre en flue forstæd..