Melodien ensomhed.. Kida [Privat]

Kida reagerede kun ved fortsat at prøve at knække den. Hun hvæste mod væsnet og sprang på det. ”hvor vover den at skade min prins!” hvæste hun koldt. ulven vivlede hen omkring de nye skygger ,og slugte de få sjæle der befandt sig i dem og fik ødelagt nogle af dem. Da Tera løb hen til væsne og det pludselig forsvandt satte Kida sig på knæ og var vist ved at blive bare lidt normal igen. Eller var hun bare forvirret over hvem hun skulle angribe næste gang. Vinden dækkede hende til så Tera ikke kunne se hende men kun den lilla vind og ulveskiggelsen kunne slet ikke tydes mere.

Pludselig fløj leen frem og tilbage i en voldsom styrke. Den fløj hen til Kiada og prøvede blidt at puffe hende. Men den kunne jo ikke tale. Men den kunne noget andet *Kida..? Kan du høre mig... Hør.. Ting chan er ikke her.. Hendes far har taget hendes sjæl med sig.. Vil du ikke nok hjælpe. Jeg ønsker mange gange og skylder dig en tjeneste, men jeg beder dig. Vil du ikke prøve at finde hende* Tænkte den og prøvede at se på Kida.


//skal spise sees//

Kida hvæste af den da den prøvede at puffe til hende og det gjorde hende en smugle vred. Vinden forsvandt ind i hende som tegn på at den ikke var tilpas med dette. ”skulle jeg hjælpe dig?... der skadede min prins?” sagde hun kold. Hun var ikke helt klar over om hun ville det… ”hvad er det helt præcis du vi ha mig til?” spurgte hun kold og skulede til leen med kolde øjne. Den havde jo skadet hende… eller ulven, og det ville være det samme som da Kida havde skadet Tera, eller Kida ville flippe mere over det.

//ok ^.^ ///

Den lavede en skuffet buk og lod tankerne høres igen i Kiada's hoved *Hør. Du var lige bliver gode venner med Ting chan. Jeg troede du ville hjælpe hende. Men det er bare for hendes skyld. Takke være hende, tog Døden ikek dig med, hvis ikke hun havde sprunget op og var selv offeret, var det dig som han tog med* tanken lyd lidt trist. Leen svævede hen til Ting chan og puffede rolgit til hende. Hun trak ike vejret. Hun var bare helt væk *Hun har stadig hendes sind.. Men hendes indre sjæl er ført sammen med Døden* tanken virkede nu ulykkeligt.

”ja det var jeg og så lavede du noget rimeligt dumt!” snerrede Kida. Hun var yderst stædig, men hun kunne jo også li Tera, ”han havde da værsgo at prøve jeg har ingen sjæl” mumlede hun og holdt stramt om sin guldhalskæde. ”hvor skal jeg ta hen” mumlede hun surt og rejste sig op. Hun gik hen til leen og skulede ondt til den men ventede ikke at den tog sig af det da den jo havde spurgt hende om hjælp. ”selv om du ikke viser det så kan du godt li Tera” mumlede hun til den.

Den så forlegent ud og lavede et tegn *Jeg får dig lige sniget ind i uhm hendes Far's verden. Men lad være med at være sur.. Jeg sagde da ellers pænt undskyld. Hey Prins. Det må du undskylde, men uhm jeg overdrev lidt. Tilgiv mig..* tænkte den og så lidt på Kida *Klar.. Ligeom lidt kommer der et sort lys.. Du skal bare stå helt stille, hvis du bare uhm rykker dig. Kan du ende med at du kommer til et helt andet sted* tænkte den og lavede et tegn. Pludselig kom der et slags kors som havde torn omkring sig, og et sort lys spredste sig. Alt var sort.

Kida skulede til den ”ja fint hen til hendes fars sted hvor helvede det så er” mumlede hun surt… ”og jeg er sur når jeg er sur” knorede hun til leen. ”hvordan kan et lys være sort?... underligt” mumlede hun for sig selv ”og bare så du ved det kan min prins ikke høre dig!” sagde hun og undrede sig fortsat over lyset. ”ja ja jeg står stille” mumlede hun og så på det sorte lys der pludselig kom… *skønt jeg er ikke kristen* tænkte hun og så på korset som var det kommet direkte fra hendes egen personlige helvede der var fyldt med de ting hun hadede.

Sort.. Alt var sort. Pludselig blev det endnu mere mørkere. Så mørk, man ikek kunne forstille sig "Her er vi så" begynde leen at tale. Helt almindelig sådan bare tale. Den talte faktisk. Området var sort og himlen var rød. Der var nogle træer som var sorte og visne. Nogle enkelte blade var der, men bladerne var hvide. Græsset var også hvidt. Skyerne var mørke røde. "Hmm. Gad vide hvor hun er" Sagde leen bekymret og svævede lidt mod en kæmpe sort sten. Den var sort som aske, hvis man så tydligt, kunne man se omridsen af stenen var fyldt med skygger som beværget sig.