Time goes bye.. ~Stan~

//Smutter, men vi ses da i morgen//

Han så betragtende på hende da han ikke kendte til ordet ´ond´. Han havde aldrig kommet til skade når det hele kom til stykket. Han lod hende fjerne hans hånd, selvom han egentlig ikke fandt sig i sådan noget, men det gjord sikkert ondt på hende. Hans smil forsvandt ikke fra hans læber, som om ham og Amelia havde skiftet humør eller sådan noget. Da hun var færdig med at tale rejste han sig op, og så ikke imod hendes knæ, da hans øjne forblev på hendes. Han gik bag hende og løftede en stille op som et spædbarn, som om hun intet vejede. Han holdte hende seriøst som en mor ville holde sit barn. ”Jamen prinsessen er kommet til skade, nu skal hun bare slappe af” sagde han og hans smil var nu væk og hans ligegyldige udtryk var kommet tilbage. Han gik ligeud imod et træ længere væk. ”Og jeg er nu mere bange for at du skulle rende med min frakke igen” han grinte sarkastisk, men uden at egentlig at smile. Han så ned på Amelia, hvis hætte nu var over hele hendes ansigt.

//Når, jeg er tilbage..//

"Hey hey heeey!!" Amelia blev ret overrasket da han så løftede hende op og holdt hende som et eller andet spædbarn. Eller ja som en form for prinsesse. Sådan med den ene amr unde rhendes knæ og den anden over hendes skulderblade. "Jeg kan altså godt gå selv..." mumlede hun svagt for sig selv og det kunne ikk rigtigt høres inde fra frakkens hætte der nu dækkede hele hendes ansigt og gjorde at hun kun kunne se et mørke om sig. Lidt skræmmende men vel okay.. Hvis bare hun kunne få lov til at trække vejret ordenligt. Der kom så en lidt 'Hmpf' agtig lyd fra hende efter at han havde sagt det sidste. Ja selvfølgelig.. Frakken. Men den var så dejlig varm og så duftede den faktisk ret godt emn det sagde hun ikk. Hun lod sig trække sine hænder op til sig og lagde sig på hendes brystkasse hvor efter ta hun lukkede sine øjne i et langt blink. Hun lod ham bære hende selv om at det ikk ligefrem altid var det hun nød allermest. Og det fik hende til at føle sig lettere flov eller pinlig berørt.
Hun vidste ikk hvor han var på vej hen med hende men hun vidste at det ikk var et eller andet motel eller noget lignende. Det havde hun fundet ud af at han ikk var den type. Men hvor pokker så? Hun kunne jo ikk se det mindste.

//Weee! :3 *Krammer*//

Stan satte hende stille ned under træet, mens han stille bøjede sig ned over hende, og begyndte at fumle i frakkens ene lomme. Han fat en lille pakke frem. Han gik væk fra Amelia så hun ikke kunne se hvad. Stan var nu så lang væk, han hun umuligt kunne se ham. Han lod den lille æske af en art dale ned til jorden, mens han øjne blev tomme igen. han lænede sig imod det træ han nu var tættes på, mens han nu så imod Amelia. Hvad var der med ham? Han plejede da ikke at være sådan. Eller nej, han vidste det jo nemlig ikke. Han var jo aldrig sammen med andre, så det var da normalt for ham. han lod sig glide ned af træet, så han sad ned. ”Amelia” sagde han, mens han vinkede hende over til sig, bare for hyggens skyld og han ville alligevel ikke gå glib af hans frakke, med en pige i.
Han lod sin ene albue støtte sig op af sit ene knæ. Det var rart.

//Meeep :3//

//Se nu der. Nu skal jeg logge.. bye bye, svare i morgen xD//

Amelia prøvede igen at få hætte af da han begyndte at rode lidt i frakkens lomme og hun nåede lige at få den lidt af. Men det eneste hun opdagede var at han faktisk var ret tæt på hende igen. Hun lod hurtigt hætten falde ned igen før at han så igen rejste sig eller sådan noget. Hun begyndte endnu en gang at fumle med at rå sine hænder fri og derefter af med hætten. Det gik lidt hurtigere efter som at hun slappede mere af i det. Hun var ikk helt så hysterigst for at så den af som før. Hun nåede lige at få den af til at se ham og høre ham og hendes lange hasselnøddebrune hår blev med det samme taget af en vind og den legede lidt ned det så det hvirvlede om hende. Hun nikkede kort og lod et smil spille over hendes bløde og let lyserødebrune læber. Hun kom så op på bene med en lidt smidig og elegant bevægelse og mens at hun undrede sig over hvad det kunne have været at han havde taget i frakkens lomme gik hun hen mod ham med rolige og afslappede skridt. Hun havde sine hænder fri nu. Eller kun den ene hånd som hun holdt frakken sammen med. Vel bare en vane. Som om at hun var bange for at tabe den. "Ja??" Hun lagde sit hoved let på skrå igen og bed sig blidt i sin underlæbe. Hun undrede sig også lidt over at han havde fået ehnde til at slæbe hende hele vejen hen til ham. Hvorfor skulle han have gået så langt væk??

Stan sad i længere tid uden at sige noget. Hans ligeglade udtryk og ret kølige kom frem. Han sænkede et lille blik til denne pige Amelia, mens han lod sine knæ sænke sig, så man egentlig kunne se hans lange ben. Kulden imod hans krop blid gjord ham således at hans hjerte bankede langsommere og langsommere. Han blålige hår ruskede i takt med din lille brise som langsomt tog fat. Denne brise kunne blive til den dejligste kolde vind, og til sidst ende med at vælte et træ. Stan lukkede sine øjne, velvidne at Amelia stod her, eller sad? Hans pludselig mangel på ord gjord ham nervøst. Hvad ville han overhoved fortælle hende? Var hun ude på at drille hende igen?
Stan åbnede sine øjne med ét, mens han lod sine hænder række ud efter frakken. Han fik ikke fat i den, mens hans finger legede stille med stoffet. Stille gled hans blik op til pigens øjne. ”Kende du godt Is dronningen?” hans stemme lød dybere ind som så. Han blik så fraværende ud som om han drømte. Brisen tog hårdt fat igen, mens nakkehårene ville rejse sig op over den pludselig kulde herske. Stan lod være med at lege med stoffet, mens han lænede sig stille imod det tykke træ, og betragtede Amelia. ”Hende den.. kolde?”..

Amelia blev lidt undrende over dette. Hvad var det nu der pludselig skete. Der var blevet en smule koldere og han så ud til at fryse lidt men hun var ikke sikker. Hun så så igen lidt undrende ud da han spurgte hende ud om isdrongningen. Hun lade sit hoved let på skrå og fik et tænkende udtryk i sit ansigt. Hun begyndte så at tage tage den ret store frakke af sig selv og gik det enkle skridt der var mellem dem og lænede sig ned over ham for at lægge den om ham som han havde gjort ved hende. Så gik hun igen skridtet tilbage og lod sig så dumpe ned at sidde i skrædderstilling overfor ham.
"Hmm.. Jeg kender godt hende fra eventyret men ellers ikke. Jeg har aldrig haft den tanke at hun fandtes sådan i virkeligheden. Nok hvis det var en isdæmon der tilfældigvis var dronning men ellers ikke.." sagde hun stille og roligt som svar på hans spørgsmål og sendte ham et lettere spørgende blik som så lidt efter mødte hans og hun var endnu en gang tavs. "Hvorfor spørger du??"

Stan lod sit blik glide over til Amelia som havde sat sig til rette. Han mærkede sin egen jakke, men tog den dog af. Han lag den foran dem begge, som om de ikke skule nærme sig hinanden. ”Eventyr?” sagde han stille, som om det skulle være noget spøg. Amelia havde tydeligvis ret. Hvem tænkte overhoved på at Is dronningen? Desuden ville alle sige som Amelia.
Stan nikkede stille, mens han lod sine lange ben flyde ud. Han lod en hånd lægge sig på sin blå hår, mens hans isblå øjne så tænkende ud. ”Jeg spørger fordi jeg mener, at hun findes” sagde han enkelt. ”Is dronningen er hende der give mig liv, jeg ved det ikke. Men jeg har måske tøet hendes hjerte op” Stan smilede skævt til Amelia. ”Ej, bare glem det” han sukkede og så endnu engang væk. Fuck...

Amelia blev lidt usikker over den måde hans sagde det første og eneste ord i hans sætning. På det reagerede hun ved at bide sig lidt hårdt i sin underlæbe men lod sig så slappe mere af ved at tage en dyb indånding. Hun lod sig så sidde og lytte til havd han havde at sige. Hun blev lidt overvældet men alligevel troede hun på ham lidt efter lidt. Men hun forstod ikke helt.
Da han så igen så væk blev hun lidt.. bekymret? Hun vidste ikke helt hvad hun skulel gøre eller sige men der var noget hun havde lyst til at gøre noget. Men hun prøvede at holde sig fra at gøre det. Dog gik det ikke ligefrem særlig godt. Hun lod sig først rykke lidt tættere på ham og lænede sig ind mod ham. Ikke alt for tæt men sådan næsten lige uden foran ham. "Hey er du okay?? Du skal ikke være sådan.. Jeg kan ikke lide det.. Men jeg tror dig hvis det er det.. Og undskyld" Trak hun sig så tilbage igen og satte sig i skræderstilling igen. Lidt fra ham siden at jakken lå i vejen. Hvorfor hun undskyldte var blot fordi at hun måske havde gjort og sagt noget forkert. Hun var bare en smule usikker med hans selvskab lige nu.

Stan havde sin pegefinger i munden, mens han prøvede at få samlet sine tanker. Hvad fanden skulle al den snak om Is prinsessen kommme frem lide nu? Han lod det ene ben trække sig op, mens han lod dertil sin albue fra venstre arm, hvile sig der. Hans øjne lukkede sig samtidig, at hans finger gled ned fra munden. Han åbnede dog sine øjne hurtigt, da Amelias hoved på en måde stak frem. Han betragtede hende som om han aldrig havde set hende før. Han rystede stille på hoved og lod sig glide lidt tilbage. ”Der er intet i vejen og du skal ikke undskylde” sagde han, som om al det her kedede ham. Okay, han kunne godt forstå at al det her gjord pigen forvirret, men sådan var Stan ligesom.
Han rejste sig stille op, og gabte udmattet, mens hans knogler sagde nogle skrækkelige lyde. Knik, knak. Han så ned på Amelia og nikkede så anerkende. ”Kom med så” sagde han, mens han tog jakken, og kastede den over til hende. ”Det kommer til at være koldt” sagde han uden at se på hende. Han var nemlig allerede begyndt at gå.

Amelia greb hurtigt og lidt klodset jakken og så lidt undrende efter Stan. Hun blev dog stående lidt endnu før at hun endelig fik sat gang i fodtøjet. Hun luntede lidt hurtigt efter ham for at komme op på siden af ham igen. Hun tog ikke jakken på men løb bare med den i sin favn. Hun satte så tempoet ned til normal gåtempo da hun var kommet op til ham. "Men hvor skal vi hen??" spurgte hun forvirret og undrende mens at hun så mod hans ansigt for at se om der var noget svar der. Nok ikke så hun håbede han ville svare hende.
Hun så lidt ned på jakken igen før at hun så igen tog den på. Ærmerne var stadig for lange. "Men hvis der bliver koldt.. vil du så ikke fryse?? Jeg tror måske du har brug for den mere end mig.. Jeg kan nemt holde på varmen" prøvede hun at forsikre ham over. Hun var jo aspara og kunne forvandle sig til lidt af hvert. Og det gjorde at hun nogle gange kunne holde på varmen hvis bare at kulden var ekstrem nok. Og det havde hun en følelse af at det ville være denne gang. Hun så så væk fra ham og så lidt ned i jorden og ventede på hans svar. Mon han i det hele taget gerne ville svare hende. Og hvad mon det var han på en eller anden måde havde fået hende rodedet ud i. Men det måtte tiden jo vise. Hun så nu ligefrem for sig. Hun havde jo heller ingen at komme hjem til og der var ingen der sagde at hun skulle være hjemme til en bestemt tid. Så hvorfor ikke bruge tiden på noget der måske skulle være spændende.

Stan gik hurtigt og det var ret utroligt at Amelia kunne følge med. hans arme piskede nærmest bag ham, mens brisen legede med hans hår. Stan lod sine hænder skujle sig i bukselommen, mens han lænede sig på en måde frem. Han så ikke på Amelia men nikkede bare. ”Du skal se noget” sagde han bare, som om det forklarede en del. Han pegede derefter på jakken. ”Jeg er vandt til kulden, trods jeg er et menneske” sagde han, og lod sin hånd gemme sig i bukselommen igen. ”Men du, du er ikke vandt til den kulde vi kommer til at møde, og jeg vil ikke have du kommer til skade” sagde han. ”Min duft fra jakken tiltrækker ikke så mange, men din duft kan rolig fremkalde andre” han sagde ikke mere, men så nu mere koncentreret ud. Hans blik fokuserede bare lige ud, på et træ. Et slags suk slap ud af hans læber, da en ubehagleig tåge mødte dem. Stan stak sine hænder ud, mens han trådte et skridt foran Amelia så hun var nødt til at standse op. ”Hør på mig. Sig ikke noget, gøre intet, bare følg mig.. okay?” spurgte han og bøjede sig ned i knæ, da Amelia sikkert ikke var så høj som ham. Og det var også bedre at få øjenkontakt med hende på den måde.

Amelia nikkede lidt forvirret. Så hun skulle lige se noget. Hvad mon det kunen være.. Men det måtte tiden jo bare vise hende. Det gjorde hende nysgerig og en smule ivrig men det kunne ikke helt ses på hende. Hun havde lidt svært ved at følge med ham og var nød til at lunte lidt nogle gange. "Nåeh ja okay.." Hun havde lige glemt hendes lugt. Hvorfor kunne hun ikke bare være et almindelig menneske. Hun var nød til at være på vagt mere end andre. En aspara.. Det var jo et af de mest ynkelige væsner. De var ikke altid særlig stærke i kamp og deres eneste våben var deres skønhed og deres specielle evne. Men hun havde mistet den evne som lille. Hun kunne heller ikke læse folks tanker mere. Nu manglede der bare hendes hurtighed, styrke, evne til at forvandle sig og så ville hun blot være et menneske. Men det vidste hun dog ikke ville ske. Hun ville stadig dø med lethed hvis en vampyr valgt at sætte sine tænder i hende. "..min lugt.." Hendes stemme var svag som en mumlen som hun mente hun nok kun kunen høre.
Hun blev lidt undrende da et tåge dis lagde sig om det område det nu mødte. Det var en lidt ubehagelig følelse at gå ind i den. Hun stoppede brat og lige inden at hun gik ind i ham da han pludslieg stillede sig form hende. "Ehm.. Ja det skal jeg nok huske.." sagde hun lidt usikkert og sank en mindre klump. Hun tog sig ikke yderligere af den øjenkontakt der nu var kommet. Hun så bare på ham som hun ville have gjort ligemeget hvad. Medmindre han selvfølgelig prøvede at slå hende ihjel.

Stan studsede sine læber, mens han køligt gav hende et nik. Han rejste sig op, mens han langsom førte Amelia via, at hans hænder lå på begge hendes skulderbalde, og det vil så sige at han gik bag hende. ”De kaldes Icetok” sagde han, mens kulden havde trukket sig over dem, som et slags velkomst. Pludselig efter få meter, opgives de hvide og nøgne træer. På den her årstid var det ret normalt, men træerne funklede på en måde, så det lignende at de havde glimmer over sig. Hvidt glimmer. Et lille kvalt og ret bange lyd hørtes lidt længere inde. Noget lyste tusmørket op, et lille punkt faktisk. ”Så” sagde han, mens hans greb om hendes skulder forsvandt. Han gik stille foran hende, mens hans fortsat gik. Gik med lange skridt. ”Fiji” sagde han, i håbefuldt at hans stemme vil høres af det væsen der nu vandrede grædende rundt. Omkring Stan og Amelia lå is roser. Blanke og kolde. ”Rør en af dem, og du vil ligge bevidstløs i et døgn” hviskede han stille til Amelia, mens han stadig afventede et svar.
Stan bandede, mens hans skridt blev hård i det. Han bandede vej for ham og Amelia da træerne så ud til at skjule noget. Med ét stod Amelia og ham, i et slags hus. Is huset, som det ellers blev kaldt. ”Pis” sagde han, mens isterninger lå på gulvet, og en slags behagelig duft ramte deres næsebor. Gardinerne som ellers plejer at være af stof, var nu af is. Sofa, tv, og alt andet der plejer at være i et daglig stue var nu omgivet af is og lys. Man kunne egentlig ikke kalde det et hus, da det ingen tag overhoved havde. Han vendte sig om, mens han stadig gik. Han spredte sine arme, mens han smilede tilfreds. ”Velkommen til Is dronningens hjem, min kære” han lo, da han egentlig var kommet i bedre humør. Og man kunne heller ikke lade være med at smile, når man var herinde. Det var en slags.. forbandelse.

Amelia forstod stadig ikke særlig meget af dette. Hvorfor havde han egentligt taget hende med til dette is hus? Og hvad var det egentligt at han skulle her? Hvis det ikke blot var hans hjem og var nød til at være her. Hun lyttede til hans stemme igen. Den lød noget så munter og glad. Mere end den havde gjort siden hun mødte ham for ikke mere end få timer siden. Gud! De havde egentligt snakket ret så længe. Og hun havde ikke opdaget det selv.
Hun lagde sit hoved lidt på skrå mens at hun så mod ham som nu stod med armene ud til hver sin side som han ville have et kram. Dog troede hun næppe det var det. Det havde nok bare været en velkomst. Hun lod sine hasselnøddebrune dådyr øjne søge rundt i rummet. Her var faktisk ret koldt men hvordan ville man så kunne leve her? Hvis man ikke var af koldblods væsnerne. Det var hans vel ikke? Hun så så igen mod Stan og hendes smil voksede atter frem. "Tak..!" sagde hun med hendes stadig rolige og blide stemme mens at hun så strøg lidt af hendes hår væk fra ansigtet. Hun lod sig så gå forbi ham for bedre kunne se sig omkring. Hun trak hans frakke endnu tættere omkring hendes lille og spinkle krop. "Isdronningens slot?.." mumlede hun svagt for sig selv. Hun syntes her var rigtigt smukt med alt den is men det forvirrede hende stadig alt dette. Hun kunne pludselig mærke noget der gjorde hendes svimmel. Hun stoppede stille op og førte hurtigt sin hånd og og lagde den mod sin pande. Om det var kulden eller noget andet viste hun ikke. "Tror du at du kan forklare mig helt hvad vi laver her??" fik så så frem lidt halv kvalt mens at hun så vendte sig spørgende mod Stan igen..

Stan havde faktisk glemt at Amelia var her. Seriøst. Altid når han var her, havde han rent faktisk glemt, hvem hans omgivelser var. Han gav efter kulden. Kulden var hans ven. Kulden var han.. elskede? Stan fik et mindre chok, da Amelia begyndte at tale. I første omgang havde han troet, at det var vinden, men da han vendte sig imod pigen igen, formede der sig en smil om hans læber. Hun frøs, gjord hun ikke? Han gik stille imod hende, mens han stille og mildt slog en lille knytnæve imod hendes pande. ”Kom. Vi går ud, inden du bliver syg, og jeg får din far på nakken” Stan tog stille fat i hendes hånd, mens han kastede sit blålige hår tilbage, for at bedre kunne se hende. ”Amelia. Jeg førte dig her til, fordi jeg vil se dig her” sagde han, uden at kigge på hende, og mens de fortsatte med at gå. ”Jeg mener, jeg leder efter en Is dronning. Og..” han gik i stå. De var allerede ude af det kolde sted. Det kunne man sådan set også mærke. Han slap Amelias hånd, mens han vendte sig imod hende. ”Det er ikke noget at bekymre sig om. Du ved, vi drenge tænker ikke altid enes” han lo stille, mens han endnu engang slog mildt til hendes pande.

Amelia forstod stadig ikke noget. Alt dette gik bare så hurtigt. Hun kendte ikke Stan's tanker da den evner var forsvundet fra hende. Og hvad mente han med at han ledte efter en isdronning? Og at han ville se hende i hans hjem? Bare sådan. Han behandlede hende nogle gange bare mere som om at hun var hans lille søster eller sådan noget. Især den måde at han blidt slå hende i panden. Som for at konstantere at han var højere end hende. Dog var det ikke ligefrem noget som hun tog sig af.
Hun lod sine arme hænge slap ned langs hendes sider og ærmerne dækkede igen hendes hænder mens at hendes hoved blev lagt lidt på skrå igen. Som for at vise at hun stadig ikke helt forstod. dette kunne da næppe være en kærlighed erklæring. "Hvad skulle jeg være bekymret for?? At du så pludselig vil vise sig at være en af disse vildt perverse mænd der kun tænker på en ting?? Bare rolig.." sagde hun med et smil mens at hendes hoved lagde sig til den anden side. Hun lod sig rejse sig op på hendes tæ'r så at hun var lidt højere. Hun løftede sin ene hånd som hun så lagde på hans hoved og uglede aende hans blå hår. Efter dette stillede hun sig igen normal højde..

Stan smilede skævt, efter hun havde uldret med hans hår. Han kørte en hånd igennem det, mens han kneb det ene øje sammen. Han havde altid været klar over, at Amelia ikke forstod noget som helst af hans prædiken om is dronning. Men hvem vil også det? Når jo! Is dronning selv. Stan sukkede stille af hans tankegang. Af og til havde han løst til at skyde sig selv, og derefter genfødes igen. Han havde altid været et omvandrende spørgsmål for folk. Og i sær for piger, ligesom Amelia. Han lod sin knytnæve ramme hende pande igen, mens han lo stille. ”Hvis jeg skulle være pervers, hvad skulle du så?” han skubbede stille til hende pande, så hun vil få overbalance vids hun stod forkert. Han bukkede sig ned, så han var på øjenhøjde med hende. ”Amelia. Du ved aldrig hvem der gemmer sig inde i mig? Så lad være med at tvivle på dine ord. Måske er jeg pervers? Ingen ved det.. vel prinsesse?” han grinte stille, mens han lod sine læber langsom strække sig imod Amelia. Han stoppede op, og kunne tydeligvis mærke hendes ånde. Men i stedet for at kysse hende læber, eller det der var værre, lod han stille stødte sin pande imod hende, og derefter rejste han sig op og lod sine arme mødes bag hovedet. ”Hahaha” lo han, mens han skød sit blik imod himlen.

//Logger, men skriver til når det er ^^//

Amelia prøvede at få sin balance igen ved at gå et lille men klodset skridt bagud men snublede alligevel og faldt til jorden med et bump. Hun lavede en kort grimasse over at ramme det hårde og kolde underlag. Hun sad lidt før at hun så pludselig fik en Stan i hovedet eller hvad man nu sagde. Hun veg automatisk lidt tilbage da han bare kom nærmere. Hun rødmede ikke som så mange andre piger ville gøre. Hun havde altid haft så forbandet svært ved det. Men hendes hasselnøddebrune øjne blev da spærret en del op som for at vise at han faktisk overraskede hende igen. Hun hold sig oppe ved hjælp af hendes arme der var sat ned i jorden lidt bag hende. Hendes blik var hele tiden rettet mod hans øjne. Også da hans pande blev lagt mod hendes. Legede han nu rundt med hende? Det var lidt som om at han var blevet en smule mere..anderledes? Men så igen hvad gjorde det. Hun sagde ikke noget til hans ordstrømme med det samme. Ikke før at han igen fjerende sig. Hun satte sig ordentligt op før at hun lod sig selv rejse sig op. Børstede det værste jord af hendes røde nederdel. "Nåeh nej.. Så må jeg jo bare æde min ord i mig igen.." Hun så så igen mod Stan gennem hendes ret så lange hasselnøddebrune pandehår. "Men så næste gang skal du ikke skubbe mig ned sådan.. DEt gør faktisk ret ondt at få smadret sit haleben ned i noget der sagtens kunne være beton.." Hun sukkede svagt før at hun slå kort med hovedet og hun havde nu ikke pandehår ned i øjnene. Hendes smil var der igen. Som om at der intet lige var sket..

Stans smil var væk. Men gløden i hans øjne forblev. Han kiggede imod et træ, mens han hørte på det sidste Amelia havde løst til at fortælle ham. Måske var han for hård ved pigen? Hun var nu ikke så gammel, så Stan skulle måske skrue lidt ned på charmen? Hvis det altså var det der foregik? Stan gav sig til at grine. Dumt! Pigen var ikke særlig gammel? Nej vej? Sådan så det nok ud, men hun var sikkert flere millioner år gammel? Stan vendte sig imod hende, mens han betragtede hende komme op og stå. Han gik stille til hende, mens hans hånd legede med hendes hår, og han igen fik det der.. fjerne udtryk.”Undskyld. Tilgiv mig” sagde han, mens han stemme blev ved med at knække over. Han kørte sin finger op til hendes pande, mens han prøvede at tegne noget 'usynligt'. ”Jeg vil aldrig skade dig. Aldrig gøre dig ondt” han kiggede på hende og smilede 'frækt'. ”..endnu” Han fjernede sig fra hende, mens han bukkede. ”Frøken Amelia” afsluttede han sin sætning, mens han betragtede hende med længsel. Efter hvad?.. Stan vil ikke gøre hende bange, men alligevel kunne han ikke dy sig på nogle måder! Hun var bare så sjov, fra hans side. Det kunne godt være, at hun synes at han gjord hende forvirret.. men han kunne nu lide det. Selvom andre godt nok ikke kunne?

Amelia lukkede sit ene øje i som en refleks da hans hånd legede med hendes hår. Hun følte sig hele tiden så lille når nogen gjorde det men nu havde hun heller intet imod det. Hendes personlighed lå stadig på hendes kropsalder eller hvad man kunne sige. Hun blev bare stående. Hvorfor vige væk fra ham da han jo egentligt ikke havde gjort hende noget yderligere. Det før havde nok blot været noget han havde gjort for sjov. Selv så hun ham ikke som sådan en bad guy. Men nu havde hun det samtidig med at tage fejl hele tiden? Hun havde godt nok opdaget hans så kaldte 'frække' smil og hans tilføjede kommentar. Og denne gang kunne hun ikke selv holde et smil tilbage. Og et svagt fnis. For hende var dette komisk. Hun så jo heller ikke den slags som noget 'farligt'. Den alder var hun ikke nået. Hun lagde så sine arme over kors og rakte kort tunge af Stan. "Bah..Hvorfor skulle jeg tilgive en dreng der skubbede mig.. Det er jo helt igennem og direkte kriminelt.." Man kunne sagtens høre i hendes stemme at hun blot lavede sjov selv. Men stadig var hun ret god til at holde masken. Hun vendte ryggen til ham og stak fornærmet næsen i været.
Nu kom det igen. Hun kunne ikke holde sig i dette humør mere. Hun slappede mere af i hendes arme og vendte sig så halvt om mod ham igen. Igen med hendes søde og varme smil som hun altid havde haft. "Selvfølgelig kan jeg tilgive dig.." sagde hun med hendes rolige og blide stemme der igen havde fået lidt munterhed i sig. "..Men kun så længe at du ikke tiltaler mig på den måde.. Jeg er hverken adelig eller.. Ja.. respektabel nok til den slags.. Og så passer det altså heller ikke til mig.." Endnu et svagt fnis kom fra hende og hun fik lagt sit hoved lidt på skrå. Så godt hun nu kunne ved at stå med ryggen lidt til ham og stadig blikket rettet mod ham. Det så ikke ligefrem åndssvagt ud da hun ikke overdrev i denne bevægelse. Men nu var hun hverken høj eller ranglet..

Han gav et kort nik fra sig. Han havde lige overvejret at gå i knæ og brøle efter en tilgivelse. Men det kunne åbenbart vente til en anden god gang? Amelia var vel ikke så let at for ram på. Hvad ville Stan egentlig opnå med det her? Han ender jo med at være alene.. igen? Eller er Terre ikke ligesom andre steder? Ligesom på gaden, hvor alle skal passe på sig selv, og aldrig dele sine følelser med nogen? Skulle det være sådan? Igen. Han anede ikke hvad dette her vil føre til, men det måtte stoppe.. like everything els? Stan smilede skævt tilbage. Så hun var ikke .. adelig? ”Tak for din tilgivelse. Det var lige før, at jeg rent faktisk gik ned i knæ og bede om nåde” Stan sagde det som han rent faktisk mente det. Han øjne borede sig dybt inde i hendes. Han kunne ikke få sig selv til at smile ligeså mildt tilbage. Det kunne han bare ikke! Stan bed sig på tungen, mens han langsom strækte sig ud efter Amelia. Han kom op foran hende, mens han langsom vendte hende imod sig. ”Pas på. Du kan få dårlig ryg af det” sagde han lidt for alvorligt. Han slap taget om hendes skulder, og vendte derefter ryggen til hende. ”Der er lige noget jeg vil snakke med dig om, Amelia. Men det vil ikke betyde det store for dig”

Amelia lod ham vende hende om igen. Han var igen pludselig blevet en smule anderledes. Eller ikke som sådan. Han var bare pludselig så alvorlig over hvad der var synd for hende eller ej. Eller lå der måske noget bag? Han kunne vist godt lide at forvirre hende sådan her.. Hun så hvordan at han så selv vendte sig væk fra hende. Hvad var dette omkring? Hendes smil var forsvundet igen. Hun var selv blevet sådan lidt undrende igen. Hvad kunne det være der var så alvorligt at snakke med hende om? Hun var jo ikke vant til den slags. Normalt var hendes liv jo bare som en leg på grund af at hun ikke var så 'gammel'. Hun sank en mindre klump før at hun så igen kunne få lyd på hendes ord. Hun havde ført sin ene hånd op til sin hånd hvor at det mest af alt bare ligende at hun trommede sine fingre end over hendes underlæbe. "Ja? Men om det betyder noget for mig er jo ikke noget du ved.. Lad mig nu bare høre.." Hun lod sig selv gå lige så stille hen ved siden af ham hvor at hun så lænede sig så hun bedre kunne se hans ansigt. Ville gerne vide hvad der gik gennem hans hoved. Dette kunne godt skræmme hende til. Gøre hende bekymret. Og alt den slags..